Nyheder for uge 52, 2016



En sensorplatform opsat i en af de tyske vinmarker.

IoT i vinmarken

IoT (Internet of Things) - eller på godt gammeldags dansk "tingenes internet" - er noget, vi kommer til at høre meget mere om i fremtiden.

”Tingene” kan omfatte alt fra maskiner og biler til kvæg hos en landmand. Fælles for dem er, at de er udstyret med mikrochips eller sensorer, som indsamler data, der sendes til en computer, hvor de behandles og forbindes i et større netværk. Herved bliver det muligt, at få tingene til at ”kommunikere” indbyrdes via det trådløse netværk.
I privat regi vil IoT fx betyde, at det elektroniske vækkeur først vækker én i det øjeblik, kaffemaskinen er færdig med at brygge kaffe.
Det er dog især inden for industrivirksomheder, at IoT forventes at få en stor fremtid. Og en af de industrier, hvor man i øjeblikket udfører forsøg med IoT, er vinindustrien.

Vinhusenes egen IoT-løsning


Det er telekommunikationsvirksomheden Ericsson og IoT-firmaet MyOmega, der står bag forsøget, som omfatter fire vinproducenter i Mosel-dalen. MyOmega har udviklet en IoT-løsning med navnet TracoVino specielt til brug for vinproducenterne.
Rundt om i vinmarkerne er der installeret i alt 20 solenergistyrede sonsorplatforme. Disse platforme indsamler løbende forskellige informationer om miljøet i vinmarken - heriblandt luftens og jordens fugtighed og temperatur, lysets intensitet og mængden af regn.

Gavner miljøet


Alle de data, sensorplatformene indsamler, forbindes så i et netværk, hvor de bruges til diverse analyser - eller til at fortælle vinproducenten, hvornår det er optimalt at vande vinmarkerne, sprøjte med svampedræbende middel eller høste druerne. Det medfører igen, at der fx kun vandes og sprøjtes, når det er absolut nødvendigt, hvilket selvsagt er til gavn for miljøet.
IoT-løsningen giver også producenten mulighed for via en tablet eller smartphone at være i "kontakt" med sin vinmark døgnet rundt.
Man kan læse mere om projektet ved at klikke her. Og ved at klikke her kan man se en lille film på YouTube, hvor Johannes Haart fra vingården Reinhold Haart - der indgår i forsøget - fortæller om, hvordan TracoVino hjælper ham med at gøre det rigtige arbejde på det rigtige tidspunkt.
Hvis man ønsker en nærmere forklaring på IoT, så klik her, og se en glimrende beskrivelse (på engelsk) i en TED-film på YouTube.

Dobbelt så meget vin i Washington

Vinindustrien i Washington er relativ ung. Alligevel ligger staten i dag på en andenplads efter Californien, når det gælder den årlige mængde vin i USA’s vinproducerende stater.
Og det er gået stærkt for Washington. I 2007 lå høstmængden ifølge Union-bulletin.com på 127.000 tons druer - i år er der høstet 250.000 tons. Altså mere end en fordobling i løbet af de sidste ti år og en gennemsnitlig årlig vækst på 9%.
Staten har omkring 900 vinhuse og cirka 24.000 hektar vinmarker fordelt på fjorten appellationer - eller AVA’er (American Viticultural Areas), som det hedder i USA.

Indbyggerne køber egne vine


I alt fremstiller Washington cirka 192.000 flasker vin årligt, hvoraf de 51% er rødvin og resten hvidvin.
Statens indbyggere gør selv et godt indhug i de mange flasker. Hver fjerde flaske vin, der købes i Washington, er fremstillet af statens egne vinproducenter.
Selv om statens vinindustri stormer derudad, er der et godt spring op til nummer et på listen, Californien, hvis årlige høstmængde druer ligger på omkring 3,5 millioner tons.


En vinmark i Perpignan i Languedoc. Foto: Wikipedia/Mickstephenson.photoshelter.com.

En advarsel fra Sydfrankrig

De sydfranske vinproducenter er rasende over de store mængder bulkvin fra Spanien, som hvert år importeres til Frankrig og sælges i landets supermarkeder til spotpriser.
I 2015 blev der i alt importeret 7,2 millioner hektoliter vin til Frankrig, hvoraf de 81% var billig spansk bulkvin.
Som nævnt i uge 12 kulminerede det hele med en aktion ved grænsen mellem Frankrig og Spanien. Her kaprede vrede sydfranske vinbønder fem tankvogne, der netop var kørt over grænsen. Vinbønderne åbnede tankene og lukkede flere tusinde hektoliter spansk vin ud på motorvejen.
Nu, hvor år 2016 går på hæld, advarer foreningen for vinproducenterne i det sydfranske Languedoc-Roussillon, at hvis der ikke kommer andre boller på vinsuppen i 2017, så ender det med, at adskillige vinproducenter må dreje nøglen om.

Lad forbrugerne vælge


Det er Decanter, der har talt med generaldirektøren for foreningen, Florence Barthès, og ifølge hende kan konkurrencen fra den billige spanske vin ende med at reducere den mængde af Pays d’Oc IGP vin, der i dag fremstilles i Languedoc, med op mod 12%.
Supermarkederne tapper typisk den spanske vin på bag-in-box. De etiketter, de sætter på boksene, lever til fulde op til reglerne, men ifølge Barthès burde supermarkederne i langt højere grad understrege, at vinen stammer fra Spanien. Som det er nu, fremgår det ikke særligt tydeligt.
Det ville gøre det lettere for de franske forbrugere at være solidariske med de franske vinproducenter og vælge den spanske vin fra.

Tre nye appellationer

I Rhône har man den store brede appellation Côtes du Rhône Villages. En tak finere er vine, hvortil der knytter sig et bynavn. Det drejer sig fx om landsbyer som Plan de Dieu, Sablét, Cairanne, Visan og Séguret, der således alle har deres egen appellation.
Nu har appellationsmyndigheden INAO godkendt endnu tre nye appellationer: Côtes du Rhône Villages Sainte-Cecile, Côtes du Rhône Villages Suze-la-Rousse og Côtes du Rhône Villages Vaison la Romaine.
Appellationerne gælder udelukkende for rødvin, og vinproducenterne kan sætte bynavnet på etiketten fra og med årgang 2016.


Orlando Ice Bar med bardisken, hvor der er udstillet isskulpturer.

Isbar af 70 tons is

En isbar er ikke kun et sted, der serverer vafler med iskugler en varm sommerdag. I flere storbyer findes der i dag isbarer, hvor alt fra vægge til inventar er opbygget af isblokke. Og den største af dem alle - når det gælder permanente isbarer - befinder sig i Orlando i Florida.
Til Icebar Orlando, der breder sig over 110 kvadratmeter, er der brugt hele 70 tons is, som er hugget ud i hånden.
Borde, sofaer, stole - ja, selv de glas, man drikker vin og drinks af, er udhugget af is.
Temperaturen i baren er selvsagt lav - helt nede på minus 3 grader. Gæsterne modtages i en noget varmere pejsestue, hvor de forberedes på besøget i isbaren - og bliver iklædt termofrakker og handsker.

Ikke en god idé alle steder


Besøget i isbaren er begrænset til 45 minutter - mere mener man ikke, at gæsterne kan holde til. Mens de sidder (sikkert let frysende) med deres is-glas med drinks i, har de udsigt til baren, hvor der er skiftende udstillinger af skulpturer - udhugget i is selvfølgelig. Til sidst bliver gæsterne igen lukket ind i varmen i pejsestuen.
Man kan spørge sig selv, hvilken fornøjelse der er ved at besøge sådan en isbar. I Orlando er der selvfølgelig pænt varmt året rundt, så her kan det være attraktivt med et kuldegys.
Andre steder, hvor der findes isbarer - som fx Finland - må det siges at være mindre relevant.
Også København fik sin isbar, Absolut Icebar Copenhagen, i 2007. Den har netop lukket og slukket her i december på grund af manglende indtægter …


Det smukke slot Château de Pommard.

Biodynamik i Bourgogne

Stadig flere af Bourgognes vinhuse lægger om til biodynamisk vindyrkning - dog stræber de ikke alle efter at opnå certificering. Blandt de certificerede biodynamiske vinproducenter er Domaine de la Vougeraie, Domaine de la Soufrandière og Domaine Michel Lafarge. Og nu er endnu et vinhus på vej.
Det drejer sig om 1700-tals slottet Château de Pommard, hvis tekniske direktør, Emmanuel Sala, ifølge Decanter netop har meddelt, at slottet regner med at opnå fuld biodynamisk status inden 2019.

Amerikansk ejer


Emmanuel Sala kom til slottet i 2007 - fra et job hos Domaine Josmeyer i Alsace, hvor han netop introducerede biodynamisk vindyrkning.
Der sker i det hele taget lidt af hvert for Château de Pommard i disse år. I 2014 blev slottet købt af den amerikanske entreprenør Michael Baum, der har restaureret det og er i fuld gang med initiativer, der skal tiltrække endnu flere vinturister.


De 10 største nyheder i vinens verden i 2016

I 2016 år har VinAvisen bragt flere hundrede nyheder fra vinens verden. Hvis vi nu skal nævne de ti væsentligste begivenheder og tendenser, som vi har behandlet i årets løb, må det blive disse her:

1. Flere tilfælde af hærværk


Verden har mistet rigtig megen vin i år på grund af hærværk. Her er nogle få af de mange sager:
* En hektar gamle vinstokke blev skåret i stykker i en vinmark tilhørende Eric Monné i Languedoc-Roussillon.
* Gaderne i den lille sydfranske by Sète svømmede i 50.000 liter vin efter hærværk hos négocianten Biron.
* Rasende sydfranske vinproducenter lod flere tusinde liter spansk bulkvin flyde ud på en fransk motorvej.
*Hærværksmænd åbnede hanerne til syv store vintanke hos vingården Conte Vistarino i Lombardiet. I alt fossede vin svarende til cirka 400.000 flasker ud på gulvet i vineriet.
* Det australske vinhus Riverland Vintners fik åbnet hanerne på nogle af deres store vintanke, hvorved rødvin svarende til 1,6 mio. flasker gik tabt.
* Pelee Island Winery i Ontario mistede 250.000 liter hvid- og rødvin på grund af hærværk.

2. Nye EU-regler


Pr. 1. januar i år trådte de nye EU-regler for plantning af vinmarker i medlemslandene i kraft. Ifølge dem må nye beplantninger årligt ikke overskride 1% af det eksisterende vinmarksareal i det pågældende land.
Til gengæld er der ikke klare regler for, hvor man må og ikke må plante, hvilket rent teoretisk betyder, at man vil kunne plante vinstokke på et hvilket som helst stykke jord, hvor som helst i landene.

3. Svindelen griber om sig


Omkring 20% af alle de fornemme og kostbare vine, der handles med på verdensplan, er forfalskede, mener en førende specialist i vinsvindel. Her er tre af årets største svindelsager:
* I en lade uden for Padua i det nordlige Italien fandt politiet mere end 9000 flasker forfalsket Moët & Chandon champagne, der indeholdt almindelig boblevin.
* En sydfransk vinproducent fra Languedoc-Roussillon fik en stor bøde for gennem længere tid at have tappet og videresolgt cirka 4 mio. flasker spansk bulkvin som fransk bordvin.
* Britiske John Fox, der ejede den fornemme vinforretning Premier Cru i Berkeley, modtog penge for fine vine fra flere tusinde kunder - der dog aldrig så skyggen af flaskerne.

4. Det nye vincenter i Bordeaux


Efter fem års byggeri og 81 millioner euro (cirka 600 mio. kr.) blev det store nye vincenter i Bordeaux, Cité du Vin, indviet d. 31. maj. Centret breder sig over 30.000 kvadratmeter og rummer blandt andet en butik med vine fra 80 forskellige lande - heriblandt Danmark.

5. Kineserne på storindkøb


Mere end 100 vinslotte i Bordeaux er nu på kinesiske hænder. Det er ikke mindst Kinas næst rigeste mand, Jack Ma, der i år har sat gang i en ny bølge af køb. Man taler ligefrem om ”Jack Ma effekten”.
(fortsættes ...)

6. Naturens rasen

Vind og vejr har forårsaget ekstra store skader i vinmarkerne i år - ikke mindst i Frankrig.
* Bourgogne er hele tre gange i år blevet ramt af uvejr, storm og kraftige haglbyger, der tilsammen har gjort et alvorligt indhug i høstmængden. Også Cahors og Cognac-distriktet har været hårdt ramt af vejrguderne. Og i Pic Saint Loup i Languedoc ødelagde et kraftigt uvejr mange vinproducenters kommende druehøst.
* Cape-regionen blev hærget af en af de værste brande i de senere år - i alt brændte 2800 hektar vegetation, heriblandt en række vinmarker.
* Californien er for femte år i træk påvirket af en vedværende tørke.
* I det australske Riverland blev vinmarkerne bombarderet af kæmpehagl, der i nogle områder fuldstændig ødelagde vinstokkene.
* I Kina ødelagde en kraftig tornado 13 hektar vinmarker tilhørende det førende kinesiske vinhus Tiansai Vineyards.

7. Rødvin og helbred


Også i år er der forsket i de gavnlige effekter af rødvins-stoffet resveratrol. Ny forskning tyder således på, at stoffet vil kunne bruges i kampen mod leukæmi, inflammationer i kroppen og demenssygdommen Alzheimers. Derudover har et forskningsresultat vist, at rødvin i høj grad sparker til diversiteten af godgørende bakterier i mikrobiomet - det hav af små mikroorganismer, der har stor betydning for vores helbred og velbefindende.

8. Flere tekniske vidundere


I 2016 er der kreeret et hidtil udset antal tekniske dimser og maskiner til brug i vinens og spiritussens verden. Det drejer sig blandt andet om vinblandings-maskiner til hjemmebrug, isterninger, der sladrer om, hvor meget der er tilbage af drinken i glasset, robotter, der erstatter minibarer, og intelligente vinskabe, som kan give et bud på en matchende ret til den vin, man vælger fra skabet. Og så påstår Ava Winery i San Francisco, at det kan skabe ”vine” ad kemisk vej og derved kopiere fx champagnen Dom Pérignon.

9. Kinesere vandt VM i blindsmagning


Stor var overraskelsen, da det fire man store kinesiske hold vandt årets udgave af VM i blindsmagning. ”En tordenkile i vinens verden” kaldte arrangøren af konkurrencen, magasinet La Revue du Vin de France, efterfølgende sejren. Kina vandt over garvede vinlande som Frankrig, Spanien, Italien og USA.

10. Mindre vin på verdensplan


Af årets globale druehøst er der fremstillet cirka 260 millioner hektoliter vin. Det er 5% mindre end i 2015 og dermed en af de mindste høstmængder siden år 2000. Der har dog været vin nok at tage af i år, da forbruget på verdensplan ”kun” er nået op på cirka 247 mio. hektoliter.


Elefanter hjælper til med at bringe druerne i hus hos Hua Hin Hills Vineyard.

Elefanter i vinmarken

Der er dyr, der forvolder skade i vinmarkerne - fx ved at spise de fuldmodne druer eller gnave i vinstokkenes grene. Og så er der de dyr, der har fast ansættelse som vinmarksarbejdere. I Chile anvender man fx nogle steder gæs til bekæmpelsen af burrito-biller, der kravler op ad vinstokkene for at spise de nye grønne skud. Og når man skal have bugt med ukrudtet mellem rækkerne af vinstokke, sender man en flok lamaer ind i vinmarken.

I Bourgogne er der til gengæld stadig flere vinproducenter, der dropper pløjemaskinerne og benytter heste til pløjearbejdet.
Og så er der Hua Hin Hills Vineyard i Thailand, hvor elefanter er uundværlige medarbejdere i vinmarken.

Hjælper til under høsten


Hua Hin Hills Vineyard er et relativt nyt vinhus, da det kun er tolv år siden, de første vinplanter blev stukket i jorden. Men lige siden dengang, har det været elefanter, der har bragt redskaber frem og tilbage til vinmarkerne - og som hvert år hjælper med at få høsten i hus.
Der dyrkes i øvrigt en lang række kendte druer i vinhusets marker, heriblandt Merlot, Cabernet Sauvignon, Tempranillo, Sangiovese og Chenin Blanc.

Forfalsket Laphroaig 1903

Svindlerne kaster ifølge The Drinks Business i stigende omfang deres kærlighed på nogle af denne verdens mest kostbare whiskyer. For nylig blev det fx afsløret, at en flaske Laphroaig 1903, som længe har været anset for at være en af de ældste overlevende flasker fra det berømte skotske destilleri, er en moderne forfalskning.
Flasken har en værdi af det, der svarer til 890.000 kr., og den har cirkuleret i auktionsverdenen i en hel del år. Flere ejere af flasken har således betalt et svimlende beløb for en forfalsket vin.

Grundige undersøgelser


At flasken og indholdet er forfalsket blev afsløret af Rare Whisky 101 - et amerikansk firma, der rådgiver folk, som gerne vil investere i fornemme gamle whiskyer.
Firmaet erhvervede flasken med Laphroaig 1903 på en auktion i 2015 og fik snart en mistanke om, at noget kunne være galt med indholdet.
Over det næste halve år blev flasken derfor underkastet diverse grundige undersøgelser. Flaskeglasset blev analyseret, og det same blev proppen og kapslen. Når det gjaldt indholdet, undersøgte man sporstoffer af korn, malt og tørv, ligesom whiskyen blev udsat for en kulstof 14-undersøgelse.

En cirka otte år gammel whisky


Tilsammen viste de mange undersøgelser, at der slet ikke var tale om en single malt, som det fremgik af etiketten, men derimod om en blended whisky.
Kulstof 14-undersøgelsen viste desuden, at der var 75% chance for, at indholdet var fremstillet mellem 2007 og 2009.
Ud over Laphroaig-flasken har Rare Whisky 101 også afsløret, at en række andre fine skotske whiskyer i virkeligheden er rene forfalskninger. Det har betydet, at kostbare whiskyflasker til en værdi af det, der svarer til cirka 7,5 mio. kr., nu er blevet fjernet fra auktionsmarkedet og fra hylderne i diverse fornemme whiskyforretninger.
Som Rare Whisky 101 har udtalt det til The Drinks Business, så er det en øget interesse for whisky som investeringsobjekt, der har medført et ligeledes øget antal forfalskede flasker - og svindlerne bliver stadig dygtigere til at imitere den ægte vare …


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Mustafa Aymergen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Mustafa Aymergen (f. 1962) er født og opvokset i Tyrkiet - i provinsen Çorum, der ligger ca. 300 km nordøst for Ankara. Området er en del af det, der førhen hed Anatolien, og her boede hittitterne, der dyrkede vin allerede for flere tusinde år siden. Det siges da også, at ”vinens vugge” stod i Anatolien.
Mustafa Aymergens bedstefar var vinbonde. Selv tog han en håndværkeruddannelse, og i 1986 flyttede han til Danmark. Her stiftede han familie, og efter en uddannelse som SOSU-assistent har han arbejdet i mere end 20 år for det danske sundhedsvæsen.
Under de hjemlige feriebesøg i Tyrkiet opstod tanken om at give danskerne et bedre kendskab til vinene fra Anatolien – altså tyrkiske vine. Mustafa Aymergens bragte derfor vine med tilbage til Danmark og forærede flaskerne til venner og bekendte. Den tyrkiske vin fik mange rosende ord med på vejen, og i 2014 slog han dørene op for onlinefirmaet Anatolien Vinimport. Mustafa Aymergen ønsker at dele sin vinglæde med danskerne under sit motto: ”Fred, brød, kærlighed og vin”.
De fleste danskere har kun et ringe kendskab til tyrkisk vin, selv om mange af vinene har vundet internationale priser. Der findes dog ifølge Mustafa Aymergen også en del dårlige industri-vine, men hos Anatolien Vinimport satses der kun på kvalitets-vine - og sortimentet omfatter både rødvine, hvidvine, roséer og mousserende vine.
På ”online-hylderne” finder man også raki - en anislikør, der minder om græsk ouzo - i flere varianter.
Anatolien Vinimport deltager jævnligt på vinmesser- og festivaler, hvor Mustafa Aymergen sammen med sin hustru serverer smagsprøver og deler ud af deres viden om tyrkisk vin.
Adresse: Anatolien Vinimport, Halmøvænget 12, 8381 Tilst, tlf.: 28 26 83 57, e-mail: kontakt@anatolienvinimport.dk, www.anatolienvinimport.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Det er en dårlig idé at holde portvinsflasken hen over en stor pære.


Hvordan dekanteres portvin?

Tore Jørgensen har en god ældre flaske portvin, som han gerne vil servere her i juledagene. Men som han skriver til os:
- Jeg har læst, at blandt andet portvin skal dekanteres, idet man holder flasken over et tændt stearinlys, så man kan se, når bundfaldet kommer og skal holdes tilbage i flasken. Men det råd dur' jo ikke. For flaskerne er lavet af så mørkt glas, at de skal holdes hen over en meget stor pære – og det virker også dårligt. Hvordan løser man det problem?
Faktisk skal man slet ikke dekantere portvin over hverken stearinlys eller pærer. Det er meget bedre at bruge en vintragt med en indbygget si.
Det kan nok ikke undgås, at der slipper en smule meget fint bundfald igennem, men det synker hurtigt til bunds i glassene.


Ugens vinøse billede

Flemming Storgaard har taget dette billede på en rejse til Siena i Toscana. Det viser Enoteca Italiana i Medici-paladset Fortezza Medicea.
Under de gamle hvælvinger er der over tusinde forskellige vine fra hele Italien, og de er fornemt udstillede på store, nummererede reoler. Der er også en vinbar og salg af både flasker og vinbøger.
Udstillingen blev oprettet i 1960 for at promote italiensk vin, og den er absolut et besøg værd.

Hvem kommer med det næste billede til os?


Hvis I har taget nogle interessante eller sjove vinøse billeder i sommerferien, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416


407 En kro i byen Jaroslavl i Rusland lover både gris og vodka (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 23 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Mousserende

69, Maison Coquard, Crémant de Bourgogne, Frankrig, lav alkohol (12,5%) 79 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop Proppens cylindriske form afslører, at denne boblevin har en længere række år på bagen. Der er dog stadig liv i den, omend et beskedent liv med en enkel, syrlig smag. Prisen var ellers fristende.
Champagne Bouché Rosé, Bouché Père & Fils, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%) 255 kr., HøjelseVinkælder En mousserende vin med en fin laksefarve og en livlig og blød mousse. Den dufter mildt af friske hindbær og har en friskcitrussmag med en markant syre - for nogle vil den være lidt for markant.
Charles VII, Canard Duchêne, Champagne, Brut, Rosé, Frankrig, lav alkohol (12%) 399 kr., tilbud i denne uge (uge 52): 249 Kr., SuperBrugsen Elegant og lækker champagne med en lys laksefarve, fine, stadige bobler og en frisk, men også blid smag med noter af ristet brød og et strejf af sødme.
Alfred Tritant, Champagne, Grand Cru, Brut, Frankrig, 2011, lav alkohol (12%) 440 kr., pris ved 6 flasker: 374 kr., House of Champagne Fornem årgangs-champagne fra en lille vingård - en håndværker-champagne. Den har fine, stadige bobler og livlig mousse i munden. Smagen er blød og bred med noter af gær og rugbrød. Dejlig lang eftersmag.

Hvidvin

Simonsig, Chenin Blanc, Stellenbosch, Sydafrika, 2016, middel alkohol (13,5%) 85 kr., pris året ud: 69 kr., Vinoble Vellavet hvidvin. Liflig duft og en frisk druesmag med en lille fedme. God krydring og en lidt markant sødme, der afbalanceres fint af syren. Brug den fx til ost. Glimrende som terrassevin - når den tid kommer.
Quatro, MontGras, Valle de Colchagua, Chile, 2015, middel alkohol (14%) 100 kr., Føtex  Fortræffelig hvidvin på druerne Chardonnay, Viognier, Semillon og Sauvignon Blanc. Vinen har en liflig duft og en ultralækker, let cremet og fin aromatisk smag i fornem balance. Dertil en frisk syre, krydrede noter og et lille strejf af sødme. Det er en vin, der bare kan det hele og er velegnet både som apéritif, terrassevin og ledsager til alt-godt-fra-havet, lettere retter og ost.

Rødvin

Château Moulin de Curat, Puisseguin Saint-Émilion, Frankrig, 2007, lav alkohol (13%) 69,95 kr., ViniPortugal Lige-ud-ad-landevejen rød Bordeaux med pæn frugt, men også med en tørhed og et bittert bid, som man finder i nogle Bordeaux-vine. Udpræget en vin til mad.
Bracamonte, Grupo Yllera, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%) 84 kr., Køge Vinhandel Webshop Denne rødvin er præget af en ret markant fadsmag efter tolv måneder på fransk og amerikansk eg. Nogle vil finde denne smag lidt for meget af det gode, men der er også god frugt i vinen.
Heroico, Ponte Lungo, Toscana IGT, Italien, 2015, lav alkohol (13%) 89 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini Saft og sødme og ikke så meget andet. Denne rødvin kan naturligvis drikkes, men i forhold til oplevelserne er den ikke just billig.
Passion d'Alselme, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%) 89,75 kr., Skjold Burne Duften af denne rødvin er parfumeret - på den gode måde. Smagen er let krydret og med et ret markant tanninbid.
Rouseabout Rousey, Adelaide Wine Estates, Shiraz, Barossa, Australien, 2012, middel alkohol (14%) 89,95 kr., pris ved 6 flasker, Skovgaard Vine En herlig frugtbombe af en rødvin. Der er masser af frisk bærmost i duft og smag - kirsebær, solbær og strejf af hyldebær. Det er en vin, mange vil kunne lide, og en vin, der vil gøre sig godt til en god indkogt kødret. Flasken har skruelåg.
Brecciarolo, Velenosi, Rosso Piceno Superiore, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%) 89,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk En lidt robust og meget krydret rødvin på druerne Montepulciano og Sangiovese. Bør ubetinget plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet. Udpræget madvin.
Cannonau di Sardegna, Carlo Sani, Cannonau, Sardinien, Italien, 2013, middel alkohol (14%) 96 kr., Premier Cru Her er frisk frugt, god fylde og tilpas tanniner. En dejlig, saftig og let tilgængelig rødvin med en lille fin sødme til slut.
Trullo di Carnevale, Tre Pini, Puglia IGP, Italien, 2015, høj alkohol (15,5%) 99,95 kr., VinMedMere.dk Den lugter af blomme i Madeira, lød det om denne rødvin fra én i smagepanelet. Smagen er fyldig og lang og har dejlige noter af modne kirsebær og blommer og en fin syre, som giver elegance og gør vinen velegnet til mad. Den høje alkoholprocent dominerer ikke på nogen måde. Vinen er lavet på økologiske druer.
Domaine de Verquière, Rasteau, Frankrig, 2012, middel alkohol (14%) 105 kr., Amfora Vin Denne rødvin er fra appellationen Rasteau i det sydlige Côtes du Rhône. Den har en meget ren duft af lakrids, som også giver sig til kende i smagen - der ligeledes byder på lidt sort peber. Men det er en lidt ensporet vin, og eftersmag er der ikke meget af.
La Ripassa de Montagne, Benjamin Darnault, Vin de France, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%) 149,95 kr., pris ved 6 flasker: 129,95 kr., Erik Sørensen Vin En meget lækker rødvin med noter af mørke kirsebær og sød lakrids i duften og med en skøn moden frugtsmag med tilpas mængde af både frugtsødme og tanniner. Et rigtig godt køb - især til tilbudsprisen.
Agricola Cottini, Amarone della Valpolicella, Italien, 2011, høj alkohol (16%) 209 kr., pris ved 6 flasker: 209 kr., Høj Larsen Vinimport En dejlig rødvin med duft af mørke rosiner og med en fyldig og aromatisk smag med moden frugt, afrundede tanniner og en anelse sødme. Det er en kraftig vin med en pæn portion alkohol, der dog ikke på nogen måde dominerer.
S M, Xavier Vins, Côtes du Rhône, Frankrig, middel alkohol (14%) 329,95 kr., pris ved 6 flasker: 129,95 kr., Supervin En vin til 329,95 kr. på tilbud ved seks flasker til 129,95 kr. ... man begynder at spekulere. Er vinen sat så kraftigt ned, fordi der er noget i vejen med den? Er den mon ved at være for gammel? Det sidste kan vi ikke afgøre, for der er ikke årstal på etiketten. Men i glasset er vinen faktisk en rigtig god Rhônevin med bred og blød frugt, tilpas krydring og syre, en lille sødme og lang eftersmag.
El Titan del Bendito, Dominio del Bendito, Toro, Spanien, 2012, høj alkohol (15,5%) 399,95 kr., pris ved 6 flasker: 299 kr., AndrupVin.dk Kompleksitet er der ikke meget af i denne rødvin. Den har en god duft, men smagen er kun intens frugt og en masse sødme, der ret hutigt munder ud i en lidt enkel eftersmag. Fremtrædende spritkant, der dog kan dæmpes, hvis vinen plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet.

Sød vin

Late Harvest, Montgras, Valle de Leyda, Chile, 2014, middel alkohol (14%) 99 kr., pris for ½ flaske, Føtex  Superlækker, sød hvidvin på drurerne Sauvignon Blanc (75%) og Gewürztraminer (25%), hvor begge druer spiller ind med deres særlige karakteristika. Man smager dejlige, eksotiske frugter og en vidunderlig honningsødme, der holdes på plads af syren.
Vin af Kirsebær, Frederiksdal, Kirsebær, Lolland, Danmark, 2015, middel alkohol (14%) 159 kr., Pris for 50 cl., Frederiksdal En helt vildt lækker rødvin af modne kirsebær. Den har en ren og bred bærsmag og en sødme, der balanceres fint af syren. Brug den fx til patéer, kraftigt vildt, blå oste, desserter med bær eller chokolade. Den åbne vin kan sagtens holde sig i køleskabet i et par uger.
Liquornero, Zanin, Liquore alla Liquirizia, Italien, høj alkohol (25%) 180 kr., Lahvino Opløst spejderhagl, tyrkisk peber og engelsk lakdrids ... men her en likør af kvalitet med en afrundet og lækker smag af lakrids. Der er sikkert mange, der vil drikke den, som den er, men den vil uden tvivl også indgå i en bartenders batteri af flasker.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen