Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

B





B

Bacchus, vingud i romersk mytologi. Svarer til grækernes Dionysos, etruskernes Fufluns og fønikernes Karmis.

Bacó, forbudt vin, der fremstilles af forskellige druer af amerikansk oprindelse. Udbredt i Friuli, hvor vinstokke fra den nye verden i slutningen af 1800-tallet var det, man satsede på for at begrænse vinlusens hærgen og genopbygge vinmarkerne.
Vin kan i lovens forstand kun fremstilles ud fra diverse sorter af arten Vitis vinifera. Da Bacó fremstilles af hybrider, dvs. krydsninger mellem Vitis vinifera og andre arter af Vitis-slægten, må den ikke bære betegnelsen "vin". Men som oftest er det, der er forbudt, jo også tiltrækkende, og kommer man hos vinbønderne i Friuli, dukker der altid før eller siden en flaske af den forbudte vin op.
Bacó har en ret lav alkoholstyrke; den er syrlig og en smule bitter – en tørstslukker og en af vinverdenens kuriositeter.
Navnet er identisk med navnet på en fransk landbrugskonsulent, der beskæftigede sig med vinkrydsninger i slutningen af 1800-tallet.

Bagnoli, vindistrikt i Padova-provinsen, Veneto. DOC-loven giver hver værdighed og yder retfærdighed til Friularo eller Raboso, en italiensk indfødt drue, som ellers har levet et ydmygt liv i skyggen som volumendrue, blandingsdrue og drue til noget kradsbørstige dagligvine.
Bagnoli DOC findes som Classico, når druerne kommer fra vinmarkerne inden for grænserne af kommunen Bagnoli, Riserva, når vinen har lagret mindst to år og Vendemmia Tardiva, når vinen består af mindst 60% Friularo, som er høstet efter den 11. november.
DOC omfatter Friularo DOC, en rødvin af mindst 90% Friularo-drue, Cabernet DOC af mindst 85% Cabernet Sauvignon og/eller Cabernet Franc og/eller Carmenère, Merlot DOC af mindst 85% Merlot, Bagnoli Rosso DOC af mindst 15% Friularo, højst 60% Merlot samt højst 15% Cabernet Sauvignon og/eller Cabernet Franc og/eller Carmenère.
Bagnoli Bianco DOC består af druerne Friularo (mindst 10%), Chardonnay (mindst 30%), og Sauvignon og/eller Tocai (mindst 20%) og Bagnoli Rosato DOC af Friularo (mindst 50%), Merlot (højst 40%).
Bagnoli Spumante DOC består af Friularo (mindst 40%) og Chardonnay (mindst 20%), Bagnoli Spumante Rosato DOC af Friularo (mindst 40%) og Chardonnay (mindst 20%).
Bagnoli Friularo Passito DOC består af mindst 70% Friularo-druer. Denne sidstnævnte spændende vin fremstilles af tørrede druer og skal lagre mindst to år i små egetræsfade.
Når der har bruges så meget plads på et forholdsvis ukendt, nyere distrikt (DOC fra 1995), er det fordi, det efter så mange supertoscanere, barriquer, Merloter og Caberneter er befriende at introducere renæssancen af en vin, der har en lang, og i hvert fald lokal, glorværdig tradition bag sig.
Især den recioto-lignende, søde Vendemmia Tardiva har alle chancer for at placere sig blandt de bedste italienske dessertvine.

Barbaresco, DOCG-vin med centrum i kommunen af samme navn i Cuneo-provinsen, Piemonte. Fremstilles også i kommunerne Neive, Tresio og dele af San Rocco Seno d'Elvio.
Vinen fremstilles på basis af Nebbiolo-druen og kendetegnes ved en forholdsvis kort lagringstid, idet fire-seks år som regel er nok selv for de bedste årgange.
Loven kræver mindst to års lagring, heraf mindst ét år på fad; efter fire år har vinen ret til benævnelsen Riserva på etiketten. Barbaresco har mere gavn af flaskelagring end af fadlagring.
Vinen har længe levet i skyggen af Barolo. I realiteten er det noget vås, alt det dér med lillebror og storebror. Barbaresco besidder en elegance og en drikbarhed, der er helt unik på den italienske vinscene. Distriktet blev DOC i 1966 og – ligesom Barolo – DOCG i 1980.

