Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

LauraWest


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Laura West (f. 1966) har læst vinavl og ønologi, og da Danmark jo ikke har nogen større vinproduktion, som en højtuddannet ønolog kan boltre sig i, har hun gjort den store vinverden til sit domæne.
    Hun blev først uddannet som eksporttekniker, og allerede dengang kom hun ind i vinens verden med praktik på Svendborg Vinkompagni og hos Weingut Reichsrat von Buhl (et af de tre store B'er i Pfalz).
    I to et halvt år opbyggede hun og drev Valdemars Slot Vinkælder på Tåsinge, men hendes mål var studiet Weinbau & Önologie på vinhøjskolen i Geisenheim ved Rhinen, og i den forbindelse var hun dels i Rumænien lige efter revolutionen - det var rædsomt, siger hun - dels arbejdede hun som studerende på Institut für Rebenzüchtung i Geisenheim for at tjene penge til studierne.
    I 1996 afsluttede hun uddannelsen. Under studiet havde hun blandt andet været i praktik på Chateau Grand Traverse i Michigan, og hendes hovedopgave handlede om vinavlen i Bolivia.
    Laura West tog tilbage til Svendborg og det nu Danisco-ejede tapperi for at kurere hjemveen, og vel kureret tog hun året efter til Göttingen for at supplere vinavlsstudiet med tropisk og subtropisk planteavl. Her blev hendes interesse for naturbevaring voldsomt skærpet.
    I 2001 udvandrede hun til Australien, da hun havde fået et job som viticulturist i Western Australia. Men den gamle virksomhed i Svendborg trak stadig, så i dag er hun halvtidsansat på samme gamle adresse, som nu hedder V&S Danmark A/S. Hun er i Danmark i 22-25 uger om året og beskæftiger sig med alle spørgsmål, der har med vinens kvalitet at gøre - alt lige fra samarbejdet med leverandørerne og transporten til håndteringen af vinen inden aftapning og proppernes kvalitet. Især filterteknologi er et altid aktuelt område i stadig udvikling, og for tiden kræver iltindhold, bag-in-box-emballering og transporten af vin i flexitanke meget forskningsarbejde.

    I september 2007 blev Laura West valgt som præsident for Performance BiB, en stor international forening, der samler vinboks-industrien og blandet andet arbejder med at sætte standarder for sektoren og hjælpe små og store producenter med at lave gode produkter tappet på bag-in-box (bib).
    Blandt andet håber foreningens medlemmer, at en god kvalitet kan ændre mange forbrugeres opfattelse af boksvine som mindre gode. – Lad være med at komme vin af dårlig kvalitet i boksene, lyder det. – Det nedsætter boksvinens omdømme.
    Hjemme i Australien har Laura West købt en lille ejendom - måske kommer der en dag gode flasker mousserende vin fra markerne.
    Adresse:
    workwest@gmail.com.