C

Cabernet, fransk drue. På et tidspunkt påstod toscanske producenter, at Cabernet var kommet til Bordeaux fra Italien sammen med de romerske legionærer. De henviste til navnet Biturica, som foruden at indgå i den toscanske klassifikation Predicato di Biturica også optræder i klassiske, romerske tekster om det galliske folk.
Den kolde kendsgerning er imidlertid, at Cabernet er en fremmed drue i Italien. Men hvor fremmed skal man være for at blive betragtet som fremmed? Huguenotterne flygtede fra Frankrig til Danmark midt i 1600-tallet? Er de stadig fremmede? Cabernet "flygtede" til Italien på et tidspunkt i middelalderen. Den blev kaldt Uva Francesca uden skelen til, om det var Cabernet Sauvignon eller Cabernet Franc. Langt op i tiden var ordet Cabernet næsten synonymt med Cabernet Franc.
Det var først fra midt i 1970erne, at de italienske producenter begyndte at lære denne drue at kende. Indtil da var Cabernet mest kendt i den nordøstlige del af Italien. Vine som San Zeno, Venegazzú, San Leonardo, I Quattro Vicariati, San Michele, Fojaneghe, Costozza og ganske få andre var toppen af, hvad Italien kunne præstere af Cabernet alene eller sammen med Merlot.
I dag producerer Italien verdensvine på basis af Cabernet, ren eller blandet med Sangiovese, Merlot, Nebbiolo eller hvad man nu har lyst til at blande den med.
Italienere kan påstå, at enhver idiot kan lave god vin af Cabernet Sauvignon – blot han har penge nok. Udsagnet er lidet flatterende, men det gemmer i sig et gran af sandhed. Italienerne kigger på salgsteknikker og fortsætter rask væk med deres cabernetisering af landet.
Heldigvis er der som altid i Italien mod-tendenser, og landet har for mange druetyper og for mange kreative anarkistiske hoveder til, at Cabernet-druen kan få det totale overtag.

Cacc e Mitte, DOC-vin, som fremstilles af mindst 35% Uva di Troia samt Malvasia Toscana, Trebbiano, Sangiovese, Montepulciano og Malvasia Nera. Rubinrød allround-vin fra Lucera i Foggia-provinsen. Navnet Cacc e Mitte betyder "skub ud og put ind", og det er der tre forklaringer på:
Den første henviser til vinens hurtige tilblivelse – man er ikke engang færdig med at hælde druerne i fadene, før man begynder at aftappe vinen.
Den anden henviser til palmento, som er det rum, hvor vinpressen stod i gamle dage. Vinbønderne lejede lokalet for en dag – eller den tid det tog at presse druerne – hvorefter de kørte mosten væk og overlod lokalet til den næste vinbonde.
Den tredje er i familie med den første, hæld og drik, og faktisk er Cacc e Mitte en vin, der smager bedst, når den er helt ung og frisk.

Cagnina, lokalt navn for druen Canaiolo i provinsen Forlí i Emilia Romagna. Formodentlig en klon med fin duft og pæn syrlighed.
I provinsen Forlí fås også en rødvin, der er sød, frugtrig og har en pæn syre – tit en anelse frizzante.

Calabrien, Italiens tå, en af landets 20 regioner. Afstanden fra de europæiske markeder og regionens noget tilbagestående økonomi har altid forhindret et dybere kendskab til landsdelens generøse vine. I antikken var Calabrien en del af Magna Grecia, Storgrækenland, og arven herfra lever fortsat i regionens kultur og landskab – og især i vinene med druer som Greco (græsk) og Mantonico (af græsk mantikós, der fremmer evnen til at spå).
Calabriens mest kendte vin er nok Cirò, en DOC fra byen af samme navn – i antikken kendt som Kremissa. Vinen herfra blev skænket til vinderne af de olympiske lege. Traditionen blev genoplivet af det italienske hold i Mexico i 1968.
Der findes også andre DOC-vine, selv om de sjældent ses på vore breddegrader: Bivongi DOC fra kommunen af samme navn i Reggio Calabria-provinsen og kommunen Guard'Avallo i Catanzaro-provinsen.
Donnici DOC – rød eller rosé – kommer fra kommunen Cosenza, mens kommunen Lamezia i Catanzaro-provinsen giver navn til seks forskellige vine. Det er Bianco DOC af hovedsageligt Greco med Trebbiano Toscano og Malvasia, Rosso DOC af Nerello, Gaglioppo, Greco og Marsigliana Nera. Lamezia Rosso DOC findes også som riserva efter ét års lagring og som novello. Rosato DOC fremstilles af samme druer. Der står Greco DOC på etiketten, når der indgår mindst 85% Greco-drue i vinen.
Stadig i Catanzaro-provinsen finder vi Melissa DOC – en vino bianco af Greco, Trebbiano og Malvasia, en rosso af druerne Gaglioppo, Greco Nero, Greco Bianco, Trebbiano og Malvasia.
Melissa-vinene spås en god fremtid med deres smag og deres minimum-alkoholstyrke på 12,5%. Superiore-typen indeholder mindst 13% og har lagret mindst to år.
Fra bjerget Pollino tager en anden DOC-vin fra Cosenza-provinsen sit navn. Det er Pollino DOC – en rødvin på mindst 12%. Er procenten mindst 12,5% og lagringen mindst to år, må vinen bære betegnelsen superiore. Druerne er Gaglioppo, Greco Nero, Malvasia Bianca og Guarnaccia Bianca.
Nogenlunde de samme druer indgår i DOC-vinen San Vito di Luzzi fra Cosenza-provinsen, der er en Rosso DOC af Gaglioppo og lidt Sangiovese, en Bianco DOC af Malvasia og Greco Bianco og endelig en Rosato DOC af samme druer som rødvinen.
I kommunerne Crotone og Cutro i Catanzaro-provinsen har vi SantAnna di Isola di Capo Rizzuto DOC, både som rød og rosé. Druerne er Gaglioppo, Nocera, Nerello, Malvasia Nera, Malvasia Bianca og Greco. Samme druer plus lidt Sangiovese og Pecorino indgår i den interessante Savuto DOC fra Cosenza- og Catanzaro-provinserne. Vinen er fyldig, saftig og tør. Der findes en superioretype, der har 12,5% i alkoholstyrke og mindst to års lagring bag sig.
I Catanzaro-provinsen fremstilles en Scavigna DOC i typerne: Bianco DOC af Trebbiano, Chardonnay og Greco, Rosso DOC af Gaglioppo og Nerello og Rosato DOC af samme druer som den røde.
Afslutningsvis produceres der i Cosenza-provinsen en Verbicaro DOC i typerne Bianco DOC af Greco, Malvasia og Guarnaccia Bianca og Rosso DOC af Gaglioppo – lokalt også kaldet Guarnaccia nera – Greco Nero, Malvasia Bianca, Guarnaccia Bianca, og Greco. Hvis vinen har lagret mindst tre år og har mindst 12,5% i alkoholstyrke, kan den sælges som riserva. Der fremstilles en rosévin af samme druer som den røde.
Officielt lyder det af mange vine, men i realiteten er det få huse, der tegner Calabriens vinproduktion. Traditionen er stærk i Calabrien, og nyheder vinder kun langsomt indpas, men når rødvinene er godt fremstillet, er de både spændende og vine og god valuta for pengene.
Regionens hoveddrue, Gaglioppo, er en af Italiens mest interessante at arbejde med. Den oprindelse er formodentlig græsk, og dens sandsynlige slægtskab med Aglianico og Nebbiolo er et fingerpeg om, at vi fra Calabrien kan forvente store, klassiske vine, når engang flere af regionens producenter vælger kvalitetsvejen.

Calcare, kalkstensjord.

Calcareo, kalkholdig.

Calcareo-argilloso, kalkholdig, leret jord.

Caldaro, Lago di, det italienske navn for søen, der på tysk hedder Kalterersee. Og navnet på en DOC-rødvin af Schiavadruen, evt. suppleret med Pinot Nero og Lagrein. Produceres i tolv forskellige kommuner omkring øen ved Bolzano i Alto Adige. Ni af de centrale kommuner udgør det ældste område, hvor vinene kan klassificeres som Classico.
Det er en rubinrød og forholdsvis let vin, som, når den har nået en alkoholstyrke på mindst 11,5%, kan kaldes Scelto.
Da hele området er tosproget med tysk som modersmål, finder vi også etiketter med de tilsvarende tyske definitioner: Kalterersee, Klassisch, Klassisches Ursprungsgebiet og Auslese og Südtiroler i stedet for Alto Adige.

Caldo, "varm", rund, fyldig.

Campanien, en af Italiens 20 regioner, som de gamle romere kaldte Campania Felix, dvs. det frodige Campanien.
Grækernes "nye by", Neapolis (Napoli), og dens omegn med byerne Pompeji, Capri, Herculanum og Resina kunne byde på næsten lige så stor rigdom som Rom – og et langt mildere klima.
Indtil for nylig var det kun vin-minderne, Campanien levede på – Falernum og Caecubo, antikkens absolut største vine. I de sidste 20-25 år har et væld af nye firmaer dog bragt vine til torvs fra Campanien, både DOC og bordvine, og det til vinelskernes opmærksomhed verden rundt. I dag er det umuligt at ridse en profil af den italienske vinelite op uden at tage Campanien-vinene med.
Vi starter med de officielle DOC og faktisk med DOCG'en Taurasi. Vinen stammer fra DOCG-området i kommunen Taurasi i den bjergrige Avellino-provins. Gennem lang tid var det kun huset Mastroberardino, der producerede denne vin, men i dag er der flere gode om budet. Hoveddruen er Aglianico, som kan ledsages af højst 15% andre blå druer. Det er en vin, der ikke blegner ved siden af de store Barolo og Barbaresco – den har et lige så stort lagrings-potentiale og skal have tilbragt tre år på fad og flaske, før den må frigives. Hvis alkoholstyrken er mindst 12,5% og lagringen mindst fire år, kan vinen kaldes riserva. Det er den fødte vin til ovnstegte kødretter.
Ligesom i andre regioner lugter DOC-tildelingerne i Campanien mere af EU-rationaliseringsbehov end af gode druer, men i det mindste har mange af regionens nye DOC'er været med til at puste nyt liv i de hæderkronede lokale vintraditioner. Det gælder fx Taburno DOC, der stammer fra foden af Taburno-bjerget i Benevento-provinsen. Her er der herlige hvide druer som hvide Falanghina, Greco og Coda di Volpe (rævehale), som benytter sig af loven som et springbræt i sin stræben mod en altid bedre produktion og eksport til det øvrige Italien og til udenlandske markeder. Så hvis en af druerne indgår med mindst 85% i den pågældende vin, har vi hvide vine med karakter og stil under etiketterne Taburno Falanghina DOC, Taburno Greco DOC og Taburno Coda di Volpe.
Coda di Volpe og Falanghina er også udmærkede til fremstilling af mousserende vin, og her er Taburno Spumante også en DOC.
Nærmere vor drikkestil er de røde Taburno Rosso Aglianico DOC af mindst 85% Aglianico og Taburno Piedirosso DOC af mindst 85% Piedirosso/Pere Palummo. Aglianico fås også som Rosé DOC og Novello DOC. Riserva-udgaven skal have lagret i mindst tre år og have en alkoholstyrke på mindst 12,5%.
En anden vin er Asprinio di Aversa DOC, engang berømt fordi det var den eneste vin, der passede til pizza ... Vinen kommer fra kommunerne omkring Aversa i Caserta- og Napoli-provinserne. Vinen findes også som mousserende, og hvis der står "alberata" eller "vigneti ad alberata" på etiketten, betyder det, at druerne dyrkes på vinstokke, der vokser lodret opad ligesom træer og bliver 3-4 meter høje.
De samme druer, som vi så i Taburno, optræder i Campi Flegrei DOC beliggende i Napolis umiddelbare opland og på øen Procida. Capri Bianco DOC og Capri Rosso DOC benytter sig af de samme druer. I den hvide ledsages Falanghina og Greco af Biancolella, i den røde er det Piedirosso der står for vinen, enten alene eller sammen med små procentdele af andre lokale blå druer.
Piedirosso – traditionelt også kaldet duefod (på napolitansk: per e palummo) – er også hoveddrue i Costa d'Amalfi Rosso DOC i Salerno-provinsen.
Underområder, der også kan optræde på etiketterne, er Ravello og Furore, når druerne stammer fra disse to berømte landsbyer. Falanghina og Biancolella står for den hvide Costa d'Amalfi Bianco DOC.
Den nyere DOC i Salerno-provinsen er Castel San Lorenzo, som anvender nordlige druer som Barbera og Sangiovese til rødvine, rosévine og riserva-udgaver. Området er interessant på grund af sine fine Moscato-vine, Moscato DOC og Moscato Spumante DOC. De hvide er mere ordinære og fremstilles af Trebbiano Toscano og Malvasia Bianca.
Det bakkede område bag byen Salerno hedder Cilento, og det giver navn til nogle DOC-vine, som er Rosso DOC af Aglianico, Piedirosso og Barbera, Rosato DOC af Sangiovese, Aglianico og Primitivo og Aglianico DOC af mindst 85% Aglianico. Den hvide Bianco DOC fremstilles af Fiano, Trebbiano, Malvasia og Greco.
Det antikke Falerno-vinområde i Casertaprovinsen er sammenfaldende med den moderne Falerno del Massico DOC. Den hvide DOC Bianco fremstilles af Falanghina-druen. Den røde Rosso DOC af en spændende sammensætning af Aglianico, Piedirosso, Primotivo og Barbera, som efter to års lagring er riserva. Hvis primotivodruen optræder med mindst 85%, har vi en Falerno del Massico Primotivo DOC, hvor resten udgøres af Aglianico, Piedirosso og Barbera.
De gamle romere gav druen Fiano navnet Apianum, dvs. Biernes Vin. Druen, der er så sød, at den tiltrækker bier, stammer fra kommunen Fiano i Avellino-provinsen. Fiano-druen enten alene eller sammen med Greco, Coda di Volpe og Trebbiano er ansvarlig for denne hvide vin, der lagrer godt og efterhånden er en klassiker blandt de gode italienske hvidvine. Fra samme distrikt har vi en lige så fyldig og holdbar Greco di Tufo DOC af druerne Greco og Coda di Volpe. Vinen findes også som Spumante DOC.
De gode vine fra Guardia Sanframondi er DOC enten under deres eget navn eller under navnet Guardiolo Rosso DOC. Vi er i bakkerne nord for byen Benevento i provinsen af samme navn. Den mest interessante af disse DOC er nok Guardiolo Rosso af mindst 80% Sangiovese-drue. Noget af en overraskelse at finde den toscanske Sangiovese her, og også vinen er en overraskelse. Tør, velafbalanceret, lidt streng som ung, men fløjlsagtig og efter to års lagring og med mindst 12,5% i alkoholstyrke en meget fyldig riserva.
Andre Guardiolo DOC er Rosso DOC og Rosato DOC også med 80% Sangiovese og Aglianico DOC med mindst 90% Aglianico-drue. De hvide fremstilles af Malvasia di Candia og Falanghina for Bianco DOC, mindst 90% Falanghina for Falanghina DOC og samme mængde af samme drue for Spumante DOC.
De moderne DOC bekræfter tit det, som traditionen har overleveret, og vinene fra Ischia har altid været berømte. Nu er der sat system bag Ischia Bianco DOC af druerne Forastera og Biancolella og en Bianco Spumante DOC af samme druer.
Ischia Rosso DOC fremstilles af Guarnaccia og Per e Palummo, og hvis denne sidstnævnte skønne drue udgør mindst 85% af vinen, kan den kaldes Per e Palummo Ischia DOC. Hvis druen høstes sent, eller hvis druerne lægges til tørring, før de bliver presset, har vi den sjældne Per e Palummo Passito Ischia DOC på 14,5% alkoholstyrke – en sød dessertvin, der er værd at lede efter, da den inde i sin sødme indeholder et strejf af bitter saftighed. Hvide Ischia DOC er Forastera DOC og Biancolella DOC af mindst 85% af de respektive druer.
Bakkeområdet omkring Sorrento har også sin egen DOC, Penisola Sorrentina DOC. Druerne er Forastera og Biancolella i den hvide og i den gode Per e Palummo – og Aglianico og/eller Sciascinoso i den røde.
Penisola Sorrentina DOC-loven omfatter også, hvad der engang var en skattet specialitet: De røde, lette, perlende og noget halvtørre vine fra omegnen af landsbyerne Gragnano og Lettere.
I Beneventoprovinsen finder vi også en DOC, SantAgata dei Goti (goternes St. Agata). Det er en meget omfattende DOC, der anvender de sædvanlige druer, Falanghina og Greco i de hvide og Aglianico og Per e Palummo i de røde. En interessant vin er den hvide, søde Falanghina Passito DOC, en dessertvin af tørrede druer.
Stadig i Benevento-provinsen finder vi den gode Solopaca DOC, hvor den hvide er af Trebbiano, Falanghina, Coda di Volpe og Malvasia, mens den røde og roséen er af Sangiovese, Aglianico, Piedirosso og Sciascinoso. Falanghina-druen som her giver DOC-vine, kan også anvendes til en Spumante DOC. Den røde Solopaca er en vin, der burde finde flere liebhavere her i de nordiske markeder, da kombinationen Sangiovese og Aglianico ved lagring giver tørre, harmoniske og fløjlsagtige, robuste vine.
På skråningerne og ved foden af vulkanen Vesuv er der i umindelige tider blevet dyrket druer til en Vesuvio Bianco DOC af Coda di Volpe, Verdeca samt Falanghina og Greco – samt Vesuvio Rosso DOC og Rosato DOC af druerne Per e Palummo, Sciascinoso samt Aglianico. Når disse vine indeholder mindst 12% alkohol, kan producenten skrive Lacryma Christi del Vesuvio på etiketten. Den hvide kan fremstilles både som spumante og som liquoroso.

Canavese, en fællesbetegnelse for området nord for Torino i Piemonte. Det strækker sig over til Biella-provinsen og lidt ind i Vercelli-provinsen og er en paraply-DOC for at skabe en niche til de forskellige vine, der for den hvide Bianco DOCs vedkommende hovedsagelig fremstilles af Erbaluce-druen, mens de røde laves af Nebbiolo, Barbera og Bonarda.
Rosso DOC fremstilles af mindst 60% Nebbiolo og/eller Barbera og/eller Bonarda og/eller Freisa og/eller Neretto. Med de samme druer kan man fremstille en Novello DOC og en Rosato DOC.
Nebbiolo DOC fremkommer, når druen Nebbiolo udgør mindst 85% af vinen, og Barbera DOC, når Barbera-druen udgør mindst 85% af vinen.

Cannelino, halvsød, især om visse Frascati.

Cannicci, sivbakker, der bruges til tørring af druer i Toscana.

Cannonau di Sardegna, DOC-vin, der kan dyrkes over hele Sardinien, men som har sit ideelle habitat på østkysten – en vin med dyb duft og varm smag, blød og vedvarende, på grund af den høje alkoholstyrke. Cannonau kan også fremstilles som sød dessertvin.
Cannonau kan gemmes, men den moderne fremstillingsteknik er mere interesseret i vine, som er hurtigere bløde og drikkemodne. De aromatiske komponenter og frugten i de moderne Cannonau nydes bedst inden for syv-otte år fra vinhøstens år.
Druen Cannonau menes at stamme fra Spanien, hvor den er kendt under navnet Garnacha – måske er det omvendt, at Canonau kom fra Sardinien til Spanien engang i midten af 1200-tallet. Druen kendes også under navnet Alicante og er i stand til at give fyldige, robuste og velsmagende rosévine.

Cantina, kælder. Her bliver vinen fremstillet og opbevaret. En anden betydning af ordet er vinfirma, og i dette tilfælde angiver navnet som regel, at firmaet ikke producerer sine egne druer, men opkøber, fremstiller – og især – forhandler vinen.

Cantina Sociale, engang fejlagtigt oversat som folkekøkken, men det betyder såmænd bare kooperativ. Cantina Sociale har spillet en stor rolle i den italienske vinproduktion, især fra slutningen af Anden Verdenskrig til midt i 1980'erne.
Cantina Sociale, forkortet C.S., har tit haft en negativ klang hængende over sig. Dog er det svært at underkende den generelt stabiliserende funktion, denne andelsform har haft på vinmarkedet og det lokale bondesamfund. I de seneste 20-25 år har mange C.S. valgt at lægge mere vægt på kvalitet med meget tilfredsstillende resultater. Mange kendte vinhuse bruger C.S. som stabile vintanke til deres aftapninger.

Cantina sociale cooperativas, vin-producerende andelsforetagende.

Capalbio, DOC i det toscanske Maremma-område i provinsen Grosseto.

Capitello/Capitel, lille urne eller helgenfigur, som i Veneto traditionelt blev stillet ved markskellet som beskyttelse, og som på den måde identificerer hele vinmarken. I dag anvendes ordene capitel eller capitello for at angive, at der er tale om en vin fra en bestemt vinmark.

Cappello sommerso, nedsænket, oversvømmet hat. Under gæringen stiger skind og kerner normalt op til overfladen, hvor de danner et låg, der ligner en hattepuld. Ved hjælp af et filter, en rist eller lignende holdes denne masse af skind og kerner nede under overfladen, så man får udtrukket mere farve, garvesyre m.v. af den.

Capri, berømt ø i Napolibugten, Campanien. Vinene derfra ses sjældent på det danske marked, men er værd at søge efter, fx den hvide Capri Bianco DOC af druerne Falanghina og Greco samt en smule Biancolella og Capri Rosso DOC af druen Piedirosso samt andre blå druer (især Aglianico).

Capriano del Colle e Poncarale, DOC i Brescia-provinsen i Lombardiet. Vinen fremstilles af Sangiovese (40-50%), Marzemino (30-45%), Barbera (3-10%) samt evt. højst 15% Merlot og Incrocio Terzi no.1. Lagring er ikke påbudt, men vinen kan holde fra tre til seks år.

Carato, lille vinfad. Bruges nogle gange som synonym for barrique.

Caratello, lille vinfad, mindre end carato. Bruges traditionelt til lagring af vinsanto.

Carema, appellation i den nordligste del af Torino-provinsen i Piemonte, der giver Nebbiolo-druen en granatrød elegant tør DOC-vin, som kan vise sig at være både god valuta for pengene og ret holdbar.

Carico, mørk, stærk.

Carignano, blå drue af formodentlig spansk herkomst.
Findes især på Sardinien i Sulcis-området, på øens sydlige del, i Cagliari-provinsen. Vinen findes som Carignano del Sulcis DOC i rød, riserva (mindst to års lagring, heraf mindst seks måneder på flaske), rosé, superiore (dvs. med mindst alkoholstyrke 13%), novello og passito (sød hedvin af tørrede druer med 16% alkoholstyrke). Alle på basis af mindst 85% Carignano-druer.

Carmenère, blå drue i familie med Merlot. Indgår i Alghero DOC enten rent eller sammen med Cabernet og i Garda Cabernet DOC.

Carmignano, DOCG siden 1990 i Toscanas Pistoia-provins. En af verdens første appellationer – navnet og vinens geografiske produktions-grænser er nævnt i officielle papirer tilbage i 1716.
Forskellen fra de andre toscanske Sangiovese-vine er anvendelsen af dele af den lokale Uva Francesca, dvs. Cabernet Franc. I dag er der også plantet en del Cabernet Sauvignon. Vinen lagrer godt og viser faktisk først al sin klasse fire-seks år efter vinhøsten.

Carricante, grøn drue, der udelukkende findes på Sicilien, hvor den indgår i den hvide Etna DOC.

Carso, bjerg i den østlige del af Friuli, som giver navn til et DOC-distrikt i Trieste- og Gorizia-provinserne. Carsos hoveddrue er Terrano, en klon af den blå Refosco.
Carso Terrano DOC fremstilles af 85% Terrano samt 15% Pinot Nero. Det er en god, robust rødvin, der i sit noget rustikke væsen ikke mangler delikate nuancer af skovbær.
Malvasia del Carso DOC er en tør aromatisk hvidvin, der for 85%'s vedkommende fremstilles af druen af samme navn blandet med andre grønne druer fra distriktet.

Cartizze, toppen af pyramiden af Prosecco DOC. Navn på en landsby i Treviso-provinsen, Veneto, hvor de bedste mousserende Prosecco Spumante stammer fra. Vinen er tør, men mild med en særdeles delikat duft og smag. Ideel til alle forretter og som receptions-vin.

Casa Vinicola, en betegnelse, der på etiketten angiver et firma, der ikke selv ejer vinmarker, men som producerer vin af indkøbte druer eller druemost og/eller som aftapper færdigkøbte vine.

Casa Vitivinicola, som ovenfor, men har også egne vinmarker, der producerer druer. Det samme som Azienda Vitivinicola.

Cascina, gård, vingods, egentlig et lille hus. Anvendes oftest i Mellem- og Norditalien.

Casetta, indfødt blå drue der dyrkes i Vald'Adige og Vallagarina mellem Veneto og Trentino. Tidligere brugt som spisedrue, i dag som vindrue. I familie med Lambrusco-druen.

Castel del Monte, DOC-distrikt i Murge i Bari-provinsen, Apulien. Navnet stammer fra det ottekantede middelalderslot, som kejser Federico 2. lod bygge ved byen Andria, og som dominerer hele Murge-området. Den røde DOC fremstilles af Uva di Troia og/eller Aglianico, eventuelt suppleret med andre lokale druer, især Bombino Nero. Det er en vin, der udmærker sig ved sin dejlige og forholdsvis friske druesmag og et godt lagrings-potentiale. Efter to års lagring og med en alkoholstyrke på mindst 12,5% kan den kaldes Riserva. Af samme druer fremstilles en tør DOC Rosato.
Den hvide udgave, Bianco DOC, fremstilles af druerne Pampanuto og/eller Chardonnay og/eller Bombino Bianco for mindst 65%'s vedkommende. Resten udgøres af andre lokale grønne druer.
DOC-loven omfatter adskillige vintyper under paraplyen Castel del Monte. Det er Chardonnay, Sauvignon, Pinot Bianco, Pinot Bianco, Pinot Nero, Pinot Nero, Aglianico Rosso, Aglianico Rosso Riserva og Aglianico Rosato.

Castellaro, en af de bedste vinmarker i Soave DOC-distriktet, som ligger i kommunen Monteforte d'Alpone i Verona-provinsen.

Casteller, DOC-vin fra Trento-provinsen, Trentino. Dagligvine af god drikke-karakter med en rød Rosso DOC af druerne Schiava, Lambrusco og Merlot.

Castelli Romani, dvs. Romerske Slotte, appellation uden for Rom, hvor "slot" betegner slottet på bakketoppen og derfor i overført betydning selve bakken. Nyere DOC, der har højnet distriktets niveau og skabt orden i den tidligere forvirrende situation, hvor megen Frascati – især eksporttyperne – ikke var andet end jævn hvidvin fra de romerske bakker.
Der findes tre typer: Bianco DOC af druerne Bellone, Bombino, Malvasia og Trebbiano, Rosso DOC af druerne Cesanese, Bombino, Trebbiano og andre og endelig Rosato DOC af de samme druer som Rosso.
Både Rosso og Rosato er faktisk dejlige dagligvine – simple, men velsmagende.

Castellina, en af hovedkommunerne i Chianti Classico-området i Siena-provinsen i Toscana.

Castello, Slot, ordet anvendes især i Toscana, hvor der enten menes et slot, en borg eller en større villa i nogenlunde samme betydning som château på fransk. I resten af Italien dækker ordet castello som regel over et rigtigt slot.

Cavatappi, proptrækker.

Cellatica, lille DOC, der omfatter de fire kommuner Cellatica, Rodengo, Gussago og Collebeato i Brescia-provinsen, Lombardiet. Spændende vin af druerne Marzemino (mindst 30%), Barbera (mindst 30%), Schiava Gentile (mindst 10%) og Incrocio Terzi no. 1 – dvs. Barbera krydset med Cabernet Franc (mindst 10%).
Vinen er superiore, når den har lagret i mindst ét år og har mindst 12% i alkoholstyrke.

Cerasuolo, Kirsebærfarvet – Cerasa betyder kirsebær på syditaliensk dialekt. En naturlig farve, som er typisk for mange italienske vine. Vi kan oversætte den med mørkrosa. Træffes især i vine fra Mellem- og Syditalien.
I Abruzzo er Cerasuolo en rosé-udgave af DOC Montepulciano. På Sicilien er Cerasuolo di Vittoria en selvstændig DOC.
Under de varmere himmelstrøg drikkes Cerasuolo i stedet for rødvin – især om sommeren. Alkoholstyrken er tit den samme, men vinen virker lettere og mildere.

Cerveteri, DOC-vine fra kommunerne Cerveteri, Ladispoli, Santa Marinella, Civitavecchia, Allumiere og Tolfa i provinsen Rom samt Tarquinia i Viterbo-provinsen, Latium.
Bianco DOC af Trebbiano Toscano og/eller Trebbiano Giallo for mindst 50% samt Malvasia di Candia og Malvasia del Lazio for højst 35%. Tør, let hvidvin i den sædvanlige drik-nu-stil. Fås også som frizzante og som halvsød.
Rosso Secco DOC af mindst 60% Sangiovese og/eller Montepulciano og højst 25% Cesanese. Af de samme druer fremstilles en Rosso Novello, en Rosso Amabile, som er halvsød, og en Rosato DOC, der også kan være frizzante.

Cesanese, blå lokal drue, der lægger navn til hele tre forskellige vine, nemlig Cesanese del Piglio DOC (Piglio DOC), Cesanese di Olevano DOC og Cesanese di Affile DOC. De kommer fra kommunerne Piglio, Serrone og dele af kommunerne Acuto, Anagni og Paliano, alle hørende under Frosinone-provinsen i Latium.
Cesanese del Piglio DOC er den mest kendte af de tre, og den kan enten fremstilles af ren Cesanese eller 90% Cesanese suppleret med 10% Sangiovese, Montepulciano, Barbera, Passerina eller Bombino. Vinen er tør med en delikat, let krydret duft og en blød smag med let bitter finish af kirsebær og brombær.
Loven tillader forskellige typer: Secco (tør), asciutto (næsten helt tør), amabile (halvsød), dolce (sød), spumante (mousserende) og endelig frizzante (let perlende).
Cesanese-vinen er meget tiltalende og kunne nyde en større succes, men problemet er, at den aldrig bliver færdig med at gære. Der vil altid være en rest kuldioxid i form af små bobler, der næsten aldrig behager de nordeuropæiske forbrugere. Man kan naturligvis pasteurisere vinene, men det tager noget af smagen og holdbarheden.
I kommunerne Affile, Rotaie og Arcinazzo i Romprovinsen fremstilles en Cesanese di Affile DOC efter samme devise som beskrevet ovenfor. I kommunen Olevano Romano og dele af Genazzano-kommune fremstilles også en Cesanese di Olevano Romano DOC eller Olevano Romano DOC af samme druer og med samme karakteristika som Cesanese del Piglio DOC.
Olevano er en meget populær vin i Rom, hvortil den traditionelt ankommer allerede i slutningen af november som en frisk, boblende, rødlilla vin – skænket og værdsat på traktørstederne i byens centrum.
I nyere tid er der sket et vellykket forsøg med at plante cesanese i Val dOrcia, Toscana.

Chaptalisering, tilsætning af sukker til mosten for at hæve vinens alkoholstyrke. Teknikken er forbudt i Italien, men tilladt i andre lande. I Italien har man hidtil i stedet klaret sig med tilsætning af koncentreret druemost.
Af de to muligheder for tilsætning er sukker ellers at foretrække, fordi det blander bedre op i vinen, end most gør.
DOCG-loven forbyder nu også anvendelse af most, men den moderne fremstillingsteknik og de aktuelle kvalitetstrends har i forvejen stort set gjort det af med behovet for most i Italien.

Charmat, metodo, metode til fremstilling af mousserende vin, hvor anden gæringsrunde foregår i en lukket tank.

Charmat lungo, forlænget gæring og lagring på bundfaldet. Herved opnås et resultat, der ligger tættere på det, den ægte champagne-metode giver.

Chianti. Om baggrunden for selve navnet Chianti er de lærde ikke enige. Nogle mener, at det stammer fra det etruskiske Clanti, som var et stednavn. Andre mener, at navnet er forbundet med det latinske ord clangor, dvs. klang/lyd/larm. Distriktet var kendt for sin rigdom på vildt, og navnet kunne således være opstået som en hentydning til de mange jægere og deres støjende jagter. Men selv om Chianti-distriktet den dag i dag er kendt for sine skove og sin vildtrigdom, er den første forklaring måske den mest plausible.
Hele Chianti-distriktet var – ligesom hele Toscana og store dele af Mellemitalien – etruskisk område, og det er næsten sikkert, at det var etruskerne, som indførte vindyrkning og vinfremstilling.
Helt nye studier har peget på, at navnet kunne stamme fra det etruskiske ord khlant, som betyder ... vand! Men for de fleste af os er Chianti ensbetydende med den røde vin i de karakteristiske bastflasker. Ja, måske er Chianti Italiens mest berømte vin.
Det hænger sammen med Firenzes magtfulde historie.
Allerede i 1200-tallet blev den vin, som transporteredes ind bag Firenzes bymure, pålagt skat. Det viser, at importen har været så tilpas stor, at det kunne betale sig at underkaste den en for byen indbringende beskatning.
Ved slutningen af 1200-tallet var Firenze Europas fjerde- eller femtestørste by med ca. 110.000 indbyggere inden for murene og ca. 400.000 udenfor. Det blev derfor attraktivt at bosætte sig som landmand i området omkring byen og at forblive fastboende i et frodigt – om end jordbrugsmæssigt vanskeligt – terræn. Dette bevidnes i dag af de mange smukke bygninger i mursten og af det utal af små landsbyer, som Chianti-distriktet er spækket med.
Firenzes tiltagende politiske og handelsmæssige magt betød, at Chianti allerede i 1600-tallet blev eksporteret til bl.a. England. Selv Shakespeare omtaler vine fra Firenze.
Vinens karakteristika og succes blev forsøgt kopieret af mange andre distrikter. Det fik hertug Cosimo De Medici til at lovgive om Chiantis geografiske afgrænsning. De grænser, der blev afstukket i 1716, kan bruges den dag i dag, og de kan med rette betragtes som Europas første appellation contrôllée-vedtægter.
I hele 1700-tallet fortsatte eksporten af vine fra Firenze. Ud over England var Rusland og Ægypten gode aftagere. I 1830 eksporteredes sågar et parti Chianti til New Orleans. Flaskerne, som blev afskibet i august, ankom til Amerika engang i december. Ved ankomsten blev vinen prøvesmagt og dens kvalitet rost.
Men selv om distriktet er meget gammelt, har Chianti-vinen, som vi kender den i dag, to præcise fødselsår, og det er dels 1834, hvor drue-sammensætningen blev fastlagt, og dels 1924, da vinen officielt kom under beskyttende vinger af konsortiet.
Det var den toscanske statsmand Bettino Ricasoli, ejer af Brolio-slottet, som i sine "Notater om fremstilling af vine" fra 1834 fandt frem til den drue-sammensætning, der faktisk har været gældende frem til 1984, nemlig Sangiovese for duften og kraften, Canajolo for duften og mildheden og endelig Malvasia og Trebbiano for lethedens og aromaens skyld.
Chianti-vinen oplevede en blomstring i årene mellem 1870 og 1900, men den enorme popularitet viste sig at have sine ulemper. Chianti blev kopieret af uhæderlige handelsfolk i Tyskland, England og Frankrig, som solgte rødvin fra andre distrikter som værende Chianti. Svindelen blev gjort nemmere af Chianti-vinens typiske beholder, fiascoen. Alt, hvad der kom i den typiske bastomviklede flaske, kunne sælges som Chianti.
Det var først i 1924, at nogle vinproducenter slog sig sammen og dannede et frivilligt konsortium, hvis hovedopgave var – og stadig er – at kontrollere, beskytte og fremme Chianti-vinens klassiske og gode egenskaber. Konsortiet tog navnet Consorzio Chianti Classico – Gallo Nero (den sorte hane) og fik en sort hane som sit bomærke. Den samme sorte hane var i middelalderen symbol for Lega del Chianti, en politisk og administrativ sammenslutning af tre af Chiantis vigtigste kommuner: Gajole, Castellina og Radda.
Sammenlutningens idé slog an, selv om konsortiet 1992-96 måtte igennem en juridisk tvist med brødrene Gallo i USA og fik forbud mod at bruge benævnelsen Gallo Nero.
Symbolet er bevaret, men konsortiet hedder i dag Consorzio del Marchio Storico, dvs. Sammenslutningen for det historiske mærke.
Foruden Chianti Classico – områdets største distrikt – findes i dag Chianti Putto-konsortiet, som forener de seks øvrige Chianti-distrikter, dvs. Colli Fiorentini, Colli Senesi, Colline Pisane, Colli Aretini, Rúfina og Montalbano. Druesammensætningen er principielt den samme, men jordbund og klima er forskellig fra distrikt til distrikt.
Hvert Chianti-distrikt tager navn efter distriktets hovedby og de omkringliggende bakker (colli).
Chianti er i dag det største vindistrikt i Italien. Produktionen er på ca. 12 mio. liter fra ca. 7000 registrerede producenter. Det fortæller os, at Chianti ikke er én, men mange vine. De kan være alt fra den lette og prikkende unge vin til den kraftige og langtlevende, vellagrede vin, som tåler sammenligning med de bedste vine i verden.
I 1984 blev loven om drue-sammensætning ændret som følge af en øget eksport til den angelsaksiske verden, hvor der krævedes mere holdbare, mindre syrlige og mere duftende vine. De grønne Malvasia- og Trebbiano-druer, som før kunne udgøre op til 30% af vinen, blev reduceret til kun 2%, og samtidig blev der er givet grønt lys for anvendelsen af andre druer, herunder især Cabernet Sauvignon, som har givet fremragende resultater i distriktet.
Selv de mest konservative er ved at indse, at hele bølgen af fornyelse har gjort, at fremtiden tegner lysere. Dog er dagene talte for den hyggelige bastflaske. Produktionen er blevet for dyr, det er rent håndarbejde at vikle basten omkring den runde, nøgne glasflaske. Selv i Italien ser man plastik-efterligninger.
Fiascoen overlever kun som dyr eksportvare til de verdensdele, hvor en 2 liters Chianti i bast fremkalder nostalgiske minder om en uovertruffen god dagligvin i voksne portioner til en rimelig pris.

Chianti Classico, den centrale del af Chianti-distriktet, idet classico i vinsammenhæng betyder den ældste, centrale del af et distrikt.
Det er området mellem Siena og Firenze, og det omfatter kommunerne Greve, Radda, Castellina, Gajole, San Casciano in Val di Pesa samt dele af Poggibonsi.
Ikke alle huse, der bor inden for distriktet, er medlem af det frivillige konsortium, Consorzio del Marchio Storico. Det har forskellige årsager, bl.a. betales kontingentet til konsortiet via garantimærket, der sidder på flaskehalsen. Dvs. jo større produktion, jo større beløb skal firmaet betale til den fælles konsortiekasse. Da konsortiet reklamerer for bomærket og ikke for de enkelte medlemmer, mener mange af de store, at de således er med til at finansiere de smås reklamebudget.
Konsortiet udøver også en vis selvjustits, og det er ikke altid, at de store har lyst til – eller fordel af – at underkaste sig en streng kontrol. Andre producenter mener derimod, at den kontrol, der udøves af konsortiet, ikke er streng nok.
Hvorom alting er, så forbliver konsortiet et prima redskab for promoveringen af Chianti Classico-vine, og 85% af producenterne er da også medlemmer.

Chianti Rúfina, det mindste Chianti-distrikt beliggende lige nordøst for Firenze-provinsen i Toscana. Der er kun ca. 600 hektar vinjord, men kvalitativt fortjener Rúfina en særomtale, da vinene herfra kan hamle op med Classico-vinene både hvad holdbarhed og drue-koncentration angår.
Nærheden til Firenze og den vigtige stationsby Pontassieve er årsagen til, at vi i distriktet finder en skøn blanding af fattoria og cantina. Fattoria fremstiller vin af egne druer, mens cantina aftapper og afskiber færdigkøbte vine. Der er 23 medlemmer af