.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Preben Mikkelsen (f. 1942) har gjort det kunststykke, som mange handelsfolk har drømt om - han har solgt køleskabe på Grønland. Det gik han i gang med lige efter soldatertiden og den højere handelseksamen, og hans kunder var de amerikanske baser. Men han solgte ikke kun køleskabe, han solgte også vin.
    Allerede under sin læretid hos købmanden i Nr. Åby på Fyn blev hans interesse vakt for de ædle dråber, når konsulenten fra vinfirmaet I.C. Teilman kom på besøg. Senere satte eventyret på Grønland ham i forbindelse med Torben Anthon, hvilket førte til et job hos Better Brands i ni år.
    I 1979 blev Preben Mikkelsen ansat hos Sigurd Müller Vinhandel i Ålborg, og her har han lige siden boltret sig som en fisk i vandet. Han har igennem årene skabt kontakter til mange udenlandske huse: Romanée-Conti, Vega-Sicilia, Beaucastel, Domaine Leflaive, Ladoucette m.fl. - huse, hvis vine den store nordjyske vinhandel i dag har eneforhandling af.
    Preben Mikkelsen deltager i mange nationale og internationale smagninger og har en bred kontakt til hotel- og restaurationssektoren. Han har også et stort pædagogisk talent. Han kan forklare og engagere, og det kommer ham til nytte i de kurser, smagninger og vinrejser, han leder.
    Han siger selv, at arbejde og fritid for ham stort set er det samme - næsten al hans tid går med vin og relaterede emner. Men han holder også af en god roman samt klassisk musik og opera. For nylig er han flyttet til sin gode veninde, Jette, i København, men han passer fortsat sit arbejde i Ålborg.
    Adresse: Preben Mikkelsen, Sigurd Müller Vinhandel A/S, Otto Mønstedsvej 2, 9200 Ålborg SV, tlf.: 98 18 50 99, fax: 98 18 81 65, e-mail: vin@smv.dk.