Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 22, 2019



Forsiden til magasinet for klima-symposiet Act for Change.

Stort symposium om klima og vin

Årets udgave af den store internationale vinmesse Vinexpo i Bordeaux er netop afsluttet. Og et af højdepunkterne var et symposium med titlen Act for Change. Bag det stod arrangørerne af vinmessen og det førende amerikanske vinmagasin Wine Spectator.

Under det en dag lange symposium fik vinbranchefolk fra hele verden mulighed for at høre om den globale opvarmnings betydning for vindyrkningen, om muligheder for at tilpasse sig det ændrede klima - og for at reducere CO2-udslippet.
Talerne var kapaciteter fra såvel vinens som fra videnskabens, økonomiens, politikkens og geografiens verden. Og symposiet var et tilløbsstykke med 650 deltagere. Det var da også det første store internationale symposium om vin og klimaændringer - og det vil blive et fast indslag fremover under afholdes af Vinexpo.
Under symposiet blev der blandt andet diskuteret druer - både nye hybrider og gamle sorter - og CO2-neutrale korkpropper.

Druer, der "sveder" mindre


Tidspunktet for druehøsten er fremrykket betydeligt i flere lande - således også i Frankrig, hvilket Philippe Mauguin udtrykte stor bekymring for under symposiet. Han er præsident for det franske institut for landbrugsforskning INRA (l'Institut National de la Recherche Agronomique), og ifølge ham bliver druerne i fx Alsace nu høstet 26 dage tidligere end i gamle dage. Og man forventer, at høsttidspunktet vil komme til at ligge seks dage tidligere for hvert årti, der går fra nu af. Det betyder, at druerne vil modnes alt for hurtigt, hvilket selvsagt vil gå ud over deres kvalitet.
Løsningen kan blive plantning af nye druer, der egner sig bedre til fremtidens varmere klima, og sådanne hybriddruer er man i fuld gang med at udvikle hos INRA. Om natten transpirerer druer og afgiver dermed væske, men i øjeblikket eksperimenterer instituttet med en hybriddrue, som "sveder" mindre og dermed bedre vil kunne klare vandmangel under fx langvarige tørkeperioder.
INRA har ligeledes udviklet druer, som er resistente over for forskellige vinmarkssygdomme og derfor kræver mindre behandling med kemiske sprøjtemidler - der som bekendt skader klimaet. Faktisk, som det fremgik under symposiet, regner instituttet med, at vinproducenterne ved at anvende disse druer vil kunne skære ned på brugen af pesticider med omkring 90%.

Planter kun gamle druesorter


Miguel Torres Maczassek, der står i spidsen for Spaniens berømte vinhus Bodegas Torres, var også til stede under symposiet. Netop Torres-familien er i front, når det gælder en indsats for miljø og klima inden for vinens verden.
Her har man ikke tænkt sig at anvende hybriddruer - hos Torres satser man derimod på genopvækkelsen af gamle, glemte lokale druer. Jagten på vinstokke i baggårde og forladte vinmarker startede for 30 år siden, og i dag dyrker vinhuset 54 forskellige gamle druer i en forsøgsmark. Det kan man læse mere om i VinAvisens serie af postkort fra Torres.
Man har identificeret druerne via DNA-analyser, og seks af dem har vist sig egnede til at kunne modstå klimaændringerne. De kan klare såvel høje temperaturer som vandmangel, og alle modner også senere end mange andre kendte druesorter.
Ifølge Miguel Torres Maczassek har disse druer rødder helt tilbage til middelalderen, hvor der ligeledes herskede et varmere klima i Europa. Også dengang - i 1100- og 1200-tallene - høstede man tidligere end i fx forrige århundrede.
Under symposiet fremgik det, at Torres - når der skal plantes nye druer - i øjeblikket stort set kun planter disse seks gamle druesorter.

Kork er en perfekt CO2-fanger


En anden mulighed for at tilpasse sig klimaændringerne er at plante druer stadig højere oppe, hvor der er køligere temperaturer. Hos Torres har man fx i Pyrenæerne plantet vinstokke i 1190 meters højde, noget, man ville have anset for utænkeligt for tyve år siden - i dag modnes druerne ifølge Miguel Torres hurtigere, end man havde regnet med.
CEO for korkfirmaet Corticeira Amorin, Antonio Amorim, havde også interessant nyt omkring firmaets nye korkpropper, Neutrocork.
Ifølge en nylig undersøgelse af propperne udført af PricewaterhouseCoopers viser det sig, at hver prop optager 392 gram CO2 - hvilket skulle svare nogenlunde til det CO2-udslip, som finder sted under fremstillingen af en enkelt glas-vinflaske.
Desuden opsuger korkegene - ligesom andre grønne planter - også CO2, og det i så stort et omfang, at for hvert ton kork, som høstes fra egene, optages der 3 tons CO2.
Vinexpo har lagt et magasin over symposiet på nettet med masser af bidrag fra paneldeltagerne. Det kan downloades ved at klikke her.


Fra guiden over i alt femten vinbarer i København.

København med i vinøs guide

Der findes rigtig mange restaurantguider, hvor maden er i centrum. Men guider over gode vinbarer og restauranter med et særligt fokus på vinen er der langt imellem.
Det mente den svenske vinbranchemand Krister Bengtsson, der burde gøres noget ved. Og i 2017 lancerede han Star Wine List, en online guide over vinbarer og restauranter i Stockholm, hvor man kan få en særlig god vinoplevelse. Siden da har guiden haft vokseværk og har bredt sig til at dække etablissementer i blandt andet London, Paris og New York - og senest også i København. Da guiden er international, er den ikke på dansk, men man kan vælge mellem engelsk, fransk og svensk.

Sommelierer udvælger stederne


I hver af storbyerne er det op til en dygtig lokal sommelier at lave guiden ud fra hans eller hendes egne besøg i barerne og restauranterne. Det er fx Arvid Rosengren, der blev kåret som verdens bedste sommelier i 2016, som har stået for New York-guiden. Og når det gælder Københavner-udgaven, er det sommelier Rasmus Lunkov Marquart, der er i gang med sin Master Sommelier uddannelse, som har haft travlt med besøgene på barer og restauranter.

Find restauranten med favorit-vinen


Den danske udgave er inddelt i fire underguider - Michelinrestauranter, almindelige restauranter, vinbarer og så en guide over vinbarer med særligt fokus på naturvine.
Det er en glimrende guide med oversigtskort og kort information over de enkelte etablissementer - hvori der også indgår nogle ord om maden.
Star Wine List har også en søgefunktion, hvor man som noget ganske særligt kan søge på en specifik vin og se listen over de restauranter og vinbarer i København - eller i de andre storbyer - der har den på kortet.

En serie postkort fra Piemonte

VinAvisens Mariette har været på rundtur i Piemonte. Det er ikke første gang - og bestemt heller ikke sidste. For her i denne norditalienske region kan man ikke blive andet end begejstret for vinen, gastronomien og ikke mindst for de imødekommende og entusiastiske mennesker, der tager imod hos vingårdene. Oplevelserne fra turen har udmøntet sig i en serie postkort, hvoraf vi bringer de fem første nedenfor.


Man finder Piemonte i det nordvestlige hjørne af Italien og med alperne som en krave rundt om regionen. På den anden side af bjergene ligger Schweiz.

Postkort nr. 1 fra Piemonte:
Med udsigt til alperne

Piemonte ligger ved foden af Alperne i det nordvestlige hjørne af Italien, og stort set overalt, hvor man befinder sig i regionen, kan man se bjergene og deres snekronede tinder i horisonten.

Hovedbyen er Torino, som vi ikke besøgte på denne tur. Til gengæld kom vi - i løbet af de tre dage, turen varede - godt rundt i Piemontes vinland til både Monferrato, Barbaresco, Barolo, Alba osv. Vi besøgte flere vingårde og smagte fantastiske vine undervejs, hvoraf nogle forhandles i Danmark, mens andre bestemt godt kunne fortjene at finde vej til danske hylder.
Gårdene er ofte familieejede og har været det i generationer, og vi blev budt velkommen af mødre og døtre, fædre og sønner, der deltes om det daglige arbejde. Og selv om der bliver eksperimenteret i vinmarker og vinerier, kunne vi som altid fornemme denne respekt for traditionerne og anernes knowhow.



Mor og datter, Tiziana og Giulia Parusso, tog imod i vingården uden for Monforte d'Alba.

Postkort nr. 2 fra Piemonte:
Top-producent i Monforte d'Alba

Tre blå druer lægger most til langt hovedparten af Piemontes rødvine. Den mest udbredte er Nebbiolo - den, der forvandles til de berømte, kraftige og krydrede Barolo- og Barbaresco-vine. Så er der Barbera, som udmønter sig i forholdsvis lette og let drikkelige rødvine. Og den tredje drue er Dolcetto, der giver friske, saftige og uhøjtidelige vine med kun lidt syre. Det var den slags vine, Piemontes vinbønder i gamle dage tog med sig ud i marken og drak i store slurke, når de holdt pauser under det hårde arbejde.
Vine på samtlige tre rødvinsdruer mødte vi på turens første stop hos vingården Parusso, der ligger i Monforte d’Alba. Det var mor og datter, Tiziana Parusso og Giulia Poggi, der tog imod. Førstnævnte er sammen med sin bror og vinmager, Marco Parusso, fjerde generation bag roret i den gamle vingård, der i dag ejer 20 hektar vinmarker.
Vi smagte glimrende vine hos Parusso - og ikke mindst fantastiske, aromatiske og krydrede Barolo’er - heriblandt Barolo Mariondino og husets absolutte topvin, Bussia Riserva ”Oro”. Herhjemme forhandles vingårdens vine af KB Vin. Men familiens historie begyndte slet ikke med vin men med abrikoser. (Fortsættes nedenfor ...).


Familien Parusso og alle deres abrikoser. Fotografiet er fra 1939 - dengang, hvor vin var noget, men kun fremstillede til husbehov.

Postkort nr. 3 fra Piemonte:
Den dag, der blev råd til en fotograf

I smagelokalet i Parussos vingård hang der et gammelt sorthvidt fotografi.
- Det er min far, Armando, sagde Tiziana Parusso, og pegede på den lille dreng midt i billedet.
Fotografiet blev taget i 1939, hvor familien - ligesom mange andre bønder i Piemonte - dyrkede flere forskellige afgrøder og både spiste og solgte dem.
- Vi lavede også vin, men kun til eget forbrug - resten af druerne blev afleveret til kooperativet. Sådan foregik det for de fleste familier på landet.
På fotografiet kan man se kasser fyldt med friske abrikoser - familien Parussos vigtigste indtægtskilde dengang. Og billedet stammer fra en ganske særlig dag i familiens liv.
- Vi havde netop vundet en fornem pris for de flotteste og bedste abrikoser. Det gjorde, at der blev råd til at få taget et fotografi. Så min bedstefar fik hurtigst muligt tilkaldt en fotograf og samlede familien og alle abrikoserne.
Efter anden verdenskrig begyndte stadig flere vinbønder i Piemonte - heriblandt Armando - at opdage regionens store potentiale for vindyrkning.


Til venstre ses klaser af nyhøstede druer, hvor stilkene stadig er friske og fulde af grønne tanniner og til højre, klaser, der har hvilet sig i fire til fem dage.

Postkort nr. 4 fra Piemonte:
Flaskerne var åbnet ti dage før

Under smagningen af Parussos rødvine fortalte Tiziana, at flaskerne, vinene blev skænket fra, havde været åbne i mere end ti dage. Man skulle tro, denne iltning havde gjort dem flade og kedelige. Men nej, de var friske og fulde af liv.
- Det skyldes den særlige fremstillingsteknik, Marco bruger. I stedet for straks at presse de nyhøstede druer lader vi dem først hvile i åbne kasser i et ventileret og temperaturstyret rum. Det er ligesom med en hjort, der lige er blevet skudt - den skal også først hænge og slappe af en rum tid, før den videre proces.
Efter fire til fem dage er stilkene tørret ind, vandet fordampet, og stilkenes skarpe grønne tanniner blevet modne og bløde.
Samtidig ophobes der ilt i stilkene, og begge dele er med til at give vinene en vis modenhed fra starten af.
Teknikken blev allerede brugt af oldtidens romere - og ligeledes af Tizianas og Marcos bedstefar - men er usædvanlig i Piemonte i dag.


Marco Parusso udfører battonage i et fad med et vindue i den ene ende, så man kan se, hvordan "modergæren" vælter rundt inde i vinen.

Postkort nr. 5 fra Piemonte:
Vinen bliver "immun" over for iltning

Hos Parusso afstilker man således ikke druerne, men gærer de hele klaser - en teknik, der ofte bruges til Bourgognes Pinot Noir-vine.
Den færdige vin tappes på fade og tilsættes en mudret blanding af gærrester og bundfald fra gæringen - noget Marco kalder for ”modergæren”. Og i den tid, vinen fadmodner - hvilket er to år for Barolo’ernes vedkommende - udføres der såkaldt battonage, hvilket vil sige, at man med jævne mellemrum rører rundt i fadene med et langt stålrør. Via battonagen - og ilten, som var ophobet i stilkene - bliver vinen godt og grundigt iltet. Herved bliver den ifølge Marco stort set ”immun” over for iltning, når man har åbnet flasken med den færdige vin. Faktisk skulle vinene kun blive bedre af at blive åbnet flere dage, før de skal drikkes.
Hos Parusso bruger man ikke kun den særlige fremstillingsmåde til rødvinene, men også til husets hvidvin på Sauvignon Blanc, der ligeledes var frisk og lækker efter en hel uge i en åbnet flaske.

Tyveri af top-bourgogner

Natten til d. 9. maj lykkedes det tyve at stjæle 998 fornemme vine fra Bourgogne-producenten Domaine Forey Père et Fils i Vosne-Romanée.
Vinene befandt sig i domænets lagerhus, og i alt omfatter tyveriet flasker til en værdi af næsten 900.000 kr.
Blandt de stjålne flasker var flere sjældne vine i store flaskestørrelser - heriblandt adskillige Jeroboams (3 liter eller 4 normale flasker) af Clos Vougeot Grand Cru i ældre årgange samt af Echezeaux Grand Cru 2004 og Vosne Romanée 1. cru Gaudichots 2006. Decanter har bragt en liste over de mange vine, som kan ses ved at klikke her.
Hvis man skulle få mistænkelige tilbud på nogle af disse vine, bør man naturligvis kontakte politiet.
Ejeren af domænet, Régis Forey, har ikke kun mistet vine for en formue - men også flasker, der indgik i hans vinbibliotek, og som der kun er ganske få tilbage af på verdensplan.


Château du Galoupets vinmarker ligger smukt ned mod Middelhavet.

LVMH køber rosé-slot

Det går rigtig godt med salget af rosévin på verdensplan - og frem for alt med den, der kommer fra Provence, som jo stort set udelukkende fremstiller rosé.
Ifølge en nylig rapport fra FranceAgriMer og Provences vinråd er det globale forbrug af provencalsk rosé steget med 28% mellem 2002 og 2017.
Den bølge af popularitet, den lyserøde vin fra Provence nyder, har nu fået den franske luksus-koncern LVMH (Louis Vuitton Moët Hennessy) til at købe Provence-slottet Château du Galoupet, hvis speciale netop er rosévin.

Vil udvide vinmarksarealet


Slottet, der har rødder tilbage til 1600-tallet, ligger i La Londe-les-Maures, og dets 68 hektar vinmarker strækker sig næsten helt ned til kysten.
Den nye ejer af Château du Galoupet har tænkt sig at udvide vinmarksarealet - hvilket godt kan lade sig gøre, da der hører yderligere 89 hektar jord til slottet.
LVMH ejer blandt andet champagnehusene Dom Pérignon og Veuve Clicquot, to californiske vinhuse og så cognachuset Hennessy. Men det er første gang, koncernen har købt et vinslot, der stort set kun fremstiller rosévin.
Købssummen er ikke oplyst, men LVMH har råd til at betale en pæn sum penge. Koncernens omsætning er steget støt de senere år - alene i 2018 steg den med 10% til 46,8 milliarder euro (cirka 350 mia. kr.). Koncernens vin- og spiritusmærker tegnede sig for de 5,1 mia. euro (cirka 38 mia. kr.).


Isabel Ferrando.

Fra bankjob til vinproducent

Isabel Ferrando er på få år blevet en af de vinproducenter i Châteauneuf-du-Pape, man skal regne med. Hun er ikke født ind i branchen, og det står ikke helt klart, hvordan hun i 2002 kunne forlade en stilling i en bank og bare uden videre købe Domaine Saint Préfert med dets godt 13 hektar vinmarker. Vingården var ganske vist ret forsømt, men jordpriserne i området er ikke for småsparere.
Den nye ejers første årgang, 2002, var ikke noget at råbe hurra for, men det blev bedre. Allerede året efter kom der god vin fra Saint Préfert, og siden da er det bare gået fremad. De gode resultater skyldtes blandt andet de rådgivere, Isabel Ferrando satte sin lid til - og så selvfølgelig kvaliteten af druerne. En stor del af de 24 hektar, som i dag hører under Saint Préfert, er tilplantede med op til 80 år gamle vinstokke, fortrinsvis Grenache men også Mourvèdre, Cinsault og Syrah. Siden 2013 har vinhusets marker være økologisk certificerede.

Stilheden i naturen


Isabel Ferrando præsenterede for nylig under et besøg hos sin danske importør, Philipson Wine, både hvid og rød Châteauneuf-du-Pape og forklarede ved den lejlighed, at én af grundene til, at hun forlod sin stilling i Credit Agricole var et ønske om at befinde sig i naturens stilhed. Hun er selv meget lavmælt, men tøver ikke med at markere sine præferencer.
- Jeg holder af unge vine. Og som Henri Bonneau (én af rådgiverne, red.) sagde: - Hvis ung vin ikke er god, bliver den heller ikke god som gammel.
Og da vi smagte Saint Préferts rødvine fra Châteauneuf-du-Pape i årgangene 2016 og 2017, kom det også prompte fra Ferrando:
- 2016 er en monsterårgang, og jeg bryder mig ikke om monstre. Jeg foretrækker så langt årgang 2017 for dens skarphed og drikkelighed. Årgang 2016 er for amerikanere, der drikker cola og spiser ketchup!

En elegant årgang


Den klassiske Châteauneuf i årgang 2016 var da også temmelig voldsom, så det er ikke vanskeligt at følge ophavskvindens tankegang. De følgende udgaver, der blev skænket i glassene, havde navne som Auguste Favier, Colombis og Charles Giraud, sidstnævnte opkaldt efter hendes mands bedstefar, og hele vejen igennem stod årgang 2017 for elegancen og drikkeligheden.
Isabel Ferrandos imperium blev for nogle år siden udvidet med parceller i Côtes-du-Rhône, fordi hun ønskede at fremstille en mere enkel vin. Den har fået navnet Clos Beatus Ille og er sammensat af Grenache og Cinsault i forholdet 80/20. Det er ganske rigtigt en meget drikkelig og ligetil vin.
Foruden den sprøde og milde hvide Châteauneuf fremstiller Ferrando en Vieilles Clairette fra mere end 80 år gamle vinstokke. En dyr sag (2750 kr. for en magnum), men oplaget er meget lille, og vinen er nærmest ikke til at opdrive. Det er en frisk hvidvin, som det ville være vanskeligt at stedfæste, hvis den blev smagt blindt.
Priserne på de øvrige vine spænder fra 145 kr. for Côtes-du-Rhône til 995 kr. for Châteauneuf Charles Giraud 2017. Jørgen Aldrich.


For 315.000 kr. kan denne champagnekiste blive din ...

Luksuriøs champagnekiste

Hvis man har råd til en Rolls-Royce, har man sikkert også råd til det britiske bilmærkes nyeste udskejelse, en ”Champagne Chest” (champagnekiste) til intet mindre end 37.000 pund (cirka 315.000 kr.).
I lukket tilstand minder kisten om en lidt kedelig stor dokumentmappe. Men når man trykker på en knap, folder den sig ud og åbenbarer sit righoldige indhold.
Kisten rummer alt til fadet henhørende til en luksuriøs picnic, og genstandene er udført, så de leder tankerne hen på materialerne i en Rolls-Royce.

Til "ekstravagante omgivelser"


Der er fire håndblæste champagnefluter i krystal med fødder af aluminium, hvori der er indgraveret et ”RR”. Derudover er der en champagnekøler af aluminium og kulfiber, kaviarskåle, broderede servietter og kaviarskeer af perlemor.
Og selvfølgelig er der indbygget lys i kisten, der tænder, så snart man åbner den - sagen, hvis man nu skulle få lyst til lidt champagne og kaviar midt om natten …
Som der står i pressemeddelelsen fra Rolls-Royce, så er kisten skabt til ”de mest ekstravagante omgivelser - fra en superyacht til en privatresidens’s terrasse”. Champagnen og kaviaren må man dog selv sørge for.
En krukke fyldt med plasticsugerør - et sådan syn vil man ikke kunne se i en britisk bar efter april 2020.

Briterne bandlyser sugerør og rørepinde

Ligesom herhjemme har flere britiske hoteller og barer udfaset brugen af engangsplastic - og det vil blandt andet sige sugerør og drinksrørepinde. Det samme har hotelkæderne Hilton og Marriott - ikke bare i Storbritannien men på verdensplan.
Men nu vil den britiske regering direkte forbyde salget og brugen af plasticsugerør og -rørepinde samt andet engangsplast på landsplan. Fra og med april 2020 må intet britisk supermarked sælge den slags varer.
Et plasticsugerør bruges jo ofte kun i nogle få minutter, men det tager flere hundrede år at nedbryde det, så der er bestemt ræson i en sådan bandlysning.
Et totalt forbud er der dog ikke tale om, når det drejer sig om sugerørerne. Det vil stadig være tilladt barer og restauranter at have nogle plasticsugerør liggende - dog ikke fremme, så man kan se dem. Årsagen er, at nogle handicappede kan have brug for et sugerør, og derfor må kunne anmode og at få et udleveret. Britiske apoteker må af samme årsag også have lov til at have plasticsugerør i deres sortiment.
Rørepinde af plastic er derimod absolut "no go" i både barer og restauranter.

Et 5000 år gammelt sugerør


Helt at undvære sugerør behøver man jo ikke. Man kan jo bare lave dem af andre og mere miljøvenlige materialer - ligesom man gjorde før plasticsugerørets opfindelse i 1960’erne.
At bruge sugerør er faktisk en meget gammel skik - det ældste eksemplar, man kender til, stammer fra år 3000 f.Kr. og har tilhørt en sumerisk dronning. Det er da også af guld med indlagte ædelsten - så den model vil jo nok ikke blive genopvakt … Man kan se det fornemme sugerør ved at klikke her.
I 1800-tallet brugte man sugerør af rug - der dog havde det med at blive opløst i drinken og give den en bismag. Men så kom den amerikanske journalist Marvin Stone på banen med det første papirsugerør, som ikke afgav smag af nogen art, men som dog stadig havde det med at opløses i drinken.
I dag er vi så heldige, at vi har langt mere praktiske og samtidig bæredygtige materialer til rådighed, og eksperimenterne med nye typer sugerør er da også i fuld gang. Blandt andet har firmaet Lolistraw opfundet et spiseligt sugerør af tang.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.

Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor har druen så forskellige navne?

Karin Petersen ved godt, at Zinfandel og Primitivo genetisk er én og samme drue. Men hvordan kunne druen ende med at få så forskellige navne? Spørger hun.
Druen stammer fra Kroatien, hvor den har hele to navne: Crljenak Kaštelanski og Tribidrag. I 1700-tallet kom den til den italienske region Puglia (støvlehælen), hvor den blev kaldt Primitivo.
Dette navn kommer af det latinske ord primativus eller det tilsvarende italienske ord primaticcio, og begge ord betyder tidlig. De refererer til, at druen som regel modner tidligere end alle andre druesorter.
I 1820’rne kom Primitivo-druen til USA, hvor den så fik navnet Zinfandel. Hvorfor den fik dette navn, ved man faktisk ikke med sikkerhed. En teori er, at navnet er en forvanskning af det ungarske druenavn Tzinifándli (czirifandli), som igen kommer af det tyske navn Zierfandler ‒ navnet på en hvidvins-drue (Grüner Sylvaner) fra Østrigs Thermenregion.
Nu skal man ikke tro, at druen bare hedder Primitivo og Zinfandel ‒ eller på kroatisk: Crljenak Kaštelanski. Den har mange andre navne: Gioia del Colle, Locale, Morellone, Plavac Veliki, Primaticcio, Uva della Pergola, Uva di Corato, Zin, ZPC, Black St. Peters, Zenfendal, Zinfindal, Taranto, Zeinfandall, Zinfardell, Zinfindel og Zinfandal.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416
Billede 417-442 Billede 443-468 Billede 469-494 Billede 495-530


530 Gærer vinen i fadet? Vinen Auerbacher Fürstenlager er en speciel vin i den tyske region Bergstrasse (foto © Deutsches Weininstitut).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 23 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Grandial, Bordeaux, Blanc de Blanc, Brut, Frankrig, lav alkohol (11%)

49 kr., Aldi

En god boblevin lavet på druerne Colombard og Ugni Blanc. Den har fine bobler, en sart blomsteraroma og en mild frugtsmag. Den femte stjerne gives for den menneskevenlige pris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barons de Rothschild, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

599,75 kr., på tilbud indtil 9. juni: 299,75, Skjold Burne

300 kr. for en champagne - så skal den også smage virkelig godt. Og det gør den. Det er en flot champagne med liflig duft, fine, stadige bobler og en kompleks smag - dejlig frugt, æbler, citrus, en anelse brød ...

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Mas des Bressades, Cuvée Tradition, Costières de Nîmes, Frankrig, 2018, middel alkohol (13,5%)

65 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Denne hvidvin på druerne Grenache Blanc, Roussanne, Marsanne og Vognier har en ret markant sødme, der fx vil være fint som terrassevin til snacks, ost osv.

stjernestjernestjernestjerne

El Volquete, Verdejo, La Mancha, Spanien, 2018, lav alkohol (12%)

69,75 kr., pris på tilbud indtil 9. juni ved 2 flasker: 50 kr., Skjold Burne

En enkel og - på tilbud - billig hvidvin. I smagen krydrede noter og en lille sødme. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Oropasso, Biscardo, Veneto IGT, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

75 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Vinovida

Flot hvidvin på druerne Garganega og Chardonnay. Den har en både fyldig, kraftig og harmonisk smag med et krydret bid, der er godt til mad. En vin, der "kan selv".

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Weingut Kranz, Riesling, Pfalz, Trocken, Tyskland, 2018, lav alkohol (12,5%)

89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Vellavet, økologisk hvidvin med en dejlig, blød druesmag, fin krydring, tilpas syre og sødme. Lang eftersmag. En meget anvendelig vin både som apéritif og terrasse-vin og til mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Sarotti, Tenuta Manetti, Gavi, Italien, 2018, lav alkohol (12,5%)

99,5 kr., pris på tilbud indtil 29.maj: 50 kr., Irma

Det lille distrikt Gavi i Piemonte leverer nogle meget dejlige hvidvine. Her er en af dem. En delikat vin med en cremet smag, en fin krydring og et strejf af honningsødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lentz, Pinot Gris, Alsace, Frankrig, 2016, middel alkohol (13,5%)

119,75 kr., pris på tilbud indtil 9.juni: 99,75 Kr., Skjold Burne

Lækker hvidvin med frugt, fedme og delikat krydring. Dertil en indtagende sødme. Udpræget madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

La Doncella, Bodegas Familia Conesa, Chardonnay, Vino de la Tierra de Castillo, Spanien, 2018, lav alkohol (12,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., D’Wine

Delikat, lækker, økologisk og vegansk.- sådan er denne fortræffelige hvidvin. Den har en god og blid druesmag med fin krydring. Meget anvendelig både til mad og som terrasse-vin.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Calcaires Jaunes, Muré, Riesling, Alsace, Frankrig, 2016, lav alkohol (12%)

149,75 kr., pris på tilbud indtil 9. juni: 119,75 kr., Skjold Burne

Dejlig hvidvin med fin Riesling-karakter, tør, med tilpas, frisk syre og udpræget til mad. Vinen er økologisk, og flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerneØ

Stoney Range, Sherwood Estate Wines, Riesling, Waipara Valley, New Zealand, 2018, lav alkohol (12%)

159 kr., pris på tilbud: 79 kr., Kjær & Sommerfeldt

Vellavet, økologisk hvidvin med klar Riesling-smag, men også med en markant sødme, der dækker lidt over druens frugt og friskhed. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mateus, Sogrape Vinhos, Portugal, lav alkohol (11%)

54,95 kr., pris på tilbud 24.-30. maj: 35 kr., Kvickly

En klassisk og meget populær, portugisisk vin, her i rosé udgave. Der er en let perle i den, noter af jordbær og hindbær og en god sødme. Velegnet til en frugtbowle - og et glas til unge mennesker, der har klaret en eksamen. Tilbudsprisen 35 kr. er yderst attraktiv. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Centoviti, Nativ, Aglianico, Campania Rosato IGT, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Der er jordbær og alteabolsjer og sødme ... en traditionel rosévin uden nogen større kompleksitet. Helt billig er den ikke.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pago de Cirsus, Bodega Pago de Cirsus, Navarra, Spanien, 2017, høj alkohol (14,5%)

99,75 kr., pris på tilbud indtil 9.juni ved 2 flasker: 75 kr., Skjold Burne

Dejllig rødvin på druerne Tempranillo, Merlot og Syrah. I smagen god druefrugt, en fin sødme og et strejf af vanille fra den distrete fadlagring. Den gode smag fortsætter ud i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjerne

Laplace, Tannat, Madiran, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

En all round madvin, som er nem at drikke. Den har god frugt med noter af hindbær og en vis tørhed, der netop gør den god til mad. Madiran er et lille distrikt i Gasgogne. Helt billig er vinen ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

La Bastide Saint Dominique, Côtes du Rhône, Frankrig, 2016, middel alkohol (14%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 98 kr., Jysk Vin

Her bliver der kælet for os med en vellavet Rhône-rødvin på druerne Grenache (60%) og Syrah (40%). Vinen har en lækker frugt og fin krydring med noter af læder og tobak. Kan godt måle sig med en god Châteauneuf-du-Pape.

stjernestjernestjernestjerne

La Multa, Norrel Robertson, Garnacha, Calatayud, Spanien, 2016, høj alkohol (15%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., D’Wine

Når denne rødvin bliver plasket over i en karaffel et ar timer før måltidet, bliver den lidt mere rund og venlig. Ikke en stor vin, men okay som en hverdagsvin. Smagen er frugtagtig og med noter af peber. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Neuleininger Feuermännchen, Weingut Schenk Siebert, Spätburgunder, Pfalz, Trocken., Tyskland, 2015, middel alkohol (13,5%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., Vinovida

Dejlig Pinot-rødvin, kompleks og med karakter, saft og frugt. Giv den gerne lidt luft, så folder den sig yderligere ud.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Carlo Scala, Puglia IGT, Italien, 2017, høj alkohol (14,5%)

129 kr., pris på tilbud indtil 29. maj ved 2 flasker: 59,50 kr., Irma

En god madvin fra den italienske støvlehæl. Vinen er lavet på økologisk dyrkede Negroamaro- og Zinfandel-druer, og i det harmoniske smagsbillede er der noter af sorte bær, hindbær og chokolade.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Wald, Pfaffl, St. Laurent, Niederösterreich, Østrig, 2018, middel alkohol (13,5%)

139,75 kr., pris på tilbud indtil 9. juni ved 2 flasker: 100 kr., Skjold Burne

Om 2017-årgangen skrev vi "Fint krydret, meget harmonisk - og meget anvendelig rødvin. Den har en frisk, frugtagtig smag med bløde tanniner og lang eftersmag. Flasken har skruelåg." De ord gælder også den nye årgang.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Passo del Cardinale, Paololeo, Primitivo di Manduria, Italien, 2017, middel alkohol (14%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., YouAndWine

En lækker og kompleks rødvin med en fint krydret duft og en blød og imødekommende smag med en perfekt balance mellem frugtsødme og syre.

stjernestjernestjernestjerne

Tridente, Tempranillo, Castilla y León, Spanien, 2015, høj alkohol (16%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., AndrupVin.dk

En lidt robust rødvin med god frugtfylde og krydring og noter af chokolade. Gem den til sommerens grillfester - og plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltide, og skænk den vel afkølet. Så mærker man de mange procenter mindre.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Diamond Ridge, Sonoma County, Meritage, Californien, 2013, høj alkohol (14,5%)

269 kr., pris ved 6 flasker: 229 kr. på tilbud i denne uge: 149 kr. ved 6 flasker, Amka

Et californisk forsøg på at lave en flot Bordeaux-rødvin på 59% Merlot, 28% Cabernet Sauvignon og 13% Malbec. Det er ikke en Bordeaux, men en meget fyldig vin, der smager fantastisk godt med sine sorte kirsebær, brombær og krydderier. Vinen har lagret 24 måneder på amerikanske egefade. Ikke kun en madvin, men også en meditations-vin.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen