Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Ludovic Riautè



    Ludovic Riautè (f. 1972) er født og opvokset i Frankrig, hvor han efter en fireårig uddannelse på en vinskole i Orléans kom i lære som vintjenerelev hos Michelin-restauranten La Ferme de la Lande.
    Dernæst fulgte en række spændende job - blandt andet som privat vintjener for den daværende franske forsvarsminister, Francois Léotart, og som tjenerafløser i flere af Paris’s toprestauranter - heriblandt Ritz, Bristol og Celebrités.
    Ludovic Riautè har også været vintjener på krydstogtskibe i Caribien og restaurantchef hos det firestjernede hotel Le Swalibo på La Réunion - et lille fransk ø-paradis tæt på Madagascar.
    I 1997 slog han sig ned i Danmark og fik job som restaurantchef på Karoline Amalie i Silkeborg. Fem år senere gik turen til Norge, hvor han for første gang snusede til jobbet som vinimportør. Han havde nemlig fået til opgave at importere vin til hotel Bardøla Højfjelshotell - et af kun seks hoteller på norsk jord, der må have egen vinimport. Under opholdet i Norge opnåede Ludovic Riautè at blive nummer fire i Nordisk Mesterskab for Sommelierer, som blev afholdt i Stavanger i 2004.
    Vel tilbage i Danmark var han i en årrække medejer først af restaurant Piaf i Silkeborg og dernæst af brasseriet på Hotel Ferdinand i Århus, der vandt titlen som landets bedste brasserie i Den Danske Spiseguide.
    Hele to gange blev han nomineret til Danmarks bedste sommelier, før han i 2008 startede sit eget vinimportfirma, La Cave, der importerer kvalitets-vine fra Frankrig, Italien, Portugal, Spanien og Sydafrika. Drømmen er at importere vine fra endnu flere lande og at udvide med en fysisk vin- og delikatesseforretning.
    Derudover ejer Ludovic Riautè Vinspecialisten i Silkeborg og er salgsdirektør for Le Nez du Vin (vinøse duftsæt) i Skandinavien og Sydafrika.
    Gennem sin lange karriere i vinens verden har han mødt mange stjerner - heriblandt Madonna, Michael Jordan og Zinédine Zidane. Men den største stjerne af dem alle er hans hustru Elmarie, som han mødte på en vinrejse i Sydafrika. I 2009 kom parrets lille prinsesse, Chloé, til verden.
    Adresse: La Cave, Syrenvej 4, Salten, 8653 Them, tlf.: 21 43 89 33, e-mail: info@lacave.dk, www.lacave.dk. (Opdateret 2015).