Roberto Lolli (f. 1964), der er direktør for Adriat Vinimport, siger selv, at det altid har ligget i kortene, at han skulle handle med vin.
    Han blev født i Napoli af mad- og vinglade forældre, men kort efter flyttede familien til København, hvor han voksede op. Han vendte dog igen og igen tilbage til Italien på lange sommerferier hos farmoderen i Abruzzerne, og her næredes hans interesse for landet og dets vine.
    I 70’erne blev Roberto Lollis forældre gode venner med ønologen Rino Moretti, der fik afgørende betydning for drengens interesse for vin. Moretti var dengang direktør for kooperativet Casal Thaulero, og han fortalte levende om fremstillingen af vin - og nærede fascinationen.
    Ansporet af Rino Moretti startede Roberto Lollis far, Ettore Lolli, i 1979 Adriat Vinimport. Fra starten blev sønnen involveret i firmaet, og som færdiguddannet korrespondent i engelsk, fransk og italiensk startede han i 1985 på fuld tid, samtidig med at han studerede til HD i udenrigshandel.
    I denne periode medvirkede han til at opbygge og ændre det brede sortiment. Store handelshuse blev skiftet ud med mindre eller middelstore producenter, der selv ejer marker, og dette betød, at en stor del af kundegruppen også blev ændret. Før bestod den af italienske restauranter og pizzeriaer, i dag omfatter den i høj grad også danske restauranter og vinhandlere. I dette arbejde var Roberto Lollis brødre, Paolo og Guido, til stor hjælp og inspiration.
    I 1995 blev Roberto Lolli direktør for firmaet, der i dag har seks ansatte, og han siger selv, at han føler sig meget priviligeret ved at kunne kombinere arbejdet med sin store interesse for vin - og samtidig kombinere italiensk og dansk kultur.
    Privat er han gift med Rikke, der er HR-konsulent i TDC, og sammen har de pigerne Laura på femten og Emma på tolv. Ferierne går, ikke overraskende, til Italien.
    Adresse: Adriat Vinimport, Solsortvej 111, 2000 Frederiksberg, tlf.: 38 86 37 47, e-mail: info@adriatvinimport.dk. (Opdateret 2011).