Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 38, 2018



Vinmarken, der ejes af Firefly Hill Vineyards.

Stjal 2,5 tons druer

I Elliston i den amerikanske stat Virginia ligger vinhuset Firefly Hill Vineyards, der ejes af David Dunkenberger. Tirsdag i den forgangne uge ville han begynde at høste de fuldmodne druer fra sin vinmark, men da han sammen med teamet af høstfolk indtog marken, blev han mødt af et trist syn. I nattens løb havde tyve ifølge CNBC stjålet omkring 2,5 tons druer.

For Dunkenberger er der tale om et betydeligt tab, som har gjort et større indhug i vinhusets økonomi.

Ikke et enestående tilfælde


Drue-tyveriet hos Firefly Hill Vineyards er langt fra et enestående eksempel. I såvel USA som i andre af verdens mange vinlande har vinproducenter haft lignende ”indbrud” i vinmarkerne.
Som vi nævnte i uge 40 2017, blev fx flere af Bordeauxs vinmarker sidste år hærget af drue-tyve. En mark i Génissac uden for Saint-Émilion blev således”lettet” for hele 6,5 tons druer, mens der i en mark i Pomerol blev stjålet omkring 700 kilo druer.
I Bordeaux nøjedes tyvene desværre ikke kun med at stjæle druerne - i nogle af markerne rev de også vinstokkene op med rode, hvilket jo er det rene meningsløse hærværk.


Nej tak til rosé prosecco

Lyserøde bobler hitter i disse år - uanset, om de kommer fra en flaske spansk cava eller en fransk champagne.
Når det gælder den populære italienske boblevin prosecco, har det dog hidtil kun været tilladt at fremstille den i en hvid udgave. Men som vi nævnte i uge 23, så har appellationens vinråd besluttet at lovliggøre produktionen af en rosé udgave. En afstemning mellem rådets medlemmer, vinproducenterne, faldt nemlig ud til de lyserøde boblers fordel.
Ud over den store brede appellation Prosecco DOC (Denominazione di Origine Controllata), er der også den finere - og meget mindre - appellation, Proseccco Conegliano Valdobbiadene Superiore DOCG, hvor ”G’et” står for Garantita. Nu har vinrådet i DOCG-appellationen ifølge The Drinks Business meddelt, at fremstillingen af rosé prosecco aldrig vil blive tilladt i denne appellation. Det er udelukkende er noget, som kommer til at omfatte DOC-appellationens producenter.

Vil ikke kunne fremstille nok rødvin


Fremstillingen af en rosé prosecco vil ikke være i harmoni med den stil, vinene fra det fornemme DOCG-område er berømte for, og det vil ikke være i overensstemmelse med vores traditioner og historie, lyder det fra vinrådet. Prosecco DOCG bør repræsentere den mest autentiske type af den mousserende vin.
Desuden er området næsten overalt beplantet med Glera, som er hoveddruen i al prosecco, og der er kun få vinmarker med den blå Pinot Noir-drue. Så det ville også blive svært for vinproducenterne i DOCG-appellationen at fremstille rødvin nok til at give hvidvinen den lyserøde farve. Meningen er, at den rosé prosecco skal laves ved at iblande rødvin i hvidvin - ligesom i Champagne.

Parat til høsten 2019


Mens den store DOC-appellation fremstiller 440 millioner flasker prosecco årligt, tegner Conegliano Valdobbiadene Superiore DOCG sig for kun 90 mio. Så der skal nok komme lyserøde prosecco-bobler på forretningshylderne - dog bliver fremstillingen af sådanne vine først tillandt fra og med høsten i 2019.
Der findes endnu en DOCG i Prosecco, Asola, som kun er cirka halvt så stor som den anden DOCG. Vinrådet i denne appellation har endnu ikke ytret sig i sagen men må forventes heller ikke at tillade fremstillingen af lyserød prosecco.


Château Latour er en af de kostbare Bordeaux-vine, der hyppigst bliver forfalsket af kinesiske svindlere. Foto: Wikipedia/TayDoi.

Til kamp mod kinesiske svindlere

Sidste år eksporterede Bordeaux 292 millioner flasker vin til resten af verden. Heraf aftog Kina - inklusiv Hong Kong - 96 mio. flasker til en værdi af cirka 5,3 milliarder kr., hvilket gør Kina til Bordeauxs største eksportmarked.

Netop derfor er den omfattende svindel med franske vine på kinesisk jord et stort problem. Ifølge Wine Spectator er der mindst en forfalsket flaske fransk vin for hver ægte franske vin, der bliver solgt i Kina.
I flere år har Bordeauxs vinråd, CIVB (Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux), arbejdet ihærdigt på at få dæmmet op for de mange forfalskninger - og ikke mindst at få bragt svindlerne for retten. Og den kinesiske regering har i de senere år vist sig yderst villig til at give en hjælpende hånd.

Forfalskede vine på vinmesse


Ved dette års udgave af den store kinesiske vinmesse Chengdu Wine and Food Fair var der således en mindre hær af kinesiske toldere til stede.
Messen, der hvert år besøges af mere end 100.000 vinimportører og andre fagfolk, har længe været berygtet som en begivenhed, hvor vinsvindlerne nærmest har frit spil til at få deres vine afsat.
Men i år kom der andre boller på suppen - sammen med tolderne gik repræsentanter fra CIVB rundt til standene på jagt efter forfalskede Bordeaux-vine. Denne ”razzia” havde vinrådet fået tilladelse til af den kinesiske regering.

Har trænet tolderne


Yderligere har folk fra CIVB trænet de kinesiske toldere til også selv at kunne se forskel på den ægte vare og forfalskningerne, så de kan arbejde på egen hånd rundt om på de kinesiske vinmesser.
Inden for det sidste år er der også faldet to vigtige domme ved kinesiske retsinstanser. Ingen af dem gælder forfalskninger af specifikke vine men derimod svindel med betegnelsen Bordeaux, som jo er en beskyttet geografisk betegnelse - en såkaldt GI (Geographical Indication).
I begge tilfælde fik svindlerne store bøder og fængselsdomme, og det er første gang CIVB har vundet sådanne sager i Kina.


Drueklaserne flyver rundt i luften under den store druekamp i Benissalem på Mallorca.

Høstfest med druekamp

I øjeblikket er der gang i druehøsten i en række europæiske lande. Og når druerne er i hus, skal der selvfølgelig holdes en høstfest.
Til en sådan fest er der som regel parader, kåring af en vindronning, velsignelse af druerne, vinsmagning og måske en druetramp-konkurrence.
Alt det og meget mere kan man fx opleve under den fjorten dage lange høstfest, Festa des Vermar, der afholdes i anden halvdel af september i den lille by Binissalem på Mallorca. Men det, som byens indbyggere glæder sig mest til er årets store druekamp.

Kasserede druer


Flere hundrede mennesker - heriblandt også turister fra nær og fjern - deltager i kampen. Når startskuddet har lydt, løber folk over til to store bunker drueklaser, og så går det elles løs med at kaste druer mod hinanden under ivrige tilråb fra de næsten lige så mange tilskuere. Kampen stopper først, når samtlige druer er forvandlet til mos og skind.
Det sviner jo ganske forfærdeligt - hvorfor kampen også afholdes lige uden for byen - og det er da egentlig også lidt synd for alle de gode druer. Dog er der heldigvis tale om druer, som de lokale vinproducenter ikke har ment var gode nok til at fremstille vin på. Og der er ingen tvivl om, at folk morer sig - det fremgår blandt andet af en lille film på YouTube.



Det bydes som regel livligt under den to dage lange Nederburg-auktion.

Rekord for Nederburg-auktionen

Hvert år strømmer vinhandlere fra hele verden til den berømte Nederburg-auktion i Paarl i Sydafrika for at opkøbe sydafrikansk vin.
Årets udgave af auktionen er netop blevet afholdt, og i alt blev der solgt 6700 liter vin fordelt på 107 forskellige røde, hvide og søde vine.
Vinene blev solgt til en gennemsnitspris pr. flaske på 590 Rand (cirka 257 kr.), hvilket er en stigning på 9% i forhold til sidste år - og en rekord i de 44 år, Nederburg-auktionen har fundet sted. Og sammenligner man med auktionen i 2012, er der tale om en stigning i gennemsnitsprisen på gigantiske 424%.

Stigende anerkendelse


I alt indbragte årets auktion 5,3 millioner Rand (cirka 2,3 mio. kr.). Højeste hammerslag var på 21.000 Rand (cirka 9000 kr.) for en flaske Monis Collectors Port 1948.
Når det gjaldt rødvinene, var det Chateau Libertas 1968, der løb med sejren med et hammerslag på 5000 Rand (cirka 2200 kr.) pr. flaske. Top-prisen inden for hvidvinene var på 833 Rand (cirka 362 kr.) flasken for Hermanuspietersfontein Nr. 5 fra 2012.
Ifølge arrangørerne af Nederburg-auktionen afspejler de stadig højere hammerslag den stigende anerkendelse af sydafrikansk vin i såvel ind- som udland. Ud over de klassiske store sydafrikanske vine, er det også spændende topvine fra en hær af yngre, dygtige og progressive vinproducenter, som tiltrækker sig omverdenens opmærksomhed.


Det store væksthus hos Dansk Vincenter er den perfekte ramme for en vinfestival.

Rhônevin under vinløvet

Vinmarkerne bugnede af modne blå druer, Solen skinnede, og snakken gik livligt, da årets udgave af Rhônevinfestivalen løb af stabelen i Dansk Vincenter i Avedøre.
Det er 15. gang, den populære festival - som arrangeres af Inter Rhône og The Wine Company - afholdes. Og som altid var der godt fyldt op af vinglade gæster - men plads og tid nok til en god snak med vinimportørerne bag standene.
Bordene bugnede af gode Rhônevine fra blandt andet Hermitage, Côte Rôtie og Châteauneuf du Pape, og faldt man for en eller flere af vinene, var der mulighed for på stedet at købe nogle flasker med hjem.
Udbuddet af vine suppleredes med en fristende stand med oste og pølser, hvor der rundhåndet blev uddelt smagsprøver.
Samtlige stande befandt sig i vinhusets store væksthus, hvor vinløv og druer hang tæt ned fra loftet.

Et perfekt udstillingssted


I alt atten vinimportører havde booket en stand på festivalen. Mange af dem var gengangere fra de foregående år, men nye var også kommet til - heriblandt Victoria Vine. Og Nana Wad, der er den ene af forretningens tre ejere, var begejstret for at deltage på festivalen:
- Det er ubetinget det bedste sted, jeg nogensinde har udstillet. Ofte står man som udstiller inden døre i en hal eller sal hele dagen, og man bliver simpelt hen så træt og udmattet.
- Her er der lys og luft og grønne omgivelser - og en uhøjtidelig stemning, som smitter af på gæsterne. Vin bør jo også ses i dagslys, og her trænger dagslyset ind fra alle side.
- Det at gæsterne kan tage deres børn med er også alletiders - her er masser af plads til, at de kan lege uden døre.
Nana Wad er ikke i tvivl om, at hun også er at finde bag en stand, når festivalen vender tilbage i 2019.


De tre vinimportører, hvis vine blev kåret som årets bedste Rhônevine. Fra venstre: Peter Toft fra Theis Vine, Ole Sørensen fra Emilie vin og Lars Møller fra The Wine Company.

Festivalens fire vindervine

Under Rhônevinfestivalen, som vi nævner ovenfor, kårede de besøgende traditionen tro årets bedste vine. Her kommer de fire vindervine:
* Bedste hvidvin blev Vieux Télégraphe, Châteauneuf du Blanc 2015 fra Theis Vine.
* Bedste rødvin blev Domaine LePlan-Vermeersh, GT-X VdF Rouge 2016 fra Emilie Vin.
* Bedste dessertvin blev Domaine des Bernadins, Muscat de Beaumes de Venise 2015 fra The Wine Company.
* Best Buy under 100 kr. blev Domaine LePlan-Vermeersh, Suze-la-Rousse, Côtes du Rhône Villages Rouge 2017 fra Emilie vin.



Der var dyb koncentration blandt dommerne ved sommerens Mundus Vini smagning.

Medaljehøst ved Mundus Vini

Mundus Vini, der arrangeres af det tyske forlag Meininger, er en af verdens mest betydningsfulde vinkonkurrencer, og den afholdes to gange årligt - om foråret og om sommeren.
For nylig gjaldt det sommerkonkurrencen, og her blindsmagte 175 dommere fra 40 forskellige lande 4311 vine.
Der var vine fra såvel kendte som mindre kendte vinlande som fx Armenien, Azerbaijan og Taiwan.
I kampen om medaljer gik det forrygende for nogle af de europæiske vinlande. Italien førte an med 483 medaljer efterfulgt af Spanien med 309 og Tyskland med 293.
Portugal kom ind på en fjerdeplads med 154 medaljer, mens Frankrig indtog femtepladsen med 114.

Flest vine fra Italien


At Italien førte an i medaljehøsten skyldtes måske nok også, at de fleste af de vine (i alt 1200), der deltog i Mundus Vini, var italienske. Til sammenligning deltog 750 flasker fra henholdsvis Spanien og Tyskland. Dernæst fulgte Portugal med 360 og Frankrig med 310.
Vinene fra Chile, New Zealand, USA, Australien og Argentina, erobrede til sammen 101 sølvmedaljer, 81 guldmedaljer og tre store guldmedaljer. Og det blev Australiens største vinproducent, Casella Family Wines, der løb med flest medaljer, nemlig en stor guldmedalje, fjorten guldmedaljer og elleve sølvmedaljer.
Ved at klikke her kan man se listen over samtlige af de 1738 vine, der blev tildelt medaljer.
Guldmønten, der indeholder en enkelt dråbe whisky.

Guldmønter med verdens ældste spiritus

I 2016 lancerede det polske luksusvare-firma Wealth Solutions et ur, der i en lille kapsel indeholdt en dråbe af verdens ældste årgangs-whisky, Old Vattet Glenlivet 1862. Uret blev kun fremstillet i et begrænset antal eksemplarer.
Nu er samme firma barslet med tre guldmønter, hvoraf den ene indeholder en dråbe af den fornemme whisky, mens kapslerne i de to andre mønter indeholder dråber af henholdsvis verdens ældste rom og ældste cognac.
Mønterne, der har en diameter på 5 cm, er skabt i samarbejde med Perth Mint, et stort australsk firma, der i de sidste 30 år har fremstillet mønter og medaljer af ædle metaller.

Mængderabat ved tre styk


Dråben i rom-medaljen stammer fra en flaske Harewood Rum årgang 1780, som er fremstille på Barbados. Det engelsk klingende navn skyldes, at flasken ved et tilfælde blev fundet i kælderen i godset Harewood House i Leeds i 2013.
Cognacen i den sidste guldmønt er fra en flaske Cognac Gautier 1762.
Mønterne er indgraverede med motiver fra fremstillingsprocessen af henholdsvis whisky, rom og cognac.
Der findes kun 300 eksemplarer af hver mønt, og prisen - uanset hvilken af de tre mønter, der er tale om - er 7900 euro (cirka 59.000 kr.). Man får dog lidt mængderabat, hvis man køber alle tre mønter på én gang. Her er prisen så 22.500 euro (cirka 168.000 kr.).

Skabt for at blive smagt


Det er selvfølgelig en sjov idé - og for Wealth Solutions sikkert også en indbringende idé. Men der er altså noget forkert ved at anvende de historiske spiritusser på denne måde. De blev alle i tidernes morgen skabt for at blive smagt og nydt og ikke for at ende deres liv i en lille forseglet glasboble i ure og mønter.
Man kan læse mere om mønterne og flaskerne med rom, whisky og cognac ved at klikke her.
Der kan bydes på whisky og bil i skøn forening på en online auktion hos Christie's.

For whisky- og bilnørder

Hvis man er til whisky og fine biler, har man chancen for at byde på begge dele på én gang på en online auktion hos Christie’s.

Whiskyen stammer fra destilleriet The Balvenie i det skotske Speyside, og det drejer sig om en serie på fem sjældne Single Malt whiskyer. De er fremstillet af David C. Stewart, der i 54 år har arbejdet som mesterblander for William Grant & Sons, som ejer The Balvenie. Han er dermed den person i verden, der har arbejdet flest år som mesterblander.
I 2009 gik han på pension, men før han forlod posten som mesterblander, udvalgte han 25 særligt gode fade med The Balvenie whisky i forskellige årgange. De er derefter blevet tappet på flasker og frigivet til salg over en periode på fem år i form af serier med fem flasker i hver.
Den serie, der nu sættes til salg, er nummer fire i rækken. "The Balvenie DCS Compendium Chapter 4" hedder den - hvor DCS står for David C. Stewart.

Guidetur hos destilleriet


Og så til bilen, for hvad i alverden har den med whisky at gøre?
Måske ikke så meget - andet end, at der bag den også ligger et godt håndværk, og at den i sin tid blev bestilt af The Balvenie. Bilen, der er en Morgan V8 Roadster, bærer da også destilleriets logo både ud- og indvendig.
Med til partiet, som sælges hos Christie’s, er også en guidetur hos The Balvenie, hvor man får et grundigt indblik i, hvordan destilleriets Single Malt whiskyer fremstilles - og sikkert også en hel del smagsprøver.
Partiet med whisky, guidetur og bil har en højeste vurdering på det, der svarer til 967.000 kr., og man kan byde med lige fra d. 25. september kl. 10 til samme tidspunkt d. 8. oktober. En lille film på YouTube viser, hvad partiet omfatter.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Rotweiss Vinimport er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Bjarne Sundby.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Bjarne Sundby (f. 1952) begyndte at interessere sig for vin, allerede da han gik i gymnasiet i Bagsværd. I sin fritid tjente han lidt lommepenge som medhjælper i vinafdelingen i den lokale Irma, og en stor del af pengene blev formøblet hos Erik Sørensen Vin – det var dengang, man kunne få en flaske Château Montrose 1971 for 32,95 kr.
Men Bjarne Sundby nøjedes ikke med at købe vin hos Erik Sørensen – i 1978 blev han ansat hos samme, og lige siden har han haft sin gang i vinfirmaet.
Da afdøde vinhandler Erik Sørensen i 1979 købte det gamle mejeri i Hesselrød for at bruge det som lager, foreslog Bjarne Sundby, at lokalerne også blev brugt som rammerne om en efterårssmagning af de nye Bordeauxvine på markedet. Erik Sørensen var skeptisk over for den unge medarbejders forslag – lige indtil den første smagning blev afholdt et år senere, og der kom næsten 500 besøgende.
Efterårssmagningen var i mange år en fast tradition i vinhandelen, men smagningen i 2017, der var nummer 38 i rækken, blev den sidste. I stedet for er fokus nu rettet på et andet af Bjarne Sundbys initiativer, vinfestivalen i april, hvor vinproducenterne selv møder op og præsenterer deres vine.
I dag servicerer Bjarne Sundby sin store kundekreds fra hovedkvarteret i Hesselrød uden for Kokkedal, samtidig med at han varetager en række marketingopgaver og er medbestemmende i udvælgelsen af det omfattende sortiment.
I fritiden dyrkes hjemmelivet med hustruen Anne og deres to voksne børn, Emilie på 34 år og Simon på 30 år. Koncerter, teater, Danmarks bedste restauranter og rejser til diverse vindistrikter bliver der også tid til ind imellem.
Adresse: Erik Sørensen Vin, Fredensborg Kongevej 57, Hesselrød, 2980 Kokkedal, tlf. direkte: 43 46 99 01, mobil: 31 12 05 73, e-mail: bs@eriksorensenvin.dk, www.eriksorensenvin.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Er alle grønne druer kloner af blå druer?

Per Nielsen har hørt, at alle grønne druer oprindeligt er kloner af blå druer, og at der dermed ikke findes naturligt grønne druer. Er det rigtigt? Spørger han.


Vi har henvendt os til ekspertisen i form af Torben Bo Toldam-Andersen. Han er videnskabelig leder af Pometet, som hører under Institut for Plante- og Miljøvidenskab:
- Det må jeg desværre afvise. Der er ganske vist nogle af de klassiske viniferasorter, hvor det tyder på, at de først er forekommet i en blå/rød udgave. (Vitis vinifera er den særlige sort, som man anvender til vinavl over alt i Europa, og som omfatter omkring 3000 forskellige druesorter, red.).
- Kloner med mindre eller ingen rød/blå farve - som fx Pinot gris og Pinot blanc - er således farvemutationer af den oprindelige blå Pinot Noir.
- Riesling, som generelt er kendt i grøn udgave, findes også i en blå (Schwarz Riesling) udgave, og i plantager med Schwarz Riesling kan der forekomme mutationer til grønne druer, mens det modsatte ikke forekommer. Ud fra dette antager man, at den blå udgave nok er den oprindelige form for Riesling.
- Men der er jo masser af ikke mindst nyere druesorter, hvor sorten lige fra den første frøplante er grøn, som fx Solaris, Johanitter, Muscaris og Vilaris. For nu at nævne nogle af dem, vi dyrker hos Pometet.
- Og viniferasorter som Ortega, Madeleine Angevine, Siegerrebe og Schönburger (begge med svag rødlig farve ligesom Gewürztraminer) forekommer heller ikke som blå.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26... .Billede 27-52.. .. Billede 53-76 ... Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416
Billede 417-442 Billede 443-468 Billede 469-495


494 Californiske Gallo har en kæmpemæssig fadkælder så stor som en fodboldbane og med 60.000 fade (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 22 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Giordano, Vino Spumante, Blanc de Blancs, Italien, 2016, lav alkohol (12%)

109 kr., pris på tilbud indtil 19. september: 59,50 kr., Irma

En årgangs-boblevin med fine bobler (der er bestemt ikke noget sodavand over den vin!). I smagen druer og citrus, en lille tørhed, men også sødme. Rigeligt tilbudsprisen værd.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château de l'Hyvernière, Melon Blanc, Muscadet Sèvre et Maine, Sur Lie, Frankrig, 2016, lav alkohol (12%)

75 kr., Amka

Liflig hvidvin, der har lagret på bundfaldet fra gæringen (sur lie), hvilket har givet den nogle særligt krydrede noter. Vinen er let og tør, frisk og velegnet til alt godt fra havet. Distriktet ligger helt ude ved Loire-flodens udløb. Udpræget en vin til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Spier Signature, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika, 2018, lav alkohol (13%)

79,95 kr., på tilbud i denne måned: 32 kr.; sælges også via Coop.dk, Kvickly

Vellavet hvidvin til en usædvanlig lav tilbudspris. Vinen har en god duft og en frisk, aromatrisk og harmonisk smag med en blød syre, og den er meget anvendelig både som apéritif, til mad og som terrassevin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Feudo di Santa Tresa, Santa Tresa, Terre Siciliane IGP, Italien, 2016, lav alkohol (13%)

En meget dejlig hvidvin på økologisk dyrkede druer, Grillo og Viognier. Den har en aromatisk duft og smag med god druefrugt og fin krydring. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Les Favèdes, Les Vignerons de Narbonnais, Chardonnay, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2017, lav alkohol (13%)

119 kr., pris ved 3 flasker: 89 kr., Propperiet

Efter vores mening er der alt for meget fad i smagen af denne hvidvin fra det franske Languedoc. Vinen skal i hvert fald ikke nydes alene, kun sammen med mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Maximus, Hubertushof, Riesling, Lieserer Rosenlay, Mosel, Trocken, Kabinett, Tyskland, 2017, lav alkohol (12%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 119,12 kr., Vintjenesten

Denne friske og lækre hvidvin er både økologisk og vegansk. Den har en rigtig god smag af druen Riesling og mineralske noter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

No Fixed Address, Novin, Riesling, Western Australia, Australien, 2016, lav alkohol (12%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Supervin

Lækker hvidvin med flot Riesling-karakter. Der er fylde, fin krydring og noter af citrus. Anvendelig både til mad og som terrassevin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Weinbau Ulf Barthel, Riesling, Franken, Tyskland, 2016, lav alkohol (11,71%)

En håndlavet nydelse med en flot Riesling-smag, tør, frisk, med god syre og lang i munden. Udpræget madvin. Flasken har skruelåg

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Kika, Francesco Yuste Brioso, Sanlúcar de Barrameda, Manzanilla, Spanien, høj alkohol (15%)

229 kr., 37,5 cl: 129, begge priser ved 6 flasker, HvadDrikkerManTil.dk

En tør luksus-sherry til dem, der elsker Andalusien og tapas. Manzanilla er en lys og livlig fino-type, hvori kendere påstår at kunne smage saltet og joden fra Atlantens brænding ved byen Sanlúcar de Barrameda. Vinen, der her indeholder 15% alkohol, har en blomstrende duft og en stærkere, let bitter, men alligevel delikat smag af flor - det lag af mikroorganismer, der dækker vinen i fadene. Manzanilla er velegnet som velkomstdrik, apéritif eller til skaldyr, og den bør nydes direkte fra køleskabet. Hvis man er tyrefægter, så er det manzanilla, man drikker.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Rafale, Vignerons Catalans, Merlot, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2017, middel alkohol (13,5%)

39 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

Ikke nogen stor vin, men en vin uden kanter. I eftersmagen et lille, bittert bid. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Style, Agustín Cubero, Garnacha, Calatayud, Spanien, 2017, høj alkohol (14,5%)

65 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport

Til prisen en god hverdags-rødvin med fuld valuta for pengene. Der er frugt, der bløde tanniner - og er der et strejf af kokos?

stjernestjernestjernestjernestjerne

Noir 16, Rebel Bridge, Pinot Noir, Napa Valley, Californien, 2016, middel alkohol (13,5%)

79 kr., Gallovini

Den har, hvad der skal til, og det sidder, hvor det skal. En meget lækker rødvin med et rent og klart billede af druen Pinot Noir, blød, frugtagtig og med en lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Spier Signature, Pinotage, Western Cape, Sydafrika, 2017, høj alkohol (14,5%)

79,95 kr., på tilbud i hele september: 32 kr.; sælges også via Coop.dk, Kvickly

Lækker rødvin med en blød og afrundet smag med noter af røde bær og blommer. Der er milde tanniner og en lang eftersmag. En vin, der er nem at drikke, og som mange vil kunne lide - og lide at betale for i denne måned. 32 kr. er en utrolig lav pris for så god en vin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Terrapura Selection, Carmenère, Valle de Colchagua, Chile, 2017, middel alkohol (13,5%)

80 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., Erik Sørensen Vin

En udmærket rødvin med god aromatisk frugt og noter af lakrids samt en fin, lille syre til slut. Prisen ved seks flasker er nok den rigtige. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

150+1, Cantina della Torre, Barbera, Piemonte, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Supervin

Pæn rødvin på Barbera-druen med et tilskud af Nebbiolo. Den har en dyb, mørk farve og en lidt enkel, men saftig og læskende smag. Den har lagret på store egetræsfade, der dog ikke har afsat noget mærkbart fingeraftryk.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Silvanus, Bodegas Asenjo & Manso, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2014, middel alkohol (14%)

199 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., D’Wine

Meget spansk og meget blød og lækker rødvin. I smagen mørke bær, mørk chokolade og kaffe. Endvidere fint integrerede fadnoter.

stjernestjernestjernestjerne

Generala, Bersano, Barbera, Barbera d'Asti Superiore, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)

199 kr., på tilbud fra 15. september til 2. november: 149 kr., Føtex 

Denne rødvin dufter af sveskeblomme, mens smagen er forholdsvis let - til trods for det relativt høje alkoholindhold - og med en fin sødme til slut. En dejlig rødvin, der er på toppen nu, men ikke skal ligge på hylden alt for længe ... Vinen er på også på tilbud i Bilka fra 15. september til 30. december for 145 kr. flasken.

stjernestjernestjernestjerne

Corte Canella, Valpolicella Superiore, Italien, 2014, høj alkohol (15,5%)

199,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

En meget kraftig rødvin med en dybrød farve, intens frugt og bløde tanniner, men desværre også med en meget markant spritkant. Køl den ned, så alkoholsmagen bliver tæmmet.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Charles van Canneyt, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 169,95 kr., Theis Vine

Let og læskende, forfriskende og mundrensende - og meget Pinot Noir. Der er gode bær i den og en lang eftersmag. Prisen ved seks flasker må nok siges at være den rigtige.

stjernestjernestjernestjernestjerne

AM, Igelsi, Amarone della Valpolicella, Italien, 2013, høj alkohol (15%)

270 kr., Premier Cru

Elegant og meget lækker Amarone. Det er en frugtrig rødvin med varme og sødme. Den har 15% alkohol, men virker ikke bamset og har ikke nogen spritkant. Det er en vin, der kalder på en lige så lækker, elegant kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rarissime, Mas Gabinelle, Faugères, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%)

399,95 kr., pris ved 6 flasker: 349 kr., AndrupVin.dk

Stor og fornem rødvin i fin balance med frugt, syre, sødme, bløde tanniner og en lang eftersmag. Den er lavet på druerne Syrah, Grenache og Mourvèdre og lagret seksten måneder på nye egetræsfade - uden at træsmagen egentlig har fået lov til at dominere. Det er ganske enkelt en perfekt rødvin.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen