Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Allan Hedstrøm



    Allan Hedstrøm (f. 1968) er, hvad man kunne kalde alsacisk garageimportør – plus forsikringsmand. Til daglig arbejder han i Tryg, og i det store forsikringsselskabs vinklub fandt han sin interesse for vin.
    Som de fleste andre danskere drak han primært rødvin, og det var en kollega, der skabte hans interesse for Alsace. Interessen steg støt de næste par år, indtil han i eftersommeren 1999 fik ideen: Hvorfor ikke selv importere vine fra Alsace?
    Han smagte sig igennem alle de flasker, han kunne få fat på. Han var dernede flere gange, og til sidst nåede han frem til, at det var vinene fra vinbonden Haegi, han ubetinget syntes bedst om. Så kontakten blev skabt, og i vinteren 1999 blev den første palle hentet hjem.
    Den hjemlige vinscene var ikke uenig med ham. I de sidste tre udgaver af Vinnøglen er en Haegi-vin blevet udnævnt til at være en ”træffer”. Fire af hans vine har fået fem stjerner i VinAvisen, og én har fået fire. ErhvervsBladet er kommet med prædikatet ”Bedste vin”.
    Allan Hedstrøm er lidt af et særtilfælde, idet han kun importerer vin fra én producent. Men det er nu engang hans interesse. For ham gælder det om at levere så god Alsace som muligt til penge, man kan betale.
    Salget foregår primært til private og efter mund-til-mund metoden – samt via hjemmesiden www.alsace-vin.dk. Altså 100% garage! Men Allan Hedstrøm sælger da også af og til et parti til en vinhandel.
    I sin sparsomme fritid holder han en del vinsmagninger. – Det er ren passion fra min side, siger han. – Det er svært at skjule, og det ønsker jeg heller ikke. Det er glæden ved Alsace, der driver værket. Vin er glæde. Vin er oplevelser.
    Privat bor han sammen med hustruen Helle og deres to børn, Julie på seks og Nicolai på fire.
    Adresse: Allan Hedstrøm Vinimport, Bakketoften 7, 2760 Måløv, tlf.: 44 64 92 30, e-mail: ahv@alsace-vin.