Henrik Christensen (f. 1972) har som tjener og sommelier slidt de bonede gulve i en lang række af Danmarks bedste restauranter – Marie Louise i Odense, Fakkelgaarden i Kruså, Falsled Kro i Millinge, Restaurant No. 13 i Svendborg og Valdemar Slot på Taasinge. Han var kun nitten år gammel, da han tog den eftertragtede sommelier-eksamen hos Dansk Sommelier Forening, og han har derfor allerede en længere karriere bag sig, når det gælder vinens verden.
    I 1996 vandt han DM i årets sommelier-konkurrence, og siden har han været dommer ved flere andre mesterskaber. Derudover har han fungeret som konsulent for henholdsvis Løgismose Vinimport og Theis Vine.
    I 2004 fik han den ærefulde post sammen med tre andre danske vinfolk at repræsentere Danmark under den største vinkonkurrence i USA nogensinde (www.starwine.net). I fulde tre dage sad han sammen med 59 andre vinsmagere fra hele verden og bedømte ædle dråber i lange baner.
    Fra 2004 til og med 2011 har Henrik Christensen stået som vin-ansvarlig for Bruun Rasmussen Vinauktioner.
    Herudover har han fulgt markedet i Bordeaux meget tæt, bl.a. ved hvert år at smage vinene i primeur-ugen. Det er trods alt i Bordeaux, at den største omsætning ligger – såvel i Fine Wine vin-verdenen som i auktions-verdenen.
    Henrik Christensen har taget hul på 2012 med et nyt job hos Theis Vine, hvor hans opgave bliver at opsøge vine blandt private og professionelle med henblik på videresalg til vinfirmaets internationale kunder. Desuden er han ansvarlig for firmaets masterclass-smagninger i Skandinavien og medansvarlig for primeur-kampagner på Bordeauxvine.
    Når den travle vinmand holder fri, foregår det ofte sammen med hans to piger, Nicoline på 15 og Rosemarie på 11, eller med golf, svampejagt, fitness, løb og god vin selvfølgelig.
    Adresse: Theis Vine, Albanivej 122-124, 5792 Aarslev, tlf.: 31 39 12 20, fax: 62 66 11 95, e-mail: hc@theis-vine.dk, www.theis-vine.dk. (Opdateret 2012).