Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Per Buhl



    Per Buhl (f. 1956) er den, der dribler den daglige bold i Laudrup Vin&Gastronomi, men den berømte fodboldspiller, der lægger navn til firmaet, er i allerhøjeste grad med i forward-spillet.
    Per Buhl og Michael Laudrup ejer hver 50 procent af firmaet, og Laudrup deltager aktivt, primært i kontakten til spanske leverandører og til store kunder i Danmark.
    Det hele begyndte, da Gitte Line og Per Buhl fandt sammen med Siw og Michael Laudrup. Begge par boede dengang i Barcelona, hvor Per Buhl arbejdede for DFDS Transport. Sammen med andre gode venner dykkede de ned i den spændende spanske vinverden, smagte, diskuterede og udvekslede erfaringer.
    Da et fodboldblad fik opsnuset Laudrups interesse for vin, begyndte spanske vinbønder og -firmaer at sende prøveflasker, og så tog interessen yderligere fart.
    I 1993 vendte Per Buhl hjem efter fem år i Spanien, og kort tid efter sendte Michael ham en palle vin fra Muga i Rioja. Mon han kunne sælge den?
    Sådan startede Laudrup Vin&Gastronomi - nærmest som en "vinklub" for private og restauranter.
    I 1996 gik Gitte Line Buhl ind i firmaet som ansvarlig for administrationen, og siden er flere kendte vinfolk kommet til. I dag har Laudrup Vin&Gastronomi tyve ansatte med hver deres spidskompetence.
    Siden år 2000 har firmaet udvidet sortimentet væsentligt til også at omfatte otte vinhuse fra Australien og knap tyve vinhuse fra New Zealand, herunder også import af øl og kildevand samt vin fra Argentina og Italien.
    Selv om Laudrup Vin&Gastronomi sælger vin fra hele verden, er og bliver firmaet Danmarks største specialist i spanske vine og delikatesser, som det primært afsætter til restauranter, hoteller, erhvervslivet og til 45 vinbutikker over hele landet. Endvidere afholder firmaet mange vin&gastronomi smagninger og vinrejser.
    I sin fritid holder Per Buhl af at spille golf, stå på ski og være far for parrets datter; Nikoline, men han får også tid til at undervise i HD Logistik/SCM på Handelshøjskolen i København.

    Adresse: Per Buhl, Laudrup Vin&Gastronomi, Mileparken 13, 2740 Skovlunde, tlf.: 44 84 80 86, fax: 44 84 81 86, mobil 24 25 04 84, e-mail: per.buhl@laudrupvin.dk, www.laudrup.dk. (Opdateret 2018).