Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Daniel Stærmose


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Daniel Stærmose (f. 1963), der har ansvaret for salget af vin, champagne og hedvin i Allied Domecq’s danske afdeling, kom ind i vinens verden ved lidt af et tilfælde. Han fik et job i Magasin i Odense, og her blev han sat til at passe vin- og spiritusafdelingen. Med den navnkundige vinindkøber Per Jespersen som læremester tilegnede han sig derefter sin grundlæggende vinviden.
    Sideløbende med jobbet i Magasin læste han HD-Afsætning på Odense Universitet, og med eksamensbeviset i hånden flyttede han i 1991 til København for at starte hos Peter F. Heering som produktchef.
    Peter F. Heering var netop da blevet købt af De danske Spritfabrikker, og da firmaet blev opdelt, fortsatte Daniel Stærmose hos Selected Wines & Spirits, et joint-venture selskab mellem DDSF og daværende Hiram-Walker (i dag Allied Domecq). I 1996 overtog Allied Domecq den samlede aktiepost, og selskabet fik det lidet mundrette navn, Allied Domecq Spirits & Wine Danmark A/S.
    Allied Domecq er i dag blandt verdens førende producenter af kvalitetsvine, og den internationale koncern ejer en række vinhuse verden over, bl.a. champagnehusene Mumm og Perrier Jouët, spanske Bodegas y Bebidas (Siglo, Campo Viejo, Azpilicueta, Ysios, Marqués de Arienzo og mange, mange flere), newzealandske Montana, argentinske Balbi og Graffigna og i Californien Clos du Bois, Buena Vista, Callaway og Atlas Peak - foruden Cockburn's Port og Harveys Sherry. Endvidere er Allied Domecq i Danmark agent for en række vinmærker, bl.a. franske Calvet og Dopff & Irion samt italienske Mondoro, Enrico Serafino og L'Arazzo.
    Privatlivet står meget i rejsens tegn. Med snart fast adresse i Odense, hvor kæresten Dorthe med bonusdatteren Cathrine samt det meste af familien bor, slides der en del på Storebæltsbroen, og med faderen bosiddende i Californien går mangen en ferietur over there.
    Adresse: Allied Domecq Spirits & Wine Danmark A/S, Jernholmen 38, 2650 Hvidovre, tlf.: 36 88 52 63, e-mail: daniel.staermose@adsweu.com.