Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 49, 2017

Væk er vinflasker og penge

I 2015 slog Thomas Christian Clausen dørene op for Fine Wine Invest i Køge. Ideen bag firmaet var, at kunderne investerede penge i vine, som Clausen så videresolgte på Liv-ex - den London-baserede internetvinhandel for fornemme vine.

Det vil sige, at investorerne aldrig havde fysisk kontakt med vinene, som fortrinsvis var fra Bordeaux, Bourgogne og Champagne. Flaskerne blev opbevaret i et lager i London, og når en vin var blevet solgt, ville investoren få udbetalt beløbet minus 10%, som gik til Clausen selv.
I et interview i Sn.dk har han tidligere udtalt, at investering i vin gav den sikkerhed, at hvis firmaet gik konkurs, så ville man som kunde jo stadig have de kostbare flasker, man havde investeret i.
Nu er Fine Wine Invest og Clausen personligt meldt konkurs. Firmaets hjemmeside er lukket ned - og de mange vine, som flere af kunderne har investeret i, er, ligesom deres penge, forsvundet som dug for Solen …

Forvaltede mere end 60 mio. kr.


Så sent som i januar i år lød det ellers, som om det gik rigtig godt for Thomas Clausen og hans firma. Som han udtalte til Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans, så havde Fine Wine Invest også kunder i USA, Kina og mange andre steder i verden. Og han fortalte om, hvordan han for kort tid siden havde købt en flaske vin til 10.000 pund (cirka 86.000 kr.) for en investor og havde solgt den få dage efter til 19.000 pund (cirka 163.000 kr.).
Så vi taler altså om handler for mange penge til såvel investorerne som til Clausen selv. Tidligere i år var han oppe på at forvalte vininvesteringer for mere end 60 millioner kr.
Kunderne havde dog problemer med at få deres udbytte, og det var da også en af de utilfredse kreditorer, der til sidst indgav konkursbegæring mod både Clausen og Fine Wine Invest - og anmeldte ham for underslæb.
Andre investorer er siden da stået frem - og alle med samme meddelelse om, at firmaet ikke har betalt dem pengene fra vinsalget.

En snak med Thomas Clausen


VinAvisen har selvfølgelig kontaktet Thomas Clausen for at høre hans version af historien. Han indrømmede, at han har lavet mange fejl, har haft rod i regnskaberne og ikke har kunnet overskue situationen. Men han nægtede, at han med vilje har bedraget nogen.
- Da der begyndte at blive skrevet i medierne omkring problemer med Fine Wine Invest, var der en masse investorer, der lige pludselig på én gang ville have de vine, de havde investeret i, solgt hurtigst muligt på Liv-ex, fortalte Clausen.
Kunderne ville ikke bare have deres investering hjem men selvfølgelig også det overskud, de havde regnet med, og så koksede det ifølge hans egne ord for ham. Han kunne simpelt hen ikke få solgt vinene til de høje priser hurtigt nok.
- Jeg lovede fx, at deres vine var solgt om fjorten dage, og da det ikke lykkedes, så sagde jeg tre uger osv. - Jeg blev stadig mere presset, og til sidst mistede jeg overblikket.
Clausen forstår godt, at investorerne blev vrede, og at en af dem til sidst meldte ham konkurs. (Fortsættes nedenfor).

Også mange tilfredse kunder

Vi spurgte Thomas Clausen om, hvor de mange penge var blevet af - han havde jo på et tidspunkt forvaltet hele 60 mio. kr. for sine kunder.
Han henviste til, at der jo i de sidste par år også har været rigtig mange tilfredse investorer, der har fået deres vine solgt til favorable priser. Han kunne dog ikke helt redegøre for, hvad der var sket med de mange penge - ligesom han ikke havde noget bud på, hvor investerings-vinene, der skulle befinde sig i et lager i London, var forsvundet hen. Men han oplyste, at de 75 kr., han havde i lommen, var alt, hvad han havde her og nu.
- Jeg har hverken adgang til mine konti eller min computer, så jeg kan heller ikke følge med i, hvem jeg skylder penge og hvor meget.
Fup og svindel eller rod, sjusk og et mistet overblik? Det lader vi diverse myndigheder om at afgøre. Noget helt andet er, om man overhovedet bør bruge vin som investeringsobjekt.

Bør man investere i vin?


I et tidligere interview med Finans, har Thomas Clausen indrømmet, at han ikke har spor forstand på, om en vin smager godt, og at han faktisk også er ligeglad med det. For ham er vin ligesom aktier ren investering.
Der er ingen tvivl om, at kultvine kan være en god pengeanbringelse, men er det egentlig ikke synd og skam for vinen?
Vin skabes frem for alt for at blive nydt, og bag de gode vine er der vinmagere, som hvert år lægger et stort arbejde i at opnå den optimale duft og smag. Derfor er det trist at tænke på de mange investerings-vine, der gang på gang skifter ejermænd uden nogensinde at blive åbnet og værdsat. Med årene topper vinene og nærmer sig eddikestadiet.
Kunst og smykker derimod kan man få den fulde nydelse af, samtidig med at der er tale om en god investering.


Der vil som vanligt blive smagt og diskuteret økovin ved de 1000 stande på Millésime Bio.

Nedtælling til verdens største øko-vinmesse

De danske forbrugere lægger stadig oftere økologiske vine i indkøbskurven. Hos blandt andet Dansk Supermarked er salget af økovine steget inden for de sidste par år, ligesom sortimentet i supermarkedskædens mange butikker er udvidet betydeligt.
Og det er ikke kun på dansk jord, de økologiske vine har vind i sejlene - i de fleste andre lande er de ligeledes på fremmarch.
Af samme årsag tiltrækker verdens største vinbranchemesse udelukkende for økologiske og biodynamiske vine, Millésime Bio, også et stigende antal udstillere og gæster år for år.

Langt den vigtigste messe


En af de importører, der har besøgt messen hvert år i rigtig mange år, er Ole Sørensen, som ejer Emilie Vin, en forretning, der har helliget sig økologiske og biodynamiske vine:
- Jeg har deltaget i messen i de sidste cirka tolv år, og det er her, jeg har fundet langt hovedparten af de vinproducenter, hvis vine jeg i dag har på hylderne.
- Jeg finder selvfølgelig også vine på andre messer, men Millésime Bio er for mig stadigvæk langt den vigtigste messe.
Ole Sørensen tilføjer, at første gang, han besøgte messen, var der kun en enkelt dansk vinimportør foruden ham selv - sidste år deltog cirka 900 danske importører.
Rigtig mange danske vinbranchefolk har allerede sat kryds i kalenderen d. 29. januar 2018, hvor startskuddet for næste udgave af den tre dage lange messe lyder.
Hvis man endnu ikke har nået at tilmelde sig, kan man gøre det ved at klikke her.

Vine fra alle verdenshjørner


Til den kommende udgave af Millésime Bio, der som altid arrangeres af Sudvinbio og afholdes i den franske by Montpellier, bliver der et hav af økologiske og biodynamiske vine at vælge imellem hos de i alt 1000 udstillere. Samtlige vine er certificerede, og de kommer fra mere end femten forskellige lande.
De fleste af flaskerne er franske, men der vil også være mulighed for at smage økovine fra fx Tyskland, Østrig, Bulgarien, Spanien, Grækenland, Afrika og Chile.
Fra sidstnævnte land deltager kun to udstillere, Emiliana og Las Niñas, men begge vinhuse fremstiller absolut fantastiske vine. Emilianas vine forhandles herhjemme af Coop, mens vinene fra Las Niñas (pigerne på spansk), der udelukkende drives af kvinder, kan købes hos Vores Franske Butik.
For en del år tilbage besøgte VinAvisen begge vinhuse på en tur til Colchagua-distriktet i Chile. Det kan man læse mere om ved at klikke her.
Ud over de mange stande, hvor man som importør kan finde nye spændende vine til sortimentet, så vil messen også byde på seminarer, diskussioner osv. omkring økologisk vindyrkning.


PhD studerende Chua Jian Yong (tv.) og professor Liu Shao Quan, der sammen har skabt den nye tofu-vin. Foto: NUS.

Sund "vin" på tofu

I de asiatiske lande er man i meget høj grad optaget af sundhed. Og et af de rigtig sunde produkter i det asiatiske køkken er tofu, sojabønnemasse, der blandt andet forvandles til den såkaldte bønneost.
Nu er det lykkedes to forskere fra NUS (National University of Singapore) for første gang nogensinde at fremstille ”vin” på tofu-valle.
Sachi ("blomstrende visdom" på japansk) hedder drikken, og den har et alkoholindhold på 8%. Det tog tre måneder at udvikle vinen - men at fremstille den tager kun tre uger.
Tofu-valle er faktisk et biprodukt fra fremstillingen af bønneost, men et meget sundt biprodukt, der har et højt indhold af kalcium og antioxidanter.

Smager lidt som saké


Normalt smider man bare vallen ud - hvilket går ud over miljøet, da visse stoffer i vallen mindsker ilt-niveauet i floder og åer. Der er således en miljømæssig sidegevinst ved Sachi.
”Vinen” skulle efter sigende smage rigtig godt, lidt hen ad saké - dog med en fin sødlig frugtsmag. Den skal nok blive en succes på asiatisk jord.
Ved at klikke her kan man læse mere om projektet og se en lille film om udviklingen af Sachi.


Fadet med rødvinen Termanthia beklædes med det fineste læder. Hvilken farve, læderet skal have, er op til kunden.

Læder og lækker vin

To spanske luksusmærker med mere end hundrede års historie bag sig har slået pjalterne sammen om skabelsen af et ganske særligt fad.

Det drejer sig om Bodega Numanthia i Toro og modehuset Loewe i Madrid, der begge ejes af den franske luksuskoncern LVMH (Moët Hennessy Louis Vuitton).
Fadet er lavet af fransk eg beklædt med det fineste kalveskindslæder, og indholdet er 225 liter af Numanthias top-vin, Termanthia, årgang 2016 - en rødvin fremstillet af Tempranillo-druer fra 140 år gamle vinstokke. Markedsprisen for en flaske ligger på omkring 1000 kr.
Fadet fremstilles på bestilling, hvilket gør det muligt for bestilleren at bestemme farven på læderet - der er fem forskellige farver at vælge imellem - og få sine initialer med på fadet.

700.000 kr. pr. fad


Prisen for hele herligheden er 95.000 euro (cirka 700.000 kr.), så der er vist ingen risiko for, at fadet ender som regnvandsbeholder i haven ...
Den høje pris er dog inklusiv tapning af vinen på flasker, enten almindelige flasker, magnum eller på flaskestørrelsen Balthazar (12 liter eller 16 normalflasker).
Nu skal man ikke tro, at man kan nå at lægge fadet under juletræet til sin vinglade mand eller hustru allerede i år. Hvis man bestiller et fad nu, går der et år, før det er færdigt.
Den kraftige unge vin er heller ikke sådan lige til at drikke her og nu - den kræver nogle års modning, før den skænkes i glassene.
Man kan læse mere om det flotte fad - og bestille et skræddersyet eksemplar - ved at klikke her.


Fra den lille film, som CTTV har lagt på YouTube.

Ingen vin og spiritus til Nordkorea

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-Un, siges at have yderst dyre mad- og drikkevaner, der omfatter såvel kaviar fra Usbekistan og svinekød af bedste kvalitet fra Danmark som kostbare cognac’er og Bordeaux-vine.

Selv om diktatorens far, Kim Jong-il, også havde dyre drikkevaner, så forlyder det ifølge The Drinks Business, at importen af vin og spiritus til Nordkorea fordobledes til det, der svarer til 169 mio. kr. i de første par år af Kim Jong-Uns regeringstid.
De sanktioner, EU har indført mod Nordkorea, som følge af landets skærpede missiltests, har dog vendt op og ned på situationen, så al eksport af vin og spiritus til landet er bandlyst.

Også slut med eksporten af øl


For nylig udvidede EU listen over varer, som det er forbudt at eksportere til Nordkorea, med øl og saké.
Netop det med øl er ikke så sjovt for nordkoreanerne, da øl har topplacering, når det gælder deres favoritdrikke.
Dog kommer Nordkorea ikke til at være øl-løs. I hovedstaden Pyongyang fremstilles der store mængder af brygget Taedonggang - en kraftig og ret sødlig lagerøl med en let bitter eftersmag.
Sidste år afholdt kommunistpartiet landets første øl-festival. Meningen var, at den en måned lange festival skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed, men i år blev den af ukendte årsager skrinlagt. Ved at klikke her kan man se en lille film om festivalen, som CTTV har lagt på YouTube.


To repræsentanter for hver sit spanske vinhus: Pablo Echávarri og Mireia Vinals.

Smagning med hele to vinhuse

I den forgangne uge mødtes to nordspanske vinhuse under samme tag midt i København.

Det ene var det store cavahus Codorníu i Penedès, og det andet Baron de Ley i Rioja, og det var deres danske importør, Dansk Supermarked, der havde bragt dem sammen.
Og lad os starte med boblerne. Codorníu (udtales ”kodorniu” med et lille tryk på i’et) blev grundlagt i 1551 af Jaume Codorníu og er verdens ældste eksisterende familieejede vinhus for mousserende vin. Det var også et af de hedengangne familiemedlemmer, der skabte verdens første flaske cava.
Jaume Codorníus arving giftede sig i 1659 med sønnen af en anden berømt vinfamilie, Raventós.
Indtil 1872 fremstillede Codorníu udelukkende stillevine - ligesom man gjorde overalt i Penedès dengang. Men José Raventós, der på det tidspunkt ejede vinhuset, var opsat på at lære at lave boblevine - hvilket lykkedes efter nøje studier i Champagne-distriktet.
I første omgang døbte han sin nyskabelse Champaña - et navn, der senere blev ændret til cava efter pres fra Champagnes vinproducentforening, CIVC (Comité Interprofessionel du Vin de Champagne).

Gode alternativer til nytårsaften


Cava fremstilles den dag i dag på champagnemetoden med anden gæring på flaske. Og det er kun vine, lavet på denne metode, der må have et cava på etiketten - alle andre spanske boblevine må skrive "vinos espumosos".
Det var Codorníus vinmager, Mireia Vinals, der præsenterede cavaerne, og der var bestemt elegante bobler imellem - vine, der vil være et udmærket og prisvenligt alternativ til champagne nytårsaften.
Hos vinhuset arbejder man frem for alt med de tre traditionelle cavadruer, Xarel-lo, Macabeo og Parellada - men også, som man gør hos mange andre cavahuse, med de to champagnedruer, Chardonnay og Pinot Noir.

Maturana, en genopvakt drue


Nu tager vi turen cirka 400 kilometer mod nordvest til Rioja og til Barón de Ley, der har til huse i en gammel borg fra 1548.
Barón de Leys rødvine blev præsenteret af vinhusets eksportdirektør, Pablo Echávarri. Han fortalte, at 65% af vinhusets produktion er reserva og gran reserva, de to højeste kvalitetsniveauer i Rioja.
Vi smagte fire rødvine - og hvilke vine! Spaniens store rødvinsdrue, Tempranillo, spillede hovedrollen i disse fyldige, bløde, og fint krydrede vine. Alle havde de en lang eftersmag og en perfekt balance mellem frugt, eg og tanniner.
Og så smagte vi en rødvin på 100% Maturana - en lokal og næsten glemt drue, som Barón de Ley har vakt til live, og som nu har fået myndighedernes blå stempel som en af de druer, det er tilladt at bruge i Rioja-rødvine.
Ifølge Echávarri har i alt syv mindre vinhuse i Rioja nu plantet druen for at bruge den til blandings-vine sammen med Tempranillo.
Denne interessante rødvin, de andre rødvine fra Barón de Ley og de i alt fem cavaer fra Codorníu er der flotte stjerner til længere nede på siden.


Ny udgave af biblen over sydafrikansk vin

Hvert år siden 1980 er der kommet en ny udgave af Platter’s Wine Guide - biblen, når det gælder sydafrikansk vin.
Nu er den nye 2018-udgave netop lanceret, og det er med vurderinger af mere end 8000 vine.
Vinene bedømmes på en 100-pointskala, og de vine, der opnår 95 point og derover, bliver belønnet med de eftertragtede fem stjerner. I den nye udgave har 111 vine opnået denne optimale anerkendelse.
Traditionen tro er der også udnævnt et ”Winery of the Year”, og her gik den fornemme titel til Raats Family Wines i Stellenbosch. Vingården har intet mindre end hele fem vine med fem stjerner med i guiden - flere end nogen anden vingård nogensinde. De gode vine forhandles herhjemme af Vinkunsten.

Kan også downloades


Titlen for ”bedste rødvin” gik til Two Centuries Cabernet Sauvignon 2014 fra Nederburg Wines, mens Grenache Blanc fra The Foundry blev årets ”bedste hvidvin”.
Platter’s Wine Guide, der til dags dato er solgt i cirka 1,5 millioner eksemplarer, er ikke bare en tør opremsning af vine og vurderinger. Med i købet får man masser af velskrevet information om vingårdene, og hvad de har at byde på ud over vin - fx overnatning, restauranter, guideture osv.
Den nye udgave af guiden kan købes som bog eller downloades til iPhone, iPad eller computer ved at klikke her.


Violinisten Ara Malikian
spiller på violinen, som er fremstillet af en brugt rødvinsfad.

Violin ud af rødvinsfad

Kreativiteten er stor, når det gælder genbrug af brugte vinfade. Gennem de senere år er de blevet forvandlet til alt fra stole og borde til cykler og solbriller.

Nu har også en violin, lavet ud af et brugt rødvinsfad af fransk eg, set dagens lys.
Fadet er blevet til i et samarbejde mellem Rodolfo Bastida, der er chefvinmager hos vinhuset Ramón Bilbao i Rioja, violinmageren Fernando Solar og den spanske violinist Ara Malikian.
Det tog Solar to måneder at kreere violinen - som blev finpudset og afprøvet af flere violinister adskillige gange. Normalt laver man nemlig violiner af langt blødere træsorter som fx fyrretræ og ahorn, så det var spændende, om man kunne opnå den rette klang med egetræet. Men det lykkedes.

En film om projektet


1000 flasker af Ramón Bilbao Gran Reserva 2010, som er den vin, der har modnet i ”violin-fadet”, vil blive frigivet til salg i 2018, og hver en krone fra salget vil gå til velgørende formål. Flaskerne bliver selvfølgelig forsynet med etiketter, der viser en violin, og de bliver alle signeret af Ara Malikian.
Den spanske filminstruktør Max Lemcke har lavet en dokumentarfilm, The Soul of a Violin, der viser vejen fra fad til færdig violin. Filmen får premiere til januar, men man kan se en trailer ved at klikke her.


Lav din egen boblevin

I omkring 600 forretninger herhjemme kan man købe SodaStream, en maskine der puster kuldioxid i almindeligt postevand og laver sodavand via forskellige smagstilsætninger, som firmaet bag maskinen også sælger.

Nu har SodaStream lanceret Sparkling Gold, et alkoholmiks med ”Riesling-aroma”, som iblandet vand og en portion kuldioxid fra maskinen skulle blive til en boblevin, der ifølge firmaet kan hamle op med selv kendte champagner.
En uafhængig markedsundersøgelse, hvor hundrede personer blindsmagte produktet op mod champagner, skal have vist, at 76% af deltagerne lige så godt kunne lide Sparkling Gold som Moët & Chandon og Veuve Clicquot.
Den færdige boblevin indeholder kun 10% alkohol, og i den 20 cl store guldflaske med mikset skulle der være nok til tolv glas vin.
Sparkling Gold forhandles foreløbig kun i Tyskland.

Jim, der står parat til snak og whiskey-hygge, når man kommer hjem fra arbejde.

Hyggesnak med din whiskey-flaske

Jim Beam, der fremstiller en af de bedst kendte amerikanske bourbon whiskey’er, har lanceret et lidt specielt bud på en julegave til whiskey-elskeren.
Det drejer sig om verdens første intelligente whiskeyflaske, der adlyder navnet Jim. Når man kommer hjem fra arbejde, kan man føre en ret enkel samtale med flasken om vind og vejr - og fra en pæn lang afstand bede den om at skænke et glas whiskey. Jim vil så automatisk hælde 5 cl af indholdet ned i et glas fra en lille hane forneden på flasken. En lille film på YouTube viser den talende og skænkende flaske.

Virker kun et halvt år


Den behagelige mandsstemme, der svarer ejeren af flasken, tilhører i øvrigt syvende generation af Master Distillers hos Jim Beam, Fred Noe. På et særligt kontrolpanel i flasken kan man indstille hans stemme til at svare på flere forskellige spørgsmål.
Flasken kan selvfølgelig genfyldes med whiskey eller en hvilken som helst anden fluidum, man skulle ønske.
Jim sælges kun i USA via Jim Beams webshop til en pris af 35 dollars (cirka 219 kr.). Eneste hage er, at Jim holder op med at være intelligent, snakke og skænke automatisk efter cirka seks måneder - og så er alt, hvad man har tilbage en lidt usædvanligt udseende flaske ...
Alligevel er der rigtig mange, der er faldet for Jim - allerede nu kort efter lanceringen meldes der om alt udsolgt. Nye flasker er dog på vej.


Whisky blandet af fire fade

Det skotske destilleri BenRiach i Speyside er kendt for at lege med modningen på fade og med ”wood finishings”. Sidstnævnte betyder ”fadafrundinger, og det går ud på at whiskyen i den sidste del af modningsprocessen hældes over på fade, der har indeholdt fx sherry eller bordeauxvin.
Nu har BenRiach lanceret en 21 Year Old single malt whisky, som er blevet blandet af whiskyer, der er modnet på fire meget forskellige fade.
De tre af fadene har været anvendt til henholdsvis rødvin, amerikansk bourbon whiskey og Pedro Ximenéz - den sødeste af alle sherryer. Det fjerde egetræsfad var spritnyt.
Hvert fad har videregivet deres særlige aroma til whiskyen - sødme fra Pedro Zimenéz fadet, krydrede noter fra det nye fad og røde frugter fra rødvinsfadet.
Den nye whisky kan - så vidt vi ved - endnu ikke købes i Danmark. Men den kan fås hos Master of Malt for 1097 kr. plus forsendelse fra England.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ikke nogen nyheder fra vinbranchen i denne uge.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-455


455 Vinmarkerne tårner sig op over byen Keysersberg i Alsace (foto © Vin d’Alsace).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 27 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Vigneti di Monteforte, Santi, Soave, Classico, Italien, 2015, lav alkohol (12%)

49,95 kr., VinMedMere.dk

Tør hvidvin til en attraktiv pris i forhold til kvaliteten. I smagen, der har mere fylde end de 12% alkohol lover, er der noter af æbler og fersken. I tørheden er der et lille, bittert bid, som gør vinen velegnet til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Finca el Carril, Bodega Iniesta, Manchuela, Spanien, 2016, lav alkohol (12,5%)

79 kr., pris ved 6 flasker, Masa Wine

En aromatisk hvidvin, kompleks og med en sødme, der ikke får lov til at dominere. Det gør den til en meget anvendelig vin lige fra apéritif til ledsager af gode oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Excellence, Mas de Bressades, Costières de Nîmes, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%)

95 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Denne vellavede hvidvin på druerne Roussanne og Viognier er med sin tørhed og fadnoter en udpræget madvin. I smagen er der noter af grape og abrikos samt et strejf af honning.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Incanto, Italien, lav alkohol (13%)

45 kr., på tilbud indtil 6. december: 35 kr., Fakta

En dejlig uhøjtidelig hverdags-rødvin med en mild og blød smag med god fylde og frugtsødme i eftersmagen. En vin, mange vil kunne lide.

stjernestjernestjerne

120, Santa Rita, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Reserva Especial, Chile, 2016, lav alkohol (13%)

54,95 kr., Amka

En meget enkel rødvin med noter af syrlige bær og en vis kantet bitterhed. En plasketur over i en karaffel gør den dog meget venligere. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Las Tres Filas, Bodegas Merayo, Mencia, Bierzo, Spanien, 2016, middel alkohol (14%)

79 kr., pris ved 6 flasker., The Wine Company

Druen Mencia, der i Portugal går under navnet Jaen do Dão, er en blå drue, der bruges mere og mere i Spanien - oppe i det nordvestlige hjørne. Her optræder den i en dejlig rødvin med god frugtsødme og fint integrerede fadnoter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Traversa, Tannat, Uruguay, 2016, lav alkohol (12,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 59,95 kr., Supervin

Vellavet rødvin på druerne Tannat (90%) og Merlot. I den fyldige og krydrede smag er der noter af kirsebær og blommer samt et strejf af træ fra fadlagringen på amerikansk eg. Prisen ved seks flasker er attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Stones & Bones, Casa Santos Lima, Vinho Regional Lisboa, Portugal, 2015, middel alkohol (14%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., AndrupVin.dk

Til prisen ved seks flasker er denne fortræffelige rødvin lidt af et scoop. Vinen, der er lavet på druerne Syrah, Touriga, Roriz og Bouschet, er meget harmonisk med en smag af modne, mørke bær, bløde tanniner, kakao og vanille.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mammoth, Zinfandel, Puglia, Italien, 2016, høj alkohol (15,5%)

79,95 kr., 65 kr. ved 6 flasker, AndrupVin.dk

En dejlig rødvin med en vinøs duft af vellagret frugt og en herlig frugtrig og fyldig smag med modne brombær, varme krydrede noter og en indtagende frugtsødme. En vin, mange vil kunne lide - og en vin til en meget rimelig pris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Collection Alter Ego, Louis Raynald, Pinot Noir, Vin de France, Frankrig, 2016, lav alkohol (12,5%)

89,95 kr., på tilbud i uge 49 (denne uge): 50 kr., Kvickly

En helt igennem dejlig rødvin med fylde og struktur, saftighed, modne bær og en helt perfekt balance mellem sødme og syre. En vin, mange vil kunne lide, og et rigtig godt glas til tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Woodstock, Collett Wines, McLaren Vale, Australien, 2011, middel alkohol (13,5%)

89,95 kr., ViniPortugal

Vellavet rødvin på druerne Shiraz og Cabernet Sauvignon. Vinen har en vidunderlig duft af stenfrugter og en fyldig, blød smag med noter af chokolade og lakrids, som mange vil være glade for. Dertil diskrete fadnoter. Det er en vin, der er nem at drikke. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Château La Fleur Peilhan, Saint-Émilion, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)

119 kr., på tilbud i uge 49 (denne uge): 99,50 kr. ved to flasker, SuperBrugsen

En udmærket klassisk bordeaux med fine krydrede noter i duft og smag - men måske nok også med et lidt smalt smagsbillede. Drik den til en let kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Monte dei Cocci, Tenute Girolamo, Negroamaro, Puglia IGP, Italien, 2015, middel alkohol (13,5%)

119 kr., pris på tilbud: 79 kr. (kun online-køb), Skjold Burne

Denne rødvin åbner sig i munden som en bærbombe med dejlig sødme, men også tilpas syre. I smagen noter af hvid peber og tobak.

stjernestjernestjernestjerne

Treviri, Bonfante & Chiarle, Montferrato, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., A Vinstouw

Denne pæne rødvin skal have lidt luft - lidt "plask". Så åbner den sig med god frugt, kraftige tanniner, noter af lakrids og en tørhed, der gør den til en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château La Pirouette, Médoc, Cru Bourgeois, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Jysk Vin

En vellavet og typisk Bordeaux-rødvin med en tør og kompleks smag med afrundede tanniner og noter af lakrids og eg. Til slut et lille, bittert bid, der er fint til mad. En udpræget madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Traluna, Villa Trasqua, Toscana IGT, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

129 kr., pris på tilbud: 89 kr. (kun online-køb), Skjold Burne

En dejlig rødvin, der ligger lækkert i munden og snakker godt med det italienske køkken - en god pasta, en bistecca ... I smagen kaffe og mørk chokolade. Også tilbudsprisen er ret lækker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Villa Fidelia, Sportoletti, Umbrien, Italien, 2013, høj alkohol (15%)

179 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., Fionia Vin

Vellavet rødvin på Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. En kraftig vin til kraftig mad. I smagen frugt og sødme, markante tanniner og fadsmag. 15 %, men ingen spritkant. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjerne

Conte Giangirolamo, Tenute Girolamo, Puglia IGP, Italien, 2013, høj alkohol (14,5%)

249 kr., pris på tilbud: 179 kr. (kun online-køb), Skjold Burne

I den tunge flaske mødes 50% Primitivo og 50% Negromaro i en kraftig rødvin med et - i forhold til den høje pris - smalt, men markant krydret smagsbillede.

stjernestjernestjernestjernestjerne

William Randell, Thorn-Clarke, Shiraz, Barossa, Australien, 2014, høj alkohol (14,5%)

339,75 kr., på tilbud året ud: 279,75 kr., Skjold Burne

Stor og meget lækker rødvin med dyb, fløjlsblød frugt og noter af chokolade og kaffe. Dertil vanille fra mange måneders ophold på nye egetræsfade. Oplagt til julens kulinariske udfoldelser.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fabiano, Amarone della Valpolicella Classico, Italien, 2013, høj alkohol (15,5%)

379,75 kr., pris på tilbud året ud: 299,75 kr., Skjold Burne

Stor og meget lækker rødvin - en flot Amarone med alt, hvad dertil hører: Dyb, intens frugt, bløde tanniner, kompleks krydring, alkohol og fint integrerede fadnoter. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

Smagningen af vine fra Barón de Ley

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barón de Ley Maturana, Barón de Ley, Maturana, Rioja, Spanien, 2015, middel alkohol (14%)

99 kr., (kun online-køb), Føtex.dk

En spændende rødvin udelukkende på den sjældne Maturana-drue, som netop er blevet godkendt til brug i Rioja-rødvine. Og det kan vi kun være glade for. Det er en flot, fyrrig og intens rødvin, der dufter dejligt krydret og har en stor, varm og frugtrig smag med et tilpas tanninbid. Den kan drikkes nu - fx til en godt krydret oksebøf - eller gemmes i endnu nogle år.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barón de Ley Reserva, Tempranillo, Rioja, Spanien, 2013, middel alkohol (13,5%)

100 kr., på tilbud i uge 49 (denne uge): 59 kr., Føtex 

En lækker rødvin på Tempranillo samt et skvæt Masuela-druer. Den dufter af aromatisk te og vanille fra de 20 måneder på amerikansk eg. Også i den bløde smag er der noter af vanille samt en perfekt balance mellem frugt og tanniner. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barón de Ley Gran Reserva, Barón de Ley, Tempranillo, Rioja, Spanien, 2011, middel alkohol (13,5%)

139 kr., på tilbud fra 15. til 28. december: 89,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

Denne rødvin dufter dejligt af mandelmasse og har en rund smag med god frugt, krydrede noter, tobak og bløde tanniner. En topvin til en meget fordelagtig tilbudspris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barón de Ley Finca Monasterio, Báron de Ley, Tempranillo, Rioja, Spanien, 2015, høj alkohol (14,5%)

169 kr., (kun online-køb), Føtex.dk

Her er vi helt oppe at ringe! Dette er en rødvin med en meget lækker og koncentreret bærduft og en fløjlsblød smag, fuld af intens frugt, hvori der blander sig krydrede noter og strejf af vanille. En harmonisk vin til en meget rimelig pris.

Smagningen af vine fra Codorníu

stjernestjernestjernestjerne

Codorníu Clasico, Codorníu, Cava, Semi Seco, Spanien, lav alkohol (11,5%)

69,95 kr., på tilbud indtil 31. december: 62,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

En Semi Seco - en halvsød cava - der dog egentlig kun har en behagelig og liflig sødme. Den er parfumeret på den gode måde, er let drikkelig og har fine strejf af lime i eftersmagen. Drik den til en ikke alt for sød dessert eller som apéritif.

stjernestjernestjernestjerne

Codorníu Clasico, Codorníu, Cava, Brut, Spanien, lav alkohol (11,5%)

69,95 kr., på tilbud indtil 31. december: 62,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

En ganske udmærket cava med en frisk duft af citrus og forårsblomster. Smagen er tør, medium fyldig og med strejf af nektariner. En rigtig god apérif og til den lave pris et godt bud til den store fest.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Codorníu Ecológica, Codorníu, Cava, Brut, Spanien, lav alkohol (11,5%)

75 kr., på tilbud indtil 31. december: 62,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

En cava på økologisk dyrkede druer - og en rigtig god cava til normalprisen. Den dufter af grønne druer og har en moden og fyldig frugtsmag, der slutter med en lille fin syre.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Codorníu Raventos, Codorníu, Cava, Brut, Spanien, lav alkohol (12%)

99 kr., på tilbud indtil 31. december: 69,50 kr. ved 2 flasker, Føtex 

En top-cava med en elegant og rigt facetteret duft. Den fyldige bløde mousse frigiver en liflig smag med sarte noter af eksotiske frugter. Sagen til lyse fisk og skaldyr - eller til når rådhusklokkerne slår det nye år ind. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Codorníu Jaume Gran Reserva, Codorníu, Cava, Brut, Spanien, 2011, lav alkohol (12%)

275 kr., (kun online-køb), Føtex.dk

Denne cava kalder på et glas mere. Den har fem år på bagen, men har stadig masser at byde på - og vil højst sandsynligt også have det om endnu nogle år. Den har en blød men rig mousse, duft af melon og nektarin og en fyldig, nærmest cremet, smag med noter af modne grønne druer og pærer. Eftersmagen bliver hængende i munden og udvikler sig med nye facetter. En cava, der er fin som apéritif, men som også vil egne sig til sushi.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen