Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Andre Bersang


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    André Bersang (f. 1965) er trods det franskklingende navn pæredansk. Han er født i Silkeborg, opvokset nord for Randers og senere i Horsens og kom som tyveårig i kontorlære hos købmandskæden HOKI, senere Edeka Danmark i Horsens.
    Under sin læretid skulle han gennem alle afdelinger i koncernen. Han startede i edb-afdelingen og endte i afdelingen for nydelsesmidler med hovedvægten lagt på disponering af vin og spiritus, hvor han fandt sin store interesse. På det tidspunkt havde Edeka Danmark eget tapperi, hvor bulkvin fra blandt andet Chile og Frankrig blev tappet på flasker.
    Da læretiden var ovre, blev André Bersang ansat som indkøber for vin og spiritus. Efter syv år trængte han til luftforandring og fik job hos det lille vinfirma Norton Company Ltd. i Horsens. Efter fem år hos Norton Company Ltd., blev firmaet opkøbt af Norton Vinimport A/S. Med ansvar for indkøb og salg har han gennem årene gjort en stor indsats for at udvide firmaets sortiment.
    I sommeren 2010 valgte André Bersang at prøve kræfter med eget vinfirma og slog dørene op for Bersang Vinimport, som primært sælger en gros, men også til private i hele colli og i en begrænset åbningstid. På hylderne i forretningen finder man vine fra Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Tyskland, Østrig, Chile, Argentina, Australien og Californien.
    En del af fritiden går med at læse vinblade og -bøger. Men André Bersang ses også ofte til diverse fodbold- og basketballkampe – ikke som aktiv sportsmand, men på bænken som beundrende fader, når de to sportsglade børn, Sarah og Marc, banker bolden i net eller mål.
    Adresse: Bersang Vinimport, Alrøvej 7, 8700 Horsens, tlf.: 32 16 92 61, mobil: 52 77 62 61, e-mail: ab@bersangvin.dk, www.bersangvin.dk.