Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Jesper Pedersen


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Jesper Pedersen (f. 1967) er vinindkøberen, som sørger for, at der er noget ordentligt i over en halv million flasker - nemlig de mange flasker, der bæres væk i næsten lige så mange plasticposer fra Wine Bin i Kastrup Lufthavn.
    Naturligvis køber han store mængder vin på europaller, men han gør en særlig indsats for at finde små partier af exceptionelle vine.
    - Lufthavnen skal være et spændende sted at handle, siger han, - også for de meget kræsne kunder.
    Allerede femten år gammel fattede Jesper Pedersens interesse for vin. Da hans far hørte, at mælkepriserne ville stige med 1 kr. pr. liter, slog faderen i bordet og sagde: - Fremover drikker vi kun vin!
    Sønnen startede som ferievikar i Sterling Airways’ taxfree lager i 1982, så han har været i samme virksomhed i 21 år - dog under flere forskellige koncessionshavere: Sterling Airways, SAS, Allders og i dag The Nuance Group.
    Med sig ind i vinens verden har han en studentereksamen, et halvt års ophold hos Gebrüder Heinemann i Hamburg og ikke mindst et halvt år på et vinslot i Bordeaux.
    - På grund af opholdet i Bordeaux er jeg nok blevet en anelse miljøskadet, siger han. - Personlig foretrækker jeg et rigtig godt glas bordeaux, og det helst skal være klassificeret. Men når det gælder sortimentet i Wine Bin, er jeg naturligvis nødt til nøje at følge med i, hvad vores mange flyvende kunder ønsker.
    I sin sparsomme fritid har Jesper Pedersen nok at se til med at passe hus og have.
    Adresse: The Nuance Group (Denmark) A/S, Herstedvang 6, 2620 Albertslund, tlf.: 43 86 06 20, fax: 43 86 06 29, e-mail: jpedersen@thenuancegroup.com.