Michael Poulsen (f. 1974) slog sit navn fast i den danske vinverden i 2004 med bogen ”En Vinpushers Kogebog”, og han har netop sendt efterfølgeren ”En Vinpushers Kogebog II” på gaden. Han påbegyndte et studium på Danmarks Journalist Højskole, men efter to år fandt han ud af, at han meget hellere ville beskæftige sig med sin hobby, vin og mad, og det har han ikke fortrudt. Studiet var dog ikke helt spildt, siden 2004 har Michael Poulsen skrevet artikler som freelance om mad og vin for en række forskellige medier som Smag og Behag, Jyllands-Posten og Where2go.
    I år 2000 gjorde han sin entré i vinbranchen, først som afdelingsleder i vinafdelingen i Magasin Århus, senere som salgsansvarlig i Bichel Vine og i dag som salgs- og marketingsansvarlig i Strobel Vinimport.
    Sideløbende med arbejdet i vinbranchen har han uddannet sig på The Wine and Spirit Education Trust i London, hvor han bestod med Higher Certificate. Han fortsatte straks efter studierne med The Diploma – en treårig uddannelse med masser af teori omkring produktion og salg af vin kombineret med praktiske eksamener i blindsmagning. The Diploma kvalificerer til at påbegynde Master of Wine-studiet.
    Cykelsporten er hans anden helt store passion – han har en lille drøm om at ende som kommentator af Tour de France.
    Privat er han gift med Camilla, og sammen har de datteren Clara Olivia.
    Adresse: Hjulbjergvej 30 B, 8270 Højbjerg, e-mail: vinpusher@sol.dk, www.vinpusher.dk.