Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 33, 2015



Maureen Downey i færd med at undersøge en flaske vin. Fra den lille film på YouTube.

Sådan afsløres en svindelvin

Svindelen med vin breder sig som ringe i vandet - også, som tidligere nævnt, herhjemme i form af blandt andet falske Amarone- og Brunello-vine.

Og svindlerne bliver stadig bedre til at fremstille etiketter, der ligner dem på de fornemme og kostbare vine. Derfor er der i stigende grad brug for specialister, der kan afsløre den slags svindel, og en af de førende på feltet er amerikanske Maureen Downey. Hun var blandt andet medvirkende til, at storsvindleren Rudy Kurniawan blev afsløret.
Downey har grundlagt Chai Consulting, et konsulentfirma for vinsamlere, og i en glimrende lille film på YouTube fra Bloomberg.com viser hun, hvordan hun går til værks, når hun undersøger, om en vin er den ægte vare eller en forfalskning.

Blåt lys på etiketten


Med forstørrelsesglas, blitzlys, blåt lys og barberblade går hun i krig med flaskerne som en anden Sherlock Holmes. Det blå lys bruges blandt andet til at afsløre alderen på det papir, vinetiketten er lavet af.
Det papir, man i dag bruger til etiketter, indeholder nogle kemiske tilsætningsstoffer, som gør, at det reagerer anderledes på det blå lys, end hvis papiret fx har 50 år på bagen.

Tjek konturerne med forstørrelsesglasset


I filmen viser Maureen Downey også, hvordan konturerne i skriften set under et forstørrelsesglas kan give en idé, om vinen er det, den giver sig ud for.
Konturerne skal helst have helt skarpe kanter - er de uldne i kanterne, bør alarmklokkerne ringe. Så er trykket af dårlig kvalitet, og etiketten sandsynligvis fremstillet på en inkjetprinter og ikke i et professionelt trykkeri.
Man bliver selvfølgelig ikke specialist af at se den lille film, men nogle at Downeys tips kan man bestemt godt bruge, hvis man har en mistanke til en flaske hjemme i vinkælderen.


Bourgogne er attraktiv for mange vinproducenter.

70% kan mærke klimaforandringerne

Det britiske vinmagasin Decanter har bedt 133 førende vinproducenter fra hele verden om at besvare en række spørgsmål omkring vinfremstilling anno 2015.

Et af spørgsmålene gik ud på, om producenterne kan mærke påvirkningen af de klimatiske ændringer. Der har i de senere år været forsket i og skrevet en hel del om et fremtidigt ændret vinøst verdenskort, hvor det i visse vindistrikter vil blive stadig sværere at dyrke vin, mens andre vil nyde godt af et varmere klima.
Til spørgsmålet svarede 52% af vinproducenterne, at klimaændringerne havde været en udfordring for dem i de senere år, mens 18% mente, at de ændringerne havde en positiv indflydelse på deres vine. 30% svarede, at de ikke havde mærket nogen ændringer, når det gjaldt vindyrkningen.

24% laver vine med mere alkohol


Vinproducenterne blev også spurgt, om de vine, de fremstiller i dag, er mere drikkemodne end for fx 10 år siden. Der er nemlig en tendens til, at forbrugerne i højere grad vil have vine, der kan drikkes her og nu, frem for gemmevine.
Her lød svaret fra 68% af producenterne, at de ikke lavede vine, der var tidligere drikkemodne end førhen, mens 32% svarede, at de havde ændret deres vinstil til hurtigere modnede vine.
Og hvad så med alkoholindholdet - er det generelt blevet højere i jeres vine med årene? spurgte Decanter.
Her svarede 24% ja, mens 22% sagde, at alkoholindholdet i deres vine generelt var blevet lavere og 54%, at det var det samme som førhen.

Bourgogne er favoritten


Vinproducenterne skulle også svare på, om udtalelser fra vinanmeldere og dommere i vinkonkurrencer havde indflydelse på deres vinfremstilling.
40% skænkede ikke den slags en tanke, når de lavede vin, mens 50% indrømmede, at det da spillede en vis rolle for dem. 10% ytrede, at det bestemt havde stor indflydelse på deres vinfremstilling.
Et sidste spørgsmål gik ud på, hvilket andet land eller vindistrikt ud over deres eget producenterne ville fremstille vin i, hvis nu de kunne vælge helt frit. Og her scorede Bourgogne en sikker topplacering med 23%, mens Barolo og Piemonte delte andenpladsen med hver 8%. New Zealand var favoritten, når det gjaldt den nye verdens vinlande, efterfulgt af Rhône-dalen på en fjerdeplads og Spanien og Bordeaux på en delt femteplads.


Nogle af champagnehuset Louis Roederers i alt 240 hektar vinmarker.

Champagnehus med egen planteskole

Hovedparten af de mange druer, der bruges til champagne, leveres til champagnehusene af drueavlere. Og skal husene have nye vinplanter, får de dem fra en vinplanteskole.
Nu har det fornemme champagnehus Louis Roederer fået tilladelse til at opføre en planteskole, som skal forsyne huset med egne vinplanter.
Louis Roederer har siden 1980 anvendt det, som man på fransk kalder for sélection massale i en del af sine vinmarker. Det vil sige, at man udvælger de bedste vinplanter og formerer dem via stiklinger.
Hidtil er dette formeringsarbejde foregået i en ekstern planteskole, men nu glæder man sig hos champagnehuset til selv at have hånd i hanke med hele processen.

Satser på eget rodmateriale


Planteskolen skal ifølge Decanter også bruges til at fremdyrke eget rodmateriale. Som bekendt bliver samtlige vinplanter i Europa i dag podet på amerikanske vinstok-rødder eller hybrider af disse rødder. Sådan har det været, siden vinlusens hærgen i anden halvdel af 1800-tallet. Kun rødderne fra de amerikanske vinstokke er resistente overfor angreb fra den lille lus.


Vinhuset Grgich Vina ligger på halvøen Peljesac.

Kroatiens kyst i flammer

Herhjemme har vi haft en sommer med en hel del regn, men andre steder i verden har sommermånederne været ualmindeligt varme og tørre - hvilket har forårsaget omfattende ildebrande.

I Bordeaux har man oplevet nogle af de værste ildebrande i de sidste fem år, og i Californien kæmper brandfolkene stadig for at få ilden under kontrol. Her er den helt store bekymring hos vinproducenterne, at røgen skader de næsten modne druer, så de bliver uegnede til vinfremstilling.
Kroatien har ifølge Decanter også været særdeles hårdt ramt. For nylig hærgede kraftige ildebrande den dalmatiske kyst, og myndighederne har erklæret regionen Dubrovnik-Neretva for katastroferamt område.
300 brandfolk var sat ind i kampen mod flammerne, men det var en ulige kamp, hvor kraftig blæst gav ilden et fortrin.

Store skader i vinmarkerne


Nu er det stort set lykkedes at få ilden under kontrol, og heldigvis er ingen menneskeliv gået tabt.
Men skaderne er store - også når det gælder vinens verden.
Flere hundrede hektar vinmarker med Kroatiens førende rødvinsdrue, Plavac Mali, formodes at være gået op i flammer, og det er især gået ud over en række små, dygtige vinproducenter, der i disse år er med til at sætte deres hjemland på det vinøse verdenskort.

Også vinhuset Grgich blev ramt


Ilden har også bredt sig til øen Korcula og halvøen Peljesac, hvor Kroatiens nok mest anerkendte vinhus, Grgich Vina, ligger. Hos dette vinhus er det gået ud over selve vineriet, hvor 25.000 flasker kostbar vin har måttet lade livet. Derudover er 100.000 vinstokke på øen blevet flammernes bytte.
Hvis navnet Grgich klinger bekendt, skyldes det nok det endnu mere berømte vinhus Grgich Hills Estate i Rutherford, Californien.
Begge vinhuse er grundlagt af Miljenko Grgich, som man kan læse mere om i vores Hall of Fame.


Lone Vitus og Søren Kvist, der lægger
gård til Garagevin.

Nedtælling til en festlig vinmesse

Garageimportører er små og mellemstore vinimportører, og de har deres helt egen vinmesse, Garagevin, på dansk jord.
Næste udgave bliver afholdt d. 22. august, og som gæst vil man få skænket masser af smagsprøver på vine fra små kvalitetsbevidste vinbønder, som lægger sjæl og nerve i vinproduktionen. Der er vine fra traditionelle vinlande som Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland, oversøiske vine og vine fra de østeuropæiske lande, som vinder stadig mere terræn herhjemme.
Ud over almindelige bordvine og hedvine er der også dessertvine og boblevine.

Lone Landmand og Søren Sørøver


Vinmessen foregår i idylliske omgivelser på Brandbygegaard i Odder, som ejes af Lone Vitus og Søren Kvist - også kendt som Lone Landmand og Søren Sørøver. Dem kan man møde under arrangementet ved deres egen stand, idet gården blandt andet fremstiller både vin og spiritus.
Og med sit vinglas i hånden kan man gå på opdagelse hos Brandbygegaard - besøge æbleplantagen, der leverer æbler til gårdens æblevine, og møde både uldgrise, mufloner (bjergfår), kaniner og gæs.
Derudover bliver der mulighed for at vinde et par gode flasker vin ved en lodtrækning senere på eftermiddagen.
Garagevin arrangeres af Foreningen af Danske Vinimportører, og man kan læser mere og købe billetter ved at klikke her.
D. 12. september flytter Garagevin så til Sjælland, hvor festlighederne vil foregå i Dansk Vincenter i Avedøre. Der kan bestilles billetter til denne udgave ved at klikke her.


Pinot Noir-druer under gæringen. Foto: Wikipedia / Agnes27.

Mere om gær og smag

Sidste uges ”gode spørgsmål” gik på, hvilken rolle gæren spiller for vinens alkoholindhold og smag.

Til det sidste har vores trofaste læser, Roar Lie, der har et "Winemaking Certificate" fra UC Davis, en uddybende kommentar:
- Alle druesorter har i større eller mindre grad et aromatisk særpræg - et slags fingeraftryk, der gør, at druerne smager forskelligt.
En del af de aromatiske stoffer - de såkaldte primæraromaer - i druerne forekommer i bundet form og indgår i diverse kemiske forbindelser. Primæraromaerne kan ikke smages, når man spiser druen, men kommer først til deres ret, når vinen gærer.
- Derudover skabes der under gæringen en række aromastoffer som faktisk er en slags affaldsstoffer. Såvel primæraromaerne som disse aromatiske affaldsstoffer sætter deres præg på duften og smagen af vinen.

Aroma af banan


- Den gær, de fleste vinproducenter anvender, er Saccharomyces cerevisiae, eller også bruger de en af de flere hundrede kloner eller afarter af denne gær. Alle disse kloner producerer forskellige affaldsstoffer under gæringen, som så igen præger vinenes aroma på forskellig vis. Det samme gælder de mange andre gærtyper, som anvendes af producenterne.
- Det hænder fx, at hvidvine lugter og smager lidt af banan, hvilket netop skyldes et af de mange affaldsprodukter, som dannes under gæringen. Det drejer sig om det kemiske stof isoamylacetat - som også findes i bananer.

Rendyrkede gærkulturer


- Et andet stof, phenylethylacetat, bidrager med en aroma af roser og honning, og så er der ethylacetat, der kan give en uønsket aroma af neglelakfjerner (acetone).
- Der findes også gærtyper, som er udviklet industrielt til at fremme forskellige aromaer i druerne - blandt andet én til fremme af frugtkarakteren i Pinot Noir og en anden, der øger aromaen af tropiske frugter og citrus i hvidvine.
- Der findes også en gær, der er udviklet til at give Riesling-vine en god cremet fornemmelse i munden og en svag sødme i eftersmagen og én til at give rødvine en særlig god tanninstruktur, en karamelagtig aroma og et præg af jordbærsyltetøj.
Disse gærkulturer er rendyrkede til at producere bestemte aromastoffer - nøjagtig som man fremavler fx spidse næser eller ekstra lange haler på racehunde.
- Ud over de mange rendyrkede gærkulturer findes der også gærtyper naturligt i vinmarken, vineriet eller vinkælderen, der ligeledes kan sætte deres præg på vinenes aroma.


Såvel flasker som vinglas ligger trygt i vin-kufferten.

Smarte indsatser til vin-kufferten

I uge 14 sidste år nævnte vi VinGardeValise - en smart kuffert til de vinflasker, man gerne vil have med hjem fra ferien.
Så er man fri for at lægge flaskerne ned i kufferten med risiko for, at de bliver knust og tøjet rødvinsmarineret.
Kufferten, som er lanceret af det amerikanske firma Wineline, kan rumme hele tolv flasker, og de ligger trygt i inddelte rum i en skal af hårdt skum. Flaskerne, der kan have både Bordeaux- og Champagne-format, har også egne seler til at holde dem på plads under flyturen. Nogle af flaskeholderne kan tages ud, så der er plads til almindeligt rejsegrej.
Nu er der udviklet et par nye indsatser til kufferten. Det drejer sig om indsats til en magnumflaske og en til to store vinglas.
Kufferten og indsatserne kan købes online hos firmaet ved at klikke her. Prisen for kufferten er 269 dollars (cirka 1820 kr.) plus forsendelse.
Den kostbare flaske Massougnes 1805.

Verdens dyreste flaske cognac

Det britiske firma Brandyclassics i Bradford on Avon har specialiseret sig i salg af gamle årgangs-cognacer.
Nu har firmaet sat en flaske Massougnes 1805 til salg på sin hjemmeside for 148.320 pund (cirka 1,6 millioner kr.), hvilket ifølge firmaet er den højeste pris nogensinde for en flaske cognac.
Cognachuset Massougnes, der var ejet af en fransk adelsfamilie af samme navn, har rødder tilbage til 1730 og var omkring 1850 den største cognacproducent i Charente og ejer af 360 hektar vinmarker.

Vinlusen satte en stopper for succesen


Ud over at fremstille cognac under eget navn solgte huset også cognac til berømte huse som Hennessy og Augier.
Men så gik det galt. Vinlusen, Phylloxera vastatrix, gjorde sit indtog i de europæiske vinmarker og udryddede stort set hver eneste vinstok - også dem i Cognac-distriktet. Det endte med, at Massougnes måtte lukke og slukke.
Ifølge CNBC, der har talt med Brandyclassics, vil den kostbare cognac typisk blive købt for at blive nydt og ikke for at støve til på en reol i en samlers kælder.

64.000 kr. glasset


Det kunne meget vel tænkes, at køberen er et luksushotel, der vil servere de gyldne dråber for gæster med et ekstra stort kreditkort.
Brandyclassics har tidligere solgt en cognac til et britisk hotel, der satte den på spirituskortet til 6000 pund (cirka 64.000 kr.) pr. glas.
Hvis man synes, de 1,6 mio. kr. er lige i overkanten for den fornemme flaske, så har firmaet sat endnu en flaske Massougnes til salg - en årgang 1801 til 141.120 pund (cirka 1,5 mio. kr.). Den kan man byde på ved at klikke her.
Foto: Wikipedia/MySyracusae.

Tid til Limoncello

Sommeren er vendt tilbage, så det er stadig oplagt at tænke i kølige drikke til varme dage. En rigtig god idé er et glas af den berømte italienske citronlikør, Limoncello.

Man kan nyde den, som italienerne gør det, afkølet før måltidet. Den er også ideel til den italienske dessert tiramisu og en god kontrast til et stykke chokoladekage. Og så smager den også godt i drinks - prøv fx at hælde en anelse af citronlikøren op i et vinglas, og fyld så en tør mousserende vin i for resten.
Eller bland en del Limoncello, tre dele friskpresset appelsinsaft og et skvæt grenadine - så har du en Limoncello Sunrise.

En syditaliensk opfindelse


Limoncello stammer fra Syditalien, hvor produktionen er centreret den dag i dag. Den fremstilles i området omkring Amalfikysten samt på øerne Capri, Ischia, Sicilien og Sardinien.
Ofte klynger citronplantagerne sig op ad de stejle bjergskråninger, hvor træerne rejser sig tæt over hinanden på udhuggede terrasser. Det er et fantastisk syn at kigge op ad en sådan bjergvæg fuld af lysende gule citroner.
Ligesom med druer og vin giver forskellige sorter citroner forskellige smagsnuancer til Limoncelloen. Det er kun citronskallerne, man bruger i fremstillingen – citronsaften ville gøre drikken al for sur. Derudover skal der alkohol, vand og sukker til, før man har et færdigt produkt. Når likøren har modnet et stykke tid, er den klar til at blive skænket i glassene.
For at finde likørens rødder skal vi til Capri og tilbage til dengang, hvor Italiens-rejsende for alvor havde fået øjnene op for den paradisiske ø og dens mange attraktioner.

Stammer fra 1800-tallet


De første turister på Capri måtte overnatte hos fiskerfamilierne eller hos et af øens klostre, men i løbet af 1800-tallet åbnede det ene hotel efter det andet. Et af dem var Casa Mariantonia, og det var ifølge traditionen dets ejer, Mariantonia Farace, der opfandt den berømte citronlikør.
Hun havde en have fyldt med citrontræer, og noget skulle de mange frugter jo bruges til. Så hun begyndte at lave en likør, som hun serverede for sine gæster som en digestivo – en lille opkvikker efter middagen.
Gæsterne var begejstrede, og rygtet om den lækre likør bredte sig til nær og fjern. Snart var hotellets udendørsservering fyldt til bristepunktet af glade feriegæster, der skyllede solnedgangen over Capri ned med hjemmelavet citronlikør.

Også mange andre likører


Opskriften på likøren gik i arv til Mariantonias datter, Vincenza Canale, som gjorde den liflige drik endnu mere berømt. Og det er den samme gamle opskrift, som hendes efterkommere i dag fremstiller citronlikør efter under firmanavnet Limoncello di Capri – dog på citronerne fra Sorrento på Amalfi-kysten.
Mange andre producenter er fulgt i kølvandet med hver deres udgave af citronlikøren. Ofte er der tale om små lokale produktionssteder, som man kan besøge og få smagsprøver hos – ikke bare på Limoncello, men som regel også på likører på appelsiner, mandariner, mandler, kanel, lakrids, jordbær og figner.

Nyt fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra den danske vinbranche i denne uge.


Lars Bergø.

Vinbranchens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Lars Bergø (f. 1960) arbejder for det offentlige, hvor han er ansat som sikkerhedschef på CBS, Copenhagen Business School. Sideløbende driver han Rungsted Vin, hvor han er direktør og blandt andet er ansvarlig for indkøb og for kontakt til vinproducenterne.
Interessen for vin kom allerede i 1980’erne, hvor han sammen med sin kone, Carina, grundlagde importfirmaet BJ-Vinimport, der som et af de første i Danmark optog importen af Primitivo-vinene fra det italienske Puglia. Sin store interesse for vin skærpede han gennem adskillige foredrag på aftenskole samt under ferierejser til vindistrikter i Frankrig, som nu er hans favorit-vinland.
Efter mange blindsmagninger med naboen Per Holm-Larsen fik han for snart syv år siden ideen med at overtage den mere end tyve år gamle Rungsted Vinhandel, som de nu driver sammen. Deres helt store mission er at fremme kendskabet til al den fremragende vin, der kommer fra Sydfrankrig – Rhône og især Languedoc. Men Alsace har også makkerparrets store interesse. De mener, at vi i Danmark er "vokset op" med alt for mange ligegyldige hvidvine, og at det er en af årsagerne til, at Danmark er blevet et rødvinsland. Det vil de godt prøve at ændre på.
Når Lars Bergøs fritid ikke bruges på vinhandel, bruges den på løbeture langs Øresund og som trommeslager i et bluesband.
Adresse: Rungsted Vinhandel, Pennehave 15, 2960 Rungsted Kyst, tlf.: 45 57 03 20, e-mail: rv@rungstedvin.dk, www.rungstedvin.dk.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338


337 Gamle vinstokke på en mark uden for Château de Pommard i Bourgogne (foto © Anker Tiedemann).


VinAvisen finder de gode vine!

Nedenfor ses ugens mange anmeldelser af i alt 19 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Pitulé, Neirano, Moscato d'Asti, Italien, 2014, lav alkohol (5,5%)

85 kr., pris ved 6 flasker: 70 kr. flasken, Granvino

En herlig mousserende vin med kaskader af små bobler, der videregiver en sød men ikke sliksød smag. Det er en smag med noter af melon, moden lime og tørret appelsinskal, og den bliver hængende dejligt længe i munden. Vinen vil være sagen til en af sommerens søde bærdesserter, og det lave alkoholindhold gør den velegnet som afslutning på en frokost.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Liebeau, Vin de Pays du Val de Loire, Frankrig, 2014, lav alkohol (12%)

69 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Denne hvidvin har en duft, der lover en hel masse, som dog ikke helt indfinder sig i smagen. Smagen er frisk, men også ret let og "smal". Udmærket til lettere retter.

stjernestjernestjerne

Via Rovana, Castellani, Frascati, Italien, 2013, lav alkohol (12%)

69,75 kr., på tilbud indtil 20. september: 50 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

Frascati-hvidvinen er populær omkring Rom. I gamle dage sagde man, at den "ikke kunne rejse". Man opkaldte i stedet restauranter efter den lille landsby i bjergene uden for Rom. Vinen ... ja, den er som netop denne vin som regel er: Ganske let, læskende og ikke ret meget mere.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Weingut Frank, Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig, 2014, lav alkohol (12,5%)

69,95 kr., Amka

Duften fra denne hvidvin giver mange løfter - og løfterne bliver holdt i smagen. Vinen er frisk og let prikkende. Den har god druefrugt og tilpas syre. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Bernard Moreau, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)

En dejlig hvidvin fra den sydlige ende af Bourgogne. Den har et fint billede af druen Chardonnay med en lille sødme, der afbalanceres fint af (grape)syren. Vinen er anvendelig til mange lettere retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Borgo dei Vassalli, Enzo Lorenzon, Pinot Grigio, Friuli Isonzo, Italien, 2014, lav alkohol (12,5%)

99,75 kr., på tilbud indtil 20. september: 79,75 kr., Skjold Burne

Frisk hvidvin med en god druesmag, der kommer godt frem. Dertil en lille sødme og en lækker syre, der ikke mindst vil være god til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lapeyre, Jean-Bernard Larien, Gros Manseng, Jurançon, Sec, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)

110 kr., Compagniet

Frisk hvidvin med en kraftig, aromatisk duft og en smag med tilpas syre og en lille sødme samt noter af citrus, nødder ...

stjernestjernestjernestjernestjerne

Yealands, Sauvignon Blanc, Awatere Valley, Marlborough, New Zealand, 2013, lav alkohol (13%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 120 kr., Holte Vinlager

Om 2012-årgangen skrev vi: "Frisk og flot hvidvin med en liflig duft og en smag med fin balance mellem sødme og syre, frugt og krydderi - hyldeblomst, græs, melon, mineralitet." Det gælder stadig. Lad os tilføje, at vinen vil være fortræffelig ikke kun til mad, men også som terrassevin. Flasken har et elegant skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gustave Lorentz, Gewurztraminer, Alsace, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 119,20, Propperiet

Denne hvidvin bringer et flot billede af den aromatiske drue Gewurztraminer. Den har en kraftig duft og en druesmag med en buket af krydderurter. Dertil en fin sødme, tilpas citrus-syrlighed og en lang eftersmag.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Adobe, Cabernet Sauvignon, Valle del Rapel, Reserva, Chile, 2013, middel alkohol (13,5%)

59 kr., på tilbud i denne uge (uge 33): 39 kr. flasken, SuperBrugsen

En dejlig rødvin på biodynamisk dyrkede druer med en ren og super koncentreret Cabernet-smag med masser af modne solbær. Et godt glas til prisen og et kup til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

L'Operà, Barbanera, Vino Rosso, Italien, lav alkohol (13%)

69 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

Til prisen en rigtig god rødvin med fyldig frugt, noter af kirsebær, mandler, peber, vanille og kanel. Dertil en charmerende sødme, som mange vil være glade for.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Esloque Hay, El Escorcés Volante, Garnacha, Calatayud, Spanien, 2011, høj alkohol (15%)

99 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine

En rigtig god rødvin med masser af frugt, masser af facetter - og masser af alkohol. Uden dog at virke sprittet. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjerne

Monte Zovo, Valpolicella, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Erik Sørensen Vin

Denne gode rødvin har en fin balance mellem frugt, sødme og syre. I smagen er der noter af bittermandel - et tørt bid, som nogle måske ikke vil kunne lide.

stjernestjernestjernestjernestjerne

El Enemigo, Adriana Catena, Cabernet Franc, Mendoza, Argentina, 2010, middel alkohol (14%)

99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

Denne superlækre rødvin kan noget. Den har bred frugt, fint krydderi, bløde tanniner, mange facetter, tilpas syre og lang eftersmag. Kort sagt: En perfekt vin.

stjernestjernestjernestjerne

Altadonna, Chioccioli Altadonna, Chianti Classico, Italien, 2012, lav alkohol (13%)

119 kr., Lago Import

Denne rødvin vil være udmærket til et grillet stykke kød, men smagt alene overtages frugten lidt vel hurtigt af en markant tørhed.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Black Lady, Warwick, Syrah, Stellenbosch, Sydafrika, 2013, høj alkohol (14,5%)

126 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr. flasken, Jysk Vin

Vi har tidligere smagt årgang 2012 af denne rødvin, og for årgang 2013 gælder de samme rosende ord: En lækker og frugtrig vin - harmonisk, blød og rund og med frisk solbærmost i både duft og smag. Som ved tidligere årgange er flasken forsynet med en sort etiket trykt med sorte bogstaver. Men heldigvis står samtlige informationer på bagetiketten.

stjernestjernestjernestjernestjerne

David Sterza OBS OBS, Valpolicella Classico Superiore, Ripasso, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

Lækker rødvin med en bred smag og lang eftersmag med gode noter fra opholdet på Amarone-produktionens druekvas. Vinen er i fin balance - ikke for kraftig, ikke for syrlig, med rosinsødme, noter af kirsebær og bløde tanniner. Vinen er lavet på druerne Corvina, Rondinella, Corvinone og Oselata - den sidste er en drue, som nogle få producenter prøver at indføre.

stjernestjernestjernestjerne

Cantagallo, Enrico Pierazzuoli, Chianti Montalbano, Italien, 2013, lav alkohol (12,5%)

219 kr., pris for magnum, 150 cl. pris ved 6 flasker: 135 kr., Barrique Vin

Denne rødvin i magnumflaske (150 cl) kommer fra et lille underdistrikt i Chianti, Chianti Montalbano. Vinen er pæn og lidt enkel og med en tørhed, der meget hurtigt tager over. En udpræget madvin. Prisen ved 6 flasker er rimelig.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Chanière, Domaine Maag, Pinot Noir, Pommard, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)

220 kr., LMT Vine

En superlækker Bourgogne-rødvin med et klart, flot og tæt billede af den gode drue Pino Noir. En vin, der hænger fint sammen. Brug den til en lettere og elegant kødret, fx fjerkræ - eller som meditations-vin. Vinen har en smule vinsten, men det er jo kun et kvalitetstegn.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fabiano, Recioto della Valpolicella, Italien, 2009, middel alkohol (14%)

269,75 kr., på tilbud indtil 20. september: 199,75 kr. flasken (50 cl), Skjold Burne

En forførende sød rødvin med syltede blommer i duften og en uforglemmelig og kompleks smag med noter af blandt andet svesker og mørke rosiner. Vinen har også et strejf af rødvinskarakter, som skinner igennem i eftersmagen og på elegant vis giver modspil til sødmen. Det er vinen, der overrasker gæsterne til desserten (fx en kage med hasselnødder) - og vinen, som man lige må have en lille smule mere af. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen