Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 27, 2016



Adskillige årgange af Australiens dyreste rødvin, Penfolds Grange, er blandt de forsvundne vine.

Omfattende tyveri af kultvine

Mere end 30.000 flasker kostbar australsk vin er forsvundet fra en opbevaringshal i New South Wales. Det drejer sig blandt andet om forskellige årgange Penfolds Grange, Australiens dyreste vin, der herhjemme koster adskillige tusinde kroner i nyere årgange.

En af Grange-vinene er af den første eksperimenterende årgang 1951, en årgang, der er vurderet til mere end 430.000 kr. Derudover stammer de manglende vine fra kult-vinhusene Torbreck og Henschke.

Nogen må have set noget


Hallen ejes af firmaet Wine Investment Services (WIS), som har opbevaret vinene for omkring 300 vinsamlere.
Det har ikke været muligt at stjæle de mange vine uden en større lastbil, og det må have taget lang tid at læsse flaskerne på bilen. Så det lokale politi håber, at der melder sig nogle vidner - nogen må have set et eller andet.
Politiet frygter, at tyvene er i fuld gang med at videresælge de mange kostbare vine, der har en samlet værdi på omkring 5 millioner AUD (cirka 25 mio. kr.).

Hagluvejr igen igen

Det er som om, vejrgudernes rasen i de franske vindistrikter ingen ende tager. Som vi nævnte i uge 23, er Bourgogne nu to gange inden for de seneste måneder blevet ramt af kraftige hagluvejr, hvoraf det seneste også gik ud over det nordlige Beaujolais.
Og nu har haglbyger igen bombarderet vinmarkerne i Beaujolais og har helt eller delvist skadet omkring 3000 hektar marker svarende til 20% af områdets samlede vinmarksareal.

Ønsker området erklæret katastroferamt


Denne gang har uvejret været så alvorligt, at de lokale myndigheder har bedt den franske regering om at erklære dele af Beaujolais for katastrofeområde. Hvis regeringen indvilliger, betyder det, at de ramte vinproducenter vil kunne få økonomisk støtte. En sådan støtte kan være absolut nødvendig for efterhånden mange producenter, der i forvejen har en skrantende økonomi.

De store cru'er alvorligt ramt


Igen er det den nordlige del af Beaujolais, hvor de ti store cru’er befinder sig, det er gået hårdest ud over. Og uvejret var værre end det første, der ramte området, da haglbygerne var ledsaget af kraftigt stormvejr og hele 80 mm regn. Den megen regn har yderligere forårsaget jordskred, som flere steder har spærret vejene.
Værst ramt er cru’en Fleurie, hvor uvejret har totalskadet mellem 70 og 80% af vinmarkerne. Også Moulin-à-Vent, Morgon og Chiroubles fik uvejret at føle.


Den grå facade på Bordeauxs gamle børsbygning blev hver aften forvandlet til et festligt lysshow.

10 års jubilæum for stor vinfestival

Bordeaux by har netop lukket og slukket for årets udgave af Bordeaux Fête le Vin. I år havde denne store vinfestival 10 år jubilæum, så der var sat ekstra sejl til på alle fronter.
I de fire dage, festivalen varede, blev den besøgt af 650.000 vinglade verdensborgere, der nød vin hos de i alt 1000 udstillende vinproducenter og négocianter.
Det var udelukkende vine fra Bordeaux og resten af regionen Aquitaine, gæsterne fik skænket i glassene. Og der var vine fra samtlige 80 appellationer i regionen.
Festivalen foregik traditionen tro på en to kilometer lang strækning langs Garonne-floden, som gennemskærer Bordeaux by.

Workshops og oplevelsesture


Ud over smagsprøver på de mange vine, afholdt vinskolen under CIVB (Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux) workshops, hvor folk kunne fordybe sig i Bordeaux-vinenes palet af aromaer og lære om assemblage-teknikken - blandingen af de forskellige partier vine til den færdige vin.
Som kronen på værket tilbød CIVC også opdagelsesture ud i det omkringliggende vinlandskab.
Hver festivaldag afsluttedes med et gigantisk fyrværkeri og et lysshow på den store facade på Palais de la Bourse - Bordeauxs gamle børsbygning.


Castelnaus nye champagne, Hors Catégorie.

Champagnehus dropper "de"

Der er nogle, der gerne vil købe sig til et ”von” eller ”de” foran efternavnet. Hos champagnehuset Castelnau har man derimod besluttet sig for at skrotte det lille ”de” foran navnet.
Første champagne uden ”de” er husets netop lancerede champagne, Hors Catégorie. På de andre mærker vil der ifølge The Drinks Business stadigvæk stå et endnu mindre ”de”, som med årene helt vil forsvinde.
Det kan synes som en lille og nærmest ubetydeligt navneændring, men der har ligget store overvejelser bag - champagnehuset har immervæk heddet Champagne de Castelnau siden dets grundlæggelse i 1916.

Konkurrencen fra Prosecco


Champagnehuset kan således fejre 100 års jubilæum i år, og så er det, at direktøren, Pascal Prudhomme, syntes, at det var på tide at modernisere navnet lidt. En af årsagerne er, at man blandt andet på det britiske marked har stigende konkurrence fra den italienske mousserende vin Prosecco, der ofte har et mere smart og moderne udseende. Og så vil man ifølge direktøren også gerne adskille sig fra de mere gængse supermarkeds-champagner, der ofte netop har det lille "de" i navnet.


Vinhuset Veramonte, der blev grundlagt i 1998, ligger i Casablanca i Chile.

Sherry-hus på indkøb i udlandet

Gonzáles Byass, der blev grundlagt i 1835, er en af Sherry-distriktets største bodegaer, og den er ikke mindst berømt for fremstillingen af mærket Tio Pepe.
Ud over den gamle bodega i Jerez ejer familien Gonzáles, der tæller 134 medlemmer, de spanske vinhuse Bodegas Beronia, Cavas Vilarnau, Finca Constancia, Finca Moncloa, Viñas del Vero og Pazos de Lusco. Sidstnævnte, som ligger i Rías Baixas, købte familien for kun tre måneder siden. Og nu har Gonzáles Byass så for første gang været på indkøb uden for Spaniens grænser.

Har købt aktiemajoriteten


Nyerhvervelsen ligger i Chile, hvor familien Gonzáles har købt den kontrollerende aktiepost i vinhuset Veramonte. Vinhuset ejer 600 hektar vinmarker i Casablanca, Colchagua og flere andre chilenske vindistrikter, og det eksporterer vin til hele 37 forskellige lande.
Det var tidligere ejet af familierne Huneeus og Rojas. Det er den førstnævnte familie, Gonzáles Byass har købt ud, mens Rojas-familien stadig ejer en minoritetsaktiepost i Veramonte.


Tumbleren og flasken, som findes i flere forskellige størrelser.

Et ekstra skud eg

Hvis man synes, at rødvinen godt kunne trænge til lidt mere fad, så skulle en ganske særlig flaske og tumbler kunne udvirke mirakler i løbet af kort tid.

Man hælder sin vin ned i flasken eller tumbleren, der er lavet af amerikansk eg, og venter en halv til fire timer alt efter, hvor meget fadsmag, man ønsker. Når behandlingen er færdig, kan man nyde det ”hjemme-fadlagrede” indhold.
Det er det amerikanske firma Oak Bottle, der har kreeret flaske og tumbler, og at processen foregår med rekordfart sammenlignet med almindelig fadmodning, skyldes ifølge firmaet den simple kendsgerning, at der er mere eg i forhold til vin. Normalt ligger vin jo og fadmodner i måneder eller år.

Aroma fra kirsebær til røg


Oak Bottle har også fremstillet flasken med smagstilsætninger, så vinen - eller whiskyen, rommen, ginnen osv. - ud over fad også får fx noter af kirsebær, chokolade, kanel, citrusfrugter, kaffe, vanille eller røg. Sidstnævnte må fx være sagen, hvis man ikke kan få sin røgede Talisker whisky røget nok.
Man kan læse mere om produkterne og købe dem ved at klikke her. Både flasken og tumbleren koster 40 dollars (cirka 267 kr.) plus forsendelse.


Maria Luz Marín med sin søn, Felipe.

Chilensk pioner

Casa Marín er en lille vingård i Chiles kølige San Antonio Valley ikke langt fra Stillehavskysten. For blot 17 år siden erhvervede den nu 64-årige Maria Luz Marín et område dækket af eukalyptustræer og gik uden myndighedernes tilladelser i gang med at rydde det. Hun havde som én af de første i området en stærk fornemmelse af, at jordbunden og klimaet ville være perfekt til vinproduktion.
Fornemmelsen viste sig at være korrekt, og myndighederne tilgav hendes selvtægt. Især da Casa Marín allerede med sin første årgang i 2003 opnåede international anerkendelse. I dag er der tilplantet 40 hektar, og der fremstilles en række vintyper på flere kvalitetsniveauer.

Første kvindelige vinmager


Maria Luz havde en lang karriere som Chiles første vinmager og masterblender, før hun kunne opfylde sin drøm om at blive selvstændig. I dag arbejder hun for sig selv sammen med sønnen Felipe på 34. Han tager sig af vinmarkerne, men står også for markedsføringen af rejser til blandt andet Europa sammen med sin partner, hollandske Jamie Verbraak.
Under et nyligt besøg i København præsenterede de to en række vine - fra basisudgaverne i Cartagena-serien til enkeltmarksvinene i de noget højere prisklasser.

En meget speciel hvidvin


Der er fire vine i Cartagena-serien: en meget aromatisk Sauvignon Blanc, en let sødlig Riesling og en rustik Pinot Noir. Den fjerde i serien, Gewurztraminer, var ikke med i København. Prislejet for vinene er 65-75 kr.
I Casa Marín-serien findes en meget speciel hvidvin, Estero Vineyard Sauvignon Gris. Felipe Marin forklarer, at Sauvignon Gris er meget lavtydende, men at vinhuset ønskede at have mange forskellige druer og især hvidvinsdruer.
Resultatet er en lækker, aromatisk og fed vin med lidt sødme fra de senthøstede druer. Prisen på 150 kr. gør den interessant for især restauranter. En del af Sauvignon Gris-produktionen fremstilles med naturgær, og det samme gør alle Casa Maríns rødvine.

Forbavsende holdbarhed


Både Riesling og Sauvignon Blanc i Casa Marín-serien er overbevisende eksempler på, at chilensk vin i de rette hænder matcher den elegance, gamle Europa kan tilbyde. Nogle ældre udgaver af Sauvignon Blanc demonstrerer yderligere, at vinene holder sig forbavsende friske i adskillige år.
Felipe Marín oplyser, at visse vine først sendes på markedet, når de har en vis alder. Det gælder blandt andet Lo Abarca Hills Vineyard Pinot Noir. Nyeste årgang til salg er 2011. Det er en fadlagret, flæsket sag med 15% velintegreret alkohol og en pris på 250 kr.
Samme pris har 2010 Miramar Vineyard Syrah med kun 12% alkohol, en let og elegant fadgæret vin med op til to års fadlagring bag sig.
Vinene fra Casa Marín forhandles af Nemlig.com. Jørgen Aldrich


Riesling-druer. Foto: Deutsche Weine.

Verdens største Riesling-konkurrence

Der findes flere konkurrencer rundt om i verden, hvor hvidvine fremstillet på Riesling-druen dyster mod hinanden. Men den største af dem alle er ”Best of Riesling”, der arrangeres af det tyske forlag Meininger’s, og hvert år afholdes i den tyske by Neustadt an der Weinstrasse.
I år var det 11. gang, konkurrencen løb af stabelen, og hele 2600 Riesling-vine deltog - 762 flere end i 2015. I mere end en uge smagte det 100 mand store dommerpanel sig gennem de mange vine, der var inddelt i otte kategorier, blandt andet efter om de fx var tørre, halvsøde eller supersøde. Dommerpanelet omfattede ønologer, sommelierer, forskere inden for vinens verden og anerkendte vinskribenter - alle med en særlig god indsigt i netop Riesling-vine.

Flest tyske vine


Hovedparten af vinene stammede traditionen tro fra værtslandet Tyskland, der da også er verdens førende Riesling-land. Men i alt havde fjorten forskellige lande indsendt vine til konkurrencen - heriblandt Østrig, Frankrig, Luxembourg, Slovenien, Tjekkiet, Australien, New Zealand og USA.
Efter den første smagning af alle vinene overlevede kun cirka 10%, hvorefter disse vine igen blev smagt af et andet og mindre dommerpanel. Herefter blev første-, anden- og tredjepladsen inden for hver kategori kåret. Og her var samtlige vine tyske - dog med en enkelt undtagelse, en Riesling fra Alsace-huset Dopff-Au-Moulin.

Også priser til Østrig og Australien


Det var også en ikke-tysker, der vandt prisen for ”bedste europæiske Riesling”, nemlig en østriger fra Weingut Malat i Kremstal. Og prisen for ”bedste oversøiske Riesling” gik til den australske St Andrews Clare Valley Riesling fra vinhuset Wakefield/Taylors Wines.
Hele vinderlisten, der omfatter i alt 30 vine, kan ses ved at klikke her. Med den i hånden kan man jo så gå på jagt i de danske vinforretninger.

USA importerer mest champagne

I 2015 steg salget af champagne i USA ifølge The Drinks Business med 28% til det, der svarer til 3,8 milliarder kr., og amerikanerne er dermed blevet verdens største aftagere af de ædle franske bobler, når det gælder værdi.
På andenpladsen - og lige i hælene på USA - ligger Storbritannien med en stigning i salget sidste år på 7%.
Når det drejer sig om mængden af solgt champagne, er det dog briterne, der indtager førstepladsen med 34,2 mio. flasker sammenlignet med USA’s 20,5 mio. flasker.

Trend for premium champagne


Når USA fører i værdi, skyldes det blandt andet dollarens styrke i forhold til euroen samt en særlig trend blandt amerikanerne for premium champagner i den berømte og dyre ende af prisskalaen.
Inden for de enkelte champagnemærker er det Veuve Clicquot og Moët & Chandon, der hitter mest hos de amerikanske forbrugere, idet de tegner sig for 60% af markedet. Dernæst kommer Perrier-Jouët, Nicolas Feuillatte og Dom Pérignon.

Fordele ved EU for skotsk whisky

Scotch Whisky Association har ofte udtalt, at EU-markedet spiller en central rolle for den store succes, som skotsk whisky nyder. Og man er ikke i tvivl om, at Storbritanniens skilsmisse fra EU vil medføre sværere tider for eksporten af whisky.
Ifølge en artikel i magasinet Forbes af Felipe Schrieberg har den 4 milliarder store skotske whiskyindustri da også haft mange fordele af briternes medlemskab af EU.
For det første har betegnelsen skotsk whisky gennem EU opnået beskyttet geografisk status, så det kun er de skotske whiskyproducenter, der må bruge betegnelsen - ligesom champagne kun må anvendes for mousserende vine fra Champagne-distriktet.

Et opsving i afgifterne


For det andet nyder whiskyindustrien godt af de frihandelsaftaler, som EU har indgået med forskellige lande. Aftalerne betyder blandt andet, at afgifterne på skotsk whisky i Vietnam, der er på 45% vil forsvinde helt over en årrække. Det samme gælder for en aftale med Sydkorea, og netop det asiatiske marked er et stort ekspanderende marked for skotsk whisky.
Endnu en EU-frihandelsaftale har bevirket, at det nu er forbudt at diskriminere skotsk whisky - og al anden udenlandsk spiritus - i de colombianske forretninger ved at begrænse tilgængeligheden af flaskerne på hylderne.
Om alle disse goder for den skotske whiskyindustri vil bestå efter skilsmissen med EU, er tvivlsomt. Ifølge artiklen i Forbes vil afgifterne på whisky i eksportmarkederne sandsynligvis stige, ligesom udenlandshandelen med skotsk whisky nok vil blive mere besværlig fremover.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvad betyder "Elevé en fûts de chêne"?

Max Hansen har læst ordene "Elevé en fûts de chêne" på en vinetiket, men har ikke kunnet finde en helt præcis forklaring på udtrykket.
Lad os tage et ord ad gangen:
Elevé – det er noget med at opdrage, som man nu engang gør med elever. Opdrage eller modne. Udvikle.
en betyder i.
Fût – ordet kommer af det latinske ord fustis, der blandt andet betyder tøndestav. Og fra samme ord kommer også det danske ord fustage, der jo blandt andet benyttes i forbindelse med beholdere til sild, østers og øl. Fût betyder altså tønde eller fad.
Chêne er det franske ord for egetræ.
"Elevé en fûts de chêne" kan med andre ord oversættes ved "Modnet på fade af egetræ" – eller kort og godt: Fadlagret.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 338-364 Billede 364-390


382 Vinmarkerne ved Latour-de-France ligger som i en gryde, omgivet af lave bjerge (foto © Hans Torben Andersen).


VinAvisen finder de gode vine!

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 27 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Baronnie de Montgaillard, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2015, lav alkohol (12%)

59 kr., pris ved 6 flasker: 54,17 kr., Vintjenesten

En meget let og meget enkel hvidvin, men okay til den lave pris. Den har en frisk smag med noter af grape. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Colombelle, Plaimont Producteurs, Côtes de Gascogne, Frankrig, 2015, lav alkohol (11%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 57,95 kr., Erik Sørensen Vin

En let og enkel hvidvin på druerne Colombard og Ugni Blanc. Den enkle smag er fortrinsvis præget af citrus og en markant syre. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Klein Steenberg, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika, 2015, middel alkohol (13,5%)

99,75 kr., på tilbud indtil 24. juli: 125 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

Denne hvidvin kalder på sommerens fisk og skaldyr. Den er elegant og har en herlig frisk citrusduft og en tør, bred smag med noter af grønne druer. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Brolio, Barone Ricasoli, Toscana IGT, Italien, 2015, lav alkohol (13%)

109 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

En dejlig hvidvin på druerne Sauvignon Blanc og Chardonnay med en lidt fed og blød smag, en lille sødme og tilpas syre. Udpræget til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Moonlite, Rocca delle Macie, Toscana IGT, Italien, 2015, lav alkohol (12,5%)

119,75 kr., på tilbud indtil 24. juli: 89,75 kr., Skjold Burne

En meget venlig hvidvin, ret let, med god duft og en cremet druesmag med fin krydring. En meget anvendelig vin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ventola, La Bollina, Cortese, Gavi, Italien, 2015, middel alkohol (13,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk

Denne hvidvin fra et lille distrikt i Piemonte er en virkelig nydelse. Den har en liflig duft og en harmonisk druesmag med frugt, en lille sødme og tilpas og behagelig syre. Lang og mundrensende eftersmag. Vinen er lavet på på druen Cortese.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Casa Benasal, Pago Casa Gran, Valencia, Spanien, 2015, lav alkohol (12%)

89 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., Barrique Vin

Lækker rosévin på druerne Syrah og Monastrell. Vinen har en elegant, lys roséfarve, en god duft og en frisk druesmag med noter af røde sommerbær samt en lille sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Copper Lane, Leeuwenkuil Family Vineyards, Pinotage, Swartland, Western Cape, Sydafrika, 2016, middel alkohol (14%)

99,75 kr., på tilbud i juli: 49,75 kr., Skjold Burne

Denne rosévin kommer fra et af de nye områder i Sydafrika, Swartland. Her cirka 50 km nord for Cape Town vokser busken Rhino vidt og bredt og mørkner landskabet, så det på afstand syner næsten sort, swart. Vinen er let og saftig med noter af jordbær og kirsebær og med en tilpas krydring. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Paul Blisson, Vignerolns Propriétes Associes, Côtes du Rhône, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Holte Vinlager

En dejlig, ret lys rosévin med en frisk og aromatisk smag med - typisk for en klassisk rosé - noter af jordbær og hindbær. En glimrende og meget alsidig madvin.

stjernestjernestjernestjerne

48H, Turner Pageot, Vin de France, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., Vinova

En pæn, ufiltreret rosévin med en rubinrød farve, en god duft og en smag med noter af røde sommerbær, måske lidt tobak. Vinen er lavet på druerne Grenache og Syrah.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine la Chapelle, Les Vignerons de Collobrières, Côtes de Provence, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., Haller Vine og Vin&Vin

Frisk og aromatisk rosévin med en elegant, ganske lys farve og en smag, der med sin markante krydring gør den til en udpræget madvin. Vinen er lavet på Rhône-druerne Grenache, Syrah og Cinsault.

stjernestjernestjernestjernestjerneBoksvin

HandCraft, Cheryl Indelicato, Zinfandel, Californien, USA, lav alkohol (10,5%)

189 kr., på tilbud i denne uge (uge 27): 99 kr. for 3 liter i boks, Kvickly

Amerikanerne har en frisk og læskende rosévin på druen Zinfandel, som de kalder White Zinfandel eller White Zin. Her er sådan en vin, som mange vil elske. Den ryger bare ned. I smagen er kirsebær, melon og jordbær samt et strejf af vanille. Endvidere en charmerende sødme. 99 kr. for fire normale flasker - det er en meget attraktiv pris.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Guad al Mare, Castellani, Maremma Toscana, Italien, 2013, lav alkohol (13%)

Til den lave pris en rigtig god madvin. Faktisk lidt af et fund. Ikke det store, brede smagsbillede, men der er god frugt, bløde tanniner og en lille sødme. Den femte stjerne får den for prisen.

stjernestjernestjerne

Alamos, Malbec, Mendoza, Argentina, 2014, lav alkohol (13%)

49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

Denne rødvin er billig og med en tilsvarende kvalitet. Smagen er lidt ”syntetisk”, og den munder meget hurtigt ud i noget bittert. Men som sagt: Billig er den – ved 12 flasker. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Realzin, Angelo Rocca & Figli, Zinfandel, Salento IGT, Italien, lav alkohol (13%)

61,95 kr., Amka

Enkel frikadelleskubber uden noget særlig bredt smagsbillede. Der er frugt, tørhed og sødme og ikke så meget andet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Selvato, Giordano, Toscana IGT, Italien, lav alkohol (13%)

89,5 kr., Irma

En fortræffelig rødvin - en rigtig god toskaner, som man nyder med største fornøjelse. Den har en mellemfyldig smag i god balance og en lille sødme. Flot flaske.

stjernestjernestjernestjerne

Eroico, Ponte Lungo, Toscana, Italien, 2014, lav alkohol (13%)

99 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

En ganske dejlig rødvin med god frugt i duft og smag, men også med en ret markant frugtsødme, som delte vandene i smagepanelet. Denne sødme gør faktisk vinen velegnet til visse asiatiske kødretter.

stjernestjernestjernestjerne

La Multa, El Escocés Volante, Garnacha, Calatayud, Spanien, 2013, høj alkohol (14,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., D’Wine

Bliver denne rødvin plasket over i en karaffel et par timer før måltidet, bliver den lidt mere afrundet og venlig. Ikke en stor vin, men okay som en hverdags-vin. Smagen er frugtagtig og med noter af peber. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Los Vascos, Domaines Barons de Rothschild (Lafite), Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile, 2014, middel alkohol (14%)

99,75 kr., på tilbud indtil 24. juli: 79,75 kr., Skjold Burne

Flot rødvin, ret tør, med god, ren frugt, fin krydring, noter af mørke bær, tobak og kaffe. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjerne

Red, PradoRey, Ribera del Duero, Cosecha, Spanien, 2015, lav alkohol (13%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., Holte Vinlager

Denne rødvin på druerne Tempranillo og Merlot er et pænt glas med en attraktiv pris (ved seks flasker), der svarer meget godt til kvaliteten.

stjernestjernestjerne

Caravan, Quarisa Wines, Durif, South Eastern Australia, Australien, 2014, høj alkohol (14,5%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 89,50 kr., A Vinstouw

En ret enkel rødvin uden større bredde i det ikke særligt klare smagsbillede. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Festival, Cantina Meran, Pinot Nero, Sûdtirul - Alto Adige, Italien, 2013, lav alkohol (13%)

109,95 kr., Fortium

Lækker og delikat rødvin med et fint billede af den gode drue Pinot Noir / Nero - eller Blauburgunder, som der står på etiketten. Den er ret let og skal ikke ledsage en alt for kraftig ret.

stjernestjernestjerne

Les Vignes Sauvages, Domaine de Lambisque, Côtes du Rhône, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 95,20 kr., Propperiet

Denne rødvin møder munden med god, blød frugt, der dog meget hurtigt dækkes at en ret markant bitterhed og tørhed. Vinen er udpræget en madvin.

stjernestjernestjerne

Entre Suelos, Bodegas Tritón, Tempranillo, Vino de la Tierra de Castilla y León, Spanien, 2013, middel alkohol (14%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

En enkel og robust rødvin med en udpræget tør og bitter tone og uden større oplevelser. Skal ubetinget skænkes til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château Vincens, Malbec, Cahors, Frankrig, 2012, middel alkohol (14%)

En ret kraftigt, men velskabt og dejlig rødvin, der bør skænkes til en lige så kraftig kødret eller fx et pølsebord. Den har en dyb farve, en god duft og en fyldig smag med frugt og bred syre. Udpræget madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Selector, The Lindsay Collection, Shiraz, Barossa, Australien, 2013, høj alkohol (14,5%)

125 kr., Vinkrogen

Denne rødvin skal ubetinget plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet. Så er den stadig en kraftig, tør vin, men den bliver blød og afrundet og hænger godt sammen. Den femte stjerne gælder først efter plasketuren.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Source, Château Unang, Ventoux, Frankrig, 2011, middel alkohol (14%)

En skøn Rhône-rødvin med et blødt og bredt smagsbilledet. Fyldig frugt med noter af kirsebær, blommer, peber og krydderier. Der er sol og modne druer i den.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen