Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Malene Smidt

    Malene Smidt Hertz (f. 1966) er Danmarks eneste kvindelige vinkyper, uddannet 1985-88 på Vingaarden i Odense med flere studieophold i udlandet - i det tyske Mosel, i Bordeaux (Zimmermann Graeff, Barton & Guestier, Château Lynch Bages og Château Belgrave), Oporto (Ferreira), Jerez de la Frontera (Emilio Lustau) og Bourgogne (Charles Vienot).
    Efter endt uddannelse blev hun optaget på Hotel & Restaurant Skolen i København, hvor hun gennemførte uddannelsen som hotelleder. Sideløbende fik hun i 1990 et job som "diskenspringer" hos DZ Wine i Nærum (1990), og dette var starten på hendes lynkarriere. Kun et år efter blev hun indkøber, derefter daglig leder og i 1993 administrerende direktør. Samme år modtog hun Vilh. Christiansens Æreslegat på 60.000 kr. for sin indsats i den danske vinbranche.
    Da DZ Wine i sommeren 1998 blev solgt til Troels-Smith, fulgte Malene Smidt med i købet. Sammen med Otto Christensen udviklede hun konceptet bag Vinbonden. Ni måneder efter fødtes Vinbonden, hvorefter moderen - som
    VinAvisen skrev dengang - forlod "babyen".
    I sommeren 2000 fik Malene Smidt Hertz så jobbet som direktør for Kjær & Sommerfeldt, og i løbet af kun få måneder indførte hun
    markante nyskabelser i det gamle firma: Vinbutikker i flere danske byer, opdeling af sortimentet efter vinenes karakter, en stor portefølje fra Italien og fokus på Chile som vinland. Hun forlod Kjær & Sommerfeldt i 2004 efter endnu et ejerskifte og ny strategi og erhvervede sig efterfølgende en Executive MBA og to bestyrelsesuddannelser.
    Malene Smidt Hertz har siden 2006 arbejdet som selvstændig med strategi- og forretningsudvikling uden for vinbranchen. I 2009 vendte hun tilbage på opfordring fra først TV2 (Go’Morgen Danmark) og siden EkstraBladet.
    I 2009 etablerede hun firmaet Rundt om Vin og åbnede i året efter et kontor og smagerum i Hellerup, hvorfra hun rådgiver den almindelige forbruger samt virksomheder i og uden for vinbranchen.
    Adresse: Rundt om Vin, Rygårds Alle 61, 2900 Hellerup, tlf.: 20 61 49 66, e-mail: mail@rundtomvin.dk, www.rundtomvin.dk. (Opdateret 2018).