Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Steen Engelbrecht


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Steen Engelbrecht (f. 1945) har beriget den danske vinverden med flere fornyelser. I 1975 var han således den første, der bragte Beaujolais Nouveau til Danmark, og han startede dermed det berømte kapløb. Det skete i et samarbejde med AirFrance og Gerard Salmon, der dengang var direktør for den danske afdeling af Sopexa (det franske landbrugs afsætningsråd). Året efter blev fire racerkørere sendt afsted for at hente vinen hjem. Jack Nellemann vandt; seks flasker blev straks afleveret på Amalienborg til prins Henrik, og i de kommende år var den nye beaujolais på alles læber.
    Det var også Steen Engelbrecht, der opfandt "årets kunstnervin". Det var i 1977, og den første kunstner, han fik til at udsmykke etiketten, var Per Arnoldi. Senere fulgte blandt andet Robert Jakobsen, Egill Jacobsen, Wilhelm Freddie, Preben Hornung og Ejler Bille.
    Steen Engelbrecht var på det tidspunkt direktør for Det Franske Vinlager. Før da havde han som nybagt merkonom haft et ledende job i Karmel Vin. Og starten på hans vinøse karriere var som volontør i Illums Vinafdeling, og han indrømmer selv, at han dengang ikke vidste ret meget om vin. – Men, siger han, – så købte jeg en meter vinbøger og studerede dem flittigt.
    I perioden i Det Franske Vinlager var han medlem af bestyrelserne i Det Franske Vinråd og V.S.O.D. Og med hans iver for at udbrede kendskabet til franske vine er det blevet til intet mindre end tretten optagelser i franske vinbroderskaber.
    I 1984 forlod han Det Franske Vinlager for at blive selvstændig, og i dag trives han med sit importfirma, La Maison Sevino. Hans hjerte banker mest for Frankrig og Italien, men også de oversøiske vine har hans store bevågenhed. Endvidere er La Maison Sevino med sit agentur for Feist Port specialist i portvin med cirka 30 forskellige årgange på lager.
    Selv om Engelbrecht har været i vinbranchen siden 1965, står firmaet på ingen måde i stampe, hvilket aftaler med nye huse som Bodegas Callejo i Ribera del Duero og Stefano Farina - Piemonte & Toscana.
    Provence har i det hele taget stor bevågenhed, og Château Galoupet, Grand Cru, og Les Quartre Tour i Aix har Sevino markedsført i en del år med succes.
    Firmaet henvender sig primært til hotel- og restaurantbranchen samt til specialvinhandelen.
    La Maison Sevino har til huse i det herlige Havreholm i Nordsjælland i nogle gamle møllebygninger, og privat bor Steen Engelbrecht og hustruen Birgitte ved siden af i møllerens hus.
    Adresse: La Maison Sevino, Havreholm Møllehus, Havreholmvej 12, 3100 Hornbæk, tlf. 29 61 65 35 e-mail: steen.eh@sevino.dk., www.sevino.dk. (Opdateret 2019).