Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Kim Quist



    Kim Quist (f. 1959) er i dag den ene halvdel af Quist Wine, hvor ægtefællen Lene Quist er den anden. Kim Quist har en baggrund inden for afsætningsøkonomi og salg, ligesom han i nogle år har været beskæftiget hos nogle af de bedste restauranter i det nordjyske. Hos Restaurant Vægteren i Frederikshavn og efterfølgende hos Hotel Plesner i Skagen bestred han posten som restaurantchef.
    Karrieren inden for restaurantverdenen sluttede med et job som tjener i brasseriet hos Ruth’s Hotel i Skagen.
    Kim Quists passion for Italien og vinene herfra har altid fyldt meget. Og efter adskillige rejser og besøg hos vingårde rundt om i støvlelandet for at smage og finde de bedste vine tog ægteparret Quist i foråret 2012 springet og startede Quist Wine.
    Quist Wine er i dag et kompromisløst vinfirma med speciale i italienske kvalitetsvine og et fokus på autentiske vine fra små producenter, som dyrker vin af kærlighed til produktet. Det er vine, der har såvel kant som medaljer, og de stammer primært fra Piemonte, Toscana og Veneto.
    Kim Quist afholder også adskillige vinsmagninger i ægteparrets hus, hvorfra gæsterne kan nyde den fantastiske udsigt ud over Aalborg - eller tager ud til såvel private seancer som til foreninger og virksomheder.
    Når han ikke afholder smagninger, holder foredrag eller underholder med historier fra rejserne til Italien, er han som regel på jagt efter nye italienske producenter eller bistår Lene i køkkenet, når nye opskrifter hjembragt fra støvlelandet skal afprøves.
    Adresse: Quist Wine, Blegkilde Allé 8G, 9000 Aalborg, tlf.: 29 69 16 64 / 98 19 40 40, e-mail: info@quistwine.dk, www.quistwine.dk. (Opdateret 2014).