Barbatella, spæd vinplante.

Barbera, Italiens næstmest udbredte drue efter Sangiovese. Druen findes mest i Norditalien, og den spiller kun en mindre rolle i Mellem- og Syditalien.
Barbera er en meget fleksibel drue, der kan give alt. Fra de syrlige pistolskud i maven til de fineste og fornemste gemmevine – man plejer at sige, at Barbera-vine kun kan blive så gode som deres vinbonde.
Druen har meget syre (dvs. frugtsyre), men meget lidt garvesyre.
Det er først i begyndelsen af 1970'erne, at man begyndte at tænke på samspillet barrique/Barbera. Siden er der kommet mange fine vine ud af det. De små fade tilføjer vinen den garvesyre, den ikke har, og fremhæver vinens frugt.

Barbera Bianca, hvid på den blå drue – hvilket naturligvis også er muligt. Man skal bare undgå, at den nypressede, lyse most forbliver i kontakt med druemassen, så har man en hvidvin af blå druer. En sådan vin fremstilles nogle få steder i Asti-provinsen som vino da tavola og er en lokal begivenhed.

Barbera d'Alba, DOC fra bakkerne omkring byen Alba i provinsen Cuneo, Piemonte. Fremstilles af druen Barbera, og diskussionen går, om den smager bedre end Barbera d'Asti – eller om det er Barbera d'Asti der løber af med palmerne. Hvad er bedst? Brunetter eller blondiner? Barbera-spørgsmålet er lige så tåbeligt. Man burde snarere fremhæve, at i Alba-distriktet er Barbera den anden drue, men Barbera i Asti-distriktet er dronningedruen. I Alba er det Nebbiolo, der dyrkes på de bedste skråninger, det er Nebbiolo, der koster mest og giver mest – både i ry og penge.
Når det er sagt, kan man måske fremhæve et mere ru karaktertræk hos Barbera d'Alba, en tendens til at smage af Barolo – baroleggiare – og en mere koncentreret frugtsmag. I store træk.
Visse Barbera d'Alba bærer markens navn på etiketten. Det er for visse vine blot en adresse, for andre er det vinmarker med en reel, objektiv kvalitet og en lang historie bag sig.
Barbera d'Alba er teknisk set en holdbar vin, men at gemme den i mere end fem år fra vinhøsten er formålsløst.

Barbera d'Asti, DOC-vin fra provinserne Asti og Alessandria i Piemonte. Mens Barbera d'Alba fremstilles af ren Barbera, kan man i Asti rette vinen op med højst 15% Freisa, Grignolino og Dolcetto. Det burde forklare Barbera d'Astis mildere væsen.
I realiteten foretrækker mange producenter at bruge ren Barbera og lade vinen lagre på barrique. Det milde forenes godt med holdbarheden.
Der er blevet afholdt det, man kalder lodrette smagninger af Barbera d'Asti, fra årene lige efter krigen til i dag med imponerende resultater, netop hvad angår gemmeværdigheden. De bedste eksemplarer klarer ti år uden problemer. De fleste Barbera d'Asti har frugten som kendetegn og smager bedst inden for fem år fra vinhøsten.
Nogle af vinene er superiore, hvilket betyder, at vinen har lagret mindst seks måneder på fad, og at den måler mindst 12,5% i alkoholstyrke.

Barbera del Monferrato, den letteste og rundeste af alle DOC-typer af Barbera. Produceres i adskillige kommuner i Alessandria-provinsen, Piemonte, på basis af ren Barbera, men loven tillader småjusteringer med Grignolino, Freisa og Dolcetto.
Fremragende som dagligvin, da den allerede er blød som ung.

Barco Reale, dvs. kongelig pavillon eller kongelig jagthytte. DOC, der anvendes til de unge Carmignano DOCG fra kommunen Firenze i Toscana. Navnet henviser til de lovvedtægter fra 1716, der formentlig var de første i Europa, og som netop begrænsede det tilladte produktionsområde for Chianti-vine til Mediciernes besiddelser, Barco Reale. Druerne er Sangiovese, Canaiolo og Cabernet.

Bardolino, by, der giver navn til både DOC-vin og vindistrikt af samme navn i provinsen Verona. Classico-delen af området er den del, der vender ud mod Gardersøen, men god Bardolino fremstilles også i resten af distriktet.
Bardolino er tørstslukkeren par excellence. Rubinrød, let bitter, frugtsaftig, harmonisk, undertiden en smule livlig – og altid tør. Minimum alkoholstyrke er 10,5%, men 11,5-12% er det normale.
En Bardolino er vellykket, når frugt, syrlighed og friskhed forenes i en delikat og rund smag. Derfor kan det godt betale sig at lede efter de bedste producenter.
Bardolino er den perfekte all-roundvin, der har sin charme og sin værdi i sin ungdom. Det var i øvrigt den første novello-vin med DOC-betegnelsen.
Mens Bardolino smager bedst inden næste vinhøst, kan Bardolino novello holde et par år, og faktisk bliver den bedre i løbet af de første fire-seks måneder efter frigivelsen, som tidligst sker den 6. november i høståret.
Både Bardolino og den lyserøde udgave Chiaretto bør nydes afkølet.

Barolo, siden 1980 et DOCG-område omkring byen Barolo i Cuneo-provinsen i Piemonte. Vinen fremstilles udelukkende af Nebbiolo-druer, der i sine diverse typer (michet, lampia og rosé) dyrkes i de velegnede vinmarker (mellem 250 og 450 over havet).
Vinen kan først frigives til salg tre år efter den første januar i året efter vinhøsten. Efter fem år kan den bære betegnelsen Riserva på etiketten. Den minimale tilladte alkoholstyrke er 13%.
Nøgleordet i Barolo-vinen er tanninerne. De er troldmandens lærlinge, for lykkes det producenten at tæmme syren og balancere den med en tilsvarende portion frugt, så lever Barolo op til sloganet kongernes vin, vinenes konge. Lykkes det ikke, er pengene bedre anbragt andetsteds i vinverdenen. Vejen til balancen går via streng udvælgelse af de bedste druer, god beliggenhed af vinmarken, lav udnyttelse af druerne, dvs. kun lettere presning, og ekstrem omhu med hygiejnen under fremstilling og lagring. Det er regler, der gælder for alle vine i verden, men for Barolos vedkommende er det enten/eller. Det er regler, som fordyrer vinens salgspris.
I et lille distrikt, hvor produktionen er begrænset og efterspørgslen høj, er det derfor allervigtigst at gøre sig fortrolig med tre elementer, som er producentens navn, årgang og kommune. Vinen Barolo kan produceres i de følgende kommuner: Barolo, La Morra, Serralunga, Castiglione Falletto, Monforte og Verduno samt dele af kommunerne Cherasco, Diano, Grinzane Cavour, Novello og Roddi.
Det helt store debat-emne er, om vinen har ændret karakter. I gamle dage var langt mellem snapsene, men til gengæld kunne man opleve vine, hvis mage ikke fandtes i vinverdenen. Her taler vi om Barolo af gode producenter i årgangene 1949, 1958, 1961, 1964, 1971 og 1978. De moderne Barolo er renere og mere træfsikre, men levetiden er også kortere.
Er dette prisen, distriktet skal betale for vinens verdensomspændende succes? Tilsyneladende. Men det har ikke altid været sån. Denne vins hovedkarakter er bouqueten, der gør den anderledes end alle de andre vine. Dernæst er det alkoholstyrken og syreniveauet, der gør den velegnet til langtidslagring. Sådan skrev Lorenzo Fantini omkring år 1900, og sådan kunne vi også skrive i dag.
Men før vi fordyber os i distriktets geografi og geologi, så lad os droppe debatten om den ideelle Barolo, lad os droppe al snak om typicitet. Et tilstrækkeligt antal smagninger vil bevise, at der ikke er noget, som hedder typisk Barolo, men til gengæld flere idealmodeller for Baroloens typicitet. Dette er ikke blot platonisk filosofi eller et forsøg på at bortforklare en uensartethed. Derimod er det et redskab for bedre at kunne navigere og bedre nyde Baroloens sande væsen.
Først da kan vi snakke om distriktets jordbundsforhold, som stammer fra tertiærtiden og kan opdeles næsten diagonalt fra Gallo Grinzane i nord til Novello i syd. Vest for denne linje har vi geologiske strukturer, som kaldes tortoniano, mens de østfor benævnes elveziano.
Tortoniano-vine kendetegnes af elegance, medium krop og medium alkoholstyrke samt en dyb, kompleks bouquet. La Morra-vine, kan man sige med en ikke helt skæv generalisering.
Elveziano-vine er noget strengere, mere garvesyreholdige, mere alkoholrige og mere holdbare. Det er Barolo fra Serralunga, Castiglione Falletto og Monforte.
Allerede dette fortæller os, at der findes Barolo til enhver smag. I Barolo opnås en stor variation selv i et virkeligt lille distrikt.
Alle Barolo fremstilles som nævnt på basis af én drue, Nebbiolo.
Nebbiolo findes i tre varianter: Nebbiolo rosé, Nebbiolo lampia og Nebbiolo michet. Iblanding af most eller druer fra andre distrikter er forbudt.
Landejendommene er ekstremt opdelte i parceller. Store, kendte navne ejer ikke mere end 3-5 hektar jord, som ofte er spredt ud over flere jordlodder.
Som nævnt er den obligatoriske lagringstid hos producenten tre år og og efter yderligere to års lagring kan Barolo kaldes Riserva.
Indførelsen af DOCG i 1980 medførte en del forbedringer både på vinmarken og i kælderen med bedre temperaturkontrol, hygiejne og nye fade. Sønnerne og døtrene af de klassiske producenter er kommet tilbage fra vinhøjskolerne med nye ideer og fornyet entusiasme for distriktets vine og historie.
I dag finder vi i Barolo forskellige stilarter, ja, man kan sige, at der eksisterer to forskellige blokke: traditionalisterne og fornyerne. Det er ikke noget, man går rundt og skilter med, naturligvis. Mange producenter har været hurtige til at tilpasse deres vin til markedet, andre påtvinger markedet deres stil. Der er plads til begge stilarter.
Der er i Barolo sket noget af det samme som i Chianti. Mange producenter er holdt op med at sælge druer til de store negociant-huse og er startet for sig selv. Ligeledes er der mange, som sværger til cru-teorien og mener, at de bedste Barolo kommer fra bestemte vinmarker, vinmarker der historisk er kendt for deres gunstige beliggenhed og for kvaliteten af de druer, de producerer.
Andre foretrækker at præsentere en blandings-barolo, som udtryk for det bedste af det bedste distriktet som helhed kan præstere. Det kan ses som værende at gøre en dyd ud af nødvendighed, der er opstået som følge af den historiske situation med den udprægede opdeling i parceller i distriktet, men det kan også have at gøre med den dominerende rolle, som de store negociant-huse har spillet frem til 1984, og som de – til dels – fortsat spiller.

Barrique, 225 liters træfad til lagring af vin. Fransk udtryk der, ligesom fadene, bruges i Italien.

Barile, fad – som regel af ege- eller kastanjetræ – der indeholder mellem 2500 og 5000 liter.

Basilicata, en af Italiens 20 regioner, der frem til 1100-tallet hed Lucania. Fascismen genoptog det romerske navn Lucania, men efter krigen blev navnet atter Basilicata.
Det er i denne afsides region, at man har fundet de første spor af vindyrkning i Italien. Og det er ikke sol, der mangler, selv om regionen tempereres af en barsk, bjergrig natur og af temperaturer, der hører til blandt de koldeste i Italien. Der kan være lige så koldt her som i provinsen Bolzano i Sydtyrol.
Basilicatas hoveddrue, Aglianico, høstes lige så sent som Nebbiolo i Piemonte, og vinen Aglianico skal lagre lige så lang tid som Brunello – fem år – hvis den skal kunne betegnes riserva.
Aglianico er en italienisering af (h)ellenikós, dvs. græsk. Det er regionens eneste DOC, og den har hjemme på skråningerne af vulkanen Vulture.
I distriktet dyrkes også en meget fin Moscato. Klima og jordbund er velegnet til mange grønne druesorter, og dem er man begyndt at plante og eksperimentere med for at variere regionens vinudbud.

Belice, DOC-distrikt på Sicilien.

Bellone, grøn drue, udbredt i Latium. Indgår i Frascati og andre lokale DOC-hvidvine.

Bianco, hvid.

Bianco Capena, DOC-hvidvin fra kommunen Capena og dele af Rom-provinsen i Latium. Tør, let aromatisk, strågul vin på mindst 11% i alkoholstyrke. Fremstilles af druerne Malvasia, evt. suppleret med druerne Bellone og Bombino. Kan også fremstilles som halvtør/halvsød. Når alkoholstyrken måler 12%, er vinen superiore.

Bianco d'Alessano, hvidvin, der produceres i Lecce-provinsen i Apulien af druen af samme navn suppleret med små andele af Verdeca.

Bianco d'Arquata, underområde af Montefalco Bianco DOC, der fremstilles i kommunerne Bevagna og Arquata i provinsen Perugia af druerne Grechetto (mindst 50%) og Trebbiano (20-25%) og andre lokale druer, typisk Chardonnay og Talvasia.

Bianco di Custoza, DOC-hvidvin fra den sydlige del af Gardasøen fra det samme distrikt som Bardolino DOC, men af grønne druer som Trebbiano, Garganega, Tocai, Cortese, Malvasia Toscana, Riesling Italico, Pinot Bianco og Chardonnay. En saftig og tør, let krydret og aromatisk vin med en sprød, tiltalende let bitter finish. Mindst alkoholstyrke er 11%. Bør drikkes ung. Fremstilles også som mousserende DOC.

Bianco di Pitigliano, DOC-hvidvin med spændende karakter fra distriktet, der strækker sig fra bredden af Bolsena-søen og nordpå til de etruskiske bakker omkring landsbyen Pitigliano i provinsen Grosseto, Toscana. Vinen fremstilles af Trebbiano, Greco og Malvasia samt små andele Sauvignon, Chardonnay, Pinot Bianco og Riesling Italico.
Bianco di Pitigliano byder på krydderi og et meget gunstigt forhold mellem pris og kvalitet. Mindst alkoholstyrke er 11%, men der findes også en superiore på minimum 12%.
Byen Pitigliano er også kendt som Lille Jerusalem pga. sin jødiske ghetto og den gæstfrihed, byen mødte jøderne med allerede i middelalderen.

Bianco Pisano San Torpé, DOC-hvidvin fra provinsen Pisa og dele af provinsen Livorno i Toscana. Tør, krydret, med fin aroma og personlig smagsprofil fremstillet af Trebbiano og med mindst alkoholstyrke på 11%. Af samme drue fremstilles en Vin Santo DOC på 16%, som har en obligatorisk lagringsperiode på fire år.

Bicchiere, glas, vinglas, drikkeglas.

Biologico, økologisk, et ord, der bruges vin fremstillet på økologisk dyrkede druer. På bagetiketten står der biologico, agricoltura biologica, uve biologiche eller noget i den stil.
De fleste biologico-vine certificeres af AIAB (Associazione Italiana Agricoltura Biologica) – den italienske organisation for økologiske landbrugere – og/eller af frivillige sammenslutninger som Suolo & Salute, Demetra, Ecocert og andre med regionale interesser, fx AMAB for vine fra regionen Marche. Alle disse organisationer er private og EU-godkendte.
Alt bør fremgå af (bag)etiketten. Det, der ikke fremgår af etiketten, er de forskellige parametre, som organisationerne tager i brug for at vurdere, om en vin kan siges at stamme fra økologiske dyrkede druer. Så økologisk er ikke altid lige økologisk – også fordi det italienske klima ikke er det samme i Alperne som på Sicilien. Det gælder fx, hvor mange gange man må sprøjte om året, hvad der er maksimum for tilsætning af svovldioxid, osv. Her er det ikke så meget spørgsmål om love eller vedtægter, men om hvor samvittighedsfuld og dygtig den enkelte vinbonde er.
Mærket biologico eller økologisk er ikke en garanti for, at varen smager godt – det gælder for den danske gulerod lige så vel som for den italienske vin. Der er i øvrigt mange italienske vinproducenter, der arbejder rent, dvs. med stor respekt for naturen, med lavt udbytte, minimal eller ingen anvendelse af pesticider og minimal tilsætning af svovldioxid. For de fleste vinproducenter er det faktisk den eneste måde at lave vin på, men de ville aldrig drømme om at skrive det på en etiket eller melde sig ind i en forening af den grund.
Den italienske økologibevægelse findes og vokser fra år til år, men den fysiske nærhed – der ofte er et personligt bekendtskab – mellem forbrugeren og producenten, især uden for storbyerne, gør kravet om og behovet for økologisk identifikation mindre presserende. Det samme gælder en fælles statsgaranteret mærkning.
Landbrugsministeriet fører kun tilsyn med de vingodser, der ønsker at stille om til økologisk landbrug. Der er en observations-periode på mindst tre år, og på etiketten må der i den periode angives in conversione biologica.

Blanc de blancs, fransk udtryk for hvidvin lavet udelukkende på grønne druer.
Anvendes på nogle italienske mousserende vine.

Boca, DOC-distriktet omkring landsbyen af samme navn i det nordlige Piemonte, provinsen Novara. Vinen fremstilles af druerne Nebbiolo, Vespolina og Bonarda Novarese. Mindst lagringstid er tre år og mindst alkoholstyrke 12%.

Bolgheri, vindistrikt i Toscana, der i løbet af de sidste tyve år er blevet et af Italiens berømteste. Vingården San Guido er Sassicaias hjemsted, og i kølvandet på denne vins internationale succes er Bolgheri blevet regulær DOC, hvor mange og gode producenter har bosat sig. I Bolgheri har følgende vine DOC:
Bianco DOC af Trebbiano Toscana, Vermentino, Sauvignon samt højst 30% andre grønne druer. Vermentino DOC af mindst 85% vermentino.
Sauvignon DOC af mindst 85% Sauvignon.
Rosso DOC og Rosato DOC af Cabernet Sauvignon, Merlot og Sangiovese samt højst 30% af andre blå druer. Vinsanto af samme druer som Rosso DOC.
Vin Santo Occhio di Pernice DOC er af en særlig lyserød farve (occhio di pernice, farve som agerhønens øje).
Endvidere findes Sassicaia DOC af mindst 80% Cabernet Sauvignon samt andre blå druer.

Bonarda, blå drue, som har sit naturlige habitat i Norditalien, især i Piemontes nordlige provinser, Novara og Vercelli, i Lombardiets Oltrepó Pavese og i Emilia Romagnas Colli Piacentini. I Novara og Vercelli kaldes den også Uva Rara.

Bordolese, Bordeauxflaske, der indeholder 0,75 liter.

Bosco Eliceo, DOC i det sandholdige fladland mellem provinserne Ferrara og Ravenna i Emilia Romagna.
Foruden den hvide Fortana DOC af mindst 85% Fortana-drue fremstilles der også en Merlot DOC af mindst 85% Merlot, en Sauvignon DOC af mindst 85% Sauvignon og endelig en Bianco DOC af Trebbiano, Sauvignon og Malvasia. Både Fortana, Sauvignon og Bianco kan tillige fremstilles som frizzante.

Bottaio, bødker.

Botte, fad, tønde.

Bottega, af græsk apoteka. I vinsammenhæng en mindre, velassorteret vinhandel – tit med udskænkning.

Botticino, rød DOC fra provinsen Brescia i Lombardiet. Fremstilles af den sælsomme kombination af Barbera, Marzemino, Schiava og Sangiovese.

Bottiglia, flaske.

Bouquet, vinens duft. De duftelementer, der kan tydes i en vin.

Bovale, blå drue, som dyrkes på Sardinien. Kendes også under navnet Moraiola Maggiore eller Bovale di Spagna (dvs. fra Spanien), hvor vinen stammer fra. Druen giver en blød, tør let krydret rødvin af medium krop, der tåler en moderat lagring.

Brachetto, et blåt sidestykke til den grønne drue, Moscato. Vinen er rød, let perlende, sød med en vis frugtsyre og en tiltalende, karakteristisk duft af moskus. Modevin i Italien, men en mode, som er til at forstå.
Vinen fås frizzante, altså let perlende, eller decideret mousserende – frizzante-udgaven er at foretrække. Brachetto er DOC i hele Piemonte og DOCG i Acqui-distriktet.
Brachetto bør drikkes ung og kølig, helst solo, som energitilskud oven på strabadser af enhver art ... Findes også som passito.

Bramaterra, Nebbiolo-baseret DOC-rødvin fra den nordlige del af Piemonte, provinsen Vercelli, med mindst alkoholstyrke på 12% og obligatorisk krav om to års lagring. Efter tre år er vinen riserva. Dette er en traditionel vin på grund af dens strenge og lukkede karakter, som kræver nogle år for at åbne sig.

Breganze, DOC-distrikt i provinsen Vicenza, Veneto.

Bricco eller bric, piemontesisk betegnelse for en vinmark på toppen af en bakke, hvor forholdene med sol, varme, lys og hældning er optimale. Dvs. tit den bedste vinmark.

Brillante, krystalklar, meget lys, funklende.

Brindisi, by og provins i Apulien og navnet på en DOC-rødvin. Nogle mener, at navnet betyder Skål!, og det kommer af det tyske "Brings dir". Andre mener, at navnet stammer fra middelalderbyen Brindis, hvor korsfarerne drak et sidste farvelglas, inden de sejlede af til Palæstina: "Fare Brindisi", dvs. at gøre som i Brindis.
DOC-rødvinen, der fremstilles af Negroamaro- og Malvasia-druer, er robust, kraftig og holdbar.

Brunello di Montalcino, appellation i Toscana (se også under Montalcino). For blot 30 år siden var der registreret knapt 100 producenter, og kun et fåtal af dem aftappede deres vine. I dag er situationen helt anderledes. Der er 200 producenter, hvoraf de 134 selv aftapper deres egne vine.
De fleste er det, man i Californien kalder boutique wineries, små- eller mini-producenter. Måske ligger heri en af distriktets nøgler til kvalitet: lidt men godt. En kvalitetsbalance der også tjener som sammenligningsgrundlag for de store i distriktet og ansporer dem til hele tiden at fremstille bedre vine. Distriktets kolos, Castello Banfi kan alene producere halvdelen af DOCG Brunello vine.
Produktionerne er små, efterspørgslen er stor, så priserne er høje. Og hvis skyld er det så? Læsernes, forbrugernes. Kast Jer over Lambrusco eller Sangiovese di Romagna, og I vil se Brunellos priser rasle ned. Ikke lige med det samme dog, Brunello har et godt fodfæste ikke blot i Italien men især i Schweiz, Tyskland, USA og Japan. Og produktionen er stadigvæk langt lavere end efterspørgslen.

Brut, fransk betegnelse for tør mousserende vin. Bruges også i Italien.

Bulk, salg af vin i store partier til aftapning hos modtageren.