Nyheder for uge 46, 2015



De mest søgte vine

Wine-Searcher er en international vinsøgningstjeneste, hvor man kan søge på 400.000 forskellige vine i enhver tænkelig årgang. For hver vin listes priserne og de forretninger rundt om i verden, hvor den sælges.

Hver eneste dag foretages der mere end 1 million søgninger på Wine-Searcher, hvor der også er mulighed for at søge på en lang række spiritusmærker.
Gennem årene har tjenesten offentliggjort forskellige interessante lister med basis i disse mange søgninger - blandt andet én, hvor man kan se de 100 vine og spiritusser, der har været flest søgninger på i løbet af en bestemt måned.
Som regel er det fornemme Bordeaux-vine som Château Mouton Rothshild og Château Lafite Rothschild, der ligger øverst på listen - fulgt af lige så fornemme bourgogner og champagner.

Minder om neglelak


Men der har været overraskelser undervejs - som fx, da den japanske whisky Yamazaki Sherry Cask Single Malt 2013 pludselig tog føringen et par måneder i træk i 2014. Årsagen var, at whiskyen var blevet kåret til Whisky of the Year i den nye udgave af den indflydelsesrige "World Whisky Bible".
Nu byder Wine-Searcher på en ny stor overraskelse. På listen for oktober måned har der sneget sig en likør til det, der svarer til 60 kr., ind blandt de ti mest søgte vine.
Det drejer sig om likøren Viniq Original Shimmery Liqueur, der er en blanding af vodka, sød Moscato-vin, naturlig frugtaroma og så mica - et mineral, der blandt andet giver et perlemorsagtigt skær i diverse kosmetikprodukter.
Det er den californiske vinproducent E. & J. Gallo, der står bag likøren, som har en skrig-lilla farve med perlemorsglans - lidt à la en iøjnefaldende neglelak.

"Imponerende modbydelig"


Viniq kom på markedet sidste år, og den fik en noget blandet modtagelse. En enkelt anmelder gik så langt som til at kalde den ”imponerende modbydelig”.
Men det har ikke skræmt de unge væk - tværtimod, Viniq bliver nedsvælget i store mængder på diskoteker og barer rundt om i verden.
I sidste måned nåede søgningerne på likøren hos Wine-Searcher op på gigantiske 35.791, hvilket er nok til en ottende plads blandt de ti vine, der blev søgt mest på.

Likøren vinder over ædel champagne


Château Mouton Rothschild indtager en sikker førsteplads på oktober-listen, men likøren slår både Château d’Yquem, som der blev søgt 31.612 gange på, og kult-rødvinen Opus One fra Napa, som fik 30.406 søgninger.
Ser man på samtlige 100 vine på listen, ligger fx Krugs champagne på en 27. plads med 14.436 søgninger og kultvinen Screaming Eagle Cabernet Sauvignon fra Napa på en 53. plads med 8856 søgninger. Den interessante liste kan ses i sin helhed ved at klikke her.


Sekt i tre kvaliteter

Østrigerne fremstiller glimrende mousserende vin - eller sekt, som det kaldes i såvel Østrig som Tyskland. Men hidtil har der ikke været nogen rettesnor for forbrugerne, når det gælder kvaliteten af de østrigske bobler.

Det er der nu rettet op på med en inddeling i tre kvalitetsniveauer: Klassik, Reserve og så det højeste niveau, Grosse Reserve.

En række strenge krav


Tredelingen er udviklet af foreningen for vinproducenter af sekt, Austrian Sekt Commission, i samarbejde med Austrian Wine Marketing Board (AWMB) og det østrigske landbrugsministerium.
Producenterne af sekt skal leve op til en række strenge krav for at kunne sætte en af de tre kvalitetsbetegnelser på etiketten - jo højere niveau desto strengere er kravene.
For samtlige kategorier gælder reger for vindyrkningsmetoder og høstmængde. Og så er der de specifikke krav til selve fremstillingen af den mousserende vin, som vi lister nedenfor.

De tre niveauer


Klassik: Druerne skal stamme fra en enkelt af Østrigs i alt ni delstater, og den mousserende vin skal være i kontakt med sit bundfald i mindst ni måneder.
Reserve: Den mousserende vin skal fremstilles efter den traditionelle champagne-metode med andengæring på flaske, og de druer og den basisvin, der bruges, skal stamme fra én og samme delstat. Vinen skal modnes i mindst 18 måneder på sit bundfald.
Grosse Reserve: Druerne skal være høstet og vinificeret inden for én og samme kommune, og navnet på kommunen skal fremgå af etiketten. Vinen skal fremstilles efter champagne-metoden, og der kræves 30 måneders gæring og modning på flaske - og, at vinen først bliver frigivet til salg tre år efter høsten.
Til The Drinks Business har AWMB udtalt, at kravene for top-kategorien, Grosse Reserve, er lige så skrappe som dem for champagne - og i nogle henseender endnu skrappere.


Fra tog-scenen i Casino Royale.

Bond er også til Angélus

Det er efterhånden en kendt sag, at James Bond elsker Bollinger champagne og en god Martini - shaken not stirred.
Men der er nok ikke så mange, der ved, at han også har hang til rødvin fra 1. cru-slottet Château Angélus i Saint Émilion - i hvert fald, når han kører i tog og er sammen med franske skønheder.
Man ser det første gang i Casino Royale fra 2006, hvor Bond i en spisevogn nyder en flaske Angélus sammen med Vesper Lynd, spillet af den franske skuespillerinde Eva Green. Med sin illustration af en klokke er etiketten på flasken let genkendelig, selv om man ikke kan læse navnet på vinen.

Et meget lille glimt


I den nye James Bond film, Spectre, ser man igen en flaske Angélus - og igen er vi ombord på et tog. Her er Bond sammen med Madeleine Swann - der spilles af franske Léa Seydoux.
Der er dog kun tale om et meget lille og hurtigt glimt af Angélus-flasken, og det er i høj grad den smukke Madeleine Swann, der fylder mest i billedet.
Denne form for produktplacering i en film som James Bond kan dreje sig om alt fra vin og biler til tasker og møbler. Og firmaerne, der får deres produkter vist på det hvide lærred, betaler som regel store summer til filmproduktionsselskabet. Om, og i så fald, hvor stort et beløb, Château Angélus har betalt for at få sine vin vist blot et kort øjeblik i Spectre, er ikke godt at vide.


Philippe Secondé og Helge Sidor fra Compagniet. Foto: Hviid Photography.

141 år med champagne

I 1874 besluttede Edmond Barnaut i Bouzy, at han selv ville fremstille champagne af sine druer i stedet for at sælge sin vin til de store champagnehuse. Resultatet blev Grande Reserve Brut Grand Cru.
I dag er det femte generation i skikkelse af Philippe Secondé, som står for produktionen, og han har stadig Grande Reserve på programmet.
Nu har den dog fået følgeskab af en stribe andre champagner. Philippe overtog styret i 1985, og siden da er porteføljen udvidet til i alt otte vine, heraf en enkelt rød, Bouzy Rouge. De øvrige syv er champagner.

Varm og tør sommer


Champagnerne præsenterede Philippe Secondé for nylig ved en smagning i København sammen med sin danske importør, Helge Sidor fra Compagniet. Og producenten lod smagningen ledsage af nogle ord om sin 17 hektar store vingård. 12 hektar er grand cru-marker, og de ville være en lækkerbisken for de store champagnehuse. Men Philippe trives med at være selvstændig. Ikke mindst når høsten – som i år – er perfekt. Modsat den danske sommer var dagene varme og tørre i Champagne.
Domaine Edmond Barnaut er ikke certificeret økologisk, men der anvendes kun naturlig gødning og sprøjtes minimalt. Helt undgå kemikalier kan man dog ikke. - Vi ligger jo ret nordligt, som Philippe Secondé sagde.
Anmeldelserne af de smagte champagner finder man nederst på siden.
Jørgen Aldrich

Peter Kwok køber endnu et slot

Den taiwanesiske forretningsmand Peter Kwok var så vidt vides den første asiat, der investerede i et Bordeaux-slot, da han i 1997 købte Château Haut-Brisson i Saint Émilion.
Siden da har han købt fire slotte mere i Bordeaux, Tour Saint Christophe, Enclos Tourmaline, La Patache og Enclos de Viaud. Da han i 2012 var nået op på tre slotte, sagde han, at han havde nået et foreløbigt mål, nemlig at kunne give et slot til hvert af sine tre børn, der er henholdsvis 35, 30 og 27 år.
Nu har Kwok købt endnu et slot, Château Tourans i Saint Émilion, af den hollandske forretningsmand Petrus Wolter.
Med det seneste køb er Kwoks samlede vinmarksareal i Bordeaux nået op på 40 hektar, hvilket må siges at være en pæn sjat.
Kwok bor ikke selv på nogle af sine fem vinslotte, men derimod i Hong Kong.


Midt i Riojas vinlandskab ligger den lille by Entrena, der er en af distriktets vigtige vinbyer. Foto: Wikimedia / Gurrea.

Glæde i Rioja

Der er stor glæde over årets druehøst i det spanske Rioja hos såvel vinproducenterne som hos det lokale vinråd, Consejo Regulador Denominación de Origen Calificada Rioja.
Høstmængden er stor, og kvaliteten af druerne i top. Ifølge de nyeste tal fra vinrådet blev der høstet i alt 427 millioner kg druer, som er blevet forvandlet til 300 millioner liter Rioja-vin.

Perfekt vækstsæson


Vejret har da også artet sig perfekt i vækstperioden, hvilket har sørget for druernes gode kvalitet, og årsagen til den store mængde druer er blandt andet, at Riojas vinmarksområde har haft vokseværk i 2015.
I dag omfatter appellationen Rioja 61.870 hektar vinmarker - 334 hektar mere end i 2014.
Rioja er rødvinsland, og de 57.861 hektar er derfor tilplantet med rødvinsdruer, mens arealet med hvidvinsdruer er på kun 4009 hektar.

Tidligste høst nogensinde


Druehøsten i Rioja er i år afsluttet tidligere end nogensinde før. Normalt er høsten cirka halvvejs i midten af oktober - i år var stort set samtlige druer i hus d. 13. oktober.
Høstperioden var også usædvanlig kort. Den plejer at strække sig over et par måneder og begynde i den østlige lave del af Rioja og slutte i de køligere højtliggende områder.
Men i år begyndte vinhusene overalt i Rioja stort set at høste samtidig og klarede arbejdet i løbet af en enkelt måned.


Syntetisk prop til bobler

Med en årlig produktion på 2,1 milliarder propper er Nomacorc verdens største producent af syntetiske propper.
Hidtil har firmaet udelukkende fremstillet propper til almindelige vinflasker - nu har det også skabt en prop, Zest, til mousserende vin.
Udviklingen af proppen har været et par år undervejs, og målet har været så godt som muligt at få den til at ligne en traditionel champagneprop af kork.

Italien som prøvekanin


Foreløbig er Zest blevet præsenteret på Simei, den store årlige messe for vinteknologi i Milano - først i starten af 2016 vil den blive frigivet til salg og i første omgang kun på det italienske marked.
Producenter af Asti, Spumante og Prosecco vil således kunne købe Zest til en pris, der svarer til 1 kr. stykket.
Det næste marked, Nomacorc vil satse på, er Frankrig - og i særdeleshed Champagne, hvor enkelte producenter i øjeblikket afprøver proppen.
I 2016 forventer firmaet at fremstille i alt 15 millioner af Zest.


Siden 2008 har Le Clos i lufthavnen i Dubai været et trækplaster for vinsamlere på rejse.

117.000 kr. for en flaske vin i lufthavnen

Det er nok de færreste, der med lidt tid til overs før afrejse lægger 117.000 kr. for en flaske vin i en lufthavns-butik.

Men det er nøjagtig, hvad der skete for nylig, da en passager gik ind i den luksuriøse vin- og spiritusforretning Le Clos i lufthavnen i Dubai og betalte det gastronomiske beløb for en sjælden flaske Château Lafite Rothschild 1895.
Ifølge forretningen var køberen en international vinsamler - om det var en mand eller kvinde, vil man ikke afsløre.

Ikke første gang


Det er meget sjældent, så gamle årgange Bordeaux-vin bliver sat til salg. Men det hænder, som da Christie’s i 2011 solgte en Château Lafite 1898 for det, der svarer til 73.000 kr. Vurderingen lød på 26.000 kr., så der er rift om de gamle klenodier.
Det er langt fra første gang, Le Clos vækker opsigt ved at sætte sjældne vine til salg.
Sidste år drejede det sig om en unik samling af Penfolds Grange - Australiens dyreste vin - fra den første årgang 1951 til og med årgang 2010. Prisen for samlingen lå på 3,9 millioner kr.


På jagt efter julevinen

Hvis man vil gå på jagt efter en god flaske julevin eller to, kan man jo fx lægge vejen forbi JuleVinmessen på d’Angleterre i København d. 14. november.
Den store smukke sal, Palmehaven, er forvandlet til en oase af vinøse oplevelser. Mere end 35 vinhandlere byder på smagsprøver på over 300 forskellige røde, hvide, søde og mousserende vine og en snak om producenter, distrikter og vindistrikter.
Man kan enten tage de vine, man er brændt varm på, med sig med det samme eller afgive en samlet bestilling og få varerne leveret til døren i den efterfølgende uge.

Deltag i konkurrencen


Ud over vin i lange baner vil der også være stande med hedvin og spiritus, delikatesser og vintilbehør.
Og så kan man deltage i en særlig konkurrence. Hver af udstillerne har udvalgt en hvid og rød julevin i eget sortiment. Dem kan man smage ved standene og senere være med til at stemme om hvilke vine, der skal have guld-, sølv- eller bronzemedaljer. Der bliver trukket lod mellem deltagerne, og de seks udtrukne vindere kan hver gå hjem med to flasker julevin.
Billetter kan købes ved indgangen til 300 kr., men man kan også forudbestille til 250 kr. pr. billet ved at klikke her.


Inde bag Gute Vingårds gamle mure ligger vineriet.

Svensk vingård til salg

Hvis man drømmer om egen vingård, der allerede er tilplantet og i fuld produktion, behøver man ikke at søge sydpå. Men man skal være indstillet på at leve et liv som øboer.

I Danmark har vi få vingårde i forhold til andre vinlande - og i Sverige har de endnu færre. Men nu er en af de anerkendte svenske vingårde, Gute Vingård på Gotland, sat til salg.
Den blev grundlagt for femten år siden af entreprenøren Lauri Pappinen, der dengang ikke vidste særligt meget om jordtyper og vindyrkning. Han lærte af sine erfaringer, og hans vine har siden hen høstet priser og anerkendelse - også uden for Sveriges grænser. Gute Vingård fremstiller også cider, brændevin og delikatesser og har egen sommerrestaurant.

Kun 3 mio. kr.


Vingården drives som et aktieselskab, og det er 91% af aktierne, der er sat til salg for en pris på 3,9 millioner SEK (cirka 3 mio. kr.) - hvilket jo umiddelbart ikke lyder af ret meget for en veletableret vingård.
Lauri Pappinen, der gerne bliver på gården et stykke tid som rådgiver for den nye ejer, står selv for salget.
Man kan læse mere om Gute Vingård og virksomhedens egenkapital, omsætning m.m. ved at klikke her.

Mere om lave vinstokke

I uge 44 gav Aage Lundager, der ejer Højelse Vinkælder, os svar på spørgsmålet om nogle vinstokke i Champagne med kun 15 cm høje stammer.

Årsagen til de lave stammer er det kølige klima i Champagne, som ligger i det nordligste Frankrig. Ved at holde vinplanterne lave, får man dem til at afsætte rankerne under stokkene kun cirka 20 cm over jorden.
Jorden holder på varmen om natten og afgiver den om dagen til de lavt hængende drueklaser, der så har lettere ved at opnå det nødvendige sukkerindhold.

Bestemt af strenge regler


En af vores vinkyndige læsere, Roar Lie, har skrevet til os, at det med, hvor højt eller lavt grenene skal hænge over jorden i Champagne, er bestemt af nogle strenge regler - regler, der er udviklet gennem tiderne, og som afspejler de erfaringer, man har gjort sig omkring druetyper og vækstforhold.
I Champagne er det tilladt at anvende fire beskæringsmetoder: Taille Chablis, Guyot, Taille en Cordon de Royat og Taille de la Vallée de la Marne. Og for hver af dem er der regler omkring højden af vinstokken. Når det fx gælder Taille de la Vallée de la Marne, må den horisontale gren, druerne vokser på, højst være en halv meter over jorden.
- Afstanden mellem rækkerne af vinstokke har ligeledes betydning - og også her er der strenge regler. Plantes rækkerne for tæt, vil de lavt hængende drueklaser ikke få nok sollys.


En rigtig whisky-hybrid

I uge 41 nævnte vi en ganske særlig whisky fra det skotske destilleri Bowmore, der var modnet på fade fra Japan.
Nu har et andet skotsk destilleri, Adelphi, skruet op for det skotsk-japanske samarbejde ved at skabe single malt whisky af en blanding af japansk og skotsk whisky. Det japanske bidrag kommer fra Hanyu, et nu lukket destilleri, og den skotske whisky stammer fra Glen Garioch Distillery i Aberdeenshire.
The Glover er navnet på den nye hybrid-whisky, som kommer på hylderne i Storbritannien og Japan i midten af november.

Den skotske samurai


Der er fremstillet to udgaver af The Glover, en 22 Year Old og en 14 Year Old - til henholdsvis 1100 pund (cirka 11.500 kr. flasken) og 100 pund (cirka 1000 kr.) flasken. Men der er da også kun tappet 390 flasker af førstnævnte og 1500 af sidstnævnte.
Whiskyen er opkaldt efter skotske Thomas Blake Glover, der i 1859 slog sig ned i Nagasaki med egen te-virksomhed. Han lærte japansk, opførte det første hus i vestlig stil på japansk jord og endte med at spille en vigtig rolle inden for den spirende industrialisering i Japan - hvilket gav ham tilnavnet ”den skotske samurai”.
The Glover har sin egen hjemmeside, hvor man kan læse mere om whiskyen og Thomas Blake Glover.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Peter Buch Hansen.

VinAvisens Blå Bog


Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Peter Buch Hansen (f. 1985) voksede op i København i et hjem, hvor der ikke blev drukket meget andet end klassisk Bordeaux, og det var også her, hans interesse for vin spirede.
Interessen blev til mere end blot en fritidsbeskæftigelse, da han startede med at læse på Copenhagen Business School i København i 2010. Han havde glædet sig til at slutte sig til universitetets vinklub, men fandt hurtigt ud af, at sådan en slet ikke eksisterede. Derfor tog han samme år initiativ til at oprette vinklubben CBS Wine.
Ideen med CBS Wine er at lade de danske vinimportører komme tættere på de studerende, og herigennem blandt andet afmystificere vinsmagninger, der for mange, og specielt for unge studerende, er noget svært forståeligt og noget, ældre mennesker deltager i.
I starten var kendskabet til CBS Wine internt på CBS, men også eksternt i det danske vinmiljø, meget lille, og det var svært at få solgt billetter nok til en vinsmagning.
I dag er CBS Wine Danmarks største vinklub for studerende med over 4000 likes på Facebook,, og klubben har afholdt vinsmagninger for over 3000 medstuderende både på og uden for skolens regi.
Peter Buch Hansen og resten af holdet bag bestyrelsen i CBS Wine modtog også Student Prize of the Year 2013, der tildeles af the Dean’s office på CBS til studerende, som har bidraget til studievenlige aktiviteter på skolen.
Udover at planlægge månedlige vinsmagninger for medstuderende, har CBS Wine med Peter Buch Hansen i spidsen også deltaget i en række internationale vinsmagningskonkurrencer i blandt andet Bordeaux, Champagne, Lyon og Lausanne i Schweiz. Her er det blevet til en lang række podiepladser: en 1. plads i Sciences Po International Tasting 2015 hos Bollinger i Champagne, en 2. plads i Défi de Bacchus 2015, 2. plads i Millésime EHL - Wine Tasting Contest i Lausanne samt to 3. pladser i Left Bank Bordeaux Cup i 2012 og 2013, der afholdes på Château Lafite Rothschild.
I dag er CBS Wine blevet en af de mest populære studieorganisationer på skolen, og målet er klart: Vinklubben skal også være der om 100 år.
Peter Buch Hansen er nu færdig med sin uddannelse i International Business og skal fremover arbejde med egen konsulentvirksomhed, Muku Media, der rådgiver andre virksomheder i digital kommunikation. Og helt har han ikke sluppet vinens verden - han har netop fået Dansk Sommelier Forening som kunde.
Adresse: Muku Media, Njalsgade 26A, 2th, 2300 Kbh. S., tlf.: 31 74 31 41, e-mail: contact@muku.eu, http://muku.eu.

Nyt fra den danske vinbranche

* Trørød Vin og Trørød Vin-Engros har ansat Danielle Viet Kirkemo som ansvarlig for salg til erhverv samt web og kommunikation. Kontakt på tlf.: 91 54 10 19 eller 45 89 00 31.


Ugens vinøse billede

Leif Bundgaard har været en tur på Cypern og sender os dette billede af en kontrast mellem endeløse rækker af ståltanke og et gammelt cypriotisk vinfad.

Billedet er optaget i vineriet KEO, der er et af øens fire store vinerier, grundlagt i 1927. De andre er ETKO (1844), LOEL (1943) og SODAP (1947). KEO er ubetinget det største af firmaerne og har også en meget stor produktion af øl.

Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338


350 Uden for en italiensk turistbutik hang denne fantastiske maske af Bacchus lavet i keramik (foto © Anker Tiedemann).


VinAvisen finder de gode vine!

Nedenfor ses ugens mange anmeldelser af i alt 42 vine og en flaske spiritus. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

120, Santa Rita, Chardonnay, Central Valley, Chile, 2014, middel alkohol (13,5%) 49,95 kr., Amka Vellavet hvidvin med en dejlig smag af druen Chardonnay. Vinen har en bred og blød frugtsmag med fint krydderi og noter af tropiske frugter. Prisen er henrivende lav. Flasken har skruelåg.
Urban, I. Weis, Riesling, Mosel, Tyskland, 2014, lav alkohol (9,5%) 99 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Barrique Vin En meget let, lidt "tynd" hvidvin med frisk frugt, en hel del sødme og tilpas syre. En vin helt uden modhager. Den glider bare lige ned i store slurke. Flasken har skruelåg.
Old Vine, The Bernard Series, Bellingham, Chenin Blanc, Coastal Region, Sydafrika, 2014, middel alkohol (14%) 159,75 kr., på tilbud indtil 31. december: 129,75 kr. flasken, Skjold Burne En rigtig dejlig hvidvin med duft af modne mirabeller og en tør, fyldig og frugtrig smag. Med sine 14% alkohol er det så afgjort en madvin. Nyd den godt afkølet til fx laks eller til gode, tørre oste. Flasken har skruelåg.

Rødvin

Famille Lafage, Côtes Catalans IGP, Frankrig, 2013, middel alkohol (14%) 59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine En robust frikadelle-skubber uden noget større vingefang - lidt i stil med, hvad man andre steder giver 45-50 kr. for uden at skulle købe tolv flasker.
Passo Rosso, Ram - Fossalta di Piave, Salento IGT, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%) 60 kr., Fortium Lidt enkel og robust rødvin, men til en (kød)ret, der giver den modspil - og til den lave pris - er den slet ikke så tosset. Skænk den fx til grillmad.
Giuseppe Campagnola, Valpolicella Ripasso, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%) 64,53 kr., Køge Vinhandel Webshop En meget frugtagtig rødvin med en fin balance mellem frugt - kirsebær og blommer - og krydrede noter, mellem syre og sødme. En god madvin, som mange vil kunne lide.
Montupoli, Cantina Miglianico, Montepulciano d'Abruzzo, Italien, 2013, lav alkohol (13%) 75 kr., Lago Import En herlig rødvin, der dufter af timian og fenikkel og har en indtagende, varm og fint krydret smag, der holder længe i munden og slutter med et tilpas tanninbid. Det er en vin med stor spændvidde, når det gælder mad.
11 Pinos, Vega Tolosa, Manchuela, Spanien, 2013, middel alkohol (13,5%) 75 kr., pris ved 6 flasker, GrauballeVin.dk Dette er en rigtig dejlig rødvin til en rigtig fair pris. Den er harmonisk, har en fin krydring og en god fylde. Eftersmagen er lang og med et tilpas tanninbid til slut.
Shanty on the Rise, The Lindsay Collection, DB Wines, Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, Australien, 2014, middel alkohol (14%) 79 kr., Vinkrogen Denne rødvin dufter og smager af modne solbær - og stort set ikke af andet. Men det gør nu ikke noget, for det er en ualmindelig lækker og ren duft og smag, og det er en vin, som mange vil kunne lide. Flasken har skruelåg.
Domaine Fondrèche, Rhône Valley Vineyards, Ventoux, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%) 79 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Kraftig rødvin med en markant tørhed, der i nogen grad maskerer den gode frugt. Det hjælper dog, når vinen får lidt luft. Plask den derfor over i en karaffel et par timer før måltidet. En udpræget madvin.
Famiglia Pescarpa, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%) 79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 kr., Vinmonopolet Flot rødvin. Om 2010-årgangen skrev vi: "Mums - en rigtig lækker rødvin, harmonisk, med koncentreret bær, men bestemt ikke frugtmos. Ren og frisk og fyldig druesmag. Glimrende til mad. En vin, som mange vil kunne lide." Den beskrivelse står vi ved. Vinen er "mums" også i 2014-årgangen.
Grand Western, Rosabrook Margaret River Wines, Cabernet Sauvignon, Western Australia, Australien, 2013, høj alkohol (14,5%) 79,95 kr., Multi Wine Meget lækker rødvin med en perfekt harmoni mellem frugt, bløde tanniner, tilpas syre og en charmerende lille sødme. I smagen modne solbær. En fornøjelse. Flasken har skruelåg.
Dried on the Vine, Spier, Western Cape, Sydafrika, 2013, høj alkohol (14,5%) 89,95 kr., på tilbud i november i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen: 44,50 kr. ved 2 flasker, Coop/Dagli'Brugsen Denne rødvin er fremstillet med tørrede, rosinagtige druer efter appassimento-metoden ligesom fx Amarone. Det er en vellavet vin - og en yderst billig vin, når den som nu er på tilbud. Den har bred frugt, noter af mørke bær, kanel, muskatnød og peber - samt en sødme, som mange vil være glade for. Den femte stjerne får den for tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.
Cletus, Corte Medicea, Toscana IGT, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%) 99 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk Saftig og venlig rødvin på druerne Sangiovese og Merlot. Vinen er i fin balance og nem at drikke. Den femte stjerne får den for den rimelige pris ved seks flasker.
Les Darons, Jeff Carrel, Languedoc, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%) 99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Erik Sørensen Vin Denne rødvin er lavet på gamle Grenache-vinstokke med et lille tilskud af Syrah og Carrignan. Vinen har en god, saftig druesmag, fyldig og varm, samt et tanin-bid, der gør den god til mad. Den gode smag fortsætter i den lange eftersmag.
Alicis, Mambrilla de Casterejón, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2011, middel alkohol (14%) 109 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine Denne rødvin hænger ikke helt godt sammen. Den har en markant sødme og en spirtkant. Det er en vin til grillbøffer og kraftige retter - og til vindrikkere, der går efter sødme og sprit.
Buti Nages, Michel Gassier, Costieres de Nîmes, Frankrig, 2013, middel alkohol (14%) 119 kr., på tilbud året ud: 89 kr., Vinoble Grenache, Syrah og Mourvèdre - den berømte drueblanding, der ofte blot benævnes GSM. Vinen har dejlig, bred og moden frugt, bløde tanniner og Middelhavslandenes krydderier med noter af peber. Flasken har skruelåg.
Pago de Cirsus, Navarra, Spanien, 2011, middel alkohol (14%) 119,75 kr., på tilbud året ud: 99,75 kr., Skjold Burne En rigtig god mad-rødvin med rygrad. God frugtfylde, bløde tanniner, fint krydderi, tilpas syre og en lillle sødme, som mange vil være glade for. Den smager ganske enkelt godt.
Clos de Taman, Laudin Chusclan Vignerons, Côtes du Rhône Villages Laudin, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%) 124 kr., MikelechVin.dk En dejlig rødvin - en rigtig god Rhône-vin på druerne Syrah og Grenache. Den har blød frugt og en fin krydring. Nogle i smagepanelet mente, at den var lidt vel dyr, men prisen skal nu ikke koste en stjerne.
Zuccardi Q, Familia Zuccardi, Malbec, Valle de Uco, Mendoza, Argentina, 2012, høj alkohol (14,5%) 124 kr., pris ved 6 flasker 89,95 kr., Jysk Vin Kraftig rødvin med bred og blød frugtsmag med noter af blomme, kirsebær og solbær. Dertil en god krydring - og god eftersmag.
Flor de Brezo de Grégory Pérez, Mengoba, Mencía, Bierzo, Spanien, 2012, middel alkohol (13,5%) 125 kr., Bichel Vine En lidt "tynd" rødvin. Der er frugt, noget vanille og en lille sødme. Sur på en sur måde, lød det fra panelet. Helt billig er vinen ikke. Druen Mencïa er identisk med den portugisiske drue Jaen do Dão.
Quintay, Pinot Noir, Casablanca, Chile, 2014, høj alkohol (14,5%) 129 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini Denne rødvin smager af Pinot, men det er ikke elegance, der trykker den. Den har en kraftig smag og et bid, der lægger op til krydrede og fede retter.
Château de la Charrière, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%) 139,75 kr., på tilbud året ud: 119,75 kr., Skjold Burne Elegant, lækker - og billig Bourgogne-rødvin. En rigtig dejlig Pinot-vin med blød, frisk druesmag, fint krydderi, tilpas syre og en lille sødme. Også velegnet til meditation.
Château Gemeillan, Médoc, Frankrig, 2011, middel alkohol (13,5%) 139,95 kr., på tilbud i uge 47 (denne uge): 89,95 kr. flasken, Meny En klassisk rød Bordeaux-vin - og en rigtig god én af slagsen. Den er tør, fyldig og med tilpas frugt og tanniner. Tilbudsprisen er yderst attraktiv. Nyd vinen til lette kødretter eller en let krydret kyllingeret.
Terre Précieuse, Domeniile Franco Romane, Fetească Neagră, Dealu Mare, Rumænien, 2011, middel alkohol (13,5%) 149 kr., pris ved 6 flasker: 137 kr. flasken, Vintjenesten Fetească Neagră er en lokal rumænsk drue, der har eksisteret før vinlusens angreb af de europæiske vinmarker i anden halvdel af 1800-tallet. Den har lagt most til denne dejlige øko-rødvin, der dufter af hyldebær og hybensaft og har en elegant frugtsmag med tilpas syre og fine krydrede noter til slut.
Alma Vieja, Bodegas San Alejandro, Catalunya, Crianza, Spanien, 2012, høj alkohol (16%) 159 kr., VinDanmark Lagersalg Stor, flot og kompleks rødvin på druerne Grenache (90%) og Syrah (10%). Den har dejlig frugt - brombær, hindbær, kirsebær. Den har bløde tanniner og fint integrerede fadnoter. I smagen noter af lakrids og tobak. Navnet Alma Vieja betyder "gammel sjæl", og det henviser til de 100 år gamle vinstokke, som vinen er lavet på.
Domaine Boudau, Côtes du Roussillon Village, Frankrig, 2013, middel alkohol (14%) 165 kr., Herning Vin Center Denne ikke helt billige rødvin kan umiddelbart virke lidt robust og "usammenhængende", men det hjælper meget, når den får lidt luft og helst bliver plasket over i en karaffel.
Il Drago e les Otto Colombe, Donatella Cinelli Colombini, Toscana IGT, Italien, 2012, middel alkohol (14%) 165 kr., Quist Wine En rigtig italiener på druerne Sangiovese (60%), Merlot (20%) og Sagrantino (20%). Den er tør, med dejlig frugt, gode tanniner og en herlig, lang eftersmag. Lad os bare kalde den en supertoskaner. En vin udpræget til mad.
Epsilon, AJ Southern Wineyards, Shiraz, Barossa Valley, Australien, 2014, høj alkohol (14,8%) 175 kr., pris ved 6 flasker: 140 kr., Propperiet Med sin brede frugt og markante sødme er denne rødvin en rigtig australier. I smagen fandt vi noter af eukalyptus og blomme(skind) og tilpas fadsmag. En vin til store bøffer og kraftigt smagende retter - fugl, vildt ... Flasken har skruelåg.
Hangács, St. Andrea, Egri Bikavér, Ungarn, 2008, middel alkohol (13,5%) 245 kr., Laszlo's Vin Denne rødvin er en bikavér (Tyreblod) fra distriktet Egri på druerne Kékfrankos, Merlot, Cabernet Franc, Pinot Noir og Menoir. Den er syv år gammel ... er den lidt træt? Ikke særlig interessant? Vi syntes ikke, at den levede op til den høje pris.
Château de Meursault, Pinot Noir, Beaune Premier Cru, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%) 299 kr., A Vinstouw Stor, flot og meget elegant Pinot med alle druens dyder. En duft, der er i særklasse. En lækker smag, der udvikler sig med spændende facetter, og en lang eftersmag.
Pierre Lamotte, Pinot Noir, Pommard, Frankrig, 2013, lav alkohol (12%) 509 kr., Premier Cru Denne dyre rødvin fremviser et friskt billede af Pinot-druen, men den virker lidt "uoplagt". Måske fordi den stadig er i ungdommens vår. Måske fordi vejrguderne kun har givet den 12% alkohol i dåben. Den er ikke rigtig os ...

Sød vin

BOSC Dla Rei, Reni Di Batasiolo, Moscato D'Asti, Italien, 2014, lav alkohol (5,5%) 99,75 kr., på tilbud indtil 31. december: 79,95 kr. flasken, Skjold Burne Denne hvidvin dufter af mimoser og aromatiske roser og har en forførende smag med noter af akaciehonning. Vinen er sød, men har også en fin lille syre til at opveje sødmen. Nyd den til lette desserter - fx med nougat - eller til sur-søde asiatiske retter.
Quevedo, Vinhos Oscar Quevedo, LBV Portvin, Portugal, 2011, høj alkohol (19,5%) 169 kr., Haller Vine og Vin&Vin Ikke en fint nuanceret portvin, men omfavnende og indtagende med god sødme. Den har en dyb farve, en liflig duft og en smag med noter af figner, rosiner, abrikos og svampe. I smagen også en lille spritkant.
Senhora do Convento, Colheita Portvin, Portugal, 2001, høj alkohol (19,5%) 189 kr., pris ved 6 flasker: 160 kr., Granvino Blød og lækker portvin med et bredt smagsbillede. Dertil en god syre, der afbalancerer sødmen.

Andet

Camus, Borderies, Frankrig, høj alkohol (40%) 469,75 kr., på tilbud indtil 31. decamber: 419,75 kr., Skjold Burne Denne cognac har alt, hvad en rigtig god cognac bør have. Duften er meget aromatisk med noter af tørrede abrikoser, mens smagen er varm, rund og kompleks. Først er den tør, så breder den sig ud i munden med strejf af tørrede frugter, korender og citrusskal. En lækker sag til en attraktiv tilbudspris. Flasken er forsynet med et meget smart skruelåg.

Champagnerne fra Domaine Edmond Barnaut

Grande Reserve Grand Cru Brut, Domaine Edmond Barnaut, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%) 260 kr., Compagniet Den mest populære af Domaine Edmond Barnauts champagner, fremstillet siden 1874 efter en slags solera-metode som betyder, at der – teoretisk – er en dråbe 141 år gammel vin i flaskerne. En meget drikkelig allround-vin, rund, god krop og frisk eftersmag.
Blanc de Noirs Grand Cru Brut, Domaine Edmond Barnaut, Pinot Noir, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%) 260 kr., Compagniet Ifølge Philippe Secondé er Bouzy Pinot Noirs kongedømme, og denne rene Pinot Noir bekræfter udsagnet. Vinen har et strejf af tanniner og en markant smagsprofil, som gør den egnet til charcuteri og lyse middagsretter.
Cuvée Douceur Grand Cru Sec, Domaine Edmond Barnaut, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%) 260 kr., Compagniet Med 20 g restsukker er vinen let sødlig og perfekt til tørret frugt, foie gras og blå oste. Druerne kommer fra vingårdens yngste planter.
Sélection Grand Cru Extra Brut, Domaine Edmond Barnaut, Pinot Noir, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%) 275 kr., Compagniet En champagne fremstillet på 85% Pinot Noir og 15% Chardonnay. Den er helt uden dosage (sukkeropløsning) men ikke afskrækkende knastør. Frisk og med god bund, som gør vinen perfekt både som aperitif og til skaldyr med jodsmag (østers) og fx grillede grøntsager.
Authéntique Rosé Grand Cru Brut, Domaine Edmond Barnaut, Pinot Noir, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12,5%) 275 kr., Compagniet Rosé champagne får normalt sin farve af rødvin blandet i den hvide vin. Philippe Secondé går den modsatte vej og fremstiller en ægte rosé af Pinot Noir. Han synes ikke, den gængse metode giver den forbindelse mellem farve og smag, som han tilstræber. 5-10% Chardonnay bliver tilsat for at justere farve og aroma. Vinen er for kraftig som aperitif, men med sine lette tanniner så afgjort madegnet.
Cuvée Edmond Brut, Domaine Edmond Barnaut, Champagne, Frankrig, 2008, lav alkohol (12,5%) 300 kr., Compagniet Denne årgangschampagne er opkaldt efter grundlæggeren af Domaine Edmond Barnaut. En frisk og elegant champagne med kun seks gram dosage. Den kan sagtens akkompagnere fx en god fjerkræsret.
Millésime Grand Cru Brut, Domaine Edmond Barnaut, Champagne, Frankrig, 2004, lav alkohol (12,5%) 450 kr., Compagniet Ved lanceringen i fjor var denne champagne ret lukket, men nu åbner den sig med lidt sødme fra dels 6 g dosage, dels den modne frugt, som i Bouzy har en tendens til at dominere og gøre vinene for opulente.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen