Nyheder i uge 21, 2015


Følg os på Facebook






Smag otte vine for 75.000 kr.
Kom til vinsmagning, og smag nogle af verdens mest sjældne og kostbare vine. Pris: 10.000 euro (cirka 75.000 kr.) pr. næse. Og det er efter først til mølle-princippet, da der kun er ti billetter.
Sådan lyder tilbuddet fra den franske vinsamler Michel-Jack Chasseuil, der efter eget udsagn har en af verdens største og fineste samlinger af vin og spiritus, samlet gennem de sidste 40 år.
Hans 40.000 flasker tæller blandt andet en flaske champagne fra 1805, som har tilhørt kejser Napoléon, og en Bisquit Cognac årgang 1811.
Vinene befinder sig i Chasseuils kælder i hans hjem i Deux-Sèvres, men smagningen, som han kalder for "den bedste smagning nogensinde", vil blive afholdt på et hotel i Japan i december i år - han håber sikkert, at det vil kunne lokke nogle rige asiatere til at tilmelde sig.
Der vil kun blive serveret otte vine fra hans kælder - hvilke har han endnu ikke offentliggjort, ligesom det først senere i år bliver muligt at købe billetter.

Et "vinens Louvre"
De penge, som Michel-Jack Chasseuil tjener på smagningen, vil ikke gå til indkøb af nye vine men derimod til et museum for hans samling.
Han har forgæves forsøgt at få økonomisk støtte fra det franske kulturministerium, og tager derfor nu skeen i egen hånd for at skabe sit "vinens Louvre", som han kalder museet.
Han kunne selvfølgelig bare sælge hele sin samling og leve i sus og dus resten af sit liv - rige russere og kinesere har allerede tilbudt ham store summer for vinene. Men den 73-årige samler ønsker, at flaskerne skal forblive på fransk jord - og samlet, så eftertiden kan få et indtryk af den store vinsamling.

Tyvene måttet opgive og flygte
Indtil museet bliver en realitet, ligger vinene godt beskyttet i hans hjem. Sidste år brød maskerede mænd bevæbnet med Kalashnikov-geværer ind i Chasseuils hjem, bagbandt ham og forlangte, at han udleverede nøglen til vinkælderen. Chasseuil sagde - hvilket var i overensstemmelse med sandheden - at nøglen befandt sig i en bankboks i hans bank, og at han kun hentede den en gang om måneden for at tjekke, om alt var i orden i kælderen og måske lægge nyerhvervede flasker ind på hylderne.
Dernæst forsøgte tyvene at bryde ind gennem kælderdøren, men efter to timers forgæves forsøg, opgav de og flygtede - det var simpelt hen umuligt at bryde igennem den armerede dør. Chasseuil selv slap med en brækket finger.
Det er egentlig lidt trist at tænke på, at Chasseuil vil udstille disse mange gode flasker vin på et museum, hvor de langsomt men sikkert vil blive til eddike. Det er vine skabt med omhu af dygtige producenter og med henblik på at blive nydt og værdsat for deres duft og smag.




Hos Camel Vineyard Winery i det sydvestlige England fremstilles den mousserende vin nøjagtig som i Champagne. Bundfaldet i flaskerne samles tæt ved proppen, ved at man hver dag gennem et par måneder drejer flaskerne en anelse. Foto: Simon Burt.

42% mere britisk vin
Det går fremad med stormskridt for den britiske vinindustri, der jo ikke har nogen lang historie bag sig.
Sidste år blev der ifølge vinproducentforeningen English Wine Producers (EWP) høstet 47.433 hektoliter druer, der blev forvandlet til 6,3 millioner flasker vin - en stigning på hele 42% i forhold til årgang 2013.
Men antallet af vinmarker i Storbritannien er da også fordoblet i løbet af de sidste syv år, og vinstokkene breder sig nu på knap 2000 hektar.
Det er frem for alt mousserende vin, de britiske producenter har kastet sig over. De to champagne-druer, Chardonnay og Pinot Noir, er derfor også de mest populære druer, og arealet af vinmarker med druerne er steget med mere end 230% i de sidste otte år.

Totredjedele er bobler
Af årgang 2014 blev der fremstillet 4 mio. flasker boblevin, hvilket svarede til cirka totredjedele af den totale vinproduktion.
De britiske producenter har ikke nogen problemer med at få afsat hverken de mousserende vine eller rød- og hvidvinene. Hos supermarkedskæden Waitrose kan man i dag vælge mellem mere end 100 forskellige engelske vinmærker, og salget er i de første fire måneder af i år steget med gigantiske 177% i forhold til samme periode sidste år.
Hos English Wine Producers ser man en fremtid for sig, hvor Storbritannien vil markere sig internationalt som et land for mousserende vine og elegante koldklima-vine.
I 2016 skal Storbritannien netop være værtsland for konferencen International Cool Climate Wine Symposium.







Glimrende vinbog til kvinder
For 30 år siden var det at købe vin nærmest en ren mandesag. I dag er det frem for alt kvinderne, der står for vinindkøbet - i hvert fald, når det gælder de flasker, der drikkes til hverdag.
85% af al den vin, der forhandles i Danmark, købes i supermarkederne, og da det som regel er kvinderne, der handler ind, er det også dem, der lægger vinen i indkøbskurvene.
Alligevel er kvindernes vinviden generelt ikke særlig stor, og de er ofte usikre, når de skal vælge, hvilken vin familien skal have til aftensmaden. De går derfor typisk efter en pæn etiket og en pris i den høje ende af prisskalaen - en høj pris må jo være lig med en kvalitetsvin …
Nu er der hjælp at hente for kvinderne i form af en ny bog, "Kvinder og Vin", af lægen og vinskribenten Erik Skovenborg og vinkyper Malene Smidt Hertz, der blandt andet er tilknyttet TV2’s program Go’ Morgen Danmark som vinspecialist.
Det er en glimrende og meget omfattende bog, de to har bedrevet. De 304 sider er simpelt hen spækket med interessante og underholdende informationer for kvinder - og bestemt også for mænd.

Masser af gode råd
Det er nok ikke en bog, man læser fra ende til anden. Man dykker ned i den efter behov - hvilket forfatterne også opfordrer til. Man kan fx få gode råd til vinindkøb og til, hvordan man vælger vin på en restaurant. Der er også tip til et par vinklubber kun for kvinder og et kapitel om vinens sprog - om vinterminologi og om, hvordan man tyder ordlyden på en vinetiket. Derudover fortælles der om de vigtigste druer, om de forskellige stilarter inden for hvid- og rødvin og om tanniner, alkohol og alle de andre elementer i en vin. Og så er der et grundigt kapitel om vin og mad - hvilke vine til hvilke retter, vin i madlavningen, servering af vin og endog hvilken musik, der passer til hvilke vine.
Malene Smidt Hertz og Erik Skovenborg har også interviewet en håndfuld danske kvinder, som gør sig i vinens verden - en sommelier, en vinmager, en bartender osv., der fortæller om deres vej til vinøs viden.
En del af de mange oplysninger kan man selvfølgelig også få i andre vinbøger, men her får man dem serveret på en let forståelig, velskrevet og dejlig uhøjtidelig måde.

Om den sunde rødvin
Noget, som man ikke lige finder i andre vinbøger, er det fyldige kapitel, hvor Erik Skovenborg som læge udøser af sin store viden om vin og helbred.
Det vil varme enhver vinelskers hjerte at læse om alle de helsebringende egenskaber, vin har - selv om Skovenborg selvfølgelig også runder de negative effekter.
Forfatteren kommer også ind på noget, der med garanti interesserer mange kvinder, nemlig vin, vægt og skønhed. Og her disker han op med en glædelig nyhed. Som han skriver, så har alkoholkalorier ry for at sætte sig direkte på maven, men flere undersøgelser viser, at taljemålet er mindst hos dem, der drikker en til to genstande om dagen.

Syv glas juice matcher et glas vin
Det er også interessant at få at vide, at rødvin er den mest sammensatte væske, der findes, næst efter blod. Rødvin er fx proppet med de helsebringende antioxidanter - faktisk skal der syv glas friskpresset appelsinjuice til at matche indholdet af antioxidanter i et enkelt glas rødvin.
Skovenborg påpeger, at mådehold er vigtigt, når man drikker vin og anden alkohol, og hans kapitel om, hvordan tømmermænd påvirker alt fra hjernen til tarmene, maven, nyrerne og huden kan da bestemt også få enhver til at være mådeholden.
"Kvinder og Vin" udkommer d. 19. maj hos Forlaget Klim, hvor den kan købes online for 300 kr.






24 postkort fra Ribera del Duero
I denne uge fortsætter vi vores serie af postkort fra Ribera del Duero med et besøg hos det afsides beliggende Dominio de Atauta - et besøg med meget gamle vinstokke, en støvet og sandet jord, vildsvin, harer og pragtfulde rødvine.



.......
Dominio de Atauta ligger på kanten af klippen med udsigt ud over den dal, hvor vinhuset har sine vinmarker. I midten af billedet ses resterne af et tårn fra middelalderen. Det blev brugt til at holde øje med, om der var fjendtlige mauriske hære i sigte.

Postkort nr. 10 fra Ribera del Duero:
Vinhuset ved verdens ende
Dominio de Atauta ligger i den østlige del af Ribera del Duero. For at komme til vinhuset kører man gennem et stadig mere fladt, øde og tørt landskab og tænker undervejs, at her ude kan der da umuligt dyrkes vin. Langt ude i horisonten dukker vinhuset op midt i ødemarken og tilsyneladende uden en eneste vinstok i miles omkreds. Det er, som om man er kommet til verdens ende, sagde en af deltagerne på turen. Men på den anden side af huset venter der en overraskelse. Her breder der sig en dal, og her ligger Dominio de Atautas vinmarker.
I middelalderen var der en større vinproduktion i Atauta-dalen, som vinhuset er opkaldt efter, men i starten af forrige århundrede søgte indbyggerne ind til storbyerne, hvilket betød, at de små landsbyer og vinproduktionen døde hen.
Men dalens Tempranillo-vinstokkene overlevede, og i år 2000 grundlagde Miguel Sanchez vinhuset Dominio de Atauta med det formål at fremstille vin af druer fra disse gamle vinstokke.



.......
En af Dominio de Atautas små vinmarker, der ligger som et grønt tæppe midt i den sparsomt bevoksede Atauta-dal.

Postkort nr. 11 fra Ribera del Duero:
Små grønne tæpper i en gold dal
Vinhuset har i alt 150 ganske små vinmarks-parceller, og det virker næsten magisk, når man ser vinstokkenes løv danne et grønt tæppe i den ellers så golde dal - som om en fe med en tryllestav har lavet et grønt drys midt på den stort set bare jord.
Mellem vinmarkerne er der kun spredte vækster og lidt oliventræer - og så gemmer der sig et hav af vilde krydderurter. Når man står i en af de små vinmarker, dufter der overvældende af rosmarin, timian, salvie osv., og denne intense krydrede duft går igen i vinhusets vidunderlige og koncentrerede rødvine.
Selv om man befinder sig i en dal, ligger Atauta-dalen omkring 500 meter højere end det centrale Ribera del Duero. Det gør, at druehøsten finder sted op til tre uger senere end i resten af distriktet - og at vinene udover at være krydrede også har en friskhed og en fin syre, der gør sig godt til mad.
Vinhuset fremstiller kun omkring 110.000 flasker vin om året. Herhjemme forhandles vinene af Erik Sørensen Vin, og længere nede på siden er der store stjerner til dem.




.



.......
En af de gamle vinstokke, der er plantet i en utroligt sandet jord. Måske var det netop sandet, der redede disse vinstokke fra den altfortærende vinlus.

Postkort nr. 12 fra Ribera del Duero:
Sand blev vinstokkenes redning
De fleste af de Tempranillo-vinstokke, som leverer most til Dominio de Atautas vine, er mere end 60 år gamle. Og de ældste af dem er fra 1860 og dermed fra før vinlusen Phylloxera vastatrix hærgede Europas vinmarker og næsten udryddede samtlige vinstokke. Lusen ernærer sig af saften fra vinstokkenes rødder, og der, hvor den suger, dannes der store svulster. Om vinteren rådner disse svulster, hvorefter rodsystemet – og siden hen hele planten – dør.
Redningen blev at pode de europæiske ædelsorter på amerikanske vinstok-rødder, som er resistente over for lusen.
Kun ganske få steder i Europa overlevede vinmarkerne, og her står vinstokkene derfor på egne rødder den dag i dag.
At Tempranillo-vinstokkene i Atauta-dalen overlevede kan skyldes, at vinlusen aldrig nåede helt her ud. En anden forklaring er, at de gamle vinstokke står med rødderne i masser af sand, hvilket vinlusen ikke bryder sig om.
I nogle af vinmarkerne er der så meget sand, at det næsten føles som at gå på en badestrand.



.......
Til venstre ses Dominio de Atautas frodige grønne vinmark med næsten modne druer - og til højre nabomarken, hvor vildsvin og harer har taget for sig af retterne.

Postkort nr. 13 fra Ribera del Duero:
En mark plyndret af vildsvin og harer
Selv om vinlusen således ikke var eller er en trussel, så lurer der andre farer i Atauta-dalen. Vildsvin er der masser af i området, og de elsker både de grønne blade og barken på vinstokkenes grene. De har også smag for modne druer, og når desværre ofte at komme høstfolkene i forkøbet.
Og så er der harerne, som graver huller for at komme ned til vinstokkenes rødder. Det eneste - og meget effektive værn - er at indhegne vinmarkerne - hvilket man da også gør hos Dominio de Atauta.
Vinhusets vinmager, Almudena Alberca, der tog os med rundt til nogle af vinmarks-parcellerne, viste os en nabomark, der ikke havde været indhegnet. Der var ikke en drue tilbage, al løvet var væk, og flere af grenene stod nøgne uden bark. Og så var der fyldt med hare-huller i jorden omkring flere af vinstokkene.








Foto: Wikipedia / KVDP.

Måske et farvel til bib-vinene
I Sverige er bag-in-box vine en rigtig sællert - siden vinene første gang landede på Systembolagets hylder i slutningen af 1990’erne, er salget af dem steget med 88%. I dag er det da også billigere at købe en dunk bib-vin hos Monopolets butikker end den samme mængde vin tappet på flasker. Mens vin i glasflasker i gennemsnit er steget til 85 kr. pr. liter, er gennemsnitsprisen for bib-vin ligefrem faldet til 60 kr. literen.
Men måske må svenskerne i en ikke så fjern fremtid vinke farvel til deres elskede bib-vine. Systembolaget har nemlig ifølge www.wownews.se fået et hold forskere på Karolinska Instituttet til at undersøge, hvilken betydning bib-vinene har for svenskernes vinforbrug.
Resultatet af undersøgelsen blev fremlagt på Systembolagets alkoholforskerkonference i sidste uge, og det viser, at folk, der køber bib-vine, ikke kun drikker mere vin men også mere alkohol i det hele taget.
Hvor meget mere melder historien ikke noget om.

Et spørgsmål om folkesundhed
Nogle af deltagerne under konferencen mente, at det burde kræves ved lov, at boksene blev forsynet med en målestrimmel, så forbrugerne kan se, hvor meget de har drukket.
Oprindelig var Systembolaget ikke meget for at begynde at handle med bib-vine, men da Sverige netop - i 1995 - var blevet medlem af EU, var man bange for, at EU kunne betragte et nej tak som en slags handelsbarriere.
Med forskernes undersøgelse i hånden overvejer Systembolaget nu, om de måske helt skal droppe salget af bib-vin, da "det at stimulere til øget drikkeri ikke er i overensstemmelse med Monopolets samfundspligt til at værne om folkesundheden" - som en talsmand fra Systembolaget udtrykker det.








Three Palms Vineyard med de tre gamle palmetræer.

Berømt for sine Merlot-druer
Nogle af denne verdens vinmarker er yderst eftertragtede, fordi de leverer druer af en usædvanlig god kvalitet. Og en sådan eftertragtet vinmark er Three Palms Vineyard i Napa Valley.
Marken er på 33 hektar, hvoraf de 29 hektar er tilplantet med lidt Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Petit Verdot og Malbec og frem for alt med Merlot-druer, der breder sig over 20 hektar. Og det er disse Merlot-druer, der har gjort marken så berømt.
I de sidste 37 år har ejerne af vinmarken, Sloan og John Upton, solgt samtlige af de fornemme druer til firmaet Duckhorn Wine Company, som så har forvandlet dem til en enkeltmarks Merlot-rødvin.
Første årgang af Three Palms Vineyard fra Duckhorn var således 1978, der gik for 12,5 dollars (cirka 83 kr.) flasken - de seneste årgange af vinen sælges for omkring 100 dollars (cirka 665 kr.) flasken.

Marken har skiftet ejermand
Nu er det så omsider lykkedes Duckhorn, der i forvejen ejer seks andre vinmarker i Napa Valley, at købe marken af ægteparret Upton - mod at skrive under på, at druerne fortsat vil blive brugt til en enkeltmarks-vin med vinmarkens navn på etiketten. Købssummen er ikke offentliggjort.
Det er ikke mindst den særlige jordbund i Three Palms Vineyard, der er årsag til druernes berømmede kvalitet. Vinstokkene er plantet i en næringsfattig lerjord, og rødderne må derfor søge dybt ned i jorden - ofte mere end 5 meter - for at finde den fornødne næring. Det giver stærke og levedygtige vinstokke og sunde druer.
Derudover er der masser af lavasten i marken, som suger solens varme til sig om dagen og afgiver den til vinstokkene om natten.

Den legendariske Lillie
Midt i vinmarken står der tre palmetræer, der har givet navn til marken, og som har rødder langt tilbage i tiden. I slutningen af 1800-tallet tilhørte jorden, hvor Three Palms Vineyard ligger i dag, en rig og excentrisk kvinde, Lillie Hitchcock Coit, der var kendt for at gå i mandetøj, ryge cigarer og være lidt af en spillefugl.
Hendes hjem på stedet, Larkmead, var rammen om legendariske fester med deltagelse af flere af datidens berømtheder.
Hun testamenterede det meste af sin formue til San Francisco by, hvor pengene gik til byens forskønnelse.
I Californien er Lillie Hitchcock Coit en kvinde, man mindes med respekt, og de tre palmetræer, der er det eneste, der er tilbage af hendes engang så majestætiske ejendom, fik derfor lov til at blive stående, da man anlagde vinmarken.


34/09






Årets Rhônefestival afholdes traditionen tro i vinøse rammer hos Dansk Vincenter i Avedøre.

Nedtælling til Rhônefestival 2015
For tolvte år i træk inviterer den danske vinbranche til Rhônevinfestival. Traditionen tro afholdes arrangementet i de stemningsfulde omgivelser i Dansk Vincenter i Avedøre ved København, og det sker lørdag den 19. september. Udstillerne er både store vinimportører og en hel underskov af kvalitetsbevidste specialimportører.
Dagen byder på en række arrangementer. En time efter den officielle åbning kl. 11 afholdes der et særligt seminar om vinene fra Hermitage ved vinjournalist Niels Lillelund. Og kl. 15.45 kårer publikum festivalens bedste vine.
Rhônevinfestival 2015 afholdes i samarbejde mellem Inter Rhône og The Wine Company. Man kan finde en oversigt over udstillerne på www.rhonevinfestival.dk, hvor man også kan købe billetter til 275 kr. pr. person. Man er også velkommen til at kontakte arrangørerne på thewinecompany@private.dk eller tlf.: 22 24 68 82.

Rusland vil avle vinplanter
Som vi nævnte i uge 13 sidste år, vil den russiske regering investere det, der svarer til 1,9 milliarder kr. i vinindustrien på Krim-halvøen.
Pengene skal blandt andet gå til en udvidelse af vinmarksarealet på Krim til 100.000 hektar fra de nuværende 37.000 hektar og til en produktion på 7,2 mia. flasker vin årligt i forhold til de 996 millioner flasker, der i dag fremstilles på den annekterede halvø.
Nu har det russiske landbrugsministerium meddelt, at der er blevet øremærket en større sum penge til udvikling af vinplanter på russisk jord.

Russerne vil være selvforsynende
Som det er i dag, har Krim hvert år brug for 10 mio. små nye vinplanter - og den hjemlige produktion ligger på kun 1,6 mio. planter. Resten får vinproducenterne fra blandt andet Italien og Frankrig. Det er denne afhængighed af andre landes vinplanter - og i sidste ende vinflasker - som den russiske regering ønsker at komme til livs. Hvis alt går vel, skulle Rusland således være selvforsynende, når det gælder vinplanter, i år 2020.
De nye planter skal fremavles i Krims største forskningscenter for landbrugsindustri, Magarach-instituttet, og i den botaniske have Nikitsky.
Hvis udviklingen af de mange nye planter bliver en succes, vil lignende vækstcentre blive etableret i andre af Ruslands vinregioner.

.




.



En økologisk vinmark, hvor der vokser vilde planter både mellem rækkerne af vinstokke og i et bredt bælte ved siden af marken.

Øko-vinmarker lokker sommerfuglene til
Engang var der rigtig mange sommerfugle i Washington, men i årenes løb er omkring 50 forskellige arter forsvundet.
Nu er sommerfuglene igen begyndt at vende tilbage, og årsagen er de stadig flere vinproducenter, der forsøger sig med økologisk vindyrkning i den amerikanske stat.
Vinproducenterne dropper brugen af pesticider og bekæmper i stedet skadelige insekter i vinmarkerne ad naturens vej. Rundt om markerne planter de et bælte af vilde planter og blomster, som tiltrækker hvepse - som så igen ernærer sig af lus og andre skadedyr på vinstokkene. Også inde mellem rækkerne af vinstokke får de vilde planter lov til at brede sig.

Godt for vinturismen
Disse planter - heriblandt vild salvie og boghvede - er også guf for sommerfuglene. Et hold forskere fra Washington State University har påvist, at der i de miljøvenlige vinmarker findes hele 29 forskellige arter sommerfugle mod kun fem arter i de konventionelle vinmarker.
Som vinproducent kan man vel egentlig være ligeglad med, om der er sommerfugle i vinmarken eller ej. De spiser jo ikke nogle af de skadelige insekter på vinstokkene.
Forskerne mener dog, at producenterne bør være glade for sommerfuglenes tilbagevenden, da de gavner vinturismen i området. Det er jo et kønt syn med de mange farvestrålende bevingede insekter mellem vinstokkene.
Man kan læse mere om forskernes undersøgelse ved at klikke her.





...



Berømt drink fylder 100 år
Sommeren er på vej, og det er tid til en forfriskende sommerdrink på terrassen. En sådan kunne fx være en Singapore Sling - og så kan man jo samtidig skåle for denne klassiske drinks 100 års jubilæum.
Den blev opfundet af bartender Ngiam Tong Boon i Hotel Raffles i Singapore i 1915 og blev i første omgang døbt Gin Sling.
Den er blevet fremstillet i lidt forskellige udgaver gennem tiderne, men én ingrediens er et "must", nemlig den danske kirsebærlikør Cherry Heering, som den internationale drink i høj grad har været med til at gøre berømt uden for Danmarks grænser. Nedenfor giver vi opskriften på en dejligt forfriskende Singapore Sling.

Singapore Sling
30 ml gin
15 ml Cherry Heering
120 ml ananasjuice
15 ml limejuice
7,5 ml Cointreau
7,5 ml Dom Benedicte
10 ml Grenadine
Et skvæt Angostura Bitters
Ryst alle ingredienser i en shaker sammen med nogle isklumper. Servér i et højt glas, og top med frisk ananas og kirsebær.


--,,,,,,,,,,,--,
Den danske vinbranche
* Der er ingen nyheder i den danske vinbranche i denne uge.
.....



Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.




]



Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


,

Michael Søe (f. 1969) blev grebet af vinens verden, da han i tidernes morgen var i lære som tjener på Hotel Hanstholm. I 1991 kronede han sin efterhånden store viden om vin med en sommeliereksamen og en efterfølgende optagelse som medlem af Dansk Sommelier Forening. Siden hen er Michael Søe også blevet optaget i den franske vinorden La Confrerie Saint-Etienne d’Alsace & Chaine des Rotisseurs med titlen Professionel du Vin.
Hans karriere som færdigudlært tjener startede på Hotel Limfjorden. Senere blev han restaurantchef hos Hotel Scanticons Restaurant La Cocotte i Århus og efterfølgende hotelchef på Fakkegrav Badehotel.
Sideløbende med sit faste arbejde har Michael Søe også fungeret som skuemester og sensor for Horesta ved eksaminerne på tjenerfagskolen.
I 1998 startede hans anden karriere – den i vinbranchen – hvor han blandt andet har haft sin gang hos vinfirmaerne Ambassadeur Wine, Philipson Wine, Kjær & Sommerfeldt og H.J. Hansen Vin og samtidig har afholdt flere kurser for vinbranchefolk i vin og salg.
I 2010 vendte Michael Søe tilbage til Kjær & Sommerfeldt som Key Account Manager efter at have drevet vinhandel i Silkeborg og fik ansvaret for al vinsalg i det midtjyske til både virksomheder og hotel- og restaurantbranchen.
I 2014 påtog han sig nye ansvarsområder som distriktschef for erhverv og specialhandel og fik derudover ansvaret for driften af Kjær & Sommerfeldts forretning i Aarhus. Og i 2017 blev han salgschef for VinConnection, et firma, som Kjær & Sommerfeldt netop havde erhvervet.
For Michael Søe hører vin og gastronomi uløseligt sammen, så en stor del af fritiden spenderes i køkkenet med gryder, pander og de bedste råvarer. Med god mad skal der også motion til, og den får han blandt andet som fodbolddommer i Århus Fodbolddommerklub.
Adresse: VinConnection, M. P. Allerups Vej 45 A, 5220 Odense SØ, mobil: 51 48 86 06, e-mail: michael@vinconnection.dk, www.vinconnection.dk.

,.
    ...........................
      Ugens gode Spørgsmål
      Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Spørgsmål til redaktionen skal sendes på mariette@vinavisen.dk.
      Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

      Hvorfor ikke druenavn på alle vine?
      Mathilde Mogensen undrer sig over, at der ikke er druenavn på alle vine. Hvorfor er der ikke det? spørger hun.
      I oversøiske vinlande er det almindeligt at sætte druenavn på etiketten, og eftersom vi i dag får mange oversøiske vine, er det helt oplagt at spørge, hvorfor der ikke også er druenavne på de europæiske flasker.
      Det er der nu alligevel på nogle af dem. Fx har der i mangfoldige år været druenavne på vinene fra Alsace. Andre distrikter er også begyndt med det, men berømte slotte med fine, indarbejdede navne synes ikke at være interesserede i det. Vi kommer næppe til at se ordet Merlot på en Château Pétrus. Her er det slotsnavnet, der tæller.
      Endelig kan vi ikke komme bort fra, at mange europæiske vine laves på blandinger af flere druer. Er der 85% eller mere af en bestemt drue i en vin, kan det være lovligt kun at nævne denne ene drues navn på etiketten – dette er reglen i de fleste vinlande (i USA 75%).
      Nogle steder nævner man to eller flere druer. Andre steder er blandingerne så komplicerede, at man simpelt hen opgiver at nævne druerne. Den drue, der nævnes først, er der altid mest af.

,.




Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312

...............................
.....................
325 Vingården Muratie i det sydafrikanske Stellenbosch har styr på alle ejerne siden 1600 (foto © Trine Schou).
..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 42 vine. Af disse vine var der 32, som fik mere end to stjerner og hele 17, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 139 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ti, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


,,,,,,,,,,
Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
,,,,,

Hvidvin


Nature de Roubié, Hérault, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
89,75 kr., på tilbud indtil 14. juni: 69,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Denne hvidvin er fremstillet på 70% Viognier og 30% Muscat. Det er en delikat hvidvin, fyldig og tør og med fine noter af hyldeblomster. Nyd den til en god fiskeret.


Aussières, Domaines Barons de Rothschild (Lafite), Chardonnay, Pays d'Oc, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
99,75 kr., på tilbud indtil 14. juni: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
En meget dejlig og tør hvidvin med smag af friske sommeræbler, modne grønne druer og en anelse røg - især i eftersmagen. Men det er røg på den absolut gode og spændende måde.


BickensohlerHerrenstück, Holger Koch Weingut, Grauburgunder, Baden, Tyskland, 2011, lav alkohol (12,5%)
105 kr., Vinbutikken.dk
Grauburgunder - på fransk Pinot Gris - en fortræffelig drue til hvidvin, altid et godt valg som ledsager til mad. Her i en let og lækker hvidvin fra den tyske region Baden. Vinen har en god, frisk druesmag, en blød syre og mineralske noter.


Von Unserem, Balthasar Ress, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2013, lav alkohol (12%)
140 kr., H.J.Hansen Vin
Elegant og kompleks - og lidt sprælsk. Dejlig, ren druesmag, afrundet citrus, mineralske noter. Meget lang eftersmag. Drøm om en sommerdag med denne her vin til en god frokost eller et glas på altan eller terrasse. Flasken har skruelåg.


Le Creete, Ottella, Lugana, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
155 kr., Quist Wine
Elegant og meget lækker hvidvin med frisk, fyldig frugt, blød citrussyre og mineralske noter. Lang eftersmag. Den er skabt ved Gardasøens bred - og skabt til gode fiskeretter. Men den er også fin fx til ost.


Grande Forte, Vino Bianco, Italien, lav alkohol (13%)
59,95 kr., Nordic Wine
Denne hvidvin har en meget kraftig fadsmag, der giver den gode frugt kamp til stregen. Udpræget en madvin.


6 Generaciones, Vinos Sanz, Verdejo, Rueda, Spanien, 2014, lav alkohol (13%)
109 kr., pris ved 6 flasker: 98 kr. flasken, YouAndWine
En udmærket hvidvin, der dufter af friske aromatiske æbler. Den har en tør, fyldig smag med noter af grønne modne druer.


Domaine Saint-Rémy, Ehrhart, Pinot Auxerrois, Alsace, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
110 kr., Vestergaard Wines
En pæn hvidvin. Tør er den ikke. Den har en sødme, som måske vil overraske nogle, og som mangler lidt modspil fra frugt og syre. Dertil et lille bid til slut.


Andlau, Marc Kreydenweiss, Riesling, Alsace, Frankrig, 2013, lav alkohol (12%)
179,95 kr., pris ved 6 flasker: 149,95 kr., Erik Sørensen Vin
Når man nu ved, hvordan en god Riesling smager ... Hm, denne her virker både ret tynd og præget for meget af sin syre.

Rosévin


Varietal Range, Hardy's, South Eastern Australia, Australien, 2014, lav alkohol (12%)
49,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 21) i alle Coop's butikker: 25 kr., Coop Danmark
En let rosévin uden meget frugt, men med en hel del sødme. En lille vin til en lav tilbudspris. Flasken har skruelåg.

Rødvin


120, Santa Rita, Pinot Noir, Aconcaguo, Chile, 2013, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., Amka
En Pinot-rødvin til kun 50 kr. - faktisk en udmærket Pinot med et godt billede af druen og udmærket krydrinbg. Flasken har skruelåg. Den femte stjerne får den for prisen.


Monte Toro, Bodegas Ramon Ramos, Tempranillo, Toro, Spanien, 2013, høj alkohol (15%)
69 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
Kraftig og fyldig rødvin - en udmærket madvin, der bør plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet. 15%, men ingen spritkant. Prisen er rimelig.


Tarapacá Plus, Maipo Valley, Chile, 2011, middel alkohol (14%)
109,75 kr., på tilbud indtil 14. maj: 100 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
Til 100 kr. er denne rødvin lidt af et fund. Den er lavet på druerne Syrah, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petit Verdot og optræder med frugtfylde, fint krydderi - harmonisk og med karakter.


Trinitas, Domaine de Saumarez, Gres de Montpellier, Frankrig, 2012, høj alkohol (14,5%)
119 kr., Jysk Vin
Lækker og harmonisk rødvin på de tre Rhône-druer Mourvèdre, Grenache og Syrah, her i økologisk aftapning. Vinen breder sig i munden med blød frugt, fint krydderi og tilpas syre.


Château Gourran, Cadillac, Côtes de Bordeaux, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
130 kr., pris ved 6 flasker, Gourran.dk
En meget flot Bordeaux-rødvin med bred frugt, bløde tanniner, fint krydderi, tobak, læder ... Den smager ganske enkelt godt. En lang eftersmag, der er rigtig god. Fx til mørbrad med champignonsauce.


La Falaise, Château de la Negly, La Clape, Languedoc, Frankrig, 2013, middel alkohol (14%)
139 kr., The Wine Company
Vellavet og flot rødvin med frugtfylde - mørke bær, blåbær - god krydring, bløde tanniner, tilpas syre, lille sødme, lang eftersmag.


Zarús, Viña Solorca, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)
149 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., A Vinstouw
Flot rødvin i fornem balance med fyldig frugt, bløde tanniner, en vis tørhed, der er god til mad, chokolade, en masse krydderier ... Udpræget en vin til en god (kød)ret.


Montalbiolo, Ambra, Carmignano, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
150 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
Carmignano DOCG er et lille distrikt 15 km nordvest for Firenze. Det fik allerede i 1716 fastlagt sine grænser og er således Italiens ældste "appellation". Allerede tidligt blandede man Cabernet i Sangiovese-druerne - en praksis, som langt senere blev indført med super-toskanerne. I denne vin er der da også iblandet Cabernet samt Canaiolo. Vinen er en prægtig rødvin, der åbner sig munden med sine bløde frugt, fint krydderi og afrundede syre. Skænk den til en ikke alt for kraftig ret.


"Br, L'Antica Grancia, Brunello, Montalcinlo, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
220 kr., Premier Cru
Om 2007-årgangen af denne pragtfulde rødvin skrev vi: "En yderst vellykket Brunello med en ustyrlig lækker smag - ren frugt, chokolade, lakrids og en charmerende lille sødme. Skænk den fx til en god lammesteg." Den beskrivelse gælder også 2009-årgangen her. Vinen fås tillige i en blandet kasse, "italienske konger", sammen med Barolo, Amarone og Valpolicella Ripasso.


Riva Rocca, Claudio Alario, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2007, høj alkohol (14,5%)
300 kr., Compagniet
En stor og elegant rødvin, hvis bløde frugt og mange facetter smyger sig om smagsløgene. Fornem til en lige så elegant kødret. Men også egnet som meditations-vin.


San Nicolas, Marques de Almonacid , Garnacha, Cariñena, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)
45 kr., pris ved 6 flasker: 36 kr. flasken, Granvino
Det er en enkel, læskende og let krydret rødvin med tilpas tanniner. Den mangler lidt fylde, men er ok som hverdagsvin. Og hvad kan man også forlange til så lav en pris som 36 kr. (ved 6 flasker).


Cantina Terre del Barolo, Nebbiolo, Langhe, Italien, 2012, middel alkohol (14%)
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En udmærket rødvin med duft af rosiner og svesker og med en god fylde, fine krydderier og et godt tanninbid - måske nok et lidt for godt bid.


Castillo de la Peña, Jumilla, Spanien, 2013, middel alkohol (14%)
60 kr., pris ved 12 flasker, VinMedMere.dk
Denne rødvin er lavet på på druerne Syrah og Monastrell. Den har god frugt, tilpas syre, krydderi (peber) - men så sker der heller ikke mere. God til grillemad. Flasken har skruelåg.


Quattro Rossi, Terre Siciliana IGT, Italien, 2013, høj alkohol (14,5%)
116,50 kr., pris ved 6 flasker, VinMedMere.dk
En kraftig rødvin på druerne Nero d'Avola og Cabernet Sauvignon. Den har fyldig frugt en ret markant sødme, der maskerer finere nuancer. Udpræget til mad.


Provenance, Saronsberg, Coastal Region, Sydafrika, 2011, høj alkohol (14,5%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 110 kr., Holte Vinlager
En kraftig rødvin på druerne Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot - de tre druer, der traditionelt bruges i Bordeaux. Vinen smager da også lidt i retning af Bordeaux, men den viser både tænder og muskler. Får den lidt luft, åbner den sig og bliver mere venlig, så plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Den er udpræget til en kraftigt smagende kødret.


Achelo, La Braccesca, Syrah, Cortona, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
159 kr., pris ved 6 flasker: 139 kr., Wine.dk
En rødvin med dyb, koncentreret frugt. Frugt, frugt, frugt, men til prisen 140-160 kr. med et smagsbillede, der måske er lidt vel smalt.


Brumar, Unicom Production, Dealu Mare, Rumænien, 2013, middel alkohol (13,7%)
59 kr., Vintjenesten
Denne rødvin er lavet på druerne Feteascá Neagra (den sorte pige, lokal drue) samt Merlot og Cabernet Sauvignon. Det er en robust vin med en fyldig, men også stilket smag. Det hjælper noget på smagen, hvis man plasker vinen over i en karaffel et par timer før måltidet.


Domaine La Condamine l'Evêque, Bascou Vignerons, Vin de Pays des Côtes de Thongue, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
89,75 kr., pris vved 6 flasker: 79,75 kr., Bichel Vine
En lidt enkel rødvin. Den har frugt og syre, men ikke noget klart smagsbillede. Flasken har skruelåg.


Ariota, La Torricella, Barbera, Alba, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
90,59 kr., Køge Vinhandel Webshop
Denne rødvin er ret skuffende med en frugt, der hurtigt forsvinder bag et forhæng af noget tørt og syrligt.

Sød vin


River Retreat, Moscato, Darling, Australien, 2013, lav alkohol (6%)
99 kr., på tilbud indtil 27. juni: 79 kr., Vinoble
En sød men ikke sukkersød hvidvin. Den smager ikke overraskende af modne grønne druer, men derudover er der ikke det store smagsspektrum. Prisen er nok lige i overkanten. Flasken har skruelåg.

Vinene fra Dominio de Atauta


Parada de Atauta, Dominio de Atauta, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2012, høj alkohol (14,5%)
229,95 kr., pris ved 6 flasker: 189,95 kr. flasken, Erik Sørensen Vin
En elegant rødvin med masser af krydrede noter - rosmarin, fenikkel og eukalyptus. Men også med en fin syre, der gør vinen velegnet til mad. Nyd den til en krydret oksebøf.


Dominio de Atauta, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2011, høj alkohol (15%)
319,95 kr., pris ved 3 flasker: 269,95 kr. flasken, Erik Sørensen Vin
En vidunderligt krydret rødvin med noter af varme krydderier, moden frugt, tilpas tanniner og en fin lille sødme. Eftersmagen er blød og afrundet trods det høje alkoholindhold. En topvin, der bør serveres til fx krydret lam.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.