Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 23, 2016



Med hvide handsker og rolige hænder fører Coravins opfinder, Greg Lambrecht, forsigtigt nålen ned gennem den meget gamle korkprop.

Vin under gulvbrædderne

I 150 år ejede den belgiske familie Beaufort-Spontini slottet Becov Nad Teplou i den tjekkiske by Becov. Men ved anden verdenskrigs slutning flygtede Heinrich Beaufort-Spontini fra slottet med sin familie, da han var under mistanke for at have sympatiseret med nazisterne.

Den tjekkoslovakiske regering konfiskerede slottet og alle dets ejendele, og det var dermed slut med familiens ejerskab.
Noget tyder dog på, at Heinrich Beaufort-Spontini, regnede med at vende tilbage på et senere tidspunkt. Før han forlod sit fædrende slot, gemte han nemlig sin samling af i alt 133 kostbare vine under gulvbrædderne i slottets kælder.

Undersøgt med Corovin


I 1985 fik det tjekkiske politi et tip om, at der kunne være skjult nogle fine vine et eller andet sted i slottet, men først nu er vinene blevet fundet.
Vinene tæller blandt andet Château d’Yquem og Corton Charlemagne, begge i årgang 1892.
Amerikanske Greg Lambrecht blev efter fundet tilkaldt for at teste vinenes kvalitet. Det er ham, der har opfundet Coravin, et system, der gør det muligt via en hul nål, som stikkes gennem korkproppen, at tappe sig et glas vin uden at skulle åbne flasken. Vi beskrev systemet i uge 32 2013, og samme system er nu blevet brugt til at tage prøver af indholdet i de gamle flasker.

Vine for over 7 mio. kr.


Sammen med en sommelier og en Master of Wine har Greg Lambrecht smagt på indholdet i flere af flaskerne, og alle tre vinfolk var enige om, at vinene havde holdt sig overmåde godt.
Lambrecht har også vurderet vinene med salg for øje, og han er ikke i tvivl om, at de 133 flasker vil kunne indbringe omkring 1 million euro (cirka 7,4 mio. kr.) på auktion.
Hvornår flaskerne skal bortauktioneres og hvilket auktionshus, der får æren, er endnu uvist.

Hagl, frost og hagl igen

Det er et nærmest mareridtsagtigt forår, vinproducenterne i Chablis i Bourgogne har haft. I starten af maj blev vinmarkerne ramt af hagluvejr efterfulgt af hård frost i april. Og som om det ikke var nok, så ramte endnu et hagluvejr området i sidste weekend og efterlod store skader.
Denne gang gik det især ud over kommunerne Courgis, Préhy og Chichée i den sydlige del af Chablis. Efter haglene kom kraftige regnskyl, som gjorde, at vinhusene ikke kunne spraye markerne med svovl, hvorfor man nu frygter angreb af meldug.

Fuldstændigt ødelagte marker


Det seneste uvejr gik ikke kun ud over Chablis men også den nordlige del af Beaujolais samt Cognac-distriktet, hvor 7% - omkring 6000 hektar - af vinmarkerne blev beskadigede.
I appellationen Chiroubles i Beaujolais blev nogle af markerne fuldstændigt ødelagt.
Det kraftige hagluvejr har fået landbrugsorganisationen Fédération nationale des syndicats d'exploitants agricoles (FNSEA) til at erklære ”katastrofealarm” i de værst ramte områder.



Cantine Gemmas chefvinmager, Giorgio Barbero.

Topvine på supermarkedets hylder

Supermarkedernes vinafdelinger forbindes som regel med udmærkede billige hverdagsvine i flasker og bokse. Dem er der da også mange af hos Føtex, men kæden, der ejes af Dansk Supermarked, har også introduceret en række topvine, som man måske ikke lige forventer at finde i et supermarked. Det, man ønsker, er at vise, at Føtex har andet og mere end de ellers nok så gode "frikadelle-vine".
Man kan købe disse premium-vine i omkring 30 af de i alt 90 Føtex-butikker rundt om i landet samt online på forretningens hjemmeside.

Gemma på dansk visit


En af de producenter, der leverer premium-vine til kæden, er Cantine Gemma, som ligger i Serralunga d’Alba i Barolo i det italienske Piemonte.
I den forgangne uge gæstede vingårdens chefvinmager, Giorgio Barbero, Danmark, og sammen med Dansk Supermarkeds branding consultant, Peter Koberg, præsenterede han Gemmas vine. Og det var bestemt en perlerække af vine - en sprød hvidvin på den ikke så kendte drue Arneis, Barbera-rødvine, Barbaresco og et par absolut top-baroloer. Vinene er på tilbud i øjeblikket, og flere af dem til ualmindeligt menneskevenlige priser.
Længere nede på siden er der uddelt stjerner i lange baner til vinene.

En lille vingård


Giorgio Barbero blev ansat hos Gemma i 1990, tolv år efter, at vinmanden Silvano Piacentini havde anlagt vingården.
Barbero er uddannet fra den gamle ønologiskole i byen Alba - en skole, der er højt respekteret blandt vinproducenterne i Piemonte. I dag har han ansvaret for såvel vinmarksarbejdet i vingårdens 25 hektar marker samt produktionen af Gemmas vine.
65% af markerne er tilplantet med Nebbiolo - druen, der anvendes til både Barolo og Barbaresco. Nebbia betyder tåge på italiensk, og nogle påstår, at druen har fået sit navn, fordi tågen ofte hænger lavt over markerne, mens andre mener, at gærsvampene, der ligger som rim på druerne, er ophav til det tågede navn.
Gemma er en lille vingård, der fremstiller omkring 250.000 flasker årligt, og hovedkræfterne i den daglige drift er ud over Barbero og grundlæggeren selv dennes søn og datter.

Lægger om til økologi


Gemma går ifølge Giorgio Barbero nogle spændende år i møde:
- Næste år tager vi første skridt til en total omlægning til økologi. Vi følger et fireårigt program, sammensat af myndighederne, som ender med, at vi bliver certificeret.
- Faktisk var det nogle af vores eksportmarkeder, der opfordrede os til at lægge om til økologi, og det er da også blevet meget populært i vores område, hvor omkring 35% af vingårdene er i gang med lignende programmer eller allerede er blevet certificeret.
Hos Gemma lytter man til eksportmarkederne, da cirka 90% af vinene går til eksport. Det største marked er Tyskland, men Danmark får altså også heldigvis en del af disse fortræffelige vine.
Man kan læse mere om Piemonte, Barolo, Barbaresco og den gamle ønologiskole i Alba i vores serie af postkort fra Langhe.

Britisk frem for fransk og italiensk

Som vi nævnte i uge 22, satser de britiske vinhuse i stigende grad på vinturismen - såvel den internationale som den hjemlige.
Og i sidste uge afholdtes den årlige English Wine Week, hvor vinhusene skruede ekstra op for antallet af smagninger og guidede ture samt tilbød et hav af forskellige andre arrangementer. Også i supermarkederne og vinforretningerne blev der sat særligt fokus på hjemlandets vine.
Alle disse initiativer fra både vinhusenes og foreningens side lader til at bære frugt. Briternes glæde for engelsk vin er ifølge en ny undersøgelse fra analysefirmaet UHY Hacker Young steget markant, og de mousserende vine bliver i dag hyppigere lagt i indkøbskurvene end dem fra Frankrig og Italien.

Fra 31 til 290 mio. kr.


Eksporten af engelsk vin er ligeledes i vækst, og undersøgelsen forudsiger, at den vil stige fra 3,2 millioner pund (cirka 31 mio. kr.), som den lå på i 2015, til hele 30 mio. pund (cirka 290 mio. kr.) i 2020.
Den store succes, som de engelske vine nyder i disse år, får også stadig flere briter til at slå dørene op for egne vinhuse. Siden 2010 har 170 nye vinhuse set dagens lys, og alene i 2015 åbnede 37 vinhuse rundt om i Storbritannien. I dag er der således 470 britiske vinproducenter.


Fra indvielsen i Cité du Vins store auditorium.

Så er den røde snor klippet over

Efter fem års byggeri og 81 millioner euro (cirka 600 mio. kr.) blev det store nye vincenter i Bordeaux, Cité du Vin, indviet d. 31. maj.

Det var op til præsident Francois Hollande og Bordeauxs borgmester, Alain Juppé, at klippe snore og holde taler.
Så nu kan enhver, der er på de kanter, besøge det 30.000 kvadratmeter store center, der ud over en permanent udstilling også byder på særudstillinger om enkelte vindistrikter, en vinbutik med vine fra 80 forskellige lande og meget, meget mere.
Det koster 20 euro (cirka 150 kr.) at komme ind i centret, og prisen er inklusiv et glas vin med en ledsagende 360 grader udsigt over Bordeaux.

Mange private donorer


Ud af de 600 mio, kr., det har kostet at opføre centret, har den franske regering kun betalt 2%. De lokale myndigheder i Bordeaux tegner sig for 38%, og resten kommer fra donorer, hvilket blandt andet omfatter nogle af distriktets mange slotsejere.
Hvis alt går vel, vil Cité du Vin ad åre kunne spæde godt til i Bordeauxs kommunekasse. Man forventer, at centret årligt vil tiltrække 450.000 besøgende, hvilket vil kunne beløbe sig til 38 mio. euro (cirka 283 mio. kr.).


Rødvinsdruen Marselan. Foto: Wikipedia/Vbecart.

Kinesernes signaturdrue

Kineserne leder efter en rødvinsdrue, der trives så godt i Kina og kan forvandles til så gode vine, at den kan gøre kinesisk vin berømt på verdensmarkedet.
Som det er nu, er Cabernet Sauvignon den dominerende drue i Ningxia og mange andre af landets vinregioner. Men den mindre kendte drue Marselan har vist sig at trives ualmindeligt godt i de kinesiske vinmarker og give friske og aromatiske rødvine, så den er ifølge nogle kinesiske vinspecialister et godt bud på en fremtidig signaturdrue. Druen har yderligere den fordel, at den er resistent over for diverse vinmarkssygdomme.

En ret ny drue


Marselan er en relativt ny drue, der blev fremavlet i 1969 i Frankrig som en krydsning mellem Cabernet Sauvignon og Grenache. Den er i dag plantet i omkring 200 hektar vinmarker i Kina - kun franskmændene har flere hektar end kineserne med denne drue.
Grace Vineyard og Domaines Barons de Rothschild, der har vinmarker i provinsen Shandong, er blandt de førende vinhuse, der fremstiller vin på Marselan på kinesisk jord.

Endnu en drue kan måske bruges


Men også en anden drue er i spil som Kinas nye signaturdrue, og det er Cabernet Gernischt, der er den samme drue som Chiles Carmenère.
Et kinesisk vinhus, der har haft stor succes med denne drue, er Changyu, Kinas ældste kommercielle vinproducent. Allerede i 1937 sendte Changyu en rødvin på Cabernet Gernischt, Jie Bai Na, på markedet - i dag sælges der 430 millioner flasker årligt af denne vin.
Også flere andre kinesiske vinhuse har haft succes med Cabernet Gernischt.


Theodore Tsigkas er manden bag Deligreco på Frederiksberg.

Grækenland kan også

Græsk vin fylder ikke så meget i det danske vinlandskab. Det vil Theodore Tsigkas gøre noget ved. Han har åbnet en lille kombineret bar, restaurant, delikatesse- og vinbutik, Deligreco, på Gl. Kongevej tæt ved Frederiksbergs rådhusplads. Her kan man købe vin med hjem eller sætte sig med et glas og en snack eller et måltid.
Men hvilken vin skal man vælge, når Retsina indtaget på ferieturen og en Boutari-rødvin fra Netto måske udgør erfaringsgrundlaget? Det ved Theodore Tsigkas. Han har føling med den markante udvikling, græsk vin er inde i, og for nylig stablede han en offentlig smagning på benene af topvine fra sit hjemland for at udbrede budskabet.

Assyrtiko står stærkt


Han havde hidkaldt sommelier og vinhandler Yorgos Floudas til at præsentere en række rød- og hvidvine, og der var virkelig kræs imellem. Ikke mindst hvidvinsdruen Assyrtiko gjorde sig godt i vine fra Santorini og T-Oinos, en lille ø i Kykladerne. Der var flere kvindelige vinmagere repræsenteret i smagningen, blandt andet Melina Tassou fra Kikones i Thrakien og Irene Daskalakis fra Kreta.
Et kendt navn, Yannis Boutari, stillede op med et par rødvine, hvor druesorten Xinomavro var blandet med internationale druesorter. Yannis Boutari etablerede i 1998 sin egen vingård efter mange års arbejde i det kendte familiefirma, og han har siden høstet stor anerkendelse for sine vine.
Men selv om der er store glæder at finde i toppen af græsk vinproduktion, er prisniveauet også meget højt. Det vil nok foreløbig hindre en større udbredelse af de fine dråber.
Jørgen Aldrich


En azulejos - traditionel portugisisk vægdekoration - viser en barco rabelos lastet med "pipes".

Lidt mere om "pipes"

I sidste uge spurgte Maria Andersen om, hvad en ”pipe” er. Og vi svarede, at portvin og i gamle dage blev sendt af sted til eksportlandene i såkaldte ”pipes” - fade med 534,24 liter vin. I aftagerlandet blev vinen så tappet på flasker.
En af vores faste læsere, Roar Lie, har sendt os en uddybende kommentar.
Han skriver, at ud over den nævnte pipe til eksport, Gaia-pipen, som rigtig nok indeholder 534 liter, så er der også lagrings-piper, som kan indeholder fra cirka 500 til 600 liter.
Og han nævner også, at navnet ”pipes” (rør) kommer af det portugisiske ”pipa”, der henviser til disse rørformede fade, der var lette at trille og at transportere på de lange, smalle pramme, barcos rabelos.
Vi har faktisk tidligere skrevet mere uddybende om disse piper og deres fragt i en serie af postkort fra den portugisiske by Pinhão, som kan ses ved at klikke her.
Jubilæums-whiskyen fra Lagavulin.

Fejrer 200 år med særlig whisky

Det anerkendte skotske whiskydestilleri Lagavulin fylder 200 år i år, og det bliver blandt andet fejret med lanceringen af en Lagavulin 8 Year Old single malt. Whiskyen, som er skabt i begrænset mængde, kommer kun på forretningshylderne i 2016, og herhjemme kan den købes i velassorterede specialbutikker til en vejledende pris på 399 kr.
At denne single malt netop er en 8 Year Old, er der en ganske særlig årsag til. Den er nemlig en hyldest til britiske Alfred Barnard, en af verdens første whiskyskribenter.
Mellem 1885 og 1887 besøgte han hvert eneste whiskydestilleri i Storbritannien og Irland, hvilket beløb sig til 162 destillerier, hvoraf de 129 lå i Skotland.

500-siders whiskybog


Da Alfred Barnard kom til Lagavulin, smagte han netop en 8-årig whisky, som han beskrev som exceptionel god - og tilføjede, at Lagavulin var et af de få destillerier på den tid, som kunne producere en single malt af kvalitet.
Det var ikke kun whiskyen, der var i særklasse. Om destilleriets omgivelser skrev han: ”Finere eller mere romantisk sted kunne man ikke have valgt til et destilleri.”
Alfred Barnards mange destilleri-besøg mundede ud i den 500 sider tykke bog "The Whisky Distilleries of the United Kingdom". Bogen rummer indgående informationer om hvert enkelt destilleri og er krydret med tegninger og kobberstik.

Fra 1,8 til 4 mio. liter whisky

Gennem de sidste ti år har flere gamle skotske whiskydestillerier udvidet deres kapacitet - hvilket der også har været god grund til, da verdens efterspørgsel på whisky har fået et markant opsving.
Et af de destillerier, der satser storstilet på fremtiden, er Speyburn i Rothes i Speyside, der blev grundlagt af John Hopkins i 1897. Destilleriet har netop færdiggjort en stor udvidelse, der har taget to år og kostet 5 millioner pund (cirka 47 mio. kr.).
Udvidelsen af destilleriet betyder, at Speyburn kan øge sin produktion fra de nuværende 1,8 mio. liter whisky årligt til hele 4 mio. liter.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Bichel Vine har fået ny direktør og hovedaktioner, Lars Bo Henriksen. Direktør Uffe Uhrenholt fra Faurskov A/S er ligeledes blevet medejer, ligesom Gunner Steen Jakobsen, der grundlagde vinfirmaet, fortsætter som medejer og medarbejder. Man kan læse mere om sidstnævnte i denne uges Blå Bog nedenfor.


Gunnar Steen Jakobsen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


Gunnar Steen Jakobsen (f. 1949) praktiserede som advokat indtil 1987, da lysten til vin, natur og jordbrug trak mere end advokatgerningen.
I 1986 grundlagde han Bichel Vine som en ren hobbyimport. Firmaet voksede, og i 1991 blev Birthe Sandager og Arne Fusager – der tidligere drev restaurant Gammel Aabyhøj – partnere. Efter i mange år at have været ene ejer af Bichel Vine besluttede Gunnar Steen Jakobsen sig i juni 2016 for at dele posten med direktør Uffe Uhrenholt og ansatte en ny direktør, Lars Bo Henriksen, der samtidig er blevet hovedaktionær i vinfirmaet.
Gunnar Steen Jakobsen driver også det økologiske landbrug Hjortshøjlund, hvor vinfirmet har lager og kontor.
Bichel Vine lægger hovedvægten på direkte import af vin fra især Frankrig, Italien og Chile, men også fra Østrig, Spanien og New Zealand.
Kerneområdet er import fra franske kvalitetsbønder, især i Rhône-dalen, men firmaet fokuserer i stigende grad også på specialiteter. I flere år har det fået hædersdiplom fra "Slow-Food…dansk" for fint vinsortiment og fremragende specialiteter.
Viden er det bedste våben for Bichel Vine, og det er derfor et krav til medarbejderne, at de påbegynder diploma-uddannelsen under WSET i London.
Når der gælder vinøs lærdom, har firmaet også udviklet en række DVD`er om vin, hvoraf ”Smag på Vin” og ”Mad og Vin” er i handelen.
Bichel Vine sælger direkte – samt via firmaets webshop – til private, virksomheder og restauranter.
Gunnar Steen Jakobsen har altid interesseret sig for vin og mad og for hele spørgsmålet om kvalitet i produktionen af fødevarer. Han har været engageret i organisationsarbejde i landbruget med hovedvægten på forholdet til det omkringliggende samfund, natur og landskabspleje. For dette arbejde har han fået flere natur- og miljøpriser samt de danske landboforeningers initiativpris. Endvidere har han siddet i bestyrelsen for VSOD.
Gunnar Steen Jakobsen søsatte i 2008 et nyt projekt: plantning af 3000 vinstokke på Hjortshøjlund. Efter et besøg på vinuniversitetet i Geisenheim blev han overbevist om, at vindyrkning også var mulig på hans kraftige kornjord, når målet er at lave en dansk mousserende vin på champagnemetoden.
Adresse: Bichel Vine, Mejlbyvej 501, 8530 Hjortshøj, tlf.: 86 22 94 00, fax: 86 22 94 99, e-mail: post@bichel.dk, www.bichel.dk.



Ugens vinøse billede

Torben Odal har været i Chile, og her besøgte han det store vinhus Indómita, der ligger mellem Valparaiso og Santiago:
- I 2015 fremstillede vinhuset 11,5 millioner flasker vin, og man forventer, at antallet bliver endnu højere i år, skriver Torben Odal.
Billedet har han taget under en af de smagninger, som Indómita tilbyder sine besøgende. Ud over tre forskellige vine er der linet en stribe glas op med frugtstykker, kaffe, kanel osv. Meningen er, at smageren så kan sammenligne aromaen i vinene med de forskellige ingredienser.

Hvem kommer med det næste billede til os?


Hvis I tager nogle interessante eller sjove billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@vinavisen.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 338-364 Billede 364-390


378 På de smalle terrasser på skrænten op mod slottet i Prag er der anlagt små vinmarker (foto © Anker Tiedemann).


VinAvisen finder de gode vine!

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 30 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjerne

Chevalier, Chardonnay, Mousserende hvidvin, Frankrig, lav alkohol (11,5%)

75 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Holte Vinlager

En enkel boblevin uden større oplevelser, men uden tvivl udmærket til den slags drinks, hvor man blander bobler og frugtlikør.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ta-Ku, Mud House Wines, Sauvignon Blanc, New Zealand, 2014, lav alkohol (12,5%)

69,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 23): 33,17 kr. ved 6 flasker, Kvickly

En fornøjelse af en hvidvin - og en fornøjelse at betale. En vin med et flot billede af druen Sauvignon Blanc i bedste New Zealand-kvalitet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château Caillivet, Graves, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)

89 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., A Vinstouw

Blød, meget lækker og billig (ved 6 flasker) hvidvin med en frisk, let cremet smag. I smagen tilpas syre og et lille strejf af sødme. Vinen er lavet på druerne Sémillon (60%) og Sauvignon Blanc (40%), og den vil være fremragende til ost.

stjernestjernestjernestjerne

VMV, Les Vignerons du Mont Ventoux, Méditerranée IGP, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Haller Vine og Vin&Vin

Pæn, let cremet hvidvin på druerne Viognier og Chardonnay. I smagen er der noter af ananas og abrikos samt en udmærket krydring, men samtidig en lidt tilbageholdende syre.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Réserve des Vignerons, Cave de Saumur, Chenin Blanc, Saumur, Frankrig, 2015, lav alkohol (12%)

99,752 kr., på tilbud i juni: 75 kr. ved to flasker, Skjold Burne

Dejlig, fyldig hvidvin - og en meget anvendelig vin lige fra apéritif til fisk og ost. I smagen noter af citrus og ananas samt en god, forfriskende syre. Flot flaske - med skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

La Pierrelée, La Chjablisienne, Chardonnay, Chablis, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

Til prisen en lidt spinkel hvidvin, men frisk og med god druesmag. Skal klart nydes til mad - ikke som apéritif eller terrassevin, hvor den vil stå alene i rampelyset.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Silenoi, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2015, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Erik Sørensen Vin

Aromatisk og meget lækker hvidvin med god duft og en smag med noter af grape og grannåle. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Urlar, Sauvignon Blanc, Gladstrone, New Zealand, 2014, middel alkohol (13,5%)

129 kr., Irma

Flot og lækker hvidvin på økodruer. Den har en blød struktur og en fyldig druesmag, der fylder hele munden. God syre og en lille sødme - samt en lang eftersmag. Prøv den til ost - selv om I foretrækker rødvin til ost. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjerne

Carredueñas, Concejo Bodegas, Tempranillo, Cigales, Spanien, 2015, middel alkohol (13,5%)

65 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine

Denne rosévin er med sin tørhed og stilkede noter udpræget en madvin. Til prisen okay.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Marqués del Atrio, Rioja, Spanien, 2014, lav alkohol (12,5%)

79,75 kr., på tilbud indtil 12. juni: 62,50 kr. ved to flasker, Skjold Burne

Rioja forbinder man jo normalt med rødvin, men det spanske distrikt fremstiller også gode rosévine - eller rosada, som man kalder vinen på spansk. Dette er en af disse gode vine. Den har masser af frisk frugt og en meget aromatisk smag med noter af modne jordbær. Nyd den, som den er en lun dag på terrassen - eller til en god kyllingeret. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Via delle Rose, Nativ, Aglianico, Irpinia Rosato, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

Vellavet rosévin - faktisk et rigtig godt glas, som mange vil finde er nem at drikke. En typisk rosé med en god og ren frugtsmag med noter af sommerbær, en fin krydring, tilpas syre og lang eftersmag.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Campo de Luz, Vinergia, Garnacha, Cariñena, Spanien, 2014, middel alkohol (13,5%)

49,95 kr., Fortium

Til 50 kr. er denne rødvin lidt af et scoop. Den har en harmonisk smag med tørhed og sødme, frugt og krydring, bløde tanniner og tilpas syre. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Le Bine, Giuseppe Campagnola, Valpolicella Classico, Italien, 2014, lav alkohol (13%)

56 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

Denne rødvin dufter af syltede kirsebær. Men der er intet syltet eller marmeladeagtigt over smagen, som er blød og rund og fuld af frugt, men som også har en fin syre til at opveje frugtsødmen. En lækker vin, som mange vil kunne lide. Drik den til ikke alt for kraftige kødretter eller til tørre italienske oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Piazzano, Ventoso, Toscana IGT, Italien, 2014, lav alkohol (13%)

60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En dejlig rødvin med duft af modne kirsebær og læder og en tør let krydret aromatisk smag. En rigtig toskaner, der vil egne sig fortræffeligt til diverse pastaretter - eller til tørre italienske oste.

stjernestjernestjerne

Campo Marina, Liuccarelli, Primitivo, Manduria, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

75 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

Denne rødvin har et markant stort indhold af vanille, der præger den søde smag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

CastelBeaux, Louis de Jolimont, Pinot Noir, Vin de France, Grand Réserve, Frankrig, 2015, lav alkohol (12,5%)

99,75 kr., på tilbud indtil 12. juni: 69,95 kr., Skjold Burne

Denne rødvin er en klassisk Pinot Noir med frisk frugt i duft og smag og med denne typiske saftighed. Det er en dejlig og let vin, som vil egne sig fint til en god kyllingeret eller en madsalat.

stjernestjernestjernestjerne

Ròca Neira, Tenuta Rocca, Barbera, Alba, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)

109 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport

Denne rødvin har en kraftig, lidt robust smag med fyldig frugt, markant krydring og en lang eftersmag. Udpræget en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Reserve, CT Domaines, Merlot, Bordeaux, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Vinmonopolet

En udmærket og rigtig rar Bordeaux-rødvin med fyldig og blød frugt, tør, og med en lille sødme. Fin til mad.

stjernestjernestjernestjerne

Blu Onice, Nativ, Aglianico, Irpinia, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

199,95 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., AndrupVin.dk

Denne rødvin smager godt. Den har en god, ren frugtsmag, bløde tanniner og en sødme, som mange godt kan lide. De helt store oplevelser er der dog ikke i den.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Del Comune di Serralunga d'Alba, Cascina Cucco, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2011, høj alkohol (15%)

250 kr., pris ved 6 flasker, GrauballeVin.dk

En Barolo ... kraftig naturligvis og med ansats til en lille spritkant, der kræver, at vinen nydes let afkølet (som alle bamsevine bør nydes). Men ellers har vinen en dejlig, harmonisk smag med bløde tanniner og ren frugt, der bliver længe i munden.

Vinene fra Cantine Gemma

stjernestjernestjernestjernestjerne

Asti Spumante, Cantine Gemma, Moscato Bianco, Asti, Italien, lav alkohol (7,5%)

65 kr., Føtex 

Her er boblevinen til studentergildet. Den har en livlig mousse, er aromatisk og med god fylde, og så har den en sødme, som mange unge mennesker godt kan lide. Den femte stjerne skyldes den lave pris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Arneis, Cantine Gemma, Arneis, Langhe, Italien, 2015, lav alkohol (13%)

99 kr., på tilbud til 59,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

Druen Arneis er nok ikke så kendt herhjemme, men det bør den være, for det er en drue, der giver dejlige, sprøde og friske hvidvine. Denne udgave er fantastisk lækker med en frisk frugtduft og en kompleks smag med noter af mirabeller, citrus og modne grønne druer. Eftersmagen er meget lang. Et rent kup til tilbudsprisen. Nyd den afkølet, som den er en varm sommerdag - eller til sommerens mange fiskeretter med lyse fisk.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ruja, Cantine Gemma, Nebbiolo, Langhe, Italien, 2013, lav alkohol (13%)

99 kr., på tilbud til 87,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

En dejlig og elegant rødvin i perfekt balance og med masser af frisk frugt. Drik den til lette kødretter eller en god pastaret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bricco Angelini, Cantine Gemma, Barbera, Barbera d'Alba, Italien, 2013, lav alkohol (13%)

99 kr., på tilbud til 64,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

Der er mørke blommer, modne kirsebær og mørk chokolade over duften af denne rødvin. Smagen er fuld af frisk frugt og har en god portion syre, der gør vinen til en udpræget madvin. Drik den til sommerens grillmad, hvor syren vil være ideel til fedmen i maden.

stjernestjernestjernestjerne

Albesium, Cantine Gemma, Langhe, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)

99 kr., på tilbud for 59,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

Navnet på denne rødvin henviser til byen Alba. Vinen er lavet på hele fire druer, Nebbiolo, Barbera, Merlot og Cabernet Sauvignon, og den dufter af blandede frugter. Smagen er bred, saftig og kødfuld med noter af blå druer. Det er en udmærket vin, men også en lidt usammenhængende vin, hvis eftersmag forsvinder lidt vel hurtigt.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barbaresco, Cantine Gemma, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

150 kr., på tilbud til 89,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

Druen Nebbiolo anvendes til rødvinene i både Barolo og Barbaresco. Men hvor vinene i førstnævnte ofte kaldes for maskuline, har Barbaresco ry for at fremstille feminine vine. Og flere af vinene er da også lettere med lysere frugt, som fx denne Barbaresco, der har en forførende aromatisk duft og smag. Den har også en vis saftighed og en lang og liflig eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gelso, Cantine Gemma, Barbera, Barbera d'Alba, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)

159 kr., på tilbud til 79,50 ved 2 flasker, Føtex 

Gelso betyder morbærtræ, og det er netop den slags træer, der vokser rundt om de vinmarker, hvis druer lægger most til denne dejlige rødvin. Der er bær - især hyldebær - i duften, mens smagen er elegant og har dejlige krydrede noter. Vinen kan drikkes nu, men vil uden tvivl blive helt forrygende, hvis den gemmes i endnu et år. Køl den gerne lidt af, før den skænkes i glassene. Et kup til tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barolo, Cantine Gemma, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2012, middel alkohol (14%)

175 kr., på tilbud til 99 kr., Føtex 

En helt igennem klassisk Barolo - hvilket bestemt er godt. Den har varme krydrede noter med strejf af violer og aromatisk te og en lækker lang eftersmag med tilpas tanninbid. Nyd den til lam eller en god oksebøf.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barolo Colarej, Cantine Gemma, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2012, middel alkohol (14%)

200 kr., på tilbud til 129 kr., Føtex 

Dette er en herlig Barolo med elegance, masser af frugt, tilpas tanniner og en fin syre - med andre ord en rødvin i perfekt balance. Eftersmagen er lang og udvikler sig med nye spændende smagsnoter. Det er en vin, der vil være sagen til en god (kraftig) kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barolo Giblin, Cantine Gemma, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2008, høj alkohol (14,5%)

300 kr., Føtex 

En hel kurv fuld af modne frugter - samt noter af aromatisk te - præger både duft og smag af denne skønne rødvin. Den har også en god struktur og en tilpas mængde tanniner, syre og frugtsødme. Den kan godt klare en kraftig kødret.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen