.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Gunnar V. Juul (f. 1935) kom til H.J. Hansen i Odense som forretningsfører i 1959 og gjorde hurtigt den gamle kolonialhandel til en af landets mest respekterede og fornemme vin- og delikatesseforretninger.
    Og selv om han efter 40 år ved roret gik på ”del-pension” i 1999, var han indtil 2009 efter 50 år i virksomheden stadig og i høj grad med, dels som medlem af bestyrelsen, dels som "konsulent" med talrige opgaver.
    I årene frem til starten af 1970’erne var forretningen ren detail, men efter Danmarks indtrædelse i EF i 1972 og liberalisering af vinimporten begyndte H.J. Hansen at importere sine egne vine, og denne efterhånden store import gav mulighed for at levere vinene til hotel- og restaurationsbranchen, en sektor, der siden har været en del af den bærende kundekreds i H.J. Hansen Vinhandel, der som selvstændigt selskab blev registreret i 1982 med Gunnar Juul som direktør. H.J. Hansen har i dag sine forretninger i Odense og København, hvorimod forretningerne i Århus, Aalborg og Middelfart er bortforpagtet til selvstændige vinhandlere i Vinspecialistkæden.
    De eneforhandlinger og agenturer, som Gunnar Juul har tilført H.J. Hansen gennem årene, er stadig en del af en lang perlerække af anerkendte vinhuse i firmaets portefølje.
    I 1989, da H.J. Hansen overtog det københavnske vin-engrosfirma Vinicole Vinimport, startede en ny linie med leverance til detailvinhandlere, senere samlet i den frivillige kæde Vinspecialisten. I dag tæller kæden mere end 30 forretninger, inklusive H.J. Hansens egne.
    Gunnar Juul er gennem sine mange år hos H.J. Hansen blevet tildelt adskillige hæderstegn, udmærkelser og ordener, blandt andet Det Danske Gastronomiske Akademi’s hædersdiplom i 1998 og Ordre du Mérite Agricole (den franske landbrugsorden) i 2000.
    Hans travle hverdag som aktiv pensionist gør, at tiden til fritidsinteresser er begrænset, men det er dog blevet til en del golf i de seneste år.
    Efter 39 års ægteskab blev han enkemand i 1996. Han har to voksne sønner, Ole og Henrik.
    Adresse: Søparken 127, 5260 Odense S, tlf.: 66 15 09 36, mobil: 40 16 89 89, e-mail: gvjuul@gmail.com (opdateret 2010).