Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Mads Stensgaard



    Mads Stensgaard (f. 1968) er vokset op i Hørsholm i et hjem, hvor interessen for vin var i højsædet. Første skridt på karrierevejen – efter en afsluttet eksamen som cand.oecon. fra Århus Universitet i 1994 – havde dog intet med vin at gøre. Det var et job som marketingchef hos TV Danmark, som han bestred indtil 1997. Men dernæst gik turen videre til posten som produktchef hos Vingaarden i Odense, hvor han fik ansvaret for firmaets portefølje af spiritusmærker. Året efter blev også vinmærkerne hans ansvarsområde, og siden da er hans vininteresse og -viden blevet skærpet år efter år.
    Mads Stensgaard fulgte med, da Vingaarden i 2001 blev købt af V&S Group, og i 2004 blev han udnævnt til vice president med ansvar for V&S Wine’s aktiviteter i Danmark.
    Han fulgte også med, da det franske firma Pernod Ricard købte V&S Group i 2008.
    Det samme gjorde Kjær & Sommerfeldt, Københavns ældste vinforretning, der slog dørene op i 1875. Da det blev besluttet, at forretningen skulle sælges fra, sprang Mads Stensgaard til som køber sammen med to eksterne investorer og en række ledende medarbejdere.
    Siden 2008 er det kun gået én vej for Kjær & Sommerfeldt. Og det er op. Mads Stensgaard har stået i spidsen for en total forvandling af en snart 150 år gammel virksomhed, som i dag står skarpere end nogen sinde. Passion for mennesker, vin og resultater har altid været ledestjernen. Og rækkefølgen betyder noget, derfor er der investeret massivt i udvikling af organisationen og uddannelse, sortiment, IT og nye forretningsområder.
    Mads Stensgaard tror på mennesker i bevægelse har et sjovere liv og skaber bedre resultater. Det skal være sjovt at gå på arbejde, så får man det bedste frem i folk.
    Kjær & Sommerfeldt fortsætter med at sætte ambitiøse mål, også for bæredygtighed og her derfor nu en solid bæredygtighedsstrategi, som skal eksekveres de kommende år.
    Mads Stensgaard er en travl mand, og energien til at klare dagens dont finder han blandt andet i sportens verden. Derudover plejer han familien, der består af hustruen Sus og døtrene Nanna og Cille.
    Adresse: Kjær & Sommerfeldt, Gammel Mønt 4, 1117 København K, tlf.: 70 15 65 00, e-mail: ksc@kogs.dk, www.kogs.dk. (Opdateret 2022).