Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Erling Nielsen



    Erling Nielsen (f. 1952) havde oprindeligt ingen planer om at ende som vinhandler. En uddannelse som elektroingeniør førte i første omgang til ansættelse inden for den teatertekniske branche og senere som marketingkoordinator i et handels- og ingeniørfirma.
    I 1990 etablerede Erling Nielsen sit eget firma, TeknoGrafik i Nykøbing F., med teknisk reklame og marketing som speciale. Efter en længere årrække med mange spændende kunder og job, overgik de papirbaserede opgaver i stort omfang til de digitale medier, og der blev længere imellem jobbene.
    Interessen for vin havde altid været til stede, dog mest som almindelig forbruger, men da der opstod en mulighed for at blive lokal forhandler for en dansk vinimportør, så Erling Nielsen et potentiale i at supplere de grafiske opgaver med vinhandel.
    Den 5. september 2015 slog han dørene op for Vintjenesten, og siden da er forretningen vokset fra kælderlokalerne i privaten til lejede lokaler tæt på centrum i Nykøbing F. med mere end 10.000 flasker på hylderne. I øvrigt har forretningen til huse i lokaler, der har tilhørt J. Hülsen Vinimport fra 1922 til 1975, og vinreolerne i kælderen anvendes igen til det, de blev bygget til i 1920’erne. I dag er kunderne velkomne til også at besøge den gamle kælder.
    Vintjenesten, der stadig er en enkeltmandsvirksomhed, importerer bl.a. vine fra Rumænien, Frankrig og Tyskland (Mosel), som sælges til restauranter og virksomheder samt til private via webshoppen eller i butikken. Sortimentet kompletteres med udvalgte vine fra andre importører samt danske vine og likører. Senest er der kommet et større udvalg af spirituosa på hylderne, ligesom specialøl indgår i sortimentet.
    Et af Vintjenestens specialer er ”private label” vine, hvor der i samarbejde med lokale grafikere bl.a. leveres vine med motiver, der er lokalt inspirerede. Det har været en stor succes, og de fleste af de mange flasker, Erling Nielsen selv etiketterer - ofte med hjælp fra hustruen Inge - sælges i lokale butikker, hvor det lokale begreb rækker langt ud over nærområdet. Også Foreningen Lolland-Falster Lovestorm får et kontant udbytte fra salget af vine med Lovestorm-etiketter.
    Vintjenestens fleksible koncept gør det således muligt at levere vine med egne bestilte etiketter i et begrænset antal og til fornuftige priser.
    Udover rejser med Inge til vinhusene i Rumænien og Tyskland går fritiden med at spille golf samt med natur- og kulturoplevelser.

    Adresse: Vintjenesten, Kongensgade 16, 4800 Nykøbing F., tlf.: 24 60 57 20, email: ean@vintjenesten.dk, www.vintjenesten.dk. (Opdateret 2020).