Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Helge Nidløse


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Helge Nidløse (f. 1939) stod i 1962 i et valg: Skulle han være skolelærer eller vinhandler? Efter lang tids tøven (to-tre sekunder) valgte han rigtigt - og blev vinhandler. Han kom i lære hos kongelig hofleverandør Chr. Stausholm, hvor gode vinkendere videregav ham deres interesse for fin vin, og her blev han indtil 1975, da han sammen John Hornhaver overtog Oberbech-Clausens Vinhandel. I 1982 købte de Carl Jacobsens Vinhandel på Østerbro, som Helge Nidløse senere forlod til fordel for Juul’s Vinhandel, hvor han først var medarbejder og fra 1991 medejer sammen med Michael Madsen.
    Juul’s Vinhandel, der i 2001 kunne fejre sit 75 års jubilæum, ligger på den travle Værnedamsvej - opkaldt efter øltapper Werner Dam, som indtil 1762 havde sin beværtning ovre på den anden side af gaden.
    Vinhandelen har i dag fem medarbejdere og handler både en gros og detail, og den er ikke mindst kendt for sit store udvalg af spiritus. Der er over 500 forskellige mærker i whisky, cognac og armagnac, cirka 50 i rom og som det nyeste ægte rød absint fra Barcelona.
    Men også på vinsiden har Juul’s Vinhandel interessante flasker, blandt andet fra Maison Champy, det ældste vinhus i Beaune, Jean Becker i Alsace, Château Castera i Médoc, Château le Chabrier i Bergerac og Marchesi Alfieri i Piemonte.
    I 1957 spillede Helge Nidløse på Unions førstehold; han er en habil kroketspiller, og gode venner påstår, at han er lidt af en haj til billard. Til daglig hygger han sig med sport, frimærker, gode venner og hustruen Kirsten, med hvem han har været gift siden 1964. Sammen har de døtrene Lene og Birgitte - og tre børnebørn.
    Adresse: Juul’s Vin og Spiritus, Værnedamsvej 15, 1819 Frederiksberg C, tlf.: 33 31 13 29, fax: 33 31 13 28, e-mail: juuls.vinhandel@mail.tele.dk.