Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Erik Claudi


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Erik Claudi (f. 1955) er uddannet journalist med en brændende interesse for vin. Da han vendte hjem efter et toårigt ophold som korrespondent i Italien, hvor han havde boet i Toscana, omgivet af frodige vinmarker, var han sikker i sin sag: Han ville åbne sit eget vinimportfirma. Og det gjorde han så i 1999 i samarbejde med religionshistorikeren Jeppe Sinding.
    Cappa Vin har til huse i en nedlagt købmandsforretning i landsbyen Hyllested på Djursland. Her handles der med både italiensk, fransk, argentinsk, spansk, chilensk og ikke mindst portugisisk vin, blandt andet fra det danskejede Cortes de Cima.
    Men hos Cappa Vin drejer det sig ikke kun om de ædle druer. Kombinationen af vin og mad er i centrum, og det daglige arbejde foregår derfor i tæt samarbejde med restaurationsbranchen.
    For at udbrede kendskabet til mad og vin har Cappa Vin blandt andet købt to huse i det sydlige Toscana nær Montalcino, hvor vinfirmaet fra næste år i samarbejde med dygtige danske og italienske kokke vil afholde kurser.
    Når Erik Claudi ikke har travlt med vin og gastronomi, griber han til tastaturet for at skrive bøger. Senest har han udgivet en bog om indendørs dekoration og gamle maleteknikker sammen med blandt andet multikunstneren Erik Peitersen.
    Han hygger sig også med at sætte gamle biler og motorcykler i stand. Og så skal der være tid til familien – hustruen Pia Claudi, der er designer, og parrets tre døtre.
    ”Livsnyderi” er den betegnelse, som Erik Claudi synes passer bedst til det, han beskæftiger sig med – uanset om det gælder arbejde eller hobby.
    Adresse: Cappa Vinimport I/S, Gl. Stationsvej 3, 8400 Ebeltoft, tlf.: 86 33 62 70, fax: 86 33 62 77, e-mail: vin@cappa.dk.