Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 13, 2019



Dykkeren til venstre i billedet giver et indtryk af lastskibets størrelse. Foto: Cookson Adventures.

100 år på havets bundDel på Facebook

Siden 1918 har vraget af et britisk lastskib ligget på havets bund ud for kystbyen Falmouth i Cornwall.

Det var på vej fra Bordeaux til England med lasten fuld af blandt andet vin, champagne, cognac og Benedictine likør. Men kort tid, før skibet nåede sin destination, blev det torpederet af en tysk ubåd - kun to måneder før første verdenskrig sluttede.
Nu vil en ekspedition bjerge de 50 flasker vin og spiritus, der ligger i og omkring vraget - og som lader til at være fuldstændig intakte.
Der er jo gennem tiderne gjort langt større fund fra skibsvrag, når det gælder mængden af flasker. Men det er første gang, så stor og bred en samling vine og spiritusser er fundet i britisk farvand.

Vil udtrække prøver med Coravin


Når man har bjerget vinflaskerne, vil man udtrække prøver fra et udvalg af dem ved at benytte Coravin-systemet. Vi har tidligere nævnt dette smarte system, der er skabt af amerikanske Greg Lambrecht med det formål, at denne verdens vinelskere skal kunne få sig et glas vin uden at skulle åbne flasken. Systemet fungerer ved, at en nål stikkes ind gennem både kapslen og korkproppen. Når man trykker på en knap, injiceres der komprimeret argon (en gasart), hvorved vinen i flasken kommer under pres, mens man derefter hælder vin ud i glasset i en tynd stråle gennem nålen. Når flasken igen sættes på bordet, er al ilten erstattet af argon. Nålen er så tynd, at hullet i korkproppen lukker sig fuldstændig, når den trækkes ud, hvorved der ikke kan slippe ilt ind og ødelægge vinen.
Det er så vidt vi ved, første gang man anvender Coravin på vinflasker fra et skibsvrag. Men smart er det jo, at man kan udtrække prøver af de historiske dråber, uden at det går ud over resten af indholdet.

Ender måske på museum


Vinprøverne vil blive underkastet nøjere undersøgelser blandt andet på universitetet i Dijon - ligesom en udvalgt skare af ønologer og andre vinbranchefolk vil få æren af at lægge gane til en smagsprøve.
Hvad der videre skal ske med såvel vin- som spiritusflaskerne vides endnu ikke. De vil sandsynligvis kunne indbringe en mindre formue på auktion, men National Maritime Museum of Cornwall ser også gerne, at nogle af flaskerne havner i deres udstillingsrum.
Ekspeditionen ned til skibsvraget omfatter dykkere, forskere, ønologer og arkæologer, og ud over at bjerge flaskerne skal de også undersøge skibsvraget nærmere.

På luksustur med dykkerne


Det er luksusoplevelses-firmaet Cookson Adventures, der finansierer ekspeditionen - og samtidig tilbyder potentielle kunder at følge dykkerteamet i en hel uge. De, der bider på krogen, bliver indlogeret i egen villa med privat kok, ligesom der om dagen bliver stillet en kahyt til rådighed om bord på ekspeditionsskibet. På firmaets hjemmeside står der intet om, hvad en sådan oplevelse koster - men det er nok kassen!


Nina Højgaard Jensen i disciplinen åbning og servering af champagne. "Gæsterne", hun serverede for, var dommerpanelet. Foto: Jean Bernard.

Dansk sommelier får sølv ved VMDel på Facebook

I uge 9 nævnte vi, at 26-årige Nina Højgaard Jensen skulle repræsentere Danmark ved verdensmesterskabet for sommelierer. Det gjorde hun fra d. 10. til 15. marts i Antwepen i Belgien. Og ikke nok med, at hun blev den første dansker nogensinde, der kom i finalen i den prestigefyldte konkurrence - hun har også kunnet hjembringe en flot sølvmedalje. Kun en anden kvindelig sommelier har gennem årene opnået samme placering, nemlig canadiske Véronique Rivest, som vandt sølv ved konkurrencen i 2013.

Træner i op til tre år


Nina Højgaard Jensen var oppe imod 68 andre dygtige sommelierer fra 63 forskellige lande, og alle skulle de igennem svære skriftlige prøver med spørgsmål, der ikke kun handlede om vin, men også om øl, sake, spiritus, juice, mineralvand, kaffe og te. Derudover var der flere blindsmagninger og praktiske opgaver, som fx dekantering af rødvin og korrekt åbning og servering af champagne.
Guldet gik til tyske Marc Almert, mens det blev lettiske Raimond Tomsons, der løb med bronzemedaljen.
Man kommer ikke sovende til en medalje i VM for sommelierer. Mange tidligere Verdensmestre har brugt to til tre år på at læse og øve sig op til deres deltagelse i konkurrencen, og de mest ihærdige har ligefrem taget fri fra deres arbejde i et års tid for udelukkende at hellige sig forberedelserne.


Et billede fra en af de første udgaver af ProWein, der slog dørene op i 1994. Man kan godt fornemme, at der ikke var nær så mange besøgende som i dag. Foto: Messe Düsseldorf/ctillmann.

Jubilæums-messe slog alle rekorderDel på Facebook

Verdens største vinbranchemesse, Prowein i Düsseldorf, kunne i den forgangne uge fejre sit 25 års jubilæum med et rekord stort antal gæster.
I alt besøgte 61.500 importører, sommelierer og andre vinbranchefolk messen i de tre dage, den varer - 1000 flere end i 2018. Og de mange gæster kom fra 142 forskellige lande mod 133 sidste år.
De besøgende fik skænket smagsprøver på hele vin-paletten af mere end 6900 udstillere fra 64 forskellige lande.

Endnu en hal i 2021


Igen i år var der flest italienske udstillere - i alt 1654. Herefter fulgte Frankrig (1576), Tyskland (978), Spanien (661) og Østrig (335). Derudover var der også 400 udstillere af diverse slags spiritus.
Stadig flere vinbranchefolk strømmer således til den årlige messe, og det har medført, at arrangørerne i 2021 udvider udstillingsarealet med endnu en hal, så udstillerne til den tid vil kunne brede sig over hele elleve haller.
Sidste år besøgte VinAvisen Prowein, hvilket udmøntede sig i ti postkort, som giver et godt indtryk af den gigantiske messe. Postkortserien kan ses ved at klikke her.


Der høstes druer hos Château Haut-Bailly.

En stolt anden vinDel på Facebook

I Bordeaux har flere vinslotte såkaldte anden vine. Det er vine, der er lavet på druer, der ikke er fundet helt gode nok til vinslottets flagskib - første vinen, der bærer slottets fulde navn.

Anden vinene har et selvstændigt navn, der som regel også klinger lidt fint.
Hos Château Haut-Bailly har man valgt - fra og med årgang 2018 - at kalde anden vinen Haut-Bailly II for hermed klart og tydeligt at vise, at der er tale om en ”nummer to vin”.

Slottet har også en tredje vin


Tidligere hed anden vinen La Parde de Haut-Bailly, men hos slottet mener man, at det er langt mere tidssvarende at kalde vinen for det, den er, nemlig en stolt andenviolin.
Denne tilgangsvinkel er lidt af et særsyn i Bordeaux, og den afspejler måske, at en ny generation af den amerikanske familie Wilmes, der ejer det gamle slot, har overtaget roret.
Slottet fremstiller også en tredje vin, som er lavet på druer, der ikke er helt gode nok til anden vinen. Og denne vin har også fået nyt navn og kaldes herefterdags ganske enkelt for ”HB”.
De to vine er selvfølgelig også blevet forsynet med nye og mere moderne etiketter.


En sjov idéDel på Facebook

For vinproducenter verden over gælder det om hele tiden at finde på nye etiketter, der kan tiltrække forbrugernes opmærksomhed. Det spanske vinhus Lagravera har fx en sjov op-og-ned etiket på nogle af sine vine, der viser en mand med et halstørklæde, når vinen står på bordet, og en mand med turban, når flasken vendes på hovedet - hvilket den jo gør, når man skal have den sidste dråbe ud.
Det er det spanske designfirma Dorian, der har skabt etiketten. Denne leg med to ansigter er af noget ældre dato og ses blandt andet på japanske træsnit fra 1800-tallet.


i den lange "betonklods" gemmer der sig en luksusrestaurant.

Ny restaurant med "havudsigt"Del på Facebook

Det er ikke resterne af en bunker fra anden verdenskrig, man ser på billedet til venstre, men derimod Europas første undervandsrestaurant.
Den ligger ved kysten ud for den lille by Båly på Norges sydspids, og den er tegnet af det norske firma Snøhetta.
Det, man ser stikke op af havet, er blot en lille del af den i alt 34 meter lange bygning. Selve restauranten, hvor der er plads til 40 gæster, ligger 5,5 meter under havets overflade.
”Vægdekorationen” i restauranten består af et 4 x 11 meter stort vindue, så man kan betragte fiskene - mens man nyder deres artsfæller med kniv og gaffel. Fisk og skaldyr er i det hele taget det, der serveres mest af i Under, som restauranten hedder.
Under, der har en dansk køkkenchef, Nicolai Ellitsgaard, tilbyder en 18-retters menu til 2250 NOK (cirka 1746 kr.), hvortil man kan bestille vin à la carte eller en vinmenu til 1450 NOK (cirka 1125 kr.).

Bæredygtige vinproducenter


Det er den britiske chefsommelier Jefferson Godring, der har udarbejdet vinkortet, og som tidligere har arbejdet i Norges eneste trestjernede Michelin-restaurant, Maaemo.
Når Under åbner, vil vinkortet bestå af 250 forskellige vine - et antal, man ønsker at fordoble inden for de kommende måneder.
- Vinene stammer hovedsageligt fra den gamle vinverdens lande og fra bæredygtige producenter, fortæller Godring. - Og der er et særligt stort fokus på franske vine fra Bourgogne, Loire, Jura, Languedoc-Roussillon og det nordlige Rhône. Men vi har også et pænt stort udvalg af tyske hvidvine.
Måske vil der også komme danske vine på kortet:
- Vi ligger jo ikke langt fra Danmark og vil bestemt udforske jeres producenter. Det er jo også oplagt, nu hvor køkkenchefen er dansker, siger Godring.
Man kan se flere billeder og booke bord ved at klikke her. Men man skal nok ikke regne med, at der er plads lige foreløbig - indtil videre har 7000 personer forudbestilt bord.


Robotten Bakus kan reducere brugen af kemiske sprøjtemidler.

Miljøvenlig robotDel på Facebook

Robotterne har gjort deres indtog i vinindustrien. Og selv om der stadig er lang vej til, at den slags maskiner bliver et almindeligt syn i vinmarkerne, kan man være heldig at se fx robotten Ted på arbejde i Bordeaux eller dens kollega VineScout i en vinmark i Portugals Douro-dal.

Nu har det franske firma Vitibot udviklet en ny robot, Bakus, der tager hensyn til miljøet. Robotten har nemlig indbyggede sensorer, der sladrer om, hvornår en vinmark har behov for behandling med kemiske sprøjtemidler som fx herbicider - og end og, om det kun er enkelte partier af marken, der skal behandles. Mange vinproducenter sprøjter ofte automatisk med jævne mellemrum, så robottens egenskaber betyder selvsagt, at man kan reducere brugen af de kemiske midler.
Bakus kan selv klare sprøjtningen, så der behøver ikke at være mennesker i nærheden under arbejdet med de potentielt skadelige stoffer.

Arbejder ti timer i træk


Den model, der nu er lanceret, kan også bearbejde jorden mellem vinstokkene.
Robotten kører på lithium batterier, og når de er fuldt opladede, kan den arbejde ti timer i træk - såvel om dagen som om natten. Indbygget lys afslører, hvor den befinder sig i vinmarken.
Med en vægt på ”kun” 2,75 tons er Bakus forholdsvis let sammenlignet med en almindelig traktor, hvilket betyder, at der er mindre risiko for, at jorden kommer til at lide af traktose.
Robotten kan fjernstyres fra såvel pc som fra tablets eller smartphones. Og hvis vinproducenten helst er fri for at tage sig af fjernstyringen, tilbyder Vitibot at gøre det - firmaet skal blot informeres om tidspunkterne for diverse arbejdsprocesser.

Skal sælges globalt


I første omgang slippes Bakus løs på forsøgsbasis i udvalgte vinmarker i Champagne. Samtidig vil Vitibot arbejde på at forsyne robotten med en lang række nye redskaber, så den fx kan beskære vinstokkene og fjerne løv, så druerne får mere lys.
Målet er, at Bakus skal sælges globalt fra og med 2021 - hvorfor firmaet også ønsker at holde prisen på et niveau, hvor de fleste kan være med. Hvad robotten skal koste er dog endnu ikke fastlagt.
Man kan se en lille film om Bakus ved at klikke her.


Salvador Dalís Champagne Standard Lamps kan nu ses på V&A Museum i London. Til højre ses det oprindelige interiør i Monkton House.

Champagne-lamper købt af britisk museumDel på Facebook

I uge 24 2018 nævnte vi Champagne Standard Lamps - et par fantastiske standerlamper, skabt af Salvador Dalí i samarbejde med den britiske kunstner Edward James.

De i alt fire lamper blev kreeret i 1938 til Monkton House i Sussex, hvor Edward James’s forældre boede.
Sidste år valgte Edward James Foundation, der ejer interiøret, at sætte Champagne-lamperne til salg for 425.000 pund (cirka 3,7 mio. kr.). En oversøisk køber var lige ved at snuppe dem, men det britiske kulturministerium kom vedkommende i forkøbet og pålagde lamperne et midlertidigt eksportforbud.
Siden da har man håbet, at et britisk museum ville se sig varm på lamperne, der af mange briter regnes for et nationalklenodie. Og det gjorde Victoria & Albert Museum i London, der netop har købt dem.

Forenet med "læbe-sofaen"


De 160 cm høje lamper er inspireret af stablede, skålformede champagneglas, der balancerer på en bakke (lampefoden). ”Glassene” er af guldbelagt messing, og nogle af dem er lavet i sektioner, så de kan tages af messingstangen, der går fra fod til fatning. Men der er hul i midten af ”glassene”, så man kan jo ikke drikke af dem …
Victoria & Albert Museum har også tidligere i år købt en lige så opsigtsvækkende sofa, Mae West Lips Sofa, der, ligesom lamperne, har stået i dagligstuen i Monkton House. Nu kan begge dele ses i museets permanente udstilling.


Den flotte vinafdeling i Spar i Budapest.

Vin i flotte rammerDel på Facebook

I et velhavende kvarter i Budapest ligger det fashionable butikscenter Mom Park, og inde i centret finder man et Spar supermarked - og et meget smart et af slagsen. Det er tegnet af tegnestuen LAB5, og bløde kurvede trælameller er gennemgående i interiøret. Supermarkedets store vinafdeling er utrolig flot og indbydende - man får virkelig lyst til at gå på opdagelse.

Nedgang i salget af Bordeaux-vinDel på Facebook

Ifølge nye tal fra Conseil interprofessionnel des vins de Bordeaux (CIVB) har 2018 ikke just været noget mindeværdigt år for salget af Bordeaux-vin.

I alt blev der solgt 144 millioner flasker vin fra det franske distrikt, hvilket var 12% færre end i 2017. I værdi nåede salget op på 837 mio. euro (cirka 6,2 milliarder kr.) - en nedgang på 7%. Eksporten af Bordeaux-vin dykkede også med 14% i mængde.
En del af årsagen skal findes i den meget lille druehøst i 2017 - en høst, der var 39% mindre end normalt og den mindste siden 1991.

Stigning i salget af distriktets bobler


Det var ikke mindst udbredt forårsfrost i store dele af Frankrig, der var skyld i den ringe høstmængde, ligesom CIVB skyder skylden på sidste års økonomiske usikkerhed på verdensmarkedet.
Men der er også glædeligt nyt. Salget af økologisk Bordeaux-vin steg med 15% i 2018 sammenlignet med året før. Og så er der den ikke så kendte mousserende Crémant de Bordeaux, hvor salget var 16% højere i mængde og 19% i værdi. I alt blev der solgt for 6,5 mio. euro (cirka 48,5 mio. kr.) bobler fra Bordeaux - hvilket selvfølgelig stadig kun er en lille del af distriktets totale vinsalg, men alligevel en markant fremgang.
Det var ikke mindst Kina, der er Bordeauxs største eksportmarked, som tegnede sig for det øgede boble-salg. Sidste år eksporterede Bordeaux 31% flere flasker Crémant til det asiatiske land. I værdi svarede det til en stigning på 22%.
Sean Connery m.fl. iført kilte med tartanmønstre. Foto: Wikipedia/Maire.

En strid om skotsk tartanDel på Facebook

I uge 8 nævnte vi, at Skotlands whiskyproducentforening, Scotch Whisky Association (SWA), har ført en seks år lang sag mod et tysk destilleri på grund af dets whisky med navnet Glen Buchenbach. Det var brugen af det lille ord ”glen”, som fik SWA på barrikaderne. Ordet, der betyder ”dal på gælisk”, anvendes nemlig på rigtig mange whiskyflasker, og foreningen mente, at der derfor måtte være tale om et brud på den geografiske beskyttelse (GI), som EU har givet skotsk whisky.
SWA fik medhold, og det tyske destilleri har måttet fjerne ”glen” fra etiketterne.
Nu er en lignende sag omkring ordet ”tartan”, også rejst af SWA, netop blevet afgjort. Og denne gang er den ikke faldet ud til foreningens fordel.
Sagen drejede sig om den japanske stormagasinkæde Isetan, der hos Intellectual Property Office of Singapore (IPOS) forsøgte at varemærkeregistrere navnet Isetan Tartan for at kunne brede mønstret ud på diverse tekstiler. Det opdagede SWA og fik med det samme bremset Isetans forehavende.

Klanmønstre på whiskyflasker


Foreningen hævdede, at tartan er ikonisk for Skotland, og sandt nok så har de forskellige ternede mønstre siden tidernes morgen været forbundet med bestemte skotske områder eller klaner. Og flere skotske whiskymærker anvender i dag klanmønstre på deres etiketter - hvilket SWA fremhævede som et argument for, at tartan burde opfattes som værende en GI for skotsk whisky.
Ifølge en lov fra IPOS fra 2013 lyder det da også, at en GI kan tildeles såvel navne på bestemte geografiske områder samt betegnelser eller navne, der identificerer varerne som værende fra netop disse områder.
I loven fremhæves fx navne som Eiffeltårnet, Taj Mahal og den kinesiske mur. Men tartan mente IPOS altså ikke figurerede under denne lov.
Nu slikker SWA sårene og overvejer, hvad næste træk skal være.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.

Del på Facebook

Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvorfor kaldes Syrah for Shiraz?Del på Facebook

Niels Larsen undrer sig over, at man i Australien og til dels også i USA og Sydafrika kalder den gode franske drue Syrah for Shiraz. Hvorfor gør man det?
Det var sandsynligvis skotten James Busby – "australsk vins fader" – der i 1831 indførte Syrah-druen fra Frankrig. Han kaldte den dog Scyras og Ciras, og indtil cirka 1990 kaldte australierne den som oftest Hermitage.
Dette navn bruges imidlertid om en fransk appellation, hvilket gav problemer på nogle eksportmarkeder. Så australierne gik over til at bruge et af druens mange synonymer, nemlig Shiraz – hvor de egentlig lige så godt kunne have brugt druens franske navn, Syrah.
Der knyttede sig imidlertid en historie til navnet Shiraz, idet det er identisk med navnet på en by i Iran, og mange har ment, at druen oprindelig blev hentet i Persien af fønikiske handelsmænd og ført til Marseilles – og at Shiraz var det oprindelige navn, og Syrah bare et lokalt fransk navn.

Hjembragt af en ridder


En anden legende fortæller, at druen blev hjembragt af ridderen Gaspard de Stérimberg fra et korstog – det var ham, der byggede kapellet på Hermitage-højen.
Et studie af druens DNA-profil lukker imidlertid luften ud af begge legender. Rhônedalens Syrah – og de oversøiske vinlandes Shiraz – nedstammer nemlig fra to originale franske druer, den blå Dureza fra Ardèche-området og den grønne Mondeuse Blanche fra Savoyen. Druen blev født, hvor den i dag er berømt, i Frankrigs Rhônedal, og er ikke blevet indført fra Persien eller fra noget andet sted.

Del på Facebook

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416
Billede 417-442 Billede 443-468 Billede 469-494 Billede 495-520


521 I det kejserlige sølvkammer i Wien viser en kineser i porcelæn sin fine vinkrukke (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 16 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjerneØ

Biosecco Rosé, HuM Hofer, Zweigelt, Østrig, 2017, lav alkohol (11,5%)

99,95 kr., SPS Wine

En mild boblevin med en fin mousse og en liflig smag af modne sommerbær. I den lange eftersmag er der en pikant sødme. Perfekt til terrassen, når nu det lidt lunere vejr melder sig. Vinen er ikke kun økologisk, men også vegansk, hvilket bl.a. vil sige, at der ikke er anvendt gødning fra dyr i vinmarken. Flasken har skruelåg.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Burgener Römerberg, Weingut Gorges-Müller, Riesling, Mosel, Kabinett, Trocken, Tyskland, 2017, lav alkohol (11%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 97,58 kr., Vintjenesten

Flot og lækker hvidvin, der viser druen Riesling frem i al dens pragt. Vinen har en frisk smag, fin krydring, tilpas syre og behersket sødme. Den er en Qualitätswein mit Prädikat på det første trin i skalaen, Kabinett. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

25 Rare, Nativ, Greco di Tufo, Irpinia Greco, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Fra egnen omkring Napoli kommer denne meget delikate og lækre hvidvin. Den har en let cremet smag med noter af pære samt en næsten karamel-agtig sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Wine by Joe, Pinot Gris, Oregon, USA, 2016, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker, Theis Vine

En meget lækker vin med en ren druesmag, fin krydring, en dejlig honningsødme og lang eftersmag. En forkælelses-vin til et glas i utide - som velkomst eller på terrassen. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Valdivieso, Valle Central, Chile, 2018, lav alkohol (13%)

54,95 kr., pris ved 6 flasker: 45 kr., AndrupVin.dk

En god, rosé terrassevin med noter af kirsebær og solbær samt en markant sødme. Prisen ved seks flasker, 45 kr., må siges at være yderst attraktiv. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

GM, Gabriel Meffre, Coteaux d*Aix, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

89,95 kr., pris på tilbud indtil 28. marts ved 2 flasker: 54,50 kr., Kvickly

Udmærket rosévin, der med sin krydring udpræget er en madvin. Tilbudsprisen er attraktiv. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Exhib', Landiras, Cap d'Agde IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (12%)

119 kr., pris på tilbud indimellem: 79 kr., Irma

Lækker rosévin i en meget fornem flaske med glasprop. Den har en blød, aromatisk smag med fin krydring, noter af bananer og lidt abrikos og en lang eftersmag. God både til mad og som terrassevin.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Corte Aurelio, Colombara, Negroamaro, Salento IGP, Italien, 2017, lav alkohol (13%)

39,95 kr., Lidl

I forhold til den lave pris en udmærket rødvin. Let og lidt enkel, men nem at drikke. God valuta for pengene.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rosso Nero, Vino Rosso d'Italia, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

89,95 kr., pris ved 6 flasker: 59,95 kr., Supervin

Vellavet rødvin med blød, tæt og saftig frugt og en tiltalende sødme. En meget anvendelig madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Les Garrigues, Domaine de Cristia, Grenache, Côtes du Rhône, Frankrig, 2017, høj alkohol (14,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En yderst vellavet og lækker rødvin, der tilmed er økologisk. Den har en blød og fyldig frugtsmag med en buket af krydderuter fra "les garrrigues" - et økosystem i Sydfrankrig med en lav buskvækst og talrige duftende urter, som netop har givet navn til denne dejlige vin.

stjernestjernestjerne

Villa Travignoli, Chianti Rùfina, Italien, 2016, lav alkohol (13%)

100 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., Erik Sørensen Vin

En rødvin med et meget smalt smagsbillede, hvor syre og tanniner maser sig frem foran frugt og kompleksitet.

stjernestjernestjerne

Massimino, Venturini, Rosso Verona IGT, Italien, 2013, høj alkohol (15%)

129 kr., Gallovini

En kraftig rødvin fra egnen inde bag Venedig, lavet på de lokale druer Corvino, Corvinone og Rondinella. Hele "apoteket" af krydring overtager hurtigt frugtsmagen. Kun til meget kraftige retter ... fx grillmad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Grand Marrenon, Marrenon, Luberon, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%)

Flot rødvin på druerne Syrah og Grenache. Vinen er tør - en udpræget madvin med noter af træ. Men også med en vifte af krydderier, hasselnødder og grannåle.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tritium, Bodegas y Viñedos Tritium, Tempranillo, Rioja, Reserva, Spanien, 2013, middel alkohol (14%)

159,95 kr., pris ved 6 flasker: 129,95 kr., Supervin

Superlækker rødvin med et fint smagsbillede. Dyb frugt, mørke, mørke bær, masser af brombær, bløde tanniner og fornemt integrerede fadnoter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Salone, Primitivo, Salento IGT, Italien, 2017, høj alkohol (17%)

175 kr., VinMedMere.dk

En stor og meget flot rødvin, kraftig og fuld af procenter, men også blød og lækker og med dybe noter af kirsebær, blommer, chokolade og tørrede frugter. Druerne har ligget flere måneder til tørre, så 30-40% af vandet i dem er fordampet. Det har øget koncentrationen af sukker og dermed af alkohol. Skænk den til en lige så kraftig kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

La Serre, Château Fabre Gasparets, Corbières-Boutenac, Frankrig, 2015, høj alkohol (15%)

200 kr., pris ved 6 flasker: 184 kr., Vin Fra Frankrig

En harmonisk og flot rødvin på 25% Syrah, 40% Carignan, 25% Grenache og 10% Mourvedre. Vinen har dejlig frugt, god krydring og fint integrerede fadnoter fra atten måneder på franske fade. Lang eftersmag. Den bliver bare ved. Vinen er tilmed økologisk. Skænk den fx til en "bøøøf med løg".