En vinmark i Bordeaux efter hagluvejret. Foto: Dawn Jones-Cooper.
Hagluvejr i Frankrig og Portugal
Mens vi nyder sol og sommer i lange baner, går det noget anderledes for sig sydpå.Som lyn fra en klar himmel blev de franske distrikter Bordeaux, Champagne og Cognac i sidste uge ramt af et usædvanligt kraftigt hagluvejr med hagl på størrelse med hønseæg.
Uvejret varede kun et kvarter, og i Bordeaux gik det værst ud over Bourg og Blaye, hvor haglene bombarderede vinstokkene i 5500 hektar vinmarker. Også 1200 hektar vinmarker i Haut Médoc blev ramt, mens 400 hektar blev beskadiget i Entre-Deux-Mers.
8 mio. flasker champagne er gået tabt
Kort tid efter gik det ud over Champagne, hvor 2000 hektar vinmarker blev totalt ødelagte af et voldsomt hagluvejr. Det svarer ifølge The Drinks Business til 3% af Champagnes totale vinmarksareal. Hvis man gør det op i tabte flasker lyder tallet på 8 millioner til en værdi af 125 mio. euro (cirka 930 mio. kr.).
Det er ikke usædvanligt med storm og hagl i Champagne, men som det lyder fra distriktets vinråd, Comité Champagne, så var det nylige uvejr ualmindeligt kraftigt og er kommet på et meget tidligt tidspunkt i årets løb. Og på et meget uheldigt tidspunkt, hvor de sarte blomster netop var begyndt at folde sig ud.
Voldsomme mængder regn
Mens det ”kun” var 2000 hektar og 7100 hektar vinmarker i henholdsvis Champagne og Bordeaux, der fik hagluvejret at føle, så drejede det sig om hele 10.000 hektar i Cognac.
Her er der ifølge distriktets vinproducentforening tale om en katastrofe for mange af medlemmerne, og foreningen har nu indkaldt til krisemøde i indeværende uge.
Også i Portugals Douro-dal har vejret vist sig fra sin barske side den forgangne uge. I løbet af nogle få timer faldt der flere steder op til 80 mm regn, hvilket svarer til det dobbelte af gennemsnittet for hele maj måned i de sidste 30 år.
Har mistet hele den kommende høst
I Douro skyllede regnen ifølge The Drinks Business flere steder jorden væk fra de terrasser, hvor portvinsdruerne dyrkes, og hagl, som fulgte med nedbøren, rev løvet og blomsterne af vinstokkene.
Nogle af de mindre vingårde har mistet hele deres kommende druehøst, og de store portvinsfirmaer Symington Family Estates og Fladgate Partnership melder begge om op til 80% tab i enkelte vinmarker. Og i portvinsbyen Pinhão sejler gader og pladser i vand.