Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 31, 2017



World of Wine vil breder sig ud neden for luksushotellet The Yeatmans svømmepøl.

Gigantisk oplevelsescenter i DouroDel på Facebook

The Fladgate Partnership, der ejer portvinshusene Taylor's, Fonseca og Croft, har søsat et nyt kolossalt byggeprojekt - et oplevelsescenter med navnet The World of Wine, som vil brede sig over mere end 30.000 kvadratmeter.

Det nye byggeri vil blive opført i området neden for firmaets luksushotel, The Yeatman, i den fine gamle portvinsby Vila Nova de Gaia ved Douro-flodens udmunding.
Projektet omfatter seks nye store lagerhuse til firmaets portvinsfade samt et museum om Porto og portvinens historie. Endnu et museum vil omhandle Portugals omfattende korkindustri, mens et tredje museum stiller skarpt på landets tekstilindustri.

Vinskole og ti restauranter


The World of Wine, der er designet af firmaet Scruffy Dog, vil også byde på en vinskole, et rekreativt område, et forretningsområde og hele ti restauranter.
Samtidig med opførelsen af de nye bygninger vil det 83 værelser store hotel blive udvidet med yderligere 26 værelser.
Alt i alt er der afsat 100 millioner euro (cirka 744 mio. kr.) til projektet, og det første spadestik bliver taget i november i år. Hvis alt går vel, vil vin-oplevelsescentret stå færdigt i 2020. Hos The Faldgate Partnership regner man med, at den nye attraktion hvert år vil blive besøgt af mere end en million gæster.


Et høstbillede fra Domaine de Nalys. Læg mærke til de mange sten - et kendt syn fra vinmarkerne i Châteauneuf-du-Pape.

Guigal på indkøbDel på Facebook

Det anerkendte vinhus Maison E. Guigal ejer flere berømte vinmarker i den nordlige del af Rhône. Nu har vinhuset været på indkøb i den sydlige del af distriktet i appellationen Châteauneuf-du-Pape, hvor det har købt Domaine de Nalys. Nalys blev grundlagt i 1600-tallet, hvilket gør vinhuset til et af appellationens ældste.
Sælgeren er et fransk forsikringsselskab, Groupe des Assurances Mutuelles Agricole (Groupama), og købet omfatter ud over selve vinhuset også dets 50 hektar vinmarker. Her dyrkes der samtlige af de i alt tretten forskellige druer, som er tilladt til vinproduktion i Châteauneuf-du-Pape.

Rift om vinhusene


Købssummen er ikke offentliggjort men ligger ifølge kilder, som Decanter har talt med, på omkring 40 millioner euro (cirka 297 mio. kr.).
Det er rigtig mange penge, men Maison E. Guigal har sikkert måttet overbyde en række andre potentielle købere. Det er nemlig sjældent, der kommer vinhuse til salg i Châteauneuf-du-Pape, så når det sker, er der er rift om dem.
Ugens Hall of Fame længere nede på siden portrætterer ejeren af Maison E. Guigal, Marcel Guigal.

Postkort fra AlsaceDel på Facebook

Vi er i fuld gang med vores serie af postkort fra Alsace. I uge 29 og 30 bragte vi de første otte - her kommer de næste seks postkort, der handler om biodynamik, et unikt museum og om, hvordan man snor sig ind gennem en lille åbning i et meget stort fad.


Om morgenen er der stille i gårdhaven hos Vignoble Klur, men om eftermiddagen er den samlingspunkt for turister og venner af huset.

Postkort nr. 9 fra Alsace: En oase mellem vinmarkerneDel på Facebook

Lågen ind til gårdhaven er ydmyg, møblerne er skrabsammen fra loppemarkeder, vinen er fremragende, og hjertet på rette sted. Sådan er der hos Vignoble Klur, der har fire meget efterspurgte lejligheder med køkken og bad i en nærmest labyrintisk vingård i den lille by Katzenthal. Lejlighederne, der kan rumme fra to til otte personer, ligger oppe ad trapper og inde bag charmerende små gårde og haver, hvor ukrudt er velkomment, og græsset får lov til at gro.
Og vil man have en dukkert, foregår det ikke i en klor-inficeret svømmepøl men i en natursø i baghaven.
Når man booker en lejlighed, er det altid for minimum tre dage. Som ægteparret Clément og Francine Klur siger, så er det hyggeligt, at man kan lære folk lidt at kende.
Enhver kan gå ind fra gaden, få en snak og smagsprøver på husets vine, og hvis man overnatter i vingården og kommer hjem efter en lang dags sightseeing, stopper man helt automatisk op og får sig et glas i gårdhaven.


Familien Klur foran deres hjem og vingård - og de to skilte, der angiver, at vingården er såvel økologisk som biodynamisk certificeret.

Postkort nr. 10 fra Alsace: Man skal gå "all in" for økologienDel på Facebook

Vignoble Klur ejer kun 7 hektar vinmarker, men det er også nok, når man har valgt at dyrke dem økologisk, lyder det fra Clément Klur.
- Det er ikke svært at være økologisk vinproducent, men det kræver mere arbejde, da man ofte skal sprøjte flere gange med bouille bordelaise (bordeauxvæske) og fjerne ukrudtet manuelt.
Bordeauxvæske er et svampemiddel og et af de få midler, det er tilladt at sprøjte med i økologisk vindyrkning. Og Vignoble Klur er både økologisk og biodynamisk certificeret.
Mange vinproducenter fortæller stolt, at de dyrker deres marker økologisk, uden dog at være certificerede. Det kan der være flere årsager til - nogle gange er det fordi, de gerne vil have friheden til at sprøjte med pesticider eller anvende andre konventionelle metoder, når de mener, det er absolut nødvendigt. Det huer ikke Francine Klur:
- Hvis man hævder, at man dyrker sine marker økologisk, bør man gå ”all in” for det og lade sig certificere. Det andet er ikke seriøst, fastslog hun.


De nye skud skal hele tiden snos ind mellem ståltråden - ellers filtrer de sammen. Her er det Francine Klur, der udnyttede tiden, mens vi snakkede.

Postkort nr. 11 fra Alsace: Forbehandling i stedet for at kurereDel på Facebook

Vignoble Klurs vinmarkerne ligger på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt til hele otte Grand Cru-marker - et større antal end man kan se fra noget andet sted i Alsace. Heroppe fortsætter økologi-snakken:
- Ved at dyrke vores marker økologisk og biodynamisk gør vi vinstokkene stærke, så de bedre kan modstå sygdomme. Ved konventionel vindyrkning behandler man først vinstokkene, når de er blevet angrebet af sygdom, lød det fra Francine, mens hun snoede de nye skud på vinstokkene rundt om ståltråden.
- Hvis vi undlader at sno dem blot en enkelt uge, vokser skuddene ind mod midten og griber fat i skud fra naborækken og danner et filterværk, der er umuligt at filtre ud.
Ud af det megen markarbejde bliver der nogle rigtig dejlige hvidvine med en utrolig koncentreret aroma og en glimrende Crémant. Crémant’en samt nogle af de andre vine forhandles herhjemme af Bichel Vine.


Jean-Baptiste Adam ved et af de fade, som hans oldefar gav til hvert af sine fire børn. I hånden har han en plade vinkrystaller fra fadets indre.

Postkort nr. 12 fra Alsace: Et fad til hvert af børneneDel på Facebook

Vi skal besøge endnu et biodynamisk vinhus, Maison Jean-Baptiste Adam, der fik sin certificering i 2007. Den gælder dog kun for en del af vinene. Ud over de biodynamiske vine laver vinhuset nemlig også en økologisk og en konventionel serie af vine.

Siden 1614 har familien Adam fremstillet vin i byen Ammerschwihr, og 14. generation, Jean-Baptiste, tog os med ned i vinhusets vinkælder for at vise os en række gamle foudres - store fade til 1000 liter vin.
Fire af dem havde særligt flotte udskæringer, og Jean-Baptiste fortalte, at de (fyldt med vin) var givet som en gave fra hans oldefar til hans bedstefar og dennes tre søstre. På fadene stod der gamle gulnede fotografier af hver af de fire gavemodtagere - og en lille samling af plader af vinkrystaller fra fadenes indre. Ugens STORE billede længere nede på siden viser et nærbillede af en sådan vinkrystal-plade.
Vinkrystaller består af udkrystalliserede kalium- og kalciumsalte, og de er kun et tegn på kvalitet i en vin.



Man skal ikke være til den buttede side, når man skal rense et af de store fade hos Maison Jean-Baptiste Adam. De to billeder var udstillet nede i vinkælderen.

Postkort nr. 13 fra Alsace: Man må sno sigDel på Facebook

- I stedet for bare at udstille de store fade bruger vi dem stadig i vinfremstillingen, og jeg gør derfor en indsats for at holde dem i perfekt stand, fortalte Jean-Baptiste Adam.

- Med jævne mellemrum kommer der en specialist i gamle fade og tætner dem og udskifter dele, som absolut ikke kan klare mere.
Han pegede på et ornament rundt om spunsen, som var nyt men en tro kopi af den gamle og fint udskårne detalje.
Det er kostbart at vedligeholde fadene, men for Jean-Baptiste er de en vigtig del af familiens historie - og så giver de store fade et mildere eg-præg til vinene.
Når fadene er tomme, skal de renses indvendigt med vand - et job, der kræver, at man snor sig ind gennem den lille åbning for neden i fadet. Og man skal ikke lide af klaustrofobi, da det tager omkring en time at rengøre indersiden af hvert enkelt fad.



Det krævede flere mænd og et stillads at samle et af de store vinfade. Et foto fra vinmuseet i Alsace.

Postkort nr. 14 fra Alsace: Et besøg i Alsaces vinmuseumDel på Facebook

Hvis man lægger vejen forbi Musée du Vignoble et des Vins d’Alsace i Kientzheim, kan man se et gammelt fotografi, der viser, hvordan sådan et kæmpefad blev samlet.

Museet er i det hele taget et besøg værd. Det strækker sig over tre etager og 300 kvadratmeter og giver et levende indblik i vinbøndernes liv i Alsace i gamle dage. Der er alt fra vinmarks- og bødkerredskaber til drikkekrus og -kander. Og glimrende plancher (på fransk) fortæller om de enkelte genstande.
I 1970'erne fandtes der ikke noget vinmuseum i Alsace. Det besluttede otte gode venner sig for at gøre noget ved. De fik lov til gratis at indrette museet i nogle tomme lokaler i Kientzheims slot, og da det rygtedes, at der var ved at blive etableret et vinmuseum, strømmede det ind med fine gamle genstande fra Alsaces vinproducenter.
Museet drives stadig på frivillig basis af nogle af de oprindelige initiativtagere.
Når man har set museet, må man ikke undlade at se resten af den fine gamle by.

Læs videre i næste ugeDel på Facebook

I næste uge går turen i Alsace videre til søskendeparret Véronique og Thomas Muré, der ejer en meget berømt vinmark - og som har fremstillet noget så specielt som en rødvin på Sydfrankrigs store drue, Syrah.

Færre franske druerDel på Facebook

Nedtællingen til årets druehøst er så småt begyndt på fransk jord, og man kan nu bedre danne sig et overblik over konsekvenserne af årets sene og pludselige forårsfrost. En ny rapport fra det franske landbrugsministerium tager pulsen på situationen.

Frosten slog ned overalt fra nord til syd, og særligt hårdt gik det ud over Bordeaux, hvor mere end 60.000 hektar ud af distriktets i alt 114.000 hektar vinmarker blev beskadigede. Nogle vinproducenter har mistet mellem 50 og 100% af deres kommende druehøst. Også Champagne, Bourgogne og Languedoc har lidt store tab. Alt i alt forudsiger rapporten, at den franske druehøst i år vil ligge på omkring 37,6 millioner hektoliter. Det er 17% mindre end i 2016 - og 16% lavere end gennemsnittet for de sidste fem år.
Frankrigs vinindustri er en af landets helt store industrier, der årligt omsætter for det, der svarer til 89 milliarder kr. Hvis tallene fra rapporten holder stik, og druehøsten dykker med 17%, medfører det en ligeledes nedgang i omsætningen på cirka 13 mia. kr.

Godt gang i vinauktionerneDel på Facebook

Det internationale vinauktionsmarked har kronede dage i øjeblikket. Denne verdens vinsamlere overbyder hinanden som aldrig før - især når det gælder topvine fra Bourgogne og Bordeaux-vine i ældre modne årgange. Men også store vine fra Italien og Californien går ofte til langt over vurderingen.
I de første seks måneder af 2017 solgte de fem store auktionshuse, Sotheby’s, Christie’s, Zachys, Acker Merrall & Condit og Hart Davis, vin for et samlet beløb svarende til cirka 936 mio. kr. Og det er en stigning på 5% i forhold til samme periode i 2016.
Årsagen til det store samlede hammerslag skyldes ikke mindst vinauktionerne i Hong Kong, der i årets første halvdel steg med hele 32%.


Berry Bros. & Rudd er Storbritanniens ældste vinforretning. Lige siden 1698 har forretningen ligget på samme adresse i St. James's Street i London.

Stor succes for fornem London-forretningDel på Facebook

Hos den fine gamle vinforretning Berry Bros. & Rudd i London er der ingen grund til klage. Her har man netop kunnet skåle for et fantastisk indbringende år 2016 med en stigning i omsætningen på hele 17% til 170,5 millioner pund (cirka 1,4 mia. kr.) og et tre gange så stort overskud som i 2015.
Berry Bros. & Rudd har da også haft det tredje bedste primeur-salg af Bordeaux-vin nogensinde - og det vil sige siden forretningens grundlæggelse i 1698. Der har ellers været megen kritik af primeur-salget - det, at man betaler for den nye årgang Bordeaux-vin fra de fornemme slotte, mens vinen stadig ligger på fade. Flere førende vinskribenter har udtalt, at den type salg er hendøende. Men det lader i hvert fald ikke til at være tilfældet hos Berry Bros. & Rudd.
Salget af spiritus går ligeledes strygende for forretningen - her har der været en stigning på 12% til 17,5 mio. pund (cirka 148 mio. kr.).
Herbie Virgin smager som en god klassisk London Dry gin, men har ingen procenter.

Verdens første alkoholfri gin er danskDel på Facebook

Gin er mere populær herhjemme end nogensinde før. Ifølge nye tal fra Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD) er importen af gin steget med hele 50% inden for de seneste par år, og en stor del af spiritussen ender som Gin and Tonic. Faktisk foretrækker 23% af danskerne en G&T, når de er i byen og skal vælge en drink på en bar. Det viser en undersøgelse foretaget af Nordisk Brænderi i Nordjylland, og det gør G&T til den mest populære drink i Danmark, mens rom og cola må nøjes med en andenplads.
Nu har Nordisk Brænderi lanceret verdens første gin uden alkohol, Herbie Virgin. Vi skriver normalt kun om drikke med procenter, men denne nyhed måtte vi have med. Det er jo rigtig rart for gravide og bil-kørende sommergæster, at de ikke skal undvære deres G&T - og endda kan tillade sig at drikke rigtig mange af dem.

Kan kun fås i Danmark


Herbie Virgin er af typen London Dry og er fremstillet på enebær samt en lang række andre krydderurter og bær - heriblandt rosmarin, fennikelfrø, kardemomme, peber, lavendelblomster, appelsinskal og danske æbler.
Den alkoholfrie gin kan foreløbig kun fås i Danmark. Den koster 199 kr. og kan købes ved at klikke her.
Nordisk Brænderi er dog i øjeblikket på jagt efter importører i Europa.
Som det er nu, fremstilles der 200.000 flasker af ginnen årligt, men brænderiet satser på at runde en million flasker inden for de næste fem år.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Marcel Guigal.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Marcel Guigal. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Marcel Guigal (f. 1944) ejer et af Rhône-dalens største vinhuse og er en af Frankrigs helt store vinpersonligheder.
Det var hans far, Etienne, der i 1946 grundlagde vinhuset E. Guigal. Som fjortenårig var Etienne i 1923 kommet til den lille by Ampuis ved Rhône-flodens bred, og som ung vinmager arbejdede han i femten år i det lokale vinhus Vidal Fleury, før han grundlagde sit eget vinhus.
I 1961 blev Etienne Guigal alvorligt syg og mistede synet, og kun sytten år gammel overtog hans søn, Marcel, familiefirmaet.
Siden har Marcel Guigal med stor dygtighed fået vinhuset til at vokse.
Han købte vinhuset Vidal Fleury – der dog stadig kører som et selvstændigt firma – samt andre vinhuse: Jean-Louis Grippat, Domaine de Vallouit og Domaine de Bonserine.
Han erhvervede Château d’Ampuis og restaurerede det gamle renæssance-slot og nationalmonument til perfektion.
Han blev négociant, vinkøbmand, og opkøber i dag druer i den sydlige Rhône-dal for at producere nogle fortræffelige vine med et godt forhold mellem pris og kvalitet.
Siden 2003 har han haft sit eget bødkerværksted, der fremstiller ti fade om dagen.
Og ikke mindst er han blevet ejer af flere berømte marker i den nordlige Rhône-dal, især i appellationerne Condrieu, Hermitage, Saint-Joseph og Côte-Rôtie.
Sammen med sin søn, Phillippe, der er uddannet ønolog, er han på en evig og næsten fanatisk jagt efter kvalitet, og han siger selv, at ser han sit snit til det, vil han købe endnu flere af Rhône-dalens bedste vinmarker. Berømte (og kostbare) er hans tre enkeltmarks-vine fra Côte-Rôtie: La Mouline, La Landonne og La Turque.
For nylig har han også ekspanderet til det sydlige Rhône med købet af vinhuset Domaine de Nalys.
Trods international succes og en årlig produktion af flere millioner flasker vin er Marcel Guigal stadig vinbonden og ”le patron”, der sammen med hustruen Bernadette og sønnen Phillippe lever og ånder for familiens vine. I 2006 udnævnte Decanter ham til Man of the Year.
Adresse: E. Guigal, F-69420 Ampuis, Frankrig, tlf.: 00 33 4 74 56 10 22, e-mail: contact@guigal.com, www.guigal.com.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-442


438 En plade af vinkrystaller danner et fantastisk landskab med bjerge og dale (foto © Mariette Tiedemann).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bosc, Batasiolo, Moscato, Moscato d'Asti, Italien, 2016, lav alkohol (5,5%)

99,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 79,75 kr., Skjold Burne

Kan man lide de piemontensiske Moscato-vines særlige stil, så er her en rigtig god én af slagsen. Den har en mild og fed mousse, en forførende sødme uden at blive vammel - det sørger syren for - og noter af mango og honning. Prøv den fx til en tør kage eller en håndfuld nødder.

Hvidvin

stjernestjernestjerne

Corbelli, F. Corbelli & Figli, Terre Siciliane IGT, Italien, 2016, lav alkohol (12%)

79,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 50 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En meget let hvidvin på druerne Grillo og Pinot Grigio. Udpræget madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Nine Stones, Calabria Family Wines, Chardonnay, Adeleide Hills, Australien, 2015

109,95 kr., på tilbud indtil 6. august: 79 kr., SuperBrugsen

Her kommer jeg! Ikke nogen diskret og elegant hvidvin, men en aromatisk vin med australsk kraft og krydring. En flot vin udpræget til mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Los Vascos, Domaines de Rothschild (Lafite), Sauvignon Blanc, Valle de Casablanca, Chile, 2016, lav alkohol (13%)

119,75 kr., på tilbud indtil den 27. august: 69,75 kr., Skjold Burne

Med sine markante noter af citrus, stikkelsbær, rabarber og sommeræbler er denne hvidvin udpræget en madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerneBoksvin

Spier 1692, Spier, Western Cape, Sydafrika, lav alkohol (12%)

169,95 kr., pris for 3 liter i boks; på tilbud i denne uge (uge 31): 129 kr., Kvickly

Denne hvidvin er blid, blød og venlig og til en tilbudspris - 32,25 kr. pr. normal flaske - der er lige så blid, blød og venlig. Vinen er lavet på druerne Chardonnay og Sémillon.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ciconia, Alexandre Relvas, Alentejano IG, Portugal, 2016, middel alkohol (13,5%)

46 kr., Aldi

46 kr. - det vil vi godt give for den. En glimrende rødvin på druerne Touriga National, Syrah og Aragonez med blød og dejlig frugtfylde, fin krydring, noter af tobak tilpas syre og sødme i fin balance. En meget anvendelig vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Al-Muvèdre, Telmo Rodriguez, Monastrell, Alicante, Spanien, 2015, middel alkohol (13,5%)

49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

En let og lys rødvin med en dejlig frugtsmag og fin, lille sødme. En meget anvendelig vin, som er nem at drikke - og betale.

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Duke, Off Piste Wines, Spanish Blend, Spanien, 2014, middel alkohol (14%)

56 kr., ViniPortugal

Til 56 kr. er denne rødvin et rigtig godt glas. Den har god frugtfylde med mørke sensommer-bær og en dejlig, lille sødme.

stjernestjernestjernestjerne

Paul Mas, Syrah, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%)

56,95 kr., Amka

En lidt robust rødvin, men med gode og bløde tanniner. Udpræget madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerneØ

Dionysos Barrica, Tempranillo, Castillien, Spanien, 2010, middel alkohol (13,5%)

85 kr., pris ved 6 flasker, Alsacevinene.dk

En rødvin, der er certificeret økologisk. Det er en ok rødvin - dog uden det store vingefang. Den har god frugt, noter af ren lakrids og et lidt markant tanninbid. Prisen er i overkanten, hvilket kostede den fjerde stjerne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rinero, Desmontà, Veneto IGT, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

99,75 kr., pris i august måned: 69,75 kr., Skjold Burne

Om 2012-årgangen skrev vi: "En ualmindelig dejlig og let drikkelig rødvin med en frugtrig duft og en god fyldig frugtsmag med fine krydrede noter. Vinen har alt, hvad der forventes af en rigtig god Veneto-rødvin og oven i købet en meget smart etiket." Den vurdering gælder også 2013-årgangen - også det med etiketten. Vinen er fremstillet på druerne Merlot og Cabernet Sauvignon.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Torre del Serpente, Montemajor, Negromaro, Salento Negroamaro IGT, Italien, 2014, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

En yderst vellavet rødvin med fyldig frugt, bløde tanniner, en god krydring og en lille sødme. Langt væk en italiener fra støvlehælen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Contessa Carola, Primitivo, Manduria, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

123 kr., Premier Cru

En kraftig Primitivo-rødvin som så mange andre Primitivoer fra Syditalien, men et nummer mere elegant end de fleste af slagsen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Christian Bernard, Gamay, Fleurie, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

129,75 kr., på tilbud indtil 27. august: 99,75 kr., Skjold Burne

Let og charmerende Beaujolais-rødvin med god Gamay-karakter. Udpræget til lettere retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Noster Inicial, Estriacus, Priorat, Spanien, 2014, høj alkohol (14,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., D’Wine

Flot madvin med fyldig frugt, fin krydring og et bredt smagsbillede.Yderst rimelig pris ved seks flasker. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

80 Vecchie Vigne, Cignomoro, Primitivo, Manduria IGP, Italien, 2014, høj alkohol (14,5%)

179,95 kr., VinMedMere.dk

En superlækker rødvin - en stor, varm vin. I den komplekse smag er der noter af mørke bær, svesker og chokolade. Lang eftersmag. Sydens sol på flaske. Tung flaske.

stjernestjernestjernestjerne

Ferragu, Cellore di Illasi, Valpolicella Superiore, Italien, 2013, høj alkohol (15%)

349,95 kr., pris ved 6 flasker: 269 kr., AndrupVin.dk

En stor rødvin med en dybrød farve på druerne Corvina, Corvinone, Rondinella, Croatine og Oseleta. Smagen er tør og - i forhold til prisen - måske lidt smal. Især mangler man frugt, men til gengæld er der markante noter fra fadlagringen. Udpræget en vin til mad.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pocas Pink, Manoel D. Pocas Junior, Porto Rosé, Portugal, høj alkohol (19,5%)

84,95 kr., pris for 50 cl; på tilbud indtil 7. august: 69 kr., SuperBrugsen

Noget helt usædvanligt: En rosé portvin. I smagen hindbær, vinrabarber, lidt jordbær. Ikke så meget "portvin", men en ganske charmerende drik fx til is.