.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Annie Holm Pedersen (f. 1960) fik interesse for vinens verden, da hun var i lære som tjener på Hotel d’Angleterre i København.
    Efter endt læretid videreuddannede hun sig til faglærer med hovedfag i vin og spiritus, og det var adgangsbilletten til et mangeårigt job som faglærer på Hotel- og Restaurantskolen i København. Her har hun undervist receptionister samt kokke- og tjenerlærlinge i de ædle dråber og stærke drikke.
    I 1999 tog Annie Holm Pedersen så det store spring: Hun åbnede sit eget lille vinfirma, AHP Vin og Foredrag, i Nyråd ved Vordingborg. Og her byder hun stort set på alt, hvad man overhovedet kan forestille sig i forbindelse med vin: Foredrag, vinsmagninger, vinrejser, kurser samt en vinskole, der fik sin debut i foråret 2003.
    Med til hendes daglige arbejde hører formandskabet i Vordingborgs vinklub ”Vor vin” – en aktiv forening med 100 medlemmer.
    Vin udgør helt naturligt også en del af hendes fritidsliv. Men hun tager sig også tid til at læse lidt historie – endnu en af hendes store interesser. Læsningen bliver dog afbrudt hist og pist, når der skal ses til katte, køer, kaniner, høns og ænder. Hertil får Annie Holm Pedersen dog en hjælpende hånd fra sin mand Leif, der er militærmand, og deres to børn Christian på nitten år og Carola på femten.
    Adresse: AHP Vin og Foredrag, Søbakken 21, Nyråd, 4760 Vordingborg, tlf.: 55 37 20 50, e-mail: ahp-vin@nyraad.net, www.ahp-vin.nyraad.net.