Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 13. 2015


Nyheder i uge 13, 2015


Følg os på Facebook








En kasse med vin tilhørende Mira Winery i Napa Valley er på vej op efter sin modning på havets bund.

Forbud mod "hav-vine"
Vi har tidligere skrevet om vinproducenter, der sænker deres vinflasker ned i havet for at undersøge, hvordan denne mørke og vandige kælder påvirker vinene under deres modning.
Eksempler er Château Larrivet Haut-Brion i Pessac-Léognan i Bordeaux og Mira Winery i Napa Valley.
Efterfølgende smagninger har vist, at "hav-vinene" blandt andet var blødere og havde udviklet en større kompleksitet end de selv samme vine modnet under normale forhold i en vinkælder. Og det har fået stadig flere vinhuse til at følge trop med eksperimenterne.
Men i USA kan de eksperimenterende vinhuse ifølge Wine-Searcher godt glemme alt om fremover at sælge deres "hav-vine". Det har den vinøse myndighed The Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau (TTB) netop sat en stopper for med et forbud mod salg af vine modnet i havvand.

Forurenede vine
Som der står i den officielle meddelelse, så frygter TTB, at vinene, når de kommer op fra havets dyb, vil være forurenede, da de opbevares under uhygiejniske forhold. Selv om vinhusene forsegler flaskerne med voks hen over korkpropperne, så er det ifølge TTB ikke godt nok. Det kan måske udsætte forureningen af indholdet, men der er intet bevis for, at voksforseglingen kan holde diverse urenheder ude.
TTB understreger også, at havvandet ud for de amerikanske kyster indeholder både olie, tungmetaller og pesticider, som ligeledes kan sive ind i flaskerne.
Hvis indholdet ikke skulle blive forurenet under vandet, så kan det ifølge TTB ske, når forbrugerne åbner flaskerne og eventuelle bakterier på proppen ender i vinen.
Man kan jo ikke lade være med at undre sig lidt over forbuddet. For hvad så med alle de fisk, der fanges langs USA’s kyster og sættes til livs i hjem og restauranter?





En mystisk flaske
I uge 4 nævnte vi, at Lauritz.com uforvarende var kommet til at sætte forfalskede Brunello di Montalcino 2006 fra vingården Fanti til salg på auktionshusets hjemmeside.
Belært af den historie kan en af vores læsere, Thomas Møller Jensen, ikke lade være med at undre sig over en ganske særlig vin, der nu for anden gang er sat til salg hos Lauritz.com. Første gang blev den vurderet til 50.000 kr. - nu står den til en vurdering på 40.000 kr.
Det drejer sig om en flaske Côte Rotie Premier Cru fra 1934, som er givet af en nær ven af slottet til den, der har indleveret flasken, som der står på auktionssiden.
- Flasken er fremhævet som en deluxe-vare, det vil sige, at den er særligt vurderet, eksklusiv osv., skriver Thomas Møller Jensen.
- Det er ikke muligt at finde en tilsvarende vin på andre auktioner, på Google eller i diverse opslagsværker. Allerede det med Premier Cru-status for en Rhône-vin skurrer i ørerne. Men selvfølgelig kan man forestille sig brugen af Premier Cru i Rhône, hvis det ikke var en beskyttet titel i 1934.
- Jeg har skrevet til Lauritz.com flere gange for at høre nærmere om, hvordan en ukendt vin i så dårlig stand kan få en sådan vurdering - men har ikke fået noget svar.
Man kan se flasken ved at klikke her. Vi hører meget gerne fra læsere, der kan kaste lys over sagen.






Diageos nye bagetiket på en vinflaske med vin fra Blossom Hill Wine.

Diageo sætter kalorier på flaskerne
På alt fra mælkekartoner til dybfrostvarer står der oplyst ernæringsværdi pr. 100 gram - altså indhold af fedt, kalorier, proteiner osv. Det er standard og påkrævet af EU.
Vin - der jo også er en fødevare - og alkohol er dog undtaget dette krav.
Nu har det verdensomspændende vin- og spiritusfirma Diageo meddelt, at det ud over alkoholindholdet vil oplyse om indholdet af kalorier, kulhydrater, fedt og protein på bagsideetiketterne på samtlige af firmaets flasker.
Og Diageo vil gøre det på en meget overskuelig måde for forbrugerne, nemlig ved at angive oplysningerne pr. glas. Et enkelt glas vin har firmaet således sat til 148 ml - eller 14,8 cl. Det er et pænt stort glas, og som man kan se af etiketten til venstre, er der fem af disse glas i flasken - som i øvrigt er en flaske af vinen Blossom Hill Wine. Et glas spiritus opgiver firmaet til at være 4,4 cl.

Standard for "en genstand"
Man hører undertiden, at "en genstand" vin eller alkohol indeholder et bestemt antal kalorier. Men der er stor forskel på, hvor stor en sådan genstand beregnes til at være alt efter, hvilket land man befinder sig i.
Derfor sætter Diageo mål på et glas - eller genstand - på både vin- og spiritusflaskerne.
Derudover har firmaet udtrykt, at det gerne vil samarbejde med EU for at etablere en standard for "en genstand" vin og spiritus i de 28 medlemslande, så man ved, hvad man taler om på tværs af landegrænser.
Hvad synes vores læsere om den idé? Send endelig kommentarer til os på info@vinavisen.dk om både det med en standard for "en genstand" og om idéen med at sætte ernæringsoplysninger bag på vinflaskerne.


Hvid Bordeaux vinder terræn
Bordeaux er berømt for sine rødvine - og for de søde hvidvine fra Sauternes. Men der fremstilles også en hel del dejlige tørre hvidvine i det franske distrikt, og de vinder stadig større anerkendelse verden over.
Ikke mindst i Tyskland er salget af hvidvin fra Bordeaux ifølge nye tal fra Conseil Interprofessionnel des Vins de Bordeaux (CIVB) steget med hele 65% i 2014, og man forventer, at salget i år vil byde på endnu et spark i den rigtige retning.
CIVB har da også planlagt en verdensomspændende kampagne i år, der netop skal markedsføre Bordeauxs hvidvine og de ligeledes mindre kendte roséer fra distriktet.




.



Vin med musik i
Vincent Bonnal, der ejer Domaine de Pélissols i det sydfranske Languedoc, fik den idé, at han ville lave en særlig udgave af sin rødvin sammen med sin gode ven, musikeren David Lavaysse.
I 76 flasker af vinen har de to mænd forenet deres to meget forskellige arbejdsområder. Mellem korkproppen og kapslen ligger der i hver flaske et lille hukommelseskort med syv musikstykker lagret i tre forskellige formater. Lavaysse har udført musikstykkerne på en række forskellige instrumenter og optaget musikken rundt om i vinmarken og vineriet - en af optagelserne er fx fra det indre af en cement-gæringstank. Meningen er, at man skal lytte til de syv musikstykker, mens man nyder vinen.
Samtlige flasker er nummererede og som endnu en pudsig ting, så består etiketten af en meget lang papirstrimmel, der er viklet rundt om hver eneste flaske i hånden.
Vinflaskerne er netop blevet sat til salg på Domaine de Pélissols for 16 euro (cirka 120 kr.) flasken - dog sælges de kun i Frankrig.
Man kan læse mere om vinene (på fransk) ved at klikke her.



En meget tidlig høst
Som vi tidligere har nævnt, kan vinproducenter i såvel Europa som i de oversøiske lande mærke klimaændringerne - blandt andet i form af en stadig tidligere druehøst år for år.
I det sydlige Australien, hvor der høstes i øjeblikket, har ændringerne ifølge www.wownews.se givet vinproducenterne lidt af et problem. Ikke nok med, at høsten falder en hel måned tidligere i år - druer, der normalt bliver modne med nogle ugers mellemrum, er modnet med meget korte intervaller. Det betyder, at nogle af vinhusene - dem, der ikke har sikret sig tilstrækkeligt med høstfolk - risikerer, at nogle af druerne når at blive overmodne, før de har hele høsten i hus.
Andre vinhuse, der har de fornødne hænder til at høste, er kun glade for, at de nu kan holde fri i påsken - noget, som de aldrig har kunnet tidligere.


Indtryk fra den store vinbranchemesse ProWein. Ved en særlig stand blev "morgendagens drinks" kreeret (foto i midten). Foto: Messe Düsseldorf.


13 flere lande gæstede ProWein
Den store vinbranchemesse ProWein er netop blevet afholdt for 22. gang. Og arrangørerne kan godt være tilfredse med resultatet. Mere end 52.000 gæster fra 123 lande - 13 flere end sidste år - valfartede til messen, der bredte sig over hele ni store haller i messecentret i Düsseldorf.
Som gæst skal man have gjort sit hjemmearbejde og vide nøjagtig, hvilke af de i alt 5970 stande med vin og spiritus, man vil besøge. At nå dem alle i løbet af de tre dage, messen varer, er en umulighed.
Udstillerne kom i år fra 50 forskellige lande. Der var vine fra alle de store europæiske og oversøiske vinlande, men også mere ukendte vinlande som Bolivia og Armenien var repræsenteret. Og så var der 420 udstillere fra 30 forskellige lande, der udelukkende bød på diverse spiritus- og likørmærker.

60.000 vinglas
Til de fleste større smagninger får man udleveret et vinglas ved indgangen og går så rundt med det i hånden – mens man forgæves forsøger at holde styr på papir og blyant og diverse brochurer.
Sådan er det ikke på ProWein. Her er der sat system i det med glassene. På næsten hver eneste stand står der rene glas. Man smager, lader glasset stå og går videre til den næste stand, og hele tiden bliver der tilført nye, renvaskede glas, som rulles ud i containere fra et centralt vaskeri.
ProWein råder over 60.000 glas, der bliver vasket igen og igen, og i løbet af messens tre dage bliver der skænket vin i 1,5 millioner rene glas.







1000 flasker champagne til salg
Hvis man holder af god champagne, er den auktion, Sotheby’s afholder i Hong Kong d. 4. april, et rent slaraffenland. Hele 1000 flasker champagne kommer under hammeren heriblandt 341 normale 75 cl’s flasker og 46 magnum’er Krug i årgange fra 1979 til 1996.
Man kan også byde på 413 flasker Dom Pérignon - hvoraf de 16 er magnumflasker i årgange helt tilbage til 1966.
De mange flasker champagne stammer fra boet efter én og samme vinsamler - der også har indleveret et lignende antal top-bourgogner. Blandt disse finder man ud over 819 normale flasker Domaine Romanée-Conti tre flasker af flaskestørrelsen Jeroboam (3 liter eller 4 normale flasker) og to flasker Methusalem (6 liter eller 8 normale flasker).

Vurdering: 49 mio. kr.
Derudover rummer auktioner cirka 300 fornemme Bordeaux-vine.
Til sammen er de i alt 460 partier med kostbare vine vurderet til mindst at indbringe det, der svarer til 49 millioner kr.
Man kan se hele kataloget over de mange vine på auktionen ved at klikke her.


Øl brygget på mystiske ingredienser
Normalt skriver vi jo ikke om øl i VinAvisen - men her drejer det sig om noget meget specielt bryg, som vi ikke kan lade være med at nævne.
Der findes nemlig udenlandske bryggerier, der eksperimenterer med højst besynderlige ingredienser. Øllen "Walking Dead" fra bryggeriet Dock Street Brewing Co. har fx fået tilsat udtræk af røget gedehjerne, mens "Oyster Stout" fra Wynkoop Brewing Company er fremstillet med østers som ingrediens.
Der eksperimenteres også med gæren. Et eksempel er "Beard Bear" fra bryggeriet Rogue, hvor gærcellerne stammer fra brygmesterens skæg.
Og snart indtager endnu en lidt alternativ øl de amerikanske forretningshylder. Det drejer sig om "Ground Control" fra Ninkasi Brewing Company i Oregon - en Imperial Stout, der er brygget på gær, som har været en tur ude i rummet.

Berejst ølgær
Det har taget to år at fremstille den nye øl - blandt andet fordi den første ubemandede raket, der blev sendt ud i verdensrummet med seksten reagensglas med ølgær, landede et ukendt sted i Black Rock ørkenen i Nevada. Det tog 27 dage at finde frem til raketten og gæren - som var mere end død i sværen.
Endnu et forsøg blev foretaget et halvt år efter, og her vendte gæren tilbage til jorden og til bryggeriet i god behold efter at have været sendt 1244 km ud i rummet.
Præcis, hvad det betyder for smagen af brygget, at gæren har besøgt rummet, melder historien ikke noget om.








Kloster Eberbach ligger, hvor en lille biflod til Rhinen, Kisselbach, kommer ned fra den sydlige del af Taunus-bjergene. Klosteret blev grundlagt i 1116.

Højt hammerslag for tysk Pinot
Kloster Eberbach i Rheingau, der i dag ejes af den tyske stat Hessen, har siden 1806 afholdt årlige vinauktioner over nyere og ældre vine fra den store statsejede vinkælder. Årets forårsauktion er netop slut, og vinene, der var inddelt i 33 partier, indbragte tilsammen det, der svarer til knap 700.000 kr. De mange penge vil traditionen tro gå til et velgørende formål i lokalområdet.
Rheingau er berømt for sine sent høstede søde hvidvine på Riesling-druen, og Kloster Eberbach er en af de førende producenter på området. Der var derfor også rigtig mange af disse vine med på auktionen - nogle af dem af ældre årgange. Men til stor overraskelse for såvel vinhuset som de mange deltagere i auktionen blev det ingen af disse flasker, der løb med det højeste hammerslag. Det blev tildelt en enkelt flaske rødvin, Kloster Eberbach Assmanshäuser Höllenberg Spätburgunder 1935, der blev solgt for et beløb svarende til 17.450 kr.

Fra en muromkranset mark
Spätburgunder er tysk for Pinot Noir - samme drue, som bruges til rødvine i Bourgogne. Og mens verden ikke ville forundres over en fornem Bourgogne, der blev solgt til den pris, så er det overraskende med så højt et hammerslag for en tysk Pinot Noir.
Gennemsnitsprisen for en tysk rødvin på druen af nyere årgang ligger ifølge Wine-Searcher da også på kun 133 kr. - hvilket man ikke får meget rød kvalitets-Bourgogne for.
Men der er en stigende interesse for de gode tyske Pinot Noir-vine - derudover har alderen på den vin, der blev solgt på auktionen, nok også været med til at lægge et par kroner oven i prisen.
Vinen er fremstillet på druer fra klosterets vinmark i Assmannshausen - en vinmark, der i øvrigt ligesom man ser det i Bourgogne er omkranset af en mur.




.

...




Den nye cocktail med fedt fra Kobe bøfkød. Bøffen kører ikke med i købet.

Cocktail med Kobe bøf
Klassiske cocktails bliver ind imellem udsat for lidt af et "tvist" af opfindsomme bartenderen. Nu er det gået ud over den gode gamle Old Fashioned, som i den trendy London-restaurant Sushisamba er blevet piftet op med Kobe bøf.
Det er restaurantens chefbartender, Rich Woods, der har kreeret "Kobe Cocktail", der ud over de traditionelle ingredienser, som blandt andet omfatter whiskey, er blevet tilsat en anelse fedt fra det bedst tænkelige Kobe bøfkød. Og hvad er så det. Jo, det er kød, der kommer fra køer af Wagya-racen, som avles i egnen omkring den japanske by Kobe. Køerne har optimale forhold - de bliver blandt andet masseret med jævne mellemrum og får hver dag en afmålt ration øl. Alt i alt resulterer det i noget af verdens bedste - og dyreste - bøfkød.
I en anden restaurant i London, "M", koster 150 g Kobe-bøf 150 pund (cirka 1548 kr.). Prisen for cocktailen - der som sagt indeholder lidt fedt fra det kostbare kød - er 28 pund (cirka 290 kr.).
Målet er, at drinken skal nydes til nogle af køkkenets kreationer - et køkken, der selv bygger på en cocktail af inspiration fra Brasilien, Japan og Peru.


Nedgang i whisky-salget
Flere gange gennem de senere år har vi nævnt, hvor stor succes skotsk whisky har på verdensmarkedet med konstant stigende eksporttal år for år.
Men sådan forholder det sig langt fra på whiskyens hjemmemarked, Storbritannien. Ifølge en ny rapport fra Scotch Whisky Association (SWA) er salget af den skotske nationaldrik skrumpet i mængde med 9,5% siden 2009. I 2014 lå det på 83,3 millioner flasker, hvilket var en nedgang på 4,2 mio. flasker i forhold til 2013.

Skær ned på afgifterne
SWA er ikke i tvivl om, at de dalende salgstal på britisk jord skyldes de ualmindeligt høje afgifter på skotsk whisky. I øjeblikket udgør afgifterne for en almindelig flaske whisky 78% af salgsprisen.
Samtidig tilfører den skotske whiskyindustri 5 milliarder pund (cirka 52 mia. kr.) årligt til den britiske statskasse - ligesom den bidrager med 40.000 job. Netop derfor undrer SWA sig over, at regeringen giver salget af whisky så trange vilkår på det britiske marked, og foreningen opfordrer nu de britiske politikere, der netop er i gang med budgetforhandlingerne, til at skære ned på afgifterne med bare 2%.
Også Wine and Spirit Trade Association (WSTA) har - som vi nævnte i uge 8 - bedt om en lignende nedskæring på vinafgifterne, der i dag udgør 60% af prisen for en almindelig flaske vin.

--,,,,,,,,,,,--,
Den danske vinbranche
* Der er ingen nyheder i den danske vinbranche i denne uge.
..



Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


,

Poul Juul (f. 1941) blev fanget af vinens verden i 1982 via en fjernsynsudsendelse. Helt tilfældigt lukkede han op, da sagen om firmaet Troels Schmidts forfalskninger af vine rullede over skærmen, og her blev han præsenteret for Erling Carl - manden, der afslørede falsknerierne. Erling Carl var grundlæggeren af Chris-Wine og en meget dygtig smager.
Få dage efter udsendelsen så Poul Juul en stillingsannonce fra Chris-Wine og betænkte sig ikke to minutter på at søge stillingen. Indtil da havde han blandt andet været direktør i et firma, der tog sig af eksport til krydstogtskibe og danske firmaer i Mellemøsten. Vin vidste han ikke så meget om, men hos Chris-Wine kom han i menneskehænder og lærte en masse, og det endte med, at han blev salgs- og marketingdirektør med ansvar for Danmark, Grønland, Island og grænsehandelen.
Fra og med den 1.april 2006 tiltrådte han en stilling som national direktør for Danmark hos Les Grands Chais de France med ansvar for Danmark, Grønland og Island, og som sådan servicerer og betjener han i dag danske kunder, som har handlet med firmaet i mange år.
Les Grands Chais de France er et af verdens største vinfirmaer/producenter. Til firmaets egen produktion hører kendte vinmærker som J.P. Chenet og Grand Sud samt en lang række mærker inden for vodka, rom, whisky og cognac. Herudover er firmaet ejer af mange vingårde og produktionsfirmaer over hele Frankrig.
I 37 år har Poul Juul været gift med Lis, og sammen har de to voksne drenge, der er henholdsvis ingeniør og psykolog, samt i alt fem børnebørn. Børnebørnene optager naturligvis en god del af den sparsomme fritid, som ellers bliver brugt til rejser, traveture og en smule badminton og tennis.
Adresse: Les Grands Chais de France, 1, rue de la Division Leclerc, 67290 Petersbach, Frankrig, national direktør: Poul Juul, Hasselhaven 111, 2600 Glostrup, tlf.: 21 43 54 04, fax: 43 96 08 42, e-mail: pjuul@lgcf.fr, www.gcfplanet.com.





    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

    Hvad er Bourboulenc for en drue?
    I sidste uge nævnte I en drue ved navn Bourboulenc i en anmeldelse af en hvidvin fra Rhône. Den har jeg aldrig hørt om, skriver Niels Rasmussen.
    Hvidvinsdruen Bourboulenc dyrkes stort set kun i Sydfrankrig - i Rhône, Languedoc og Provence - hvor den hovedsageligt bruges i blandings-vine.
    Man mener, at den stammer fra Provence - dog er der også nogle, der hævder, at den har græske rødder og oprindelig har været kendt under det græske navn Asprokondoura.
    Bourboulenc er en sent modnende drue, og den har den fortræffelige evne at bevare sin syre trods de ofte høje sydfranske sommertemperaturer. Derfor er den også ideel i blandings-vine, hvor den tilfører den syre, der skal til, for at give vinene balance og struktur.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312

...............................
.....................
317 Hos vermouth‒firmaet Noilly Prat i Marseillan i Frankrig modner vinen udendørs i store fade (foto © Lars Ole Hansen).
..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 40 vine. Af disse vine var der 29, som fik mere end to stjerner og hele 22, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 133 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine inkl. de elleve, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


,,,,,,,,,,
Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
,,,,,

Hvidvin


Signum, Aurelia Visinescu, Rumænien, 2013, lav alkohol (13%)
60 kr., pris ved 6 flasker: 53 kr. flasken, Vintjenesten
Denne udmærkede hvidvin er fremstillet på druerne Sauvignon Blanc og Feteasca Regala. Den er tør med god fylde og frugt. Den femte stjerne gælder prisen ved 6 flasker.


Anima de Raimat, Raimat, Costers del Segre, Spanien, 2013, lav alkohol (12,5%)
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
Dejlig hvidvin med en frisk, fyldig og livlig druesmag, tilpas lemon-syre og en fin, lille sødme. Glimrende til mad eller et glas i utide.


The Grinder, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika, 2013, lav alkohol (13%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., A Vinstouw
Her er en fortræffelig hvidvin i fin balance. Den har en liflig duft og en blød, frisk, let cremet druesmag med tilpas syre og en lille sødme. En meget anvendelig vin. Flasken har skruelåg.


Los Vascos, Chardonnay, Colchagua, Chile, 2014, middel alkohol (14%)
99,75 kr., på tilbud fra 23. marts til 3. maj: 79,75 kr. flasken, Skjold Burne
En lækker hvidvin med duft af grape og med en fyldig let cremet smag med friskhed og citrusnoter. Det er franske Domaine Barons de Rothschild, der ejer Los Vascos, og man fristes til at sige, at vinen forener fransk elegance med chilensk frugt, fylde og solskin. Flasken har skruelåg.


Schoffveg, Domaine Marcel Deiss, Alsace, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
275 kr., Compagniet
En kostbar hvidvin på økologisk dyrkede druer. Den er frisk, tør, ret fed og med mineralske noter. Dertil en syre, som nogle måske skal vænne sig til. Helt billig er den ikke.


Karl Erbes, Riesling, Ürziger Würzgarten, Mosel, Feinherb, Tyskland, 2014, lav alkohol (10,5%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., Propperiet
En let og ret enkel hvidvin med en lille sødme. En fordel til visse formål kan være, at den kun har 10,5% alkohol. Flasken har skruelåg. Prisen ved 6 flasker kostede den fjerde stjerne.

Rosévin


Berry Bush Rosé, Bellingham, 12, Western Cape, ,5, Western Cape, Sydafrika, 2014, lav alkohol (12,5%)
79,75 kr., på tilbud indtil 22. marts: 69,75 kr. ved 6 flasker., Skjold Burne
Sikke en herlig rosé. Den har en liflig duft af friske hindbær og en forførende, frisk og saftig smag med fine bærnoter. Den er sagen afkølet til en lun forårsdag på terrassen. Flasken har skruelåg.


Cigales, Carredueñas, Tempranillo, Valladolid, Spanien, 2013, middel alkohol (13,5%)
89 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
En mørk rosévin med en koncentreret duft og smag med noter af moden frugt, men også med en lidt flad eftersmag.

Rødvin


Château de la Negly, Coteaux du Languedoc, Frankrig, 2011, høj alkohol (14,5%)
75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Der er krydrede noter, frisk frugt og rygrad i denne rødvin. Man kan godt smage, at den kommer fra sydfranske himmelstrøg - den er rundet af masser af sol og varme. Det er så afgjort en både flot og harmonisk vin til en meget rimelig pris. Nyd den fx til en krydret udgave af påskelammet.


Cuvée Les Schistes, Château de Caladroy, Côtes de Roussillon Villages, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
89 kr., pris ved 6 flasker: 80 kr., Holte Vinlager
Lækker rødvin på druerne Syrah, Carignan og Grenache Noir. Den er blød og med fint krydderi. Faktisk en spændende vin, som man nyder med største fornøjelse.


Terre di Ginestra, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2012, middel alkohol (14%)
99 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
En dejlig rødvin med masser af frisk frugt og bærmost, fine krydderier og et lille bid tanniner til slut. En vin i rigtig god balance.


125, Feudi Salentini, Primitivo del Salento, Italien, 2013, lav alkohol (12,5%)
99,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr. flasken, AndrupVin.dk
En elegant rødvin, der umiddelbart virker let, indtil den folder sig ud i munden med saft og kraft, masser af frugt og fine krydrede noter. En nydelse og et kup til tilbudsprisen.


Govone, Nebbiolo, Alba, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Holte Vinlager
En rigtig god rødvin, der med sin tørhed og saftige frugt er udmærket til mad. En harmonisk vin med krop.


Domaine Roger Perrin, Côtes du Rhône, Frankrig, 2011, middel alkohol (14%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 110 kr., Holte Vinlager
En rigtig god Rhône-rødvin, tør, med frugtfylde, krydderi, kaffe, tilpas syre og en lille sødme.


Christian Bernard, Gamay, Fleurie, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,7%)
129,75 kr., på tilbud indtil 3. maj: 79,75 kr., Skjold Burne
En glimrende Beaujolais-rødvin med blød, læskende frugt og en god tørhed, der er fin til mad.


Vina Vilano, Ribera del Duero, Reserva, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
139 kr., pris ved 6 flasker: 111,20 kr. flasken, Granvino
En dejlig rødvin, der dufter af svampe og læder og har en blød frugtrig smag med noter af modne blå druer, kirsebær og hyben.


Florentino, Bodegas Arzuga Navarro, Cencibel, Vino de Pago, Spanien, 2010, høj alkohol (14,5%)
139 kr., Jysk Vin
En herlig duft af modne bær møder næsen, og den følges af en smag, der hænger godt sammen. Vinen har en dyb, koncentreret farve, og i smagen er der krydrede noter og en sødme, der minder om tørret frugt. Eftersmagen er lang.


Weinguyt Schneider, Spätburgunder, Baden, Tyskland, 2010, lav alkohol (13%)
155 kr., Vinbutikken.dk
Yderst lækker Pinot Noir - eller Spätburgunder, som druen hedder på tysk. Den har en let og elegant Pinot-smag og -karakter med fin sødme, god syre og en lang eftersmag.


Château Marcadis, Lalande de Pomerol, Frankrig, 2012, lav alkohol (12%)
159 kr., på tilbud i denne uge (uge 13): 89 kr. flasken., Kvickly
En rigtig dejlig, harmonisk og saftig rødvin, elegant og med masser af frisk frugt, pikante krydrede noter og tilpas tanniner. Det er en mild og fin vin, der fortjener at blive ledsaget af en lige så mild kødret.


Fabiano, Valpolicella Classico Superiore, Ripasso, Italien, 2013, høj alkohol (14,5%)
169,75 kr., på tilbud indtil 3. maj: 119,75 kr., Skjold Burne
En rigtig god Ripasso med en ren frugtsmag, fin sødme, bløde tanniner, rosiner, blåbær og diskrete fadnoter.


Le Redini, Tenuta degli Dei, Toscana, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
169,95 kr., pris ved 6 flasker: 139,95 kr., Erik Sørensen Vin
Elegant og meget lækker rødvin - en supertoskaner på druerne Merlot og Alicante. Den har en frugtsmag med noter af solbær og blåbær, fine fadtoner og en meget lang eftersmag.


Vigna Manapetra, Fattoria la Lecciaia, Sangiovese, Brunello di Montalcino, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
325 kr., Irma
Vidunderlig rødvin med en flot duft og en bred, kompleks smag. Vinen er tør, med har alligevel en fin, lille sødme. Den kan drikkes nu, men gem den gerne fire-fem år endnu.


Villa Puccini, Toscana, Italien, 2010, lav alkohol (12,5%)
84,95 kr., Amka
En let og let krydret rødvin med en god struktur og tilpas syre til mad. Prisen er dog lige i overkanten og koster en stjerne.


Coquard, Cabernet Sauvignon, Rhône, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
39,71 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop
En meget enkel rødvin med en lidt tynd frugtsmag - men selvfølgelig til en meget attraktiv pris.


Non Confunditur, Argiano, Rosso Toscano, Italien, 2012, middel alkohol (14%)
79,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En lidt enkel rødvin med en smag, der er præget af en tørhed og syre, som skjuler frugten. Helt billig er den ikke. Flasken har skruelåg.


Insomnia, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2011, middel alkohol (13,8%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker: 64,95 kr., Vinmonopolet
Denne rødvin er præget af en ret markant sødme. Etiketten med de truende øjne vil gøre små børn bange. Vinens navn betyder søvnløshed.

Sød vin


S. Giorgio, Arione, Moscato d'Asti, Italien, lav alkohol (5%)
89,75 kr., på tilbud indtil 3. maj: 75 kr. flasken ved 2 flasker., Skjold Burne
En sød mousserende vin med en liflig og indtagende blomsterduft og en fyldig sprudlende smag med fine noter af honning. Køb den til tilbudsprisen, afkøl den godt, og nyd et glas i forårssolen. Vinen er også velegnet til lette desserter - fx til is eller lagkage.


St. Nikolaus, Eser, Riesling, Rheingau, Spätlese, Tyskland, 2011, lav alkohol (8,5%)
129,75 kr., på tilbud indtil 3. maj: 109,75 kr., Skjold Burne
Superlækker hvidvin med en vidunderlig sødme, der er fint afbalanceret af den gode syre. Skænk den til en ikke alt for sød dessert - fx en nøddekage. Eller til en tør vesterhavs-ost.

Andet


Glengoyne Cask Strength, Skotland, høj alkohol (58,9%)
549 kr., på tilbud indtil 22. marts, Skjold Burne
En rigtig vintervarmer af en whisky - som stadig kan gøre sig i det spirende, kølige forår. Den er stærk og ikke for en begynder i whiskyens verden. Men for folk med hår på brystet, er den sagen. Det er så afgjort en whisky, hvor der er kælet for detaljerne, og den er ikke bare stærk, men også fint krydret og med noter af tørrede frugter.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.