Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 41, 2016



Det smukke vinlandskab i Chablis.

Tjærefabrik i Chablis

Efter alt at dømme skal der opføres en tjærefabrik i Bourgognes Chablis-distrikt - noget, som har fået sindene i kog hos de lokale vinproducenter.

Tjære indeholder carbonhydridmolekyler, som producenterne frygter vil forurene druerne såvel via luften som via det vand, der bruges til vanding.
Fabrikken skal ligge i Saint-Cyr-les-Colons, og den skal kunne fremstille 500 tons tjære - eller asfalt - i timen i de næste 25 år. Asfalten skal bruges til at udvide A6-motorvejen, der forbinder Paris og Lyon.

Har fundet andre byggegrunde


Vinproducenterne i Chablis har fundet frem til flere andre byggegrunde i området, der ligger på tilpas lang afstand af vinmarkerne til at undgå forurening af druerne. Og producenterne er endda gået så vidt, at de har tilbudt at købe en af disse grunde til byggeriet.
Det, der vækker størst harme, er, at byggeprojektet har fået den franske appellationsmyndighed INAOs blå stempel, uden at man først har hørt, hvad Chablis's vinproducenter mener om sagen.
Projektet er også forhåndsgodkendt af de lokale myndigheder - den endelige godkendelse forventes at blive givet i løbet af oktober.



Foto: Wikipedia/BMK.

Glaspropper på vine fra Penfolds

Som vi nævnte i uge 30, afholdt det førende australske vinhus Penfolds en af sine ”Re-corking Clinics” i London - en service for folk, der ejer nogle af vinhusets fine gamle vine og gerne vil have dem vurderet og forsynet med en ny korkprop. Og her fik The Drinks Business en snak med chefvinmager Peter Gago.
Han går bestemt ind for skruelåg, og i dag benyttes det lille låg på samtlige af Penfolds’s hvidvine samt på en række af vinhusets rødvine - blandt andet på Bin 407 Cabernet Sauvignon, en vin til cirka 400 kr.
Vinhusets flagskib og Australiens dyreste vin, Grange, der koster 6000 kr., er forsynet med korkprop. Det bliver der ifølge Gago ikke ændret på - ligesom flere af Penfolds’s andre røde topvine fortsat vil få en korkprop i flaskehalsen.
Men Gago afslørede, at Penfolds overvejer at udskifte skruelågene på rødvinene med propper af glas. Eksperimenterne med de elegante glaspropper er derfor i fuld gang hos vinhuset.

Problemet med opvarmning


Årsagen er den enkle, at man ikke kan se, hvis en vin har været udsat for alt for høje temperaturer, når flasken har skruelåg. Hvis flasken er forsynet med korkprop, vil man som regel kunne se tydelige tegn på, at vinen har været opvarmet.
Når vinen opvarmes, vil den skubbe til korkproppen, der så igen skubber til kapslen. Desuden kan det ske, at lidt af vinen trænger ud gennem proppen og efterlader lange røde striber på både prop, flaske og etiket.
Disse tydelige tegn på, at vinen har været opbevaret for varmt, vil ikke vise sig, hvis flasken er forsynet med skruelåg, mens en prop af glas vil kunne skubbes opad og dermed afsløre opvarmningen. Samtidig undgår man - ligesom med skruelåg - problemet med proppede vine.

En glasprop vil afsløre opvarmning


Det lyder måske alt sammen lidt nørdet, men Penfolds’s fornemme rødvine er typisk gemmevine - og vine, der skifter ejermænd på auktioner. Og her er det vigtigt, at man kan se, hvis vinen har været opbevaret alt for varmt over en længere periode.
Opvarmningen kan også ske under transport af vine, der fx skal fragtes fra en ejermand til den næste. Her skal vinene ligge i et køligt og temperaturkontrolleret rum, men hvis fragtfirmaet fx ikke har fragt af vin som speciale, kan det godt skorte på den rette opbevaring.


Travlhed ved portvinhuset Niepoorts stand under Taster Wines vinfestival.

Et brag af en vinfestival

Stemningen var i top, da Taster Wine i sidste uge afholdt en stor vinfestival i Brøndby, hvor firmaet har sit hovedkvarter.
Taster Wine er ikke kun Danmarks største privatejede vin- og spiritusfirma, men også ejer af landets største kæde af vinhandlere, Skjold Burne - og af Oskar Davidsen & Co., der betjener hoteller, restauranter og catering.
Såvel fagfolk som vinentusiaster valfartede til Brøndby i løbet af dagen for at få smagsprøver og en god vinsnak med de i alt 32 vinproducenter fra hele verden.
Og der var nok at gå i gang med blandt de mange flasker - lige fra fornemme Bordeaux’er, lækre Chianti-vine og sprudlende champagner over liflige oversøiske vine til specialiteter som kinesisk rødvin og dansk rom. Sidstnævnte kan man læse mere om i denne uges "Stærke Side".

Niepoort i lange baner


Det er svært at nævne toppen af poppen, når det gælder festivalens vine - for der var rigtig mange fantastiske og interessante vine at vælge imellem.
Der var hele sytten forskellige flasker portvin fra det berømte portvinshus Niepoort - blandt andet den fantastiske Colheita 2000, der hos Skjold Burne koster 359,75 kr.
Der var også de glimrende chilenske vine fra Los Vascos og Viña Tarapacá, og så smagte vi en fantastisk lækker hvidvin på Riesling fra et af de største og ældste familieejede vinhuse på New Zealand, Babich. Normalt forbinder man newzealandsk hvidvin med Sauvignon Blanc, men faktisk er Riesling i dag landets fjerde største drue.
For private kostede billetterne til Taster Wines vinfestival 200 kr. - hvilket må siges at være overordentligt rimeligt, når man tænker på de mange vine - og indimellem rigtig dyre vine - man fik mulighed for at smage.

Kæmpeposer på 25.000 liter


Vi måtte også lige smage den kinesiske rødvin Changyu Noble Dragon. Den var blød og rund og fuld af frisk bærmost.
Der var mange, der valgte at afslutte den vinøse rundtur med en smagsprøve på en af cognac’erne fra det fornemme cognachus Camus, der præsenterede cognac’er til priser fra 350 til 3850 kr.
Hvis man trængte til en pause mellem smagsprøverne, startede der hvert kvarter en interessant guidetur i Taster Wines kolossale tapperi og lagerfaciliteter.
Ud over importen af flaskevine tapper firmaet nemlig også selv vin på flasker og frem for alt på bag-in-box.
Vinen ankommer fra alverdens vinlande i form af bulkvin i store ”poser”, der kan rumme hele 25.000 liter vin. Det svarer til 32.000 flasker.
Taster Wines lager er imponerende med sine store haller fyldt med vin - heriblandt firmaets største vinmærke i dag, det australske mærke Diamond Hill, som der sælges omkring 7 millioner liter af årligt - i flasker og bag-in-box.
For nogle år siden var VinAvisen også på rundtur bag kulisserne hos Taster Wine, og det kom der en serie postkort ud af, som kan ses ved at klikke her.


Om man er til grafitti eller ej, så er designet af denne champagneflaske i hvert fald iøjnefaldende.

Sprælsk champagnedesign

De fleste champagneflasker er forsynet med fine etiketter med snirklede bogstaver på en hvid eller gylden baggrund og med en kapsel, der er sort eller guldfarvet. Altså flasker, der matcher det fornemme indhold.
Hos champagnehuset Thiénot er man gået helt nye veje ved at få den parisiske grafittikunstner Olivier Rizzo til at skabe et meget sprælsk flaskedesign.
Rizzo, hvis kunstnernavnet er ”Speedy Graphito” var en af pionéerne i den gadekunst-bevægelse, som opstod i 1980’ernes Paris.

Et ungt champagnehus


Inspirationen til sin graffiti henter Olivier Rizzo i alt lige fra japansk Manga og Walt Disney til den mexicanske Maya-kultur.
For ejerne af Thiénot, søskendeparret Garance og Stanislas, var valget af Rizzo oplagt, da man med det nye design netop ønsker at understrege, at der er tale om et ungt champagnehus. Hvor mange champagnehuse har rødder flere hundrede år tilbage, blev Thénot grundlagt i 1985.
Rizzos design pryder foreløbig kun et begrænset antal magnumflasker af Thiénot Brut.


Et bemandet rumfartøj bragte vinplanterne ud i rummet. Her ses fartøjet (til højre), lige før det sammenkobles med rumstationen Tiangong. Foto: Wikipedia/Ciic.

Vinplanter på rumrejse

Det er gået stærkt for Kinas vinindustri. I dag har landet flere vinmarker end Frankrig, men det er ikke ukompliceret at dyrke vin i det store asiatiske land. Ofte er jorden næringsfattig, og ekstrem kulde eller lange tørkeperioder er typisk i flere af vinregionerne.
Selv i regionen Ningxia, der er Kinas førende vinområde, er vintrene så kolde, at vinproducenterne er nødt til at begrave vinstokkene for at skåne dem mod den hårde frost.
Nu har kineserne sendt vinplanter ud i rummet til Kinas nye rumlaboratorium Tiangong-2. Her håber man, at de - under påvirkning af de særlige og ligeldes ekstreme forhold, rummet byder på - vil udvikle mutationer, som bedre vil kunne tilpasse sig det barske kinesiske klima.

En jordisk kontrolgruppe


I øjeblikket kredser vinplanter af druesorterne Cabernet Sauvignon, Merlot og Pinot Noir således rundt om jorden. Planterne kommer fra en planteskole ved Helan-bjergene - et område, som de lokale myndigheder kalder for ”Kinas Bordeaux”.
To astronauter er nu på vej op til Tiangong-2, hvor de i den kommende tid nøje skal følge vinplanternes udvikling.
Når planterne er vel tilbage på kinesisk jord, vil de blive sammenlignet med en kontrolgruppe af planter på den planteskole, de kom fra.
Tiangong betyder i øvrigt "himmelsk palads" på kinesisk - egentlig et fint navn til en rumstation.


Rammerne er den gamle børssal i København, når Brunello møder Barolo.

Festligt topmøde på Børsen

Brunello og Barolo, der fremstilles i henholdsvis Toscana og Piemonte, er to af Italiens mest berømte vine, og d. 25. november mødes de for tredje år i træk på Børsen i København.
I den gamle børssal vil omkring 40 vinproducenter skænke smagsprøver på deres top-vine, og der vil være rig lejlighed til at få en snak med producenterne og blive klogere på vindyrkning, fremstilling, modning osv.
Derudover vil der også være olier, oste og andre lokale delikatesser fra de to italienske vindistrikter.
Alle er velkomne mellem kl. 13 og 20.45, og der er tre forskellige tidsintervaller at vælge imellem. Billetterne koster 299 kr. og kan købes ved at klikke her.
Det er de to distrikters vinråd, Consorzio i Vini del Piemonte og Consorzio del vino Brunello di Montalcino, der står bag den store smagning.

Mindste høst i fire år

Som tidligere nævnt i VinAvisen har de franske vinproducenter været ualmindeligt hårdt ramt af dårligt vejr i år. Forårsfrost, tørke og haglstorme har tilsammen forårsaget store skader i vinmarkerne fra Champagne i nord til Charentes i sydvest. Og det medfører, at Frankrigs druehøst i år bliver den mindste siden 2012.
I alt vil der ifølge det franske landbrugsministerium bliver høstet 42 millioner hektoliter druer, hvilket svarer til 5,6 milliarder flasker vin. Det er et fald på 12% i forhold til 2015.
Vin er i øvrigt Frankrigs største eksportvare, når det gælder landbrugsprodukter. Sidste år eksporterede franskmændene vin til en værdi af 8,27 mia. euro (cirka 62 mia. kr.), hvoraf Champagne og Bordeaux havde æren for den største andel af beløbet.


Tornadoer som denne er et kendt fænomen i Kina. Foto: Wikipedia/Yonidebest.

Tornado udsletter vinmarker

Det er ikke kun de europæiske vinmarker, der står for skud, når det gælder vejrgudernes rasen. I Kina har en kraftig tornado ødelagt 200 mu - svarende til 13 hektar - vinmarker tilhørende det førende kinesiske vinhus Tiansai Vineyards.
Vinstokkene ligger nu revet op af jorden, knækkede og ødelagte, og ejeren af Tiansai Vineyards, Chen Lizhong, kalder det ifølge The Drinks Business for den største katastrofe, siden vinhusets grundlæggelse.
Tornadoen ramte oven i købet lige før, vinhuset skulle til at høste de mange druer. I alt er 11 tons druer gået tabt.
Der skal dog nok blive til en årgang 2016 - Tiansai Vineyards ejer nemlig yderligere 197 hektar vinmarker.


Danmarks egen rom

På Taster Wines vinfestival (se længere oppe på siden) kunne man smage rom fra Skotlander Spirits. Og nej, vi skal ikke til rommens hjemegn, Caribien og - trods navnet - heller ikke til Skotland. Vi skal til Fjerritslev i Nordjylland.
Destilleriet ejes af Anders Skotlander, og rommen brændes af Anders Bilgram, som har studeret destilleringens kunst rundt om i verden.

En succeshistorie


Som Anders Skotlander fortalte, så startede det hele for tre år siden med 1000 flasker rom:
- Hvad skal vi gøre med al den rom, hvis nu vi ikke kan sælge den, sagde jeg til min kæreste.
- Så drikker vi den, svarede hun.
Men sådan skulle det ikke gå. Rommen blev hurtigt en succes, og succesen har haft ekstra vind i sejlene, efter at Skotlanders lyse rom vandt i sin kategori ved The RumXP Tasting Competition i Miami sidste år over lyse rommer fra hele verden.
I år har Skotlander fremstillet 10.000 flasker såvel lys som mørk rom, heriblandt en rom med en anelse lakridssmag.

Rom på sørejse


Og så er der ”Rum V, 1400 sømil”, der har været om bord på Mira - en skonnert fra 1898. Her har rommen ligget og modnet i gamle sherryfade, der har indeholdt den søde PX sherry, og den har rejst hele 1400 sømil i de danske farvande, før den blev tappet på flasker.
Hos Skotlander har man valgt at tappe rommen ved fadstyrke - hvilket betyder, at den har 61,6% alkohol. Efter en smagsprøve holder man varmen i flere timer …
Men trods de høje procenter trænger den gode og rigt facetterede smag fint igennem. Favoritten ved smagningen hos Taster Wine var og blev dog Skotlander Cask Rum, som er aromatisk og har både søde og fint røgede noter.
Klik ind på destilleriets hjemmeside - den er meget professionelt lavet og fuld af informationer.
Den nye sydafrikanske whisky med finish fra Pinotage-fade.

Whisky med finish af Pinotage

I whiskyens verden taler man meget om "wood finishings". Direkte oversat betyder det "fadafrundinger", og det går ud på, at whiskyen i den sidste del af modningsprocessen hældes over på fade, der har indeholdt portvin, sherry, madeira eller Bordeaux-vin. Disse fade giver whiskyen en sidste karakteristisk "finish", der vil være forskellig alt efter hvilke fade, der er blevet brugt.
Nu har et sydafrikansk destilleri, James Sedgwick, fremstillet verdens første whisky med finish fra Pinotage-fade - og med navnet Three Ships 15 Year old Pinotage Cask. Da Pinotage er Sydafrikas helt egen blå drue, er det selvfølgelig oplagt med denne finish.

Sydafrikas ældste whisky


Pinotage er også en drue, der giver vine med en meget karakteristisk aroma, som ofte deler vandene ved en vinsmagning. Nogle mener, at vinene har en lidt kemisk smag - lidt ligesom neglelak, hvilket jo ikke lyder så rart. Andre er vilde med vinenes karakteristiske smag.
Når det gælder den nye whisky, skulle Pinotage-fadene ifølge destilleriets master destiller da også have tilført den en helt særegen aroma.
Whiskyen er i øvrigt den hidtil ældste whisky, der er blevet lanceret i Sydafrika.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* The Wine Company har optaget importen af vine fra Marchand-Tawse i Bourgogne.
* AmericanWineCorner har optaget importen af vine fra de australske vinhuse Thomas Goss Wines, Adelaide Hills og McLaren Vale, og Penny's Hill Estate, McLaren Vale, begge South Australia.


Morten Stenør Larsen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


Morten Stenør Larsen (f. 1973) voksede op i en madglad familie i Bellinge, en forstadsby til Odense. Han drømte om at blive kok, men efter studentereksamen i 1993 gjaldt det værnepligten på Nørre Uttrup kaserne og dernæst studier i samfundsvidenskab på Aalborg Universitet.
Samtidig med studierne begyndte han dog at interessere sig stadig mere for samspillet mellem mad og god vin. Ferierne gik til vinproducerende områder, og SU’en blev omsat i de første rigtig gode flasker vin.
I 2001 flyttede Morten Stenør Larsen til København og til et job i Nykredit Bank, men vin- og madinteressen blev ikke lagt på hylden. Da han ikke havde tålmodighed til at købe vinene unge, lagre dem og vente på, at de blev modne, begyndte han at blive en flittig gæst på diverse vinauktioner hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
Det var ikke kun ham, der var blevet opmærksom på auktionshuset - hos Bruun Rasmussen blev man også snart opmærksom på den unge vinglade mand. I 2002 blev han ansat på timebasis i auktionshusets vinafdeling sideløbende med, at han passede sit arbejde i bankverdenen. To år efter blev han udnævnt til vinsagkyndig i vinafdelingen, og fra og med 2011 til vurderingschef.
Det daglige arbejde omfatter vurderinger af vin pr. mail og telefon samt ved auktionshusets indleveringsskranke, ligesom Morten Stenør Larsen vurderer vine ude hos kunderne. Derudover deltager han i vinsmagninger og har ansvar for markedsføring og indkøb til auktionshusets vinlager.
Når han ikke er på job, tager han løbeskoene på eller spiller fodbold - og laver selvfølgelig god mad og deltager i et par uformelle vinsmagegrupper.
Adresse: Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Baltikavej 10, 2150 Nordhavn, tlf.: 88 18 12 07, e-mail: msl@bruun-rasmussen.dk, www.bruun-rasmussen.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416


396 Hos det sicilianske vinhus Pellegrini bruger man de kæmpestore egetræsfade, ”botti”. (foto © Erik Stanley).


VinAvisen finder de gode vine!

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 22 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjerne

Nottage Hill, Hardy's, Chardonnay, South Eastern Australia, Australien, 2016, middel alkohol (13,5%)

69,95 kr., på tilbud i oktober: 39 kr. - også i SuperBrugsen og Dagli'Brugsen, Kvickly

Denne hvidvin er ret enkel og hurtigt færdig fra druesmag til en tør, let bitter slutning. Men til 39 kr. er den unægtelig også meget billig. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Gattone, Chardonnay, Terre di Chieti, Italien, 2015, lav alkohol (12,5%)

119,95 kr., Vinmonopolet

En meget lækker hvidvin på økodruer. Den har en tør, blød og frisk smag med et fint billede af druen Chardonnay. Glimrende madvin, Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Meyer-Fonné, Felix Meyer, Riesling, Alsace, Frankrig, 2015, lav alkohol (12,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., A Vinstouw

Glimrende hvidvin med et fint og klart billede af druen Riesling. Vinen har en frisk smag med mineralske noter, tilpas syre og en lille sødme.

Rosévin

stjernestjernestjerne

Note Bleiue, Maîtres Vignerons de la Presqu'Île de Saint Tropez, Côtes de Provence, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

Denne rosévin er knastør, og tørheden maskerer i ret høj grad frugt og aroma.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Château Cuiot, Costières de Nïmes, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Pæn rødvin med god, fyldig frugt og et lille bid i slutningen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Wrongo Dongo, Bodegas Volver, Monastrell, Jumilla, Spanien, 2015, høj alkohol (14,5%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 54 kr., AndrupVin.dk

En enkel og lidt kantet rødvin uden noget større vingefang. Det hjælper dog ret meget på kanterne, hvis vinen plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Poggio al Casone, Castellani, Chianti Superiore, Italien, 2014, lav alkohol (12,5%)

89,75 kr., på tilbud indtil 6. november: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En let og delikat rødvin på økodruer - Sangiovese og Canaiolo. Den har frisk frugt, tilpas syre og fint integrerede fadnoter. Den femte stjerne får den for prisen ved to flasker. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjerne

Tupungato, Finca Sophenia, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Reserve, Argentina, 2013, høj alkohol (14,5%)

En meget stringent rødvin med markante tanniner. En ok rødvinssmag med noter af lakrids, men smagen forsvinder meget hurtigt.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Aussarone, Byrne Vineyards, Shiraz, South Australia, Australien, 2015, høj alkohol (15,5%)

99 kr., Gallovini

Denne stoute rødvin er til den søde side, blid og venlig trods sin styrke. 15,5 % er meget, men man fornemmer ingen spritkant. Vinen er enig med sig selv. Sådan er stilen ret ofte i Australien. Men ind imellem længes vi efter mere elegante og umiddelbart læskende og drikkelige vine, der kan nydes til maden uden et promillebål.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Les Ribes du Vallat, Château Juvenal, Ventoux, Frankrig, 2013, høj alkohol (14,5%)

99,5 kr., Irma

En meget lækker rødvin på to økologisk dyrkede druer: Grenache og Syrah. Der er stof i den, god frugt og krydring, alt i fin balance. En udmærket madvin, der godt må ligge et par år endnu.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Creisses, Philippe Chesnelong, Vin de Pays de l'Hérault, Frankrig, 2014, høj alkohol (14,5%)

125 kr., Amfora Vin

Flot rødvin med dejlig frugt - brombær og modne kirsebær. Dertil en fin krydring og en lille kant, der gør den god til mad. Plask den eventuelt over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjerne

Domaine Roger Perrin, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 110 kr., Holte Vinlager

Skikkelig rødvin med et lidt smalt smagsbillede. Den folder sig dog mere ud, når den bliver plasket over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

3 Tres, Liberalía, Tempranillo, Toro, Spanien, 2014, høj alkohol (14,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., D’Wine

Delikat og meget lækker rødvin med en ren og tæt frugtsmag, bløde tanniner, en lille sødme og fint integrerede fadnoter.

stjernestjernestjernestjerne

Volver, Finca las Cruces, Tempranillo, La Mancha, Spanien, 2014, høj alkohol (15%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

En meget kraftig rødvin. Ganske flot med alle sine muskler. Lige så lidt elegant som en bodybuilder. Dyb frugt, ikke så mange facetter. Man kan tæmme den lidt ved at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Temprano, Badalucco, Terre Siciliane IGP, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)

130 kr., Mother Wine

Vinen hedder Temprano, men tro ikke, at den er lavet på den gode Tempranillo-drue. Jo, der er 20% Tempranillo i den, men resten er Nero d'Avola. Naturligvis kan den drikkes, men den er uden de større smagsnuancer, og helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Part des Anges, Château Milajay, Côtes du Rhône, Frankrig, 2014, høj alkohol (14,5%)

139 kr., pris ved 6 flasker: 98,69 kr., Propperiet

Vellavet rødvin - faktisk en meget flot og lækker rødvin - på druerne Syrah (80%) og Grenache (20%). Her har vi fat i noget rigtig, rigtig godt! I smagen mørke bær og et strejf af chokolade.

stjernestjernestjernestjerne

Selvarossa, Cantine due Palme, Salice Salentino, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)

169 kr., pris ved 6 flasker: 120 kr., Holte Vinlager

Kraftig og tør rødvin på druerne Negroamaro og Malvasia Nera - en udmærket madvin, der oplagt er til en kraftig kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Domaine de la Métairie d'Alon, Abbotts & Delaunay, Pinot Noir, Haute Vallée d l'Aude, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)

179 kr., pris ved 6 flasker: 148,57 kr., Propperiet

En rigtig dejlig rødvin på økodruer. Den har et fint billede af druen Pinot Noir med frisk, bred og blød frugt, tilpas syre og en lille druesødme. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tenuta Sant'Alfonso, Rocca delle Macie, Chianti Classico, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)

199,75 kr., på tilbud indtil 6. november: 149,75 kr., Skjold Burne

Perfekt Chianti - en dejlig rødvin, fortræffelig til mad med sin tørhed, sin bløde frugt, sin gode syre og lille sødme. Lang eftersmag.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Quinta do Grifo, Rozès, Vintage Portvin, Portugal, 2011, høj alkohol (20%)

119 kr., Rema 1000

Til den meget rimelige pris er dette en dejlig portvin. Her får man en god, reel portvin, som leverer - blød, lækker frugt, fin krydring og sødme.

stjernestjernestjernestjerne

Rubydum, Nieport, Ruby Portvin, Portugal, høj alkohol (20%)

119,75 kr., på tilbud indtil 6. november: 99,75 kr., Skjold Burne

Til tilbudsprisen 100 kr. en udmærket portvin med god frugt, fin krydring (laurbær, enebær?) og en venlig sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Niepoort, 10 Years Tawny Port, Portugal, 2016, høj alkohol (19,5%)

289,75 kr., på tilbud indtil 6. november: 249,75 kr., Skjold Burne

Lækker og dejlig portvin, cremet og med både frugt og sødme. I smagen pikante noter af appelsin og kandiserede frugter.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen