Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

PerPallesen


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Per Pallesen (f. 1942) hævder selv, at han i vinens verden kun er amatør. Men han kunne lige så godt have kaldt sig ambassadør, for få har som han medvirket til at udbrede interessen for vin i Danmark – og gjort det med så stor en gennemslagskraft.
    Siden 1997 har han hver anden tirsdag smagt vine sammen med Tim Vollerslev og Michael Meyerheim i TV2, og på Nørrebros Teater, hvor han er direktør, arrangerer han vinsmagninger på scenen. Han holder cirka 25 vinforedrag om året og har besøgt de fleste vinproducerende lande – Australien, Chile, Californien og hele Europa.
    Sammen med Tim Vollerslev forbereder han en bog om vin, og hans bog ”Spis i det gamle Rom” sælger stadig godt. Den er oversat til norsk og udkommer på svensk i 2004.
    At han derhjemme har en velforsynet vinkælder siger sig selv. Det er jo hans hobby, siger han – en hobby, han har haft siden 1962. Så det er blevet til en del flasker og læsning om de gyldne dråber.
    Som skuespiller behøver han egentlig ikke nogen præsentation. Alle kender ham. Han er født i Aars, og efter en uddannelse til sparekasseassistent i Sparekassen Himmerland kom han i 1962 ind på Aalborg Teaters elevskole. Siden har han haft travlt. Han har medvirket i cirka 30 spillefilm og iscenesat tre af dem. Han har optrådt i næsten 150 teaterforestillinger – og iscenesat cirka 50. Han har været med i cirka 1800 tv- og radioudsendelser og iscenesat cirka 80 tv-udsendelser. Og dertil kommer revyerne – omkring 50 i tal og 40 iscenesættelser.
    Han er optaget i vinbroderskaber i Bordeaux, Bourgogne, Cahors, Armagnac og Alsace. Han er Chevalier de Confrèrie des Chevaliers du Tastevin, medlem af Ordre Mondial des Gourmets Degustateurs og æresmedlem af Fédération Cuisinier Exclusive d´Europe.
    Adresse: Nørrebros Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N, tlf.: 35 20 09 26, e-mail: per@nbt.dk.