Pyha - ingen blokader
Nu kan arrangøren af Tour de France, Amaury Sports Organisation (ASO), cykelrytterne og enhver, der glæder sig til at se årets største cykelløb tørre sveden af panden.
Som vi nævnte i uge 10, havde rasende vinproducenter i Languedoc-Roussillon truet med at boykotte Tour de France ved at lave blokader flere steder på cykelruten. Årsagen var, at ASO havde indgået en aftale med det chilenske vinhus Cono Sur, om at vinen Bicicleta (cykel) skulle være løbets officielle vin.
Nu har ASO, FranceAgriMer, den instans, som står i spidsen for franske landbrugs- og fiskeriprodukter, og vinproducentforeningen Vignerons de l’Aude, indgået en aftale, der har dæmpet gemytterne.
Forstår vinproducenterne
Man er blevet enige om at tilbyde de franske vinproducenter muligheden for at promovere fransk vin via et fælles banner og ligeledes reklamere for regionale produkter via separate bannere.
Christian Prudhomme, der er direktør i ASO, har efterfølgende udtalt til fransk tv, at han godt forstår de franske vinproducenter. Og Frédéric Rouanet, der er præsident for Vignerons de l’Aude, har understreget, at nu, hvor Tour de France således bliver forbundet med fransk vin, er det ikke længere nødvendigt at lave blokader.
Den chilenske vin vil da også - som tidligere nævnt - kun blive markedsført på de strækninger af ruten, der ligger uden for Frankrigs grænser, på grund af den franske alkohollov. Ifølge den er alkoholiske drikke ikke tilladt under sportsbegivenheder på fransk jord. Men promovering via bannere er der altså givet grønt lys for.
René Magrittes flaske "Femme-Bouteille" vises frem af specialist i moderne kunst hos Christie's, Jessica Fertig.
4,8 mio. kr. for en tom flaske
725.000 dollars (4,8 mio. kr.) må siges at være rigtig mange penge for en vinflaske. Og når flasken så oven i købet er tom, så lyder det jo som det rene vanvid.
Men det er, hvad hammerslaget lød på for en tom vinflaske hos Christie’s auktioner i New York i sidste uge. Det store beløb skyldes, at flasken har fungeret som lærred for den berømte belgiske surrealistiske maler René Magritte.
Femme-Bouteille (kvinde-flaske) kaldte Magritte sit mesterværk - som er én ud af en serie malede flasker med forskellige motiver fra kunstnerens hånd. De flasker, hvor han har malet nøgne kvinder, er blandt de mest eftertragtede.
Gave til en hemmelig agent.
I 1941, hvor flaskemaleriet blev til, var det svært for kunstnerne at få fat i lærreder. Mange af dem - heriblandt Pablo Picasso - malede på papir eller træ, mens andre tyede til mere opfindsomme materialer, som nu Magritte, der begyndte at male med oliemaling på tomme Bordeaux-flasker. Om han også selv nød indholdet først, melder historien ikke noget om.
Flasken har haft mange berømte ejere - blandt andet den britiske modedesigner Hardy Amies, der arbejdede som hemmelig agent for SOE (Special Operations Executive) i Belgien under anden verdenskrig. Da han skulle forlade Bruxelles igen, gav den belgiske kunstner Olivier Picard ham flasken.
Vinmarker i Walker Bay i Western Cape.
Lille sydafrikansk høst
Nu, hvor de små nye druer er på vej i de europæiske vinmarker, har sydafrikanerne netop høstet deres fuldmodne druer. Foreløbige beregninger tyder på en høstmængde på 1,38 millioner tons druer.
Holder beregningerne stik, vil årets høst være 6,7% mindre end sidste år - og den mindste i Sydafrika i de sidste fem år. Sådan lyder det fra de sydafrikanske vinproducenters paraplyorganisation, VinPro.
Hedebølge og vandmangel
Årsagen er, at de fleste af vindistrikterne har været ramt af hedebølge og deraf følgende vandmangel mellem oktober og januar. Værst er det gået ud over Stellenbosch, Paarl og Swartland. Og i førstnævnte distrikt meldes der også om solskadede druer.
Enkelte distrikter, som fx Klein Karoo og Robertson, fik derimod nok regn og havde en varm sommer og en kølig vinter og dermed perfekte forhold for vindyrkning.
Trods varmen og vandmangelen - og den lille høstmængde - så skulle kvaliteten af druerne ikke fejle noget.
Vinderholder i DM i blindsmagning (fra venstre): Mark Gerts Rentzmann Jøns, Thomas Hegaard Hansen og Morten Berner Jørgensen.
DM i blindsmagning 2016
Hele 36 tremands-hold var d. 1. maj mødt op på Hotel- og Restaurantskolen i København for at dyste om titlen som danmarksmester i blindsmagning 2016.
Hovedrunden, hvor man skulle finde frem til de tre finalister, tog et par timer, hvor der var vin i glassene og sved på panden. Det var nemlig ikke let at gætte de i alt tolv vine, hvor det gjaldt om at gå så detaljeret til værks som muligt. Ud over vinland og druesort kunne man på spørgearket gætte på vinhus, årgang og - hvis man var rigtig skrap - også vinmarkens navn.
Kun 10 minutter til hver vin
Deltagerne havde kun 10 minutter til hver vin. De bedste hold kom dog i nogle tilfælde meget tæt på de helt rigtige svar.
De tre hold, der gik videre til finalen, var Vinbaren Vesterbros Torv, sidste års vinder, The X-pensive Winos, og så Wine Factory. Da holdene havde blindsmagt endnu tre vine, Champagne Brut André Clouet 2008, Soave Classico La Rocca Pieropan 2013 og Hermitage J. L. Chave 2011, blev der talt point sammen, og en ny vinder af DM i blindsmagning blev fundet.
En årlig begivenhed
Titlen tilfaldt Wine Factory, der sidste år opnåede en syvendeplads, og som består af Mark Gerts Rentzmann Jøns, Morten Berner Jørgensen og Thomas Hegaard Hansen.
Konkurrencens arrangører er René Langdahl Jørgensen fra Gastro og Thomas Ilkjær fra Vinakademiet, og der er ingen tvivl om, at de har skabt en vigtig tilbagevendende begivenhed for Danmarks mange vinbranchefolk og vinentusiaster.
Jeff Bridges's "toskanske" vinejendom gemmer sig inde bag træer og buske.
Jeff Bridges sælger vinejendom
Flere berømte skuespillere og musikere har gennem tiderne købt sig en ejendom med tilhørende vinmarker. Tænk bare på Cliff Richard og ægteparret Brad Pitt og Angelina Jolie.
Også Hollywood-skuespilleren Jeff Bridges købte for mere end 20 år siden en ejendom med vinmarker i Montecito i Californien for lidt under 7 millioner dollars (cirka 46 mio. kr.). Sidste år satte han den til salg for 29,5 mio. dollars (cirka 192 mio. kr.), og nu har han sænket prisen til 23,5 mio. dollars (cirka 153 mio. kr.) - hvilket stadig må siges at være en pæn sjat penge.
Toskansk stil i Californien
Ud over hovedhuset på 885 kvadratmeter får køberen flere gæsteboliger, svømmepøler og et teater.
Ejendommen er opført i sand toskansk stil, og dens navn, Villa Santa Lucia, leder ligeledes tankerne hen på Italien.
Jeff Bridges er så vidt vides aldrig rigtig kommet i gang med at lave vin ud af druerne fra den tilhørende vinmark, men det kan en ny ejer jo så kaste sig over.
Det "toskanske paradis" er sat til salg hos Sotheby’s International Real Estate, og man kan se flere billeder af ejendommen ved at
klikke her.
Primeur-priserne afsløres
Efter primeur-ugen i april i Bordeaux har vinanmeldere fra hele verden haft travlt med at anmelde og give point til den nye årgang 2015. Og nu er vinslottene så småt gået i gang med at prissætte vinene.
Nogle af slottene starter med at frigive prisen på deres andenvine - vine, der er lavet på druer, som man ikke finder helt gode nok til den vin, der skal bære slottets navn. I dag har næsten alle grand cru-slottene en andenvin, der ofte sælges til halvdelen af den pris, man skal give for ”førstevinen”, slottets flagskib.
Markante prisstigninger
Fx har 3. cru-slottet Château Palmer i Margaux frigivet sin andenvin, Alter Ego, til 44 euro (cirka 327 kr.) flasken ex-négociant - den pris, som Bordeauxs négocianter videresælger vinen for til vinhandlerne. Det er 14% mere end prisen for sidste års primeur-vin, årgang 2014.
Også Léoville Las Cases i Saint-Julien har prissat sin andenvin, Clos du Marquis, til 36 euro (cirka 268 kr.) flasken - en stigning på hele 22%.
Med disse markante prisstigninger venter vinverdenen nu spændt på, hvad de to slottes førstevine kommer til at koste …
Ros til årgangen
I alt har omkring 50 vinslotte nu frigivet deres primeur-priser ex-négociant, og i gennemsnit har de ladet priserne stige med 12% sammenlignet med årgang 2014 - hvilket er forudsigelig, da årgang 2015 generelt har fået megen ros af vinanmelderne.
Blandt de andre vinslotte, der har frigivet priserne på deres vine, er La Lagune (12,5% stigning), Du Tertre (25% stigning), Château Cantemerle (13% stigning), Château Beychevelle (16,6% stigning) og Château Pape-Clement (18% stigning).
Nogle få af de i alt 1407 fornemme flasker fra Domaine de la Romanée-Conti.
1407 flasker DRC under hammeren
Intet mindre end 1407 flasker vin fra det berømte Bourgogne-hus Domaine de la Romanée-Conti (DRC) kommer under hammeren d. 22. maj.
Det er et nyt auktionshus, Baghera Wines i Genève, som skal stå for salget. Auktionshuset, der er grundlagt af tre tidligere ansatte hos Christie’s auktioner, slog dørene op sidste år, og har indtil videre kun afholdt en enkelt vinauktion.
Fra en og samme vinsamler
De mange flasker stammer fra en schweizisk vinsamler, og de vil blive inddelt i 266 partier. Der er vine i både almindelige 75 cl’s flasker, i magnumflasker og i flaskestørrelsen Jeroboam (3 liter eller 4 normalflasker). Vinene stammer fra samtlige af Domaine de la Romanée-Contis mange forskellige crand cru-marker, og årgangene spænder fra 1952 til 2011.
Blandt højdepunkterne er blandt andet 12 flasker Romanée-Conti 1988, der har en højeste vurdering på 32.000 CHF (cirka 216.000 kr.), en magnumflaske Montrachet 2006 og fire magnumflasker Richebourg 1990.
I alt forventer Baghera Wines, at auktionen vil indbringe 4 millioner CHF (cirka 27 mio. kr.).
Man kan se auktionskataloget over de mange vine ved at
klikke her.
Ny vinuddannelse i Danmark
Som vi fortalte
i uge 6, kan Vinakademiet i Hotel- og Restaurantskolen i København tilbyde Level 3 Award in Wines and Spirits fra den anerkendte vinskole Wine & Spirit Education Trust (WSET) i London.
Endnu en uddannelsesinstitution, der tilbyder WSET vinuddannelser på dansk jord, har slået dørene op. Vinuddannelse.dk er navnet, og skolen er stiftet af vinkyper Malene Smidt Hertz og vinmanden Frederik Kreutzer. Og såvel vinfagfolk som dedikerede amatører er velkomne til at melde sig til uddannelserne, som består af Level 2 og 3.
Level 2 giver et overblik over klassiske producentlande af vin og spiritus og regnes som indgangstrin. Uddannelsen kræver således ikke, at man har gennemført Level 1.
Adgang til studier i London
Level 3 henvender sig til folk, der har en god grundlæggende viden om vin og spiritus - og som har gennemgået Level 2. Dog kan der søges dispensation.
Denne uddannelse giver en dybere indføring i faktorer, der påvirker vinens endelige smag. Forskellen og vigtigheden af klima og vejr, dyrkningsmetoder, lagring og udvikling af vinen osv.
Undervisningen foregår på Copenhagen Marriott Hotel i København, og de første hold starter i maj.
En bestået Level 3 eksamen giver adgang til at tage Level 4 og dermed WSETs Diplom uddannelse i London. Man kan læse mere om den nye danske vinskole ved at
klikke her.
Giacomo Rallo.
Giacomo Rallo er død
Vinproducenten Giacomo Rallo, der i høj grad fornyede den sicilianske vinproduktion, er død i en alder af 79 år.
Han var ud af en familie, der havde dyrket deres vinmarker i fem generationer i byen Marsala på Sicilien. I 1983 grundlagde han sammen med sin hustru, Gabriella Anca, vingården Donnafugata i selvsamme by, og i dag er gårdens mange forskellige vine anerkendte verden over for deres høje kvalitet.
Giacomo Rallo arbejdede ikke kun inden for egne fire vægge, men var også en pionér, når det gjaldt om at højne de sicilianske vines kvalitet og anseelse som helhed.
Ud over sin kone efterlader han sig sønnerne Josè og Antonio.
5000 forsøgsfade med whiskey
Buffalo Trace Distillery i Kentucky begyndte for omkring tyve år siden at udføre eksperimenter med whiskey og fade. Det kan fx dreje sig om diverse nye whiskey-opskrifter og fade, fremstillet af forskelligt slags træ, svedet i forskellige grader osv.
I øjeblikket ligger der 5000 af sådanne forsøgsfade fyldt med whiskey i destilleriets lagerhus. Og ind imellem tapper man whiskey fra nogle af fadene på små 37,5 ml flasker og frigiver dem til salg i USA.
Det har man netop gjort med en whiskey, der har ligget på fade, som har været behandlet med infrarød stråling.
To niveauer bestråling
I 2009 fik Buffalo Trace Distillery hos en bødker fremstillet otte fade magen til destilleriets standard-fade. Fire af de nye fade blev udsat for infrarød stråling i 15 minutter, mens de andre fire fade blev behandlet med den infrarøde stråling i en halv time. Dernæst blev alle otte fade svedet let, hvorefter de blev fyldt med whiskey. Målet var et finde ud af, om bestrålingen kunne medvirke til, at træet afgav nye og anderledes aromaer til whiskeyen.
Nu efter mere end seks års modning har destilleriet tappet whiskeyen fra fadene på de små flasker og sat dem til salg. Flaskerne indeholder whiskey fra henholdsvis de fade, der blev behandlet med 15 minutters stråling, og dem, der fik den dobbelte dosis.
Forskel på indholdet
Og så kan man jo sidde derhjemme og finde ud af, om der er forskel alt efter fadenes behandling. Det skulle der efter sigende være. Whiskeyen fra ”15-minutters” fadene skulle have en blomsteragtig duft og en kompleks aroma af eg, tanniner, tørrede rosiner og sød karamel, mens ”30-minutters” fadene skulle have givet whiskeyen meget markante noter af træ i duften og en smag af tørret frugt og sort peber.
Det kunne være interessant, hvis nu destilleriet også havde lagt en lille flaske med whiskey modnet på et standard-fad ned i æsken.
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Barbera Vinimport er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
Jesper Clausen.
VinAvisens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
Jesper Clausen (f. 1954) er uddannet inden for handel og søfart. I 1999 tog han på en mandetur med to vinglade spaniere til det spanske vindistrikt Ribera del Duero – en tur, der for alvor åbnede hans øjne for vinens verden. Undervejs fik han blandt andet besøgt den danske vinproducent Peter Sisseck og smagt hans berømte vin, Pingus.
Jesper Clausen fyldte rygsækken med gode spanske flasker, fløj hjem og slog dørene op for sit eget garageimportfirma, Vedbæk Vin. Langsomt men sikkert udbyggede han det lille kælder-firma til et mere kommercielt og alsidigt vinfirma og i 2007 stiftede han firmaet Rudersdal Vin med import og salg af vine fra det meste af verden. I dag er forretningens hylder primært fyldt med flasker fra Italien og lidt fra Ribera del Duero, som hentes hjem fra mindre familieejede vingårde med traditioner for vinfremstilling af høj kvalitet.
Jesper Clausen arbejder i dag på fuld tid som vinmand fra den nyrenoverede vinkælder på Bregnerødvej 132 og sælger vine til såvel private som til firmaer, restauranter, vinklubber og foreninger. Ud over salget af vin afholder Rudersdal Vin også en række vinmagermiddage i restauranter i København og omegn og vinsmagninger i egne lokaler eller "ud af huset".
Jesper Clausen er desuden aktivt medlem af Rudersdal Erhvervsforening, Team Rudersdal, F C Nordsjælland og Skjold Birkerød Erhvervsklub.
Den fritid, der bliver tilovers, nyder han i sommerhuset med sin hustru gennem 32 år, Astrid – som heldigvis også elsker et godt glas vin.
Adresse: Rudersdal Vin, Bregnerødvej 132B, 3460 Birkerød, tlf.: 26 23 47 48, e-mail:
jesper@rudersdalvin.dk,
www.rudersdalvin.dk.
Ugens vinøse billede
Trine Schou har taget dette billede på en sommerrejse til Italien, hvor hun blandt andet besøgte Verona. Her var hun inde i et af disse klassiske salumeria’er – viktualiehandler – med et overflødighedshorn af skinker og pølser, oste, vine og andre lækre sager, og der hang flaskerne.
Man forbinder jo som oftest bastflasken med Chianti, men her var der Valpolicella i de dekorative flasker. I en bastflaske vil der altid være DOC- eller DOCG-vin.
Hvem kommer med det næste billede til os?
Hvis I tager nogle interessante eller sjove billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til
mariette@vinavisen.dk.
375
90 år gammel vinstok vokser på den berømte terra rossa hos vinhuset Wynns i det austalske distrikt Coonawarra (foto © Birger Holm).
VinAvisen finder de gode vine!
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 23 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen