Nyheder for uge 6, 2018



Foto: New Zealand Wine Growers.

Projekt "førende i lette vine"

"Lighter Wines" er et storstilet projekt, søsat af vinproducentforeningen New Zealand Wine Growers med støtte fra den newzealandske regering.

De newzealandske forbrugere efterspørger - ligesom forbrugere i mange andre lande - i stigende grad vine med et lavere alkoholindhold, og målet med ”Lighter Wines” er at gøre New Zealand til det førende land på verdensplan inden for alkohol-lette vine. Og vi taler om vine med helt ned til under 10% alkohol.
Reduceringen af procenterne skal ikke ske via spinning cone column eller omvendt osmose - metoder, der reducerer alkoholen i den færdige vin (se VinAvisens ABC for uddybende info).
Den lavere alkohol skal derimod opnås ad naturlig vej blandt andet ved dyrkning af druesorter, hvis sukkerindhold, når druerne er modne, ligger i den lave ende. Også den gær, vinproducenterne anvender, kan være med til at regulere procenterne.

Det største projekt nogensinde


Der er i alt afsat 16 millioner NZD (cirka 70 mio. kr.) til projektet, der er det største af sin art, den newzealandske vinindustri nogensinde har søsat.
Pengene skal blandt andet gå til forskning i naturlige metoder til reducering af alkohol i såvel vinmarken som i vineriet. Man har også lanceret et program for vinproducenterne, hvorigennem de lærer, hvordan de skaber de alkohol-lette vine. Og så skal der bruges penge på reklamekampagner for vinene i ind- og udland. Man kan læse mere om projektet ved at klikke her.

Smuglervarer i klapvognen

Den 16. februar lyder startskuddet til den en uge lange fejring af det kinesiske nytår. Og det betyder, at tolderne er ekstra på dupperne for at afsløre folk, der smugler vine fra Hong Kong og Macao til moderlandet Kina.
Smuglerne er dog blevet stadig mere opfindsomme. Sidste nye smuglerhit er at skjule ædle flasker i barneklapvogne. Det forsøgte to kinesere - uafhængigt af hinanden - sig med på en enkelt dag ved toldstationen Gongbei på grænsen til Macao. Til sammen havde de ifølge den kinesiske avis Nanfang Metropolis Daily tretten flasker Château Lafite Rothschild og otte flasker cognac skjult under dyner og børn i klapvognene.
Sidste år konfiskerede tolderne tretten flasker af kultvinen Opus One, som en bilist havde skjult under sin bilhjelm.


Foto: Wikimedia/Lesekreis.

Et 100 år langt eksperiment

Det er en kendt sag, at vine - fx fornemme Bordeaux’er - kan være en stor nydelse efter flere årtier på hylden i vinkælderen. Det er også en kendt sag, at en vin, der er lukket med en naturlig korkprop, får tilført en ganske lille mængde ilt hvert år gennem kanaler mellem proppens celler - noget, der ifølge korkprop-tilhængere er med til at modne vinen på bedste vis.
Men der er noget i den forbindelse, som længe har undret Andy Waterhouse, der er professor i kemi ved vinuniversitetet UC Davis i Californien. Og det har ifølge Wine-Searcher fået ham til at søsætte et meget langstrakt eksperiment, der først er slut om 100 år.

Vinen burde være udrikkelig


Ifølge Andy Waterhouse siver der i gennemsnit i løbet af et år 1 milligram ilt ind i en vin, der er lukket med en naturlig korkprop. Og det er nok til at nedbryde 4 milligram sulfitter - de konserverende stoffer, der netop beskytter mod iltning.
En vinproducent tilfører typisk vinen omkring 20 til 25 milligram sulfitter, og det ville jo så betyde, at den indtrængende ilt vil gøre kål på sulfitterne i løbet af cirka seks år. Dermed vil beskyttelsen mod iltning være væk, og vinen burde jo så inden for en kortere årrække blive temmelig udrikkelig, ræsonnerer Waterhouse. Hvorfor, det ikke sker - i hvert fald når det gælder mange kvalitets-rødvine - kan muligvis ifølge kemikeren hænge sammen med, at proppen undergår celleforandringer. Og det er det, han nu har sat sig for at undersøge.

Analyserer vinen og propperne


Andy Waterhouse har fået tappet en top-rødvin på Cabernet Sauvignon fra vinhuset J. Lohr Vineyards på flasker og fået dem forsynet dels med korkpropper dels med syntetiske propper. Sidstnævnte flasker fungerer som kontrolflasker.
I 2020 vil han trække propperne op af de første tre flasker, hvorefter han sammen med sit forskerteam vil undersøge iltningen af vinene og niveauet af sulfitter. Korkpropperne bliver ligeledes underkastet diverse analyser, så man kan kortlægge, om de har ændret struktur.
Fem år efter vil man så åbne næste hold flasker, hvorefter der så går ti år, før man igen åbner et hold.
Først om hundrede år vil ”forsker-efterkommere” af Waterhouse, hive propperne op af de sidste flasker og igen nøje undersøge vinen og proppernes struktur.
Det er i hvert fald målet - men der kan jo ske meget over så lang en periode …


Fuldmodne druer i det spanske Ribera del Duero.

En endnu mindre årgang 2017

For nogen tid siden forlød det, at spansk vin årgang 2017 ville blive 15% mindre end årgang 2016. Årsagen er dels den hårde forårsfrost i april sidste år, dels hedebølger og tørke i sommermånederne.
Nu er det spanske landbrugsministerium kommet med en ny vurdering, der lyder på en nedgang på hele 19,6%, og ministeriet opfordrer til, at vinproducenterne og vinhandlerne lader priserne stige på den nye og meget lille årgang.
Alt i alt forventer man i EU-regi, at vinproduktionen i medlemslandene i 2017 vil blive den mindste i de sidste 36 år.

VinAvisens serie af postkort fra Penedès

I de sidste tre uger har vi bragt i alt fjorten postkort fra Penedès. Her kommer de sidste seks, og vi lægger ud med et besøg hos cava-huset Torelló.


Toni De la Rosa Torelló foran vinhusets vinmarker og med et kort, der viser deres placering.

Postkort nr. 15 fra Penedès:
En økologisk vinproducent med en berømt oldefar

Torelló blev grundlagt i 1395 og er stadig i samme families eje. Her blev vi mødt af 22. generation, Toni De la Rosa Torelló.
Hans oldefar, Marc Mir, regnes for lidt af en helt i Penedès - han gjorde nemlig en stor indsats for at genplante vinstokke i distriktet, efter at vinlusen, Phylloxera vastatrix, havde udryddet stort set samtlige vinmarker i slutningen af 1800-tallet.
I Sant Sadurní d’Anoia er Marc Mir hædret med et monument på rådhuspladsen og ved at få en gade opkaldt efter sig.
Torelló, der begyndte at fremstille cava i 1951, er certificeret økologisk og har i dag 80 hektar vinmarker. Det er et af de kun ti vinhuse i Penedès, der udelukkende laver cava af druer fra egne vinmarker, som selv vinificerer, og som i det hele taget selv står for alt fra start til færdig flaske. Det er en fordel, da man så har hånd i hanke med kvaliteten hele vejen igennem.


Vinene nød vi i familiens store og typisk spanske vingård, som bebos af flere familiemedlemmer.

Postkort nr. 16 fra Penedès:
Cava med gemme-potentiale

- Vi sælger gamle cava’er - ikke nye! Sådan lød det fra Toni De la Rosa Torelló. Og husets cava’er er bestemt også et bevis på, at den spanske mousserede vin har gemme-potentiale - især, hvis den er lavet på druen Xarel-lo eller har et stort indhold af denne syreholdige drue.
Vi smagte fx en årgang 2010 af den dejlige og fyldige Gran Torelló Brut Nature - en top-cava, der var en nydelse her og nu, men som også kunne gemmes i endnu flere år.
Hos Torelló har man plantet lidt Pinot Noir og Chardonnay, men som Toni De la Rosa Torelló sagde, så elskede han de lokale druer. Og det er der også god grund til at gøre. Xarel-lo, Macabeo og Parellada gør et rigtig godt stykke arbejde for cava, og man kan diskutere, om det overhovedet er nødvendigt at dyrke internationale druer - hvilket da også bliver diskuteret i Penedès.
Torelló søger i øjeblikket en dansk importør, og man må sige, at der er noget at komme efter, hvis man mangler en rigtig god cava-producent i sortimentet.


De fire grundlæggere af Vins El Cep (fra venstre): Gil Masana, Josep Carreras, Pere Parera og Joseph Esteve.

Postkort nr. 17 fra Penedès:
Et unikt samarbejde mellem fire familier

De fire familier Masana, Parera, Esteve og Carreras har i flere hundrede år haft hver sit vinhus. De er også naboer og fremstiller alle cava, og så har familierne siden tidernes morgen været de bedste venner.
I 1980 besluttede de fire familier at slå sig sammen om at fremstille og markedsføre vin i ét og samme vinhus med navnet Vins El Cep.
I alt ejer Vins El Cep 200 hektar vinmarker i den nordlige del af Penedès - det er dog kun en del af druerne, der anvendes til egen produktion - resten sælges til andre producenter i området.
Nu skulle man måske tro, at et sådan samarbejde mellem fire familier ville få en kort levetid. Det ville være helt naturligt, at den slags ebbede ud i efterfølgende generationer. Men nej, nogle af familiernes børn har valgt at fortsætte samarbejdet, og nu håber de, at deres børn igen holder liv i traditionen. (Fortsættes nedenfor ...).


Maite Esteve (tv.) og Isabel Chuecos-Ruiz fortalte levende om Vins El Cep og husets mange cava’er.

Postkort nr. 18 fra Penedès:
Spaniens første biodynamiske cava

I dag ledes Vins El Cep af Maite Esteve, datter af den ene af de fire grundlæggere, Josep Esteve. Men hun arbejder tæt sammen med medlemmerne fra de tre andre familier.
Det var hende, der tog imod os sammen med sommelier Isabel Chuecos-Ruiz.
Vinhuset var blandt de første i Penedès til at eksperimentere med økologisk og siden hen biodynamisk vindyrkning. Og i dag er 25% af Vins El Ceps vinmarksareal biodynamisk certificeret.
Det var også dette vinhus, der i 2006 skabte Spaniens første biodynamiske cava, Claror - en herlig cava med elegance og en lang facetteret eftersmag.
Desværre er Vins El Ceps cava’er ikke på det danske marked i øjeblikket - det kan man kun håbe ændrer sig.


Vores rundtur hos Bodegas Sumarroca startede i vinmarkerne, hvor husets eksportdirektør, Marc Picón Malivern, blandt andet fortalte om, hvordan den globale opvarmning sætter sit præg på vinproduktionen.

Postkort nr. 19 fra Penedès:
Satser på en fremtid med lokale druer

Hos Bodegas Sumarroca plantede man i 1990’erne stribevis af internationale druer. Nu hiver man vinstokkene op igen for at plante lokale druesorter.
- Det er de lokale druer, vi satser på nu - det er kun dem, der vil kunne klare en fremtid med klimaforandringer, lød det fra vinhusets eksportdirektør, Marc Picón Malivern.
- Spanien er et af de første lande, hvor man har kunnet mærke den globale opvarmning. Det bliver stadig mere varmt og tørt, vi høster tidligere for hvert år og får stadig færre druer på vinstokkene. Vi vil ikke kunne fremstille vin her om 45 år, hvis vi ikke gør noget her og nu.
Af samme årsag har man hos Sumarroca også viet en lille vinmark til eksperimenter med lokale druer.


Med hurtige bevægelser blev vinstokkene renset for gammelt løv. Men det skal også gå hurtigt, når man som Sumarroca har 150 hektar marker.

Postkort nr. 20 fra Penedès:
Har skåret 40% af flaskernes vægt

Når det gælder klimaændringerne, taler man ikke bare med store ord og udfører drue-eksperimenter hos Sumarroca. Man gør også en aktiv indsats for at dæmme op for det årlige CO2-udslip.

Sumarroca er nemlig med i en ”gentlemen’s agreement” med en række andre spanske vinhuse om årligt at skære CO2-udslippet ned med 5% - altså en slags Paris-aftale i meget lille format.
For at opnå dette mål er vinhuset blandt andet gået over til 40% lettere vinflasker, har udskiftet bilerne med miljøvenlige biler osv.
Efter at have smagt husets dejlige cava’er - der herhjemme forhandles af Philipson Wine - tog vi afsked, og på vejen fra vinhuset så vi nogle vinmarksarbejdere i fuld gang med at beskære vinstokke med trykluftsakse. Det foregik med lynets hast, og tilbage stod vinstokkene rippet for al det gamle halvvisne vinløv - parate til at vågne op efter vinteren og tage hul på en ny vækstsæson og en ny årgang cava.
Hermed er vores serie af postkort fra Penedès slut. Hvis man vil se serien i sin helhed, kan man klikke her.



Døren ind til Club 33 i Disneyland.

En hemmelig klub

Forlystelsesparken Disneyland i Californien er et trækplaster for børnefamilier fra hele verden. Og midt i menneskemylderet, larmen og farvestrålende Disney-figurer i kæmpeformat er det nok de færreste, der lægger mærke til en dør malet i en uanseelig grå farve og med nummeret 33. Bag den gemmer sig nemlig en yderst celeber klub.
Det var Walt Disney selv, der fik ideen til Club 33, der skulle fungere som et sted, hvor han i ro og mag kunne hygge sig med de prominente personer, som indimellem gæstede forlystelsesparken. Og hvor man kunne tillade sig et godt glas vin - hvilket er forbudt i resten af den børnevenlige park. Disney døde dog fem måneder, før klubben åbnede i 1967.

En venteliste på fjorten år


Gennem årene har adskillige kendte politikere, præsidenter og Hollywood-skuespillere besøgt klubben, der ligger på New Orleans Square i Disneyland. Men som enhver anden klub har Club 33 også en medlemsskare, der i dag tæller omkring 500 medlemmer.
Både Tom Cruise, Tom Hanks, Elton John og Michael Jackson har været medlemmer, og i øjeblikket er der en venteliste på hele 800 personer, som ønsker at blive optaget i klubben. Efter i mange år at have lukket for tilmeldinger åbnede klubben for en del år siden igen op for et begrænset antal nye medlemmer. I 2011 var der en venteliste på hele fjorten år - og det til trods for, at man skal have et velspækket kreditkort for at blive medlem. Det årlige gebyr er på 15.000 dollars (cirka 56.000 kr.), men for overhovedet at blive medlem, skal man først betale et optagelsesgebyr på 50.000 dollars (cirka 139.000 kr.).

Kun de kostbareste vine


Når først man er blevet medlem, har man adgang til klubbens bar, hvor der serveres de kostbareste vine og champagner, samt en toprestaurant med udsigt over forlystelsesparken. Der er også en gårdhave og en fornem lounge med antikke møbler, udvalgt i sin tid af Walt Disney selv.
Det er muligt for ikke-medlemmer at komme inden for i gemakkerne og spise frokost eller aftensmad - dog kun, hvis man er ledsaget af et medlem.
Man kan læse mere om Club 33 og se billeder fra den ved at klikke her. Det er en fan-side, man kommer ind på - klubben er åbenbart for hemmelig til at have en hjemmeside.


Fra den lille film på YouTube.

Nonner med en bagtanke

En række godgørende organisationer verden over samler ind til fattige og nødlidende mennesker.

Det gør de to nonner i en lille JustForLaughs-film på YouTube også. Med raslebøsser i hænderne får de kunderne i en kiosk til at give en skærv. Men de nonner er ikke helt til at stole på …



Det smarte Wine Condom.

Giv flasken kondom på

Der er lavet masser af elegante vinpropper af metal og andre materialer til at sætte i en halvfyldt vinflaske, så man kan gemme resten til dagen efter. Problemet er bare, at så er der som regel ikke plads til at lade flasken stå op i køleskabslågen.
Det problem er en ung amerikaner, Mitchell Strahan, og hans mor, Laura, kommet til livs med opfindelsen Wine Condom - en gummidims, der slutter helt tæt, når den krænges ned over flaskehalsen.
Det smarte "kondom”, der selvsagt også kan anvendes til både øl- og sodavandsflasker, er udviklet af et gummifirma med speciale i emballage til fødevarer. På YouTube kan man se en lille film, der viser, hvordan "kondomet" bruges.
Wine Condom kan herhjemme fås hos blandt andet Alphageek.dk, hvor en pakke med seks styk koster 127 kr. Hvert ”kondom” kan anvendes flere gange.
Foto: Wikipedia/jessie Eastland.

Skyer som ingrediens i vodka

Joe Fenten fra Hilton Head Island i South Carolina holder ikke af en skyfri solskinsdag. Og det er der en ganske særlig årsag til. Fenten, der ejer Hilton Head Distillery, bruger nemlig skyerne i sin fremstilling af vodkaen Aermoor.

Til det formål har Fenten, der er uddannet ingeniør, kreeret en ”atmosfærisk vandgenerator”, som kan fange og omdanne skyernes små dråber til rent vand, som så igen kan bruges til at fortynde vodkaen med.
Vandet fra skyerne er jo en dejlig uudtømmelig kilde, og så indeholder skyvandet mindre syre, hvilket ifølge Fenten er med til at give en særlig blødhed til vodkaen. Aermoor forhandles, så vidt vi ved, kun i USA.

Et succes-år for cognac

Efter nogle år med nedgang i salget er cognac i gang med et storstilet come back. I 2017 blev der ifølge nye tal fra Bureau National Interprofessionnel du Cognac (BNIC) solgt cognac for 3,2 milliarder euro (cirka 23,8 mia. kr.) på verdensplan.
I alt blev der eksporteret 197,4 millioner flasker cognac, hvoraf de 86,2 mio. gik til USA, der er verdens største marked for den gyldne franske spiritus. Europa aftog 5,7% flere flasker cognac i 2017 end året før, mens Rusland tegnede sig for en stigning i importen på 32,7%.
Asien importerede 56,9 mio. flasker, hvilket var 11,3% mere end i 2016. Og selv Afrika, der ikke er et at de traditionelle cognac-markeder, var med på vognen med en stigning i mængden på 13,2%.
Halvdelen af al den eksporterede cognac var af den laveste klassifikation, V.S. - og her var væksten i mængde i forhold til 2016 på 8,6%.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Strandgaarden Wine & Spirits optaget importen af vinene fra den italienske vingård Tenuta Santa maria di Gaetano Bertani.
* Fionia Vin har optaget importen af vinene fra det newzealandske vinhus Greystone i Waipara.


James Suckling.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til James Suckling, en af verdens mest anerkendte vinskribenter. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

James Suckling (f. 1958) er amerikaner og en af verdens mest anerkendte vinskribenter. Hans skrivende karriere begyndte allerede, mens han studerede journalistik på University of Wisconsin. Emnet var dog ikke vin men kriminal-stof, som han blev hyret til at skrive for en lokal avis.
Det var hans far, der gav ham en glødende interesse for vinens verden, og i 1981 blev han ansat som journalist hos Wine Spectator. I dag er det amerikanske magasin et af verdens førende vinmagasiner - dengang var det en lille lokal publikation med sølle 800 læsere.
Han avancerede til redaktør af magasinet, og i 1985 fik han til opgave at grundlægge en europæisk afdeling af Wine Spectator.
Året før havde han for første gang nogensinde besøgt Europa, og nu flyttede han hertil - til Paris og dernæst i 1987 til London, hvor han forblev i de næste 11 år, for så at flytte til Toscana, hvor han bor i dag.
I 29 år arbejdede James Suckling for vinmagasinet som både redaktør og skribent. Han smagte i gennemsnit 4000 vine om året, som han gav point efter 100-point-skalaen. Vinene kom fra hele verden, selv om det altid har været flaskerne fra Bordeaux og Italien, der har stået hans hjerte nærmest.
Han fik også tid til i 1990 at udgive bogen "Vintage Port".
I 2010 overraskede han vin-verdenen ved at forlade Wine Spectator for at kaste sig over nye vinøse eventyr - blandt andet sin egen hjemmeside, JamesSuckling.com.
Denne side byder frem for alt på masser af små videofilm, der viser vinhuse og vinmagere, som han har besøgt. Filmene er skabt over flere måneders rejser sammen med filmmanden James Orr. Derudover er der artikler og vinanmeldelser - samt en særlig sektion, hvor James Suckling plejer sin anden store passion, cigarer.
Sideløbende leverer han vinartikler til det asiatiske vinmagasin Asia Tatler og til det russiske magasin Simple News.
I 2011 lancerede han sammen med IMG Artists Divino Tuscany, et arrangement, der over fire dage fejrer toskansk mad og vin med smagninger, middage og seminarer. James Suckling har to børn, Jack og Isabel.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor er nogle vine bitre?

Steffen Sørensen kan ikke lide, at en vin er bitter. Er det overhovedet nødvendigt med denne bitre tone?
For det første er der forskel på, hvordan vi mennesker smager. Nogle af os er mere modtagelige for bitterstoffer end andre. Men der er også forskel på vine. Enhver vinmager forsøger at nå frem til en balance imellem moden frugt, syre, sødme, alkohol, kraft og finesse, og en lang række afgørelser undervejs i processen afgør, hvordan vinen bliver.
Under gæringen gælder det om at udtrække en masse aromastoffer og tanniner. Begge dele er vigtige. Men udtrækkes for mange tanniner, er der en risiko for, at vinen bliver bitter.
Prøv at vride det sidste ud af en tepose, og smag på det!
Tanninerne er vigtige for vinens struktur, smag og lagring, og vinmageren vil altid prøve at udtrække de såkaldte "bløde" tanniner.
Og så skal vi lige tilføje, at der er stor forskel på, hvordan en vin umiddelbart smager i glasset, og hvordan den smager, når den ledsager mad. Et lille bittert bid i vinen kan faktisk være et plus.


Ugens vinøse billede

Under en rejse i Skotland for nogle år siden har Carsten Søderstrøm besøgt whiskydestilleriet Bruichladdich på øen Islay. Her anvender man brugte vinfade til lagring af de ædle dråber, og som det fremgår af billedet her, kommer nogle af dem fra berømte Bordeaux-slotte som Pétrus og La Tour.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-464


464 Nyhøstede druer ankommer til cava-huset Torelló, hvor de skovles ned fra bilens lad. (Fotografi fra 1950 © Torelló).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

120, Santa Rita, Chardonnay, Valle Central, Chile, 2016, middel alkohol (13,5%) 54,95 kr., Amka En meget enkel hvidvin - udpræget en frikadelleskubber, der hurtigt er glemt. Men naturligvis også ret billig. Flasken har skruelåg.
Terra Grande, Grillo, Terra Siciliane, IGT, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%) 59,95 kr., VinMedMere.dk Lækker og delikat hvidvin med en liflig duft og en let cremet, blød og moden druesmag. I smagen noter af ekotiske frugter - mango og papaya. Flasken har skruelåg.
Pradorey, Verdejo, Vino de la Tierra de Castilla y León, Spanien, 2016, lav alkohol (12,5%) 89 kr., pris ved 6 flasker: 80 kr., Holte Vinlager Frisk, tør, kraftig - en flot, harmonisk og lækker hvidvin. I den let cremede smag er der noter af grape og citrus samt mineralske noter.
Le Due Arbie, Dievole, Toscana IGT, Italien, 2016, lav alkohol (13%) 99 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., Vinovida En dejlig hvidvin med en blomsteragtig duft og strejf af mango. Smagen er fyldig, lækker, frisk, blød og aromatisk. Den har simpelt hen det hele.
Spier Vintage Selection, Spier, Riesling, Stellenbosch, Sydafrika, 2017, middel alkohol (13,5%) 99,95 kr., på tilbud i uge 6 (denne uge): 50 kr., Kvickly En meget lækker hvidvin, som giver en helt anderledes oplevelse af Riesling-druen end vinene på samme drue fra fx Tyskland og Alsace. Det er en fyldig vin med noter af modne grønne druer og grapefrugt i smagen og med frisk citrus i den lange eftersmag. En oplagt vin til lyse fisk - og et kup til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.
Flavabom, Byrne Vineyards, South Australia, Australien, 2016, middel alkohol (14%) 129,95 kr., på tilbud i uge 6 (denne uge): 79 kr., Kvickly En hvidvin, der dufter af kærlighedsfrugt og har en fyldig, frugtrig smag med noter af fersken og nektarin - men også et lille alkoholbid til slut. Så afgjort en vin til mad - gerne til en krydret kyllingeret. Flasken har skruelåg.

Rødvin

Il Paggio, Castello delle Regine, Umbria, Italien, 2015, lav alkohol (13%) 59 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini En let og læskende rødvin på druerne Sangiovese, Syrah og Merlot. Til prisen et pænt glas til pasta og pizza. Skænk den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.
Carmel Mingot de Haux, Côtes de Bordeaux, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%) 79,95 kr., på tilbud i uge 6 (denne uge): 43 kr.ved 3 flasker, Kvickly En klassisk Bordeaux-rødvin - og en lækker en af slagsen. Den er let, meget saftig og fuld af frisk bærmost og har en fin balance mellem frugt, syre og tanniner. En vin, der beviser, at det bestemt er muligt at få noget ordentlig Bordeaux-vin til en yderst rimelig pris.
Altano, Symington Family Estate, Douro Valley, Portugal, 2015, middel alkohol (14%) 89,5 kr., Irma Flot rødvin med en dyb farve, en god duft og en fuldmoden, blød frugt med noter af peber, kaffe og chokolade. Vinen er lavet på økologisk dyrkede druer.
Mas Janeil, Francois Lurton, Côtes du Rousillon-Village, Frankrig, 2012, høj alkohol (14,5%) 99 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop Vellavet rødvin på druerne Grenache, Carignan, Syrah og Mourvèdre - en ligefrem vin, måske uden mange smagsmæssige svinkeærinder, men med kvalitet hele vejen igennem. I smagen mørke bær og noter af mørk chokolade og eucalyptus.
Domaine de la Vallée des Grives, Côtes du Rhône Villages, Valréas, Frankrig, 2015, middel alkohol (14%) 99,95 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Megavin.dk / Kvickly Odder En rigtig god Rhône-rødvin på druerne Grenache, Mourvèdre og Carignan Noir. Den har tør og god frugt og en fin krydring, hvor peber spiller hovedrollen. Lang eftersmag. Udpræget til mad. Prisen 65 kr. er attraktiv.
Kellermeister, Barossa Vineyards, Shiraz, South Australia, Australien, 2014, høj alkohol (14,5%) 99,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk Vellavet, kraftig rødvin med god, fyldig frugt, bløde tanniner, en lille, forsigtig sødme, fint integrerede fadnoter og en tørhed med peber, tobak og tjære. Flasken har skruelåg.
La Bastide Saint Dominique, Côtes du Rhône Village, Frankrig, 2015, høj alkohol (14,5%) 109 kr., pris ved 6 flasker: 98 kr., Jysk Vin En dejlig, kompleks og hamonisk Rhône-rødvin på et typisk druevalg: Grenache, Syrah, Mourvedre og Carignan - oven i købet økologiske druer. Vinen har en herlig duft og en bred smag med noter af kirsebær og mørke bær.
Montes Twins, Montes Winemakers, Valle Colchagua, Chile, 2015, middel alkohol (14%) 125 kr., på tilbud indtil 28. februar: 99 kr., Vinoble Vellavet rødvin på druerne Cabernet Sauvignon, Syrah, Carmenère og Tempranillo. Den har en dejlig frugtfylde og en god tørhed, men også en fin sødme samt en kompleks krydring med noter af bitter chokolade og blandt andet timian. Flasken har skruelåg.
The Black Stump, Casella, Shiraz, Clare Valley, Reserve, Australien, 2017, høj alkohol (14,5%) 129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk Flot rødvin med et strejf af granskov, jordbund og friske svampe. Dertil noter af mokka og vanille fra opholdet på fade af amerikansk eg. Flasken har skruelåg.
Viña Sastre, Ribera del Duero, Spanien, 2016, middel alkohol (14%) 139 kr., på tilbud i uge 6 (denne uge): 85 kr., D’Wine En meget dejlig og harmonisk rødvin med tilpasse mængder af både frisk bærmost, syre og tanniner. Eftersmagen er lang og slutter med et lille bid anis.
Pietro Junior, Pietro Zardini, Valpolicella Superiore, Ripasso, Italien, 2015, middel alkohol (14%) 155 kr., pris ved 6 flasker, Masa Wine Denne elegante rødvin er lavet efter Ripasso-metoden med kvaset fra Amarone-produktionen. Vinen har lækker, blød frugt og fin krydring samt en lille, inviterende sødme.
Il Bugiardo, Buglioni, Valpolicella, Ripasso, Classico Superiore, Itaien, 2014, middel alkohol (14%) 249,95 kr., pris ved 6 flasker: 184,95 kr., pris på tilbud: 125 kr., Supervin En meget lækker rødvin efter Ripasso-metoden og dermed en "lillebror" til Amaone, men uden Amaronens kraft og ofte al for megen alkohol. Alt spiller fint sammen i duft og smag, der fortsætter ud i halen, som jo er fortsættelsen af rygraden - flot frugtfylde, fin krydring, tobak og vanille, tilpas syre, bløde tanniner ... Også anvendelig til meditation i en god stol. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før severing.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen