Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 43. 2014



Nyheder i uge 43, 2014

Følg os på Facebook





Frankrig frygter svampesygdomme
"Det tyvende århundredes Phylloxera" kalder nogle franske vinproducenter de svampesygdomme, som hvert år gør kål på adskillige vinstokke i de franske vinmarker.
Der er tale om sygdomme, der angriber vinstokkens stamme, får den til at rådne og til sidst medfører vinstokkens død.
Det er især vinstokke mellem 10 og 25 år - altså der, hvor de giver aller størst udbytte - der bliver angrebet, og et tegn på, at noget er galt, er, at vinstokken begynder at producere stadig færre druer.
I uge 51 sidste år beskrev vi en af disse sygdomme, Esca. Derudover er der blandt andet svampesygdommene Eutypa og Black dead arm (sort død arm), der ligesom Esca også findes i andre lande. Mens vinproducenterne kan kontrollere Eutypa ved med hård hånd at kassere de døde vinstokke med det samme og beskytte beskårne flader med et svampedræbende middel, så findes der igen lovlige midler til bekæmpelse af Esca og Black dead arm.

På jagt efter resistente druesorter
Situationen er alvorlig - hvilket understreges af, at svampesygdommenes angreb sammenlignes med Phylloxeras i midten af 1800-tallet. Her var den lille vinlus nærmest ved at udrydde hver eneste vinstok på europæisk jord.
Hvert år dør mellem 5 og 7% af vinstokkene i de franske vinmarker af disse svampesygdomme, og i øjeblikket producerer omkring 12% af Frankrigs vinmarksareal på grund af angreb ikke nogen druer. Det svarer til næsten 100.000 hektar og et tab på omkring 1 milliard euro (cirka 7,4 mia. kr.) om året. Sådan lyder de nyeste tal fra Institut Francais de la Vigne et du Vin (IFV).
Alt tyder dog på, at der findes druesorter, som er resistente over for Esca og Eutypa, og nu vil IFV i samarbejde med Det franske institut for landbrugsforskning, INRA (l'Institut National de la Recherche Agronomique) og flere af landets universiteter forsøge at finde frem til nøjagtigt hvilke sorter, det drejer sig om.




Man kunne godt forledes til at tro, at flasken på billedet er fra Champagne. Men den er fra vinproducenten Ridgeview og indeholder britiske bobler.

Stigende glæde for egne vine
For 15 år siden var britisk vin lidt af en joke - noget som også briterne selv grinede lidt af i krogene. Men nu er billedet vendt, og der er ifølge The Drinks Business en stigende efterspørgsel blandt de britiske forbrugere på vin fremstillet i hjemlandet.
Det startede for nogle år siden med lokalt produceret kød, ost, øl og spiritus, men nu bliver der også lagt stadig flere flasker engelsk vin i de britiske indkøbskurve.
En af årsagerne til, at engelsk vin er begyndt at vinde briternes hjerter, er den stigende anerkendelse af de gode flasker i udlandet. Blandt andet har engelske mousserende vin i de senere år vundet adskillige priser i internationale konkurrencer.
Udbuddet af vinene er også blevet større. I 2012 fik den spirende britiske vinindustri 31 nye producenter, og sidste år kom yderlige 46 til, så antallet i dag er oppe på 135.
Til sammen ejer de 1884 hektar vinmarker og fremstiller 4,5 millioner flasker vin årligt. Og stadig flere flasker vil komme på forretningshylderne i de kommende år - dels på grund af de sidste to års rekordstore høstmængder af druer, dels fordi flere af producenterne er i fuld gang med at udvide vinmarksarealet.


Underjordisk drypvanding
Som nævnt i uge 16 2013, vil den globale opvarmning gøre det stadig sværere at dyrke vin i en række vinlande i såvel Sydeuropa som på den sydlige halvkugle.
Australien er et af de lande, hvor klimaændringerne kan få stor betydning for vinindustrien. Ifølge en undersøgelse fra universitetet i Texas kan op mod 73% af de områder i Australien, hvor der i dag dyrkes vin, ende med at være uegnede til vindyrkning inden år 2050.
Organisationen CSIRO (Commonwealth Scientific and Industrial Research Organization) forudsiger en stigning i gennemsnitstemperaturen i de førende australske vinområder på mellem 0,3 og 1,7 grader allerede inden for de næste femten år. Det lyder måske ikke af så meget, men det kan sammen med mindre mængder regn medføre en betydelig forringelse af druernes kvalitet.
Hos verdens næststørste vinproducent, australske Treasury Wine Estates (TWE), der ud over vinmarker i Australien også har marker i andre lande, forsøger man nu at komme ændringerne i forkøbet.
TWE, der blandt andet fremstiller de berømte australske flagskibe Penfolds og Wolf Blass, har fx på forsøgsbasis indført underjordisk drypvanding i enkelte vinmarker. I en fremtid med øgede temperaturer vil der også være en øget fordampning af vand fra jordens overflade - som man netop undgår ved at lægge vandingssystemet ned i jorden. Hvis forsøgene viser sig at give tilfredsstillende resultater, vil TWE indføre den underjordiske vanding, hver gang der skal plantes eller genplantes vinmarker.

Større pres på under høsten
En anden følge af de øgede temperaturer er, at høstperioden bliver kortere, og at der derfor kommer mere pres på faciliteterne i vinerierne.
Derfor er TWE allerede nu ifølge The Drinks Business i fuld gang med at udvide gæringsfaciliteterne - i første omgang i de vinerier, der modtager druer til producentens luksusvine.
Endnu et tiltag er anlægningen af vinmarker i køligere regioner - noget, der også er udbredt blandt andre vinproducenter i områder med stigende temperaturer.






Tema-smagning: Rødvin fra Rioja
Hver uge bringer vi nederst i VinAvisen listen over de mange vine, som vores smagepanel har smagt i ugens løb. Det bliver vi ved med. Men vi er også begyndt med jævne mellemrum erstatte de almindelige vinanmeldelser med en større tema-smagning af vine fra et bestemt vinområde på en udvalgt drue, i et særligt prisleje osv. Og vi forsøger at gøre tema-smagningerne så relevante for årstiden som muligt.
I denne uge byder temaet på rødvine fra Rioja, vine, der egner sig fortræffeligt til årstidens vildtkød. Nogle af vinene har fået fem stjerner, andre fire eller tre, mens andre igen ikke er sluppet gennem nåleøjet. Anmeldelserne af de i alt 40 rødvine ses længere nede på denne side. Nedenfor fortæller vi om det spanske vindistrikt i form af fem postkort.
................


.......
Vindistriktet Rioja ligger i det nordlige Spanien, og det er inddelt i tre underdistrikter, der har hver deres vinøse karakteristika.

Postkort nr. 1 fra Rioja:
Spaniens første appellation
Selv om der fremstilles glimrende vine rigtig mange steder i Spanien, er der ingen tvivl om, at Rioja er Spaniens mest berømte vindistrikt. Det ligger i den nordlige del af landet i regionen La Rioja, og det blev som det første spanske vinområde i 1933 tilkendt sin egen appellation - eller på spansk Denominación de Origen (DO). I 1991 avancerede Rioja så til det finere DOCC (Denominación de Origen Calificada).
Appellationen er inddelt i tre underdistrikter: Rioja Alta, Rioja Baja og Rioja Alavesa, hvor der fremstilles vine med hver deres karakteristika. Alta betyder "høj" på spansk, og vinmarkerne i Rioja Alta er netop højtliggende, hvilket giver vine med et moderat indhold at alkohol og en god syre. Rioja Baja ligger i lavlandet - Baja betyder "lav" - og området er præget af meget tørre og varme somre med stor risiko for tørke. Vinene herfra har ofte et højere alkoholindhold end dem fra de to andre distrikter.
Til sidst er der Rioja Alavesa, som er det mindste af underdistrikterne, og som minder lidt om Rioja Alta, når det gælder både klima, jordbundsforhold og vinstil.



.......
Rioja gennemløbes af flere floder - en af dem er Oja, der ses her, og som har givet navn til distriktet.

Postkort nr. 2 fra Rioja:
Floden Oja gav navn til distriktet
Navnet på distriktet stammer fra en lille flod (río på spansk) som hedder Oja, - Rio-Oja, som så er blevet til Rioja.
Det er oplagt at tro, at en flod, der har lagt navn til så berømt et vindistrikt, er stor, lang og bred. Men det er Oja slet ikke, og så løber den endda i yderkanten af distriktet.
Men Rioja har heller ikke altid været så stort et vinområde som i dag. Det var oldtidens romere, der plantede de første vinmarker i området, og i 1000-tallet bestod Rioja stort set stadig kun af de marker, der strakte sig langs Oja-flodens bredder.
Der er langt flere og større floder i Rioja - heriblandt hovedfloden Ebro, og hvis man følger denne flod vestpå, kommer man ud på distriktets meget smukke vinrute. Den fører gennem den lille by Laguardia, hvor tiden synes at være gået i stå, videre til San Vincente, hvor vinens skytshelgen er født, og til Haro, den anden vigtige vinby med adresse for en række af de mest betydningsfulde bodegaer.







.......
Hvilke druer, disse gamle vinstokke bærer, ved vi ikke. Men det kan meget vel være Tempranillo, der er den mest udbredte rødvins-drue i Rioja..

Postkort nr. 3 fra Rioja:
Den alt dominerende Tempranillo-drue
I Rioja breder vinmarkerne sig over 57.000 hektar, og hvert år lægger druerne most til 250 millioner liter vin. 85% af al den vin, der fremstilles i distriktet, er rødvin, og her er Tempranillo, der også kaldes Tinta del Pais, den store drue. Dens navn er afledt af "temprano", spansk for "tidlig", og det er netop, hvad denne drue er, da den er moden flere uger før de fleste andre spanske rødvinsdruer. Derudover anvendes der Garnacha Tinta, Graciano og Mazuelo som blandingsdruer i vinene. Det er ikke mindst Tempranillo, der giver Rioja-vinene struktur og tanniner nok, til at de kan gemmes i rigtig mange år.
Der fremstilles også hvidvin i distriktet, og her er det druen Viura, der dominerer - og som regel blandes den med Garnacha Blanca og Malvasia. Lidt rosévin - eller rosado, som spanierne kalder det - bliver det også til.
På billedet ses gamle vinstokke i forårshumør - ugens STORE billede viser Rioja-vinmarker i vinterham.



.......
Fade på rad og række i en vinkælder hos en bodega i byen Haro.

Postkort nr. 4 fra Rioja:
Lang modningstid på fad og flaske
I middelalderen smagte vinen i Rioja helt anderledes end nutidens klassiske, røde Rioja-vine. Det var vin, der blev drukket samme år, som den var fremstillet, og sådan var det, lige indtil spanierne i 1700-tallets slutning – inspireret af franskmændene – begyndte at fadmodne deres rødvine, så de optog tanniner og aromastoffer fra træet.
I Rioja tog vinmagerne ikke bare fadmodningen til sig – de lod vinene lagre i fadene i meget længere tid, end en fransk vinmager nogensinde ville drømme om. Nogle gange gik der mere end 20 år, før vinen blev tappet på flasker.
I løbet af 1800-tallet havde rødvinen fra Rioja udviklet sig til den, vi kender i dag - hvilket blandt andet Luciano Francisco Ramón de Murrieta Ortiz har æren for. Ham fortæller vi om længere nede på siden i denne uges Hall of Fame.
I dag går der ikke helt så lang tid, før vinene forlader vinhusene i Rioja, men generelt modnes klassiske Rioja-vine stadigvæk i utrolig lang tid først på eg og dernæst på flaske, før de frigives til salg. Og det sætter sit præg på dem. Der er tale om bløde, afrundede og fyldige vine med en duft af cigarkasse og vanille, der stammer fra egetræet.
Men en ny og mere moderne retning har også vundet indpas blandt Riojas vinproducenter med rødvine, der har ligget kortere tid på fad, og hvor den friske frugt er i front. Hvad man er til er udelukkende et spørgsmål om smag.



.......
Pyramiden viser de forskellige farvekoder, som angiver, hvor længe vinene har modnet hos producenten.

Postkort nr. 5 fra Rioja:
Farverne sladrer om modningtiden
Bag på flaskerne med Rioja-vin sidder der en lille farvet garantimærkat. Den er udstedt af det lokale vinråd, Consejo Regulador Denominación de Origen Rioja, og afhængig af ordlyd og farve fortæller den, hvor længe vinen har modnet, før den blev frigivet til salg.
Gran Reserva (blå): En vin, der har modnet i fem år, hvoraf de to har været på eg.
Reserva (mørkerød): En vin, der har modnet i mindst tre år og med mindst et år på eg.
Crianza (varm rød): En vin, der har modnet i to år, hvoraf det ene år har været på egetræsfade og det andet på flaske.
Cosecha (grøn): En vin, der er blevet tappet på flaske, mens den var ung og frisk.
En tommelfingerregel siger, at jo længere, vinene har modnet, før de kommer på markedet, desto bedre - og dyrere - er de. Men der er bestemt undtagelser fra reglen, hvor en Crianza eller måske endda en Cosecha, der er nederst på rangstigen, er fuldt ud lige så god som en Reserva - eller endda en Gran Reserva.
Igen er det også - ligesom med den traditionelle og den moderne Rioja-stil - et spørgsmål om, hvilken vinstil, man bedst kan lide.




]


Lidt færre flasker vin årgang 2014
På den sydlige halvkugle faldt druehøsten som vanligt i de første måneder af året, og hos vinlandene på den nordlige halvkugle er høsten enten i fuld gang eller afsluttet.
Derfor har det også været muligt for Rabobank i sin seneste kvartalsrapport at forudsige det globale udbytte af druehøsten i 2014.
Desværre vil der være en nedgang på mellem 2 og 4% i forhold til 2013 - og dermed lidt færre flasker vin på verdensmarkedet. For med undtagelse af Frankrig og New Zealand vil høstmængden være mindre i samtlige af verdens vinlande og -regioner i år.
Som nævnt i sidste uge forventer franskmændene en druehøst, der er 10% større, og på New Zealand blev høsten tidligere i år gjort op til at være hele 29% større end sidste år.
Det er ikke mindst de europæiske vinlande, der er årsag til det globale fald i vinproduktionen. Men også Chile trækker nedad med en 22,8% mindre mængde druer - og Australien med 7% færre druer.
Førstnævnte lands drastiske fald i høsten skyldes en ualmindelig hård frost tidligt i vækstsæsonen.




På forsiden af vintjenernes blad ses til venstre Tim Vollerslev, der var en af initiativtagerne til foreningen og mangeårig præsident, i dag vicepræsident. Og til højre Christian Aarø, der i dag er præsident.

Vintjenernes forening 25 år
I sit flotte blad, "Sommelier", fejrer Dansk Sommelier Forening sit 25 års jubilæum.
Igennem de 25 år har foreningen udviklet sig til en betydelig faktor i vinens verden, og med sine strenge optagelseskrav har den sat en høj standard for viden og kvalitet i faget.
Foreningen har løftet niveauet blandt danske tjenere, og i mange år har den arrangeret Danmarks-mesterskaber. Flere medlemmer har yderligere vundet mesterskaber i udenlandske konkurrencer.
Kun tjenere, der arbejder i restauranter, kan søge optagelse. Det er altså ikke nok at være interesseret i vin. Den faglige viden skal være høj. Der er et stort, teoretisk pensum. Yderligere skal man kunne smage og mestre arbejdet med vinen i restauranten, før man kan blive optaget..

Tillykke med de 25 år
Dansk Sommelier Forening har også sine mærkesager.
Tim Vollerslev var en af initiativtagerne til foreningen, og til bladets redaktør, Jørgen la Cour-Harbo, siger han:
- Det er lidt ærgerligt, at fjernsynets mange mad- og kokkeprogrammer ikke i langt højere grad suppleres med sommelierernes store viden om at sætte vin til maden.
- Jeg forstår ikke helt, hvorfor tv-planlæggerne ikke har fanget den vinkel. For et måltid skulle jo gerne være en samlet oplevelse af alt det, der er på bordet.
Vi ved, at mange vintjenere læser VinAvisen, så herfra skal vi ønske dem tillykke med de 25 år og alt godt på vejen videre frem.





Net-køb af vin stiger i Frankrig
I Frankrig har der i de senere år været en nærmest eksplosiv interesse for at handle vin via internettet. En rundspørge fra det franske vin-rådgivningsfirma SoWine viser, at hele 24% af franskmændene har købt vin online mindst en gang i år. Og det er dobbelt så mange som i 2013.
De fleste, 55%, af online-forbrugerne foretrækker at købe deres vine direkte via de franske vinproducenters hjemmesider i stedet for gennem detailforretningernes.
Undersøgelsen viser også, at franskmændene i høj grad bruger internettet, når de skal beslutte sig for, hvilken vin de vil købe. Internettet er således den tredje største kilde til vin-information efter venners anbefalinger og vinhandlerens råd, der kommer ind på en førsteplads.
En rundspørge, som VinAvisen lavede sidste år, tyder på, at også danskerne er begyndt at købe rigtig megen vin via internettet. Her svarede 270, at de næsten udelukkende købte vin gennem nettet, 928 at de gjorde det ind imellem og 943, at de kun købte vin i fysiske forretninger.




En propfyldt sal under sidste års udgave af vinauktionen i Hospices de Beaune. Foto: Christie's.

Nedtælling til den store vinauktion
Midt i Bourgognes hovedstad, Beaune, finder man Hospices de Beaune, det gamle hospital, der hvert år er rammen om en af verdens ældste og mest betydningsfulde vinauktioner.
Årets auktion, der er nummer 154 i rækken og vil blive varetaget af auktionshuset Christie’s, finder sted den 16. november. Samtlige indtægter går traditionen tro til et velgørende formål.
Den vin, der kommer under hammeren, stammer fra Hospices de Beaunes 61 hektar vinmarker. Og hospitalet ville hverken eje vinmarker eller vin, hvis ikke det var for de mange donorer, som gennem århundrederne har skænket deres ejendomme.
Auktionen omfatter i alt 47 cuvéer (fransk for vinparti eller -tank), og disse sælges så igen i form af pièces (fade à 228 liter), der hver rummer nok vin til 308 flasker.
Man behøver ikke at høre til vinbranchen for at byde med. Alle er velkomne til den celebre auktion.
Hvis man køber et fad eller to, får man ikke vinen med hjem med det samme. En såkaldt négociant-éleveur, en vinkøbmand, der "eleverer", hvilket vil sige plejer og modner vinen, vil tage sig kærligt af den i et år eller to, indtil den er klar til at blive tappet på flasker.

Skønhed leder slagets gang
De 47 cuvéer tæller 534 fade med rødvin og 417 fade med hvidvin. Det er 20% mere vin end ved auktionen i 2013.
Ud over disse fade byder auktionen også altid på et "Præsidentens Fad", hvor pengene, det indbringer, går til et særligt velgørende formål. I år indeholder dette fad 228 liter Corton-Bressandes Grand Cru rødvin, og hammerslaget for det forventes at ligge højt. Sidste år faldt det ved det ved, hvad der svarer til cirka 1 mio. kr.
Til at få stemningen og buddene i vejret er der altid en kendt person - gerne en smuk kvinde - der ud over Christie’s auktioner, leder slagets gang. I år er jobbet overdraget til den slovakiske model og skuespillerinde Adriana Karembeu.
På Christie’s hjemmeside kan man se en glimrende lille film om Hospices de Beaune auktionen, og om de kunstskatte, der gemmer sig inde i det gamle hospital.







Hugh Johnson igen igen
Hvert år ved denne tid udkommer Hugh Johnsons lommeguide til vinens verden, og nu er den her igen (Vin 2015, Politikens Forlag, 320 sider, 140 kr.). En detaljeret gennemgang af mere end 6000 forskellige vine samt talrige stikord og forklaringer.
Hvert år har vi anmeldt bogen, og vi kunne skrive det samme i år, som vi skrev sidste år. Men denne gang griber vi sagen an fra en anden vinkel.
Vi har lagt den nye guide ved siden af sidste års udgave og stillet os selv spørgsmålet: - Behøver man egentlig at købe bogen hvert år?
Flere sider går igen. Det gælder således kapitlet "Mad & Vin" og de tretten sider om druesorter - bortset fra et par korrektioner.
Også en hel del beskrivelser af de mange vine går igen, men man kan se, at redaktionen har "været inde over" og rettet oplysninger om årgange etc. Nogle vine er kommet til, andre er slettet.

Skal man købe den - eller ej?
Rigtig godt er det, at kapitlet om dansk vin har fået en kraftig redaktion (ved Thomas Ilkjær). Teksten er længere, og der er blevet skiftet lidt ud i de beskrevne vingårde. Hideaway og Højbakke Vingård er slettet, og Degnemosegård, Vexebo Vin og Ørnberg Vin er kommet til.
Skal man så købe den lille lommeguide eller ej?
Hvis man interesserer sig for årgange og gerne vil læse Hugh Johnsons indledende beskrivelse af året, der gik, er det en god idé at købe bogen.
Hvis ikke, kan man udmærket springe et år over. På den anden side er 140 kr. jo ikke nogen herregård for dette fond af vinøse informationer.


Øget investering i Bulgarien
Der er vist ikke særlig mange vine fra Bulgarien på de danske forretningshylder - om nogen overhovedet. Og det er ikke så mærkeligt, da bulgarerne eksporterer cirka halvdelen af de 10 millioner hektoliter vin, landet producerer, til Rusland, og en god del af resten går til det ukrainske marked.
Men selv om kendskabet til bulgarsk vin måske ikke er så stort andet end i nogle ganske få lande uden for Bulgariens grænser, er der en stigende interesse fra udenlandsk side i at investere i landets vinindustri.
Ifølge Decanter har elleve investorer fra andre lande fået lov af de bulgarske myndigheder til at opføre vinhuse på bulgarsk jord. De nye vinhuse vil slå dørene op inden for de næste par år, og de vil frem for alt komme til at ligge i den sydlige del af Bulgarien - i byer som Melnik, Petrich, Karabunar, Burgas, Harmanli og Beloved.
Den øgede interesse i at åbne vinhuse i Bulgarien hænger i høj grad sammen med den billige arbejdskraft og det gode vejrlig.




.

Andre druer med lav alkohol
I sidste uge nævnte vi druen Pedebernade nr. 5, en næsten uddød drue, som vinproducentforeningen Producteurs Plaimont i Gascogne nu dyrker på en lille forsøgsmark.
Druen har den særlige egenskab, at den - når den forvandles til vin - kun kan generere en alkoholstyrke på mellem 9 og 10,2%.
Druen egner sig ikke til enkeltdrue-vine, men foreningen mener, at den har en stor fremtid som blandingsdrue i alkoholkraftige vine, hvor den vil kunne tæmme de stigende procenter, der blandt andet er et resultat af de klimatiske ændringer. Jo højere temperaturer, jo mere sukker i druerne og jo mere alkohol i vinene.
I den forbindelse har vinskribenten Jørgen Mønster skrevet til os om nogle druer på Mallorca, som har nogenlunde de samme egenskaber som Pedebernade nr. 5., og hvor vinene oven i købet smager godt:
- Det drejer sig om lokale druesorter, som har været på vej i glemmebogen, men som en håndfuld producenter nu er ved at vække til live igen.
Disse druesorter, hvis navne næppe vil sige selv de mest nørdede tilhængere af spansk vin særligt meget (Gorgollassa, Escursac), har nemlig det fortrin frem for mange af de moderne, internationale sorter, at de, selv i moden tilstand, ikke indeholder særlig meget sukker.

Forsøg med Gorgollassa?
- De vine, som jeg var så heldig at smage på en tur til Mallorca i 2011, havde en alkoholprocent på mellem 11 og 12, fortsætter Jørgen Mønster. - De optrådte med god balance og nydelige aromaer og var et særdeles forfriskende alternativ til Syrah- og Cabernet Sauvignon-vine på 14 procent.
Vi kan tilføje, at det på Mallorca indtil 2012 faktisk ikke var tilladt at fremstille vin med salg for øje på Gorgollassa-druen. Vinproducenterne på den spanske ø måtte kæmpe i årevis med myndighederne, før druen - sammen med druerne Giró og Viognier - fik det blå stempel.
Så vidt Jørgen Mønster ved, er der nu nogle forsøg i gang med Gorgollassa på Mallorca - forsøg, der arbejder i samme retning som dem i Gascogne. Dog er det svært at finde noget information om disse forsøg, og vi hører derfor gerne på info@vinavisen.dk, såfremt nogen af vores læsere skulle kunne bidrage med viden om emnet.

...




Sådan ser skærmbilledet ud, når en finne klikker sig ind på Glenmorangies hjemmeside.

Whisky er et fy-ord
I Finland har man nogle meget strenge regler, når det gælder spiritusreklamer, og disse regler fik en arrangør af en øl- og whiskyudstilling at mærke i sidste uge.
Mikki Nyman, der står bag udstillingen, fik af de finske myndigheder at vide, at han måtte fjerne ordet "viski", som whisky hedder på finsk, fra arrangementets titel og fra markedsføringsmaterialet på dets hjemmeside. Siden måtte således ikke på nogen måde kunne dukke op på skærmen, hvis man søgte på ordet viski - eller whisky. I Finland er det nemlig ikke tilladt at markedsføre og reklamere for spiritus.
Nu kalder Nyman så udstillingen, som skal afholdes senere i denne måned, for en øl-udstilling - også selv om der vil blive skænket masser af whisky i glassene.
Helsinki Times skrev et par ord om sagen - hvorefter det gik løs på de sociale medier i Finland, hvor den blandt andet er blevet kaldt for "Viskigate".
Selv samme skrappe regler fik også Glenmorangie til for nylig at meddele sine finske læsere, at de desværre kun har begrænset adgang til det skotske destilleris hjemmeside på grund af deres hjemlands alkoholregler.










Jimmy Jepsen Bæk viser, hvordan han laver sin "After Dinner drink" i Lounge på TV Lorry.

Første dansker på vinderskamlen
Danskere er gennem tiderne blevet verdensmestre inden for et hav af forskellige discipliner. Nu er en dansker også for første gang blevet VM-mester udi drinks-kunsten. Hans navn er Jimmy Jepsen Bæk, og han vandt i kategorien "After Dinner drink" ved International Bartender Associations VM i cocktails, der blev afholdt for nylig i Cape Town.
Konkurrencen har været afholdt hvert år i de sidste 63 år, og aldrig før har en dansker kunnet stille sig på sejrsskamlen.
Jimmy Jepsen Bæk, der tidligere har vundet DM i cocktails, dystede mod bartendere fra cirka 60 andre lande. Et godt stykke tid, før konkurrencen skulle løbe af stabelen, blev der trukket lod om, hvilken kategori af cocktails, deltagerne hver især skulle dyste i - ligesom de hver trak en ingrediens, som skulle med i deres cocktail.
Endnu en ingrediens var givet på forhånd, så da Jimmy Jepsen Bæk trak kategorien "After Dinner drink", vidste ham med det samme, at han frit kunne lege med fire af ingredienserne. I denne særlige cocktail må der nemlig højst indgå seks ingredienser.

En sødmefuld og frugtrig drink
Derudover vidste Jimmy Jepsen Bæk også, at drinken skulle være sød, frugtrig og mild - sådan skal en "efter middag drink" nemlig være.
Og så var det ellers bare at øve sig igen og igen, før turen til Cape Town og den store konkurrence.
Det er faldet nogle cocktailbartendere for brystet, at danskeren "kun" er bartender og ikke cocktail-bartender - det kan man nemlig også være. Det eneste, man kan sige til det, er, at så er det jo bare ekstra godt gået af bartenderen, der til daglig har sit faste job i Mini Bar i København.
I en film på YouTube kan man Jimmy Jepsen Bæk lave cocktailen i programmet Lounge på TV Lorry. Neden for bringer vi hans vindercocktail.

Jimmy Jepsen Bæks vindercocktail
3 cl Peachtree De Kuyper
2 cl Sour Rhubarb De Kuyer
1 cl frisk lime juice
3 cl hvid chokolade sirup fra Giffard
4 cl Peach puré Finest Call
Kom ingredienserne i en cocktailshaker sammen med fem til seks isklumper, og ryst kraftigt. Hæld drinken op i cocktailglassene gennem en lille sigte.





    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Compagniet har optaget importen af vinene fra Anne-Sophie Dubois i Fleurie, Domaine Saladin i St. Marcel d’Ardeche og Domaine R. Dubois & Fils i Nuits-Saint-Georges.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.





    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

    To forslag fra en læser
    Tommy B. Jensen har sendt os to forslag til VinAvisens anmeldelser af vine. Hans første forslag lyder:
    * Det ville være rigtig dejligt med et billede af flasken ved siden af anmeldelsen, men det kræver selvfølgelig mere tid.
    Svar: Ja, det vil tage tid at fremskaffe billeder, reproducere dem og sætte dem ind på siden. Og billederne vil fylde ret meget.
    I dagspressen gengiver man sådanne billeder. Efter vores mening skulle man helle bruge pladsen til vurdering af flere vine. Det ville i højere grad være i læsernes interesse.
    * Tommy B. Jensens andet forslag lyder: Det ville være spændende, hvis I anvendte en skala med seks stjerner. Det giver lidt større spektrum for anmeldelserne, og det vil være nemmere at fremhæve de virkelig gode vinkøb.
    Svar: I VinAvisen har vi ikke brug for en sjette stjerne. Vi giver fem stjerner, hvis smageholdets deltagere umiddelbart er enige om, at dette er en dejlig vin til prisen, en vin, som vi med glæde vil skænke for andre, og som vi er sikre på, at langt de fleste af vore læsere vil blive glade for at drikke.
    Det er et spørgsmål om at lægge et niveau, og vine over dette niveau får alle fem stjerner. De er alle virkelig gode vinkøb. I den forbindelse er prisen naturligvis en vigtig parameter.

.


    Ugens vinøse billede
    Per Stryger fra Vinum Bonum har altid kameraet med, når han er på besøg hos sine leverandører i Tyskland, og naturligvis måtte han også tage et billede af denne utrolige drueklase, samlet af grønne flasker. Den hænger uden for Weingut Bickel-Stumpf i Frickenhausen i Franken, så alle forbipasserende kan imponeres over den.
    Flaskerne i klasen er den særprægede flade og dråbeformede Bocksbeutel, der er typisk for Franken, men kun til kvalitets- og prædikatsvine. Den må kun anvendes i Franken, i den badiske del af Franken samt i vinbyerne Neuweier, Steinbach, Umweg og Varnhalt i Ortenau.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286

...............................
    .....................
    295 Snorlige rækker af vinstokke sover vintersøvn i Rioja imellem dyner af uberørt sne (foto © Rioja Wine).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    Til den store temasmagning af rødvine fra Rioja, har vi smagt i alt 55 vine. Af disse vine var der 40, som fik mere end to stjerner og hele 30, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 187 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de femten, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Smagningen af Rioja-vine


Rivero, Ulecia, Faustino, Tempranillo, Rioja, Cosecha, Spanien, 2013, lav alkohol (12,5%)
39,95 kr., Taster Wine oplyser nærmeste forhandler
Til kun 40 kr. er denne rødvin et rigtig godt glas. Det er en let vin, men med frugt, sødme og syre i fin balance. Glimrende hverdags-vin. Den femte stjerne får den for prisen. Flasken har skruelåg.


Rivero, Faustino, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2011, lav alkohol (13%)
44,95 kr., Taster Wine oplyser nærmeste forhandler
Til prisen en rigtig god rødvin, ret let, men med en god Rioja-smag med frugt og fadtoner. Den femte stjerne får den for prisen.


Berarte, Tempranillo, Rioja, Cosecha, Spanien, middel alkohol (13,5%)
78,50 kr., Thingstedhus
Dette er en dejlig Rioja-rødvin med masser af frugt i front, men også med en god struktur og et tilpas bid af eg. Eftersmagen slutter med en lille sødme, som kun er tiltalende og sætter prikken over i'et på en rigtig god smagsoplevelse. Der er ingen årgang på etiketten, men det skal ikke ligge vinen til last.


Aradon, Riojana de Alcanadra, Rioja, Crianza, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)
89 kr., pris på tilbud: 75 kr., Domaine Brandis
Blød og lækker rødvin på druerne Tempranillo (90%), Garnacha og Mazuelo. Den har god frugt med fint krydderi, integreret fad og et lille strejf af lakrids.


Urbion, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2008, lav alkohol (13%)
89 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
Man er ikke i tvivl - dette er en typisk Rioja med diskrete fadnoter. Og en god Rioja, otte år gammel og fint afrundet. I slutningen er der et lille tørt bid, som er fint til mad.


Cuvée Philipson, Telmo Rodriguez, Rioja, Cosecha, Spanien, 2010, middel alkohol (13,5%)
89,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Superlækker rødvin på druen Tempranillo (90%) og Garnacha. Den kommer godt rundt i munden med sin dejlige frugt, bløde tanniner, sine mange facetter - og smagsmæssige modhager.


Lealtanza, Bodegas Altanza, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2010, middel alkohol (13,5%)
92 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 kr., Jysk Vin
En rigtig dejlig rødvin med en vis tørhed, der er oplagt til mad. Dertil god, saftig frugt og fint integrerede fadtoner. Prisen ved seks flasker er attraktiv.


Berarte, Tempranillo, Rioja,, Crianza, Spanien, 2010, middel alkohol (13,5%)
94,50 kr., Thingstedhus
Denne rødvin på 100% Tempranillo smager ganske enkelt godt. Den har en bred, blød og afrundet frugt - sorte bær, brombær, blåbær, slåen - og en god krydring.


El Guía, La Rica, Tempranillo, Rioja, Cosecha, Spanien, 2012, middel alkohol (13,5%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker: 89,95 kr. flasken, Vinmonopolet
Duften af denne rødvin er fuld af modne kirsebær med et strejf af friske figner. I smagen er der kraft og saft, god frugt, krydrede noter og en fin syre. Faktisk en ret elegant vin, selv om den "kun" er en Cosecha.


Obalo, Tempranillo, Rioja, Cosecha, Spanien, 2013, middel alkohol (14%)
99,95 kr., pris ved 6 flasker: 84,75 kr. flasken, Erik Sørensen Vin
En af de mindre traditionelle Rioja-rødvine, hvor frugten er i front i både duft og smag. Den er aromatisk og lækker, mild og rund og med en fin balance mellem tørhed og sødme. Nyd den til en omgang Osso Buco.


Gómez de Segura, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2009, middel alkohol (13,5%)
109 kr., ViniPortugal
En rigtig dejlig rødvin i perfekt balance mellem tørhed, frugt, eg og syre og med en blød og rund eftersmag. Det er en af dem, man lige skal have et glad mere af.


Viña Bujanda, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2009, lav alkohol (13%)
119 kr., Wine.dk
En rigtig dejlig og relativt mild rødvin med fin frugt og en saftig smag. Den er blød og afrundet, men har også struktur og en fin syre til mad.


Valserrano, Bodegas de la Marquesa, Rioja, Crianza, Spanien, 2010, høj alkohol (14,5%)
119 kr., Lago Import
En dejlig rødvin med en meget aromatisk duft med noter af te. Smagen er rig på frugt med strejf af kvæde og brombær og med et tilpas bid af eg.


Navardia, Graciano, Rioja, Cosecha, Spanien, 2009, høj alkohol (14,5%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., Barrique Vin
Denne fortræffelige rødvin er lavet på den lokale Rioja-drue og tilmed på økologisk dyrkede druer. Smagen er harmonisk, blød og varm med fyldig frugt og krydrede noter.


El Buscador, Finca de la Rica, Rioja, Crianza, Spanien, 2011, middel alkohol (13,5%)
119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Vinmonopolet
Her synger englene. En elegant rødvin på druerne Tempranillo (90%) og Garnacha - tolv måneder på fransk eg. Den har en harmonisk smag med bløde tanniner. Skænk den fx til en vellavet kødret.


Obalo, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2010, høj alkohol (14,5%)
119,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Lækker Rioja-rødvin med en fløjlsblød smag, god frugt, afrundede tanniner og fint integrerede noter fra fadlagringen. En fornøjelse!


Aradon, Riojana de Alcanadra, Rioja, Reserva, Spanien, 2008, høj alkohol (14,5%)
129 kr., på tilbud til 99 kr., Domaine Brandis
Dejlig rødvin - typisk Rioja. Fin duft og en blød, kompleks smag med noter af eukalyptus og chokolade - og fint integreret eg. Fremragende til mange retter. Vinen er lavet på druerne Tempranillo (90%), Garnacha og Mazuelo. TIlbudsprisen er et godt køb.


Sela, Bodegas Roda, Rioja, Cosecha, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
129,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En udsøgt lækker rødvin med en dejlig duft og en blød, varm og fyldig smag. I smagen mørke bær og fint krydderi. Lang eftersmag.


Lealtanza, Rioja, Reserva, Spanien, 2008, middel alkohol (13,5%)
139 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Jysk Vin
Superlækker rødvin - den er simpelt hen uspyttelig, lød det fra smagepanelet. Den har en blød frugtsmag og fint integrerede fadtoner.


Luis Cañas, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2011, middel alkohol (14%)
145 kr., på tilbud indtil 30. august: 119 kr., Vinoble
En superlækker rødvin, som man vil nyde med største fornøjelse, enten til en kødret eller som meditations-vin. Vinen har en dejlig duft og en smag med mørke bær, bløde tanniner og charmerende fadnoter - markant vanille.


Campillo, Rioja, Reserva Selecto, Spanien, 2007, middel alkohol (13,5%)
149 kr., på tilbud i denne uge (uge 43): 99 kr., Kvickly
Vellavet rødvin med en varm, blød og afrundet smag. Syv år gammel og fint udviklet med et bredt smagsbillede - mørke bær, chokolade, kanel og fine, runde fadtoner. Lidt af et fund til tilbudsprisen.


Viña Bujanda, Tempranillo, Rioja, Gran Reserva, Spanien, 2004, lav alkohol (13%)
149 kr., Wine.dk
Denne rødvin har ligget 27 måneder på egetræsfade og yderligere 37 måneder i flaske, før den blev frigivet. Den er ti år gammel og skal drikkes nu, men det vil man kunne gøre med fornøjelse. Vinen er fløjlsblød og lækker. Den skal nydes til en ret, der ikke slår den ihjel.


Viña Pomal, Bodegas Bilbainas, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)
169 kr., Kjær & Sommerfeldt
Elegant rødvin og med sin fint integrerede eg en karakteristisk Rioja. I smagen er der mørke bær og et lille strejf af en god havanna. Lang eftersmag.


Lealtanza, Bodegas Altanza, Tempranillo, Rioja, Gran Reserva, Spanien, 2005, middel alkohol (13,5%)
175 kr., pris ved 6 flasker: 139,95 kr., Jysk Vin
Superlækker rødvin, otte år gammel, fuldt udviklet og meget kompleks med sin rene, bløde frugt og meget diskrete, fint integrerede fadtoner.


Valserrano, Bodegas d la Marques, Rioja, Reserva, Spanien, 2008, middel alkohol (14%)
175 kr., Lago Import
En rødvin, der emmer af et solrigt Spanien, fuldblodsheste og støvede tyrefægterarenaer. Der er lidt læder over den aromatiske duft, mens smagen er blød og moden, lang og varm og rigt facetteret. Selv om vinen er moden og afrundet, har den også en fin syre, der gør den velegnet til mad.


Navardia, Bodegas Bagordi, Rioja, Reserva, Spanien, 2007, middel alkohol (13,5%)
179 kr., pris ved 6 flasker: 139 kr., Barrique Vin
Elegant og lækker rødvin på de økologisk dyrkede druer Tempranillo, Garciano og Garnacha. Den er blød, men man aner dens kræfter. Dejlig, bred frugt, peber, chokolade, fint krydderi og integreret fad. Lang eftersmag.


Cune, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2009, middel alkohol (13,5%)
199,95 kr., Strandgaarden
Et perfekt møde af frugt, fad, krydderi, bløde tanniner og tilpas syre. En lækker, elegant og drikkemoden vin.


Bai Gorri, Bodegas Bargorri, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2006, middel alkohol (14%)
219 kr., Kjær & Sommerfeldt
Flot, otte år gammel og drikkemoden rødvin. Den har en god, let krydret duft og en bred smag med frugt, bløde tanniner og en frisk syre, der er fin til mad.


Club Lealtanza, Bodegas Altanza, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2005, middel alkohol (13,5%)
249 kr., pris ved 6 flasker: 199 kr., Jysk Vin
Dejlig, vellagret og moden rødvin, der skal drikkes nu. Den har en kompleks smag med noter af kaffe og fint integreret eg.


Altanza, Bodegas Altanza, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2004, middel alkohol (13,5%)
275 kr., pris ved 6 flasker: 229 kr., Jysk Vin
Elegant og meget lækker rødvin, ti år gammel, men stadig vital. Faktisk helt på toppen, blød og afrundet. Frugt, krydring, fadnoter, syre - alt i smukkeste balance.


Campillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2008, middel alkohol (13,5%)
99 kr., på tilbud i denne uge (uge 43): 69 kr., SuperBrugsen
En pæn hverdags-rødvin med en lidt anonym smag. Okay til tilbudsprisen, men nogen typsik Rioja er den ikke. Tilbudsprisen er den rigtige.


Ibéricos, Familia Torres, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2011, middel alkohol (14%)
100 kr., H.J.Hansen Vin
En udmærket rødvin med en fint krydret duft og en smag med god frugt, noter af anis og integreret eg. En klassisk Rioja, der vil egne sig til en krydret lammesteg.


Medrano Ibazu, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2007, middel alkohol (14%)
119 kr., ViniPortugal
En harmonisk rødvin med god struktur og fin frugt - men også med et lille alkoholbid til slut.


Biga de Luberri, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2011, middel alkohol (13,5%)
119 kr., Vinslottet
Frugten er i front i duften af denne rødvin med modne kirsebær som vigtigste duftnote. Smagen er fyldig og frugtrig, saftig og med noter af rødt kød. En udmærket rødvin til fx en god lammekølle.


Cune, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2010, middel alkohol (13,5%)
119,95 kr., Strandgaarden
En let og velsmagende rødvin, der hænger fint i munden med god, blød frugt. Flasken har skruelåg.


Navardia, Rioja, Crianza, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
129 kr., pris ved 12 flasker: 99 kr., Kassen med vin
Rødvin på økologisk dyrkede druer: Tempranillo (60%), Graciano og Garnacha. I smagen synes fadnoter og visse tørre, let bitre noter at overmande frugt og druesødme. En udpræget madvin.


La Montesa, Palacios Remondo, Tempranillo, Rioja Crianza, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
140 kr., H.J.Hansen Vin
Denne rødvin har en fin aromatisk duft og en elegant krydret smag, hvor de krydrede noter træder ekstra i karakter i eftersmagen. Prisen er dog nok lige i overkanten.


Antaño, Garcia Carrion, Rioja, Crianza, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
49,95 kr., Amka
Denne Rioja på druerne Tempranillo, Garnacha, Graciano og Mazuelo er usædvanlig billig, men oplevelserne lever da også kun op til de 50 kr. Vinen virker lidt rå, og frugten overtages hurtigt af tørhed og syre.


Navardia, Tempranillo, Rioja, Cosecha, Spanien, middel alkohol (13,5%)
99 kr., pris ved 12 flasker: 79 kr. flasken, Kassen med vin
Denne rødvin er fremstillet på økologisk dyrkede druer. Den har god frugt med smag af blå druer og en fin syre, men den har også noget skarpt i eftersmagen. Dette samt den høje pris (også prisen ved 12 flasker) kostede en stjerne.


Obalo, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)
149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119,95 kr., Erik Sørensen Vin
Smagen i denne rødvin er god, men vinen har en en markant spritkant. Det er udpræget en vin til kraftige madretter.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.