Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Kirsten Rødsgaard-Mathiesen



    Kirsten Rødsgaard-Mathiesen (f. 1961) er tv- og fotojournalist, forfatter og flersproget rejseguide.
    I 2002 flyttede hun fra Danmark til New Zealand. Det var et tilfældigt møde med ejerne af et boutique hotel i Marlborough, der åbnede hendes øjne for, at der ventede et spændende liv på den anden side af kloden.
    I første omgang bosatte hun sig i Marlborough for i et år at arbejde som manager på det lille hotel. Her mødte hun blandt andet et hav af folk fra den newzealandske vinbranche og smagte selvsagt også masser af forrygende vin. Hun blev ikke alene bidt af de liflige vine men også af hele miljøet omkring vinbranchen på New Zealand.
    I 2005 forlod Kirsten Rødsgaard-Mathiesen Marlborough til fordel for naboregionen Nelson/Tasman, der også er et kendt vinområde. I årenes løb har hendes interesse for vin resulteret i et hav af artikler og i 2014 i bogen "Passion, Pinot & Savvy", der portrætterer seksten kvindelige vinmagere og giver et godt indblik i New Zealands moderne vinindustri.
    Kirsten Rødsgaard-Mathiesen lægger ikke skjul på sin begejstring for New Zealand, der for hende er et af verdens smukkeste lande, og som hun har portrætteret i "Turen går til New Zealand" (Politikens Forlag). Den fjerde udgave af den populære rejseguide udkommer i begyndelsen af 2019.
    Ud over at skrive bøger og løse freelanceopgaver for danske og newzealandske medier består hendes primære job i dag i at arrangere ture og være rejseleder i New Zealand for både danske og internationale kunder.

    Adresse: P.O. Box 7180, Nelson Mail Centre 7042, Nelson, New Zealand, tlf.: 0064 21 074 0978 e-mail: kirstenmadfrog@xtra.co.nz, www.madfrog.dk. (Opdateret 2018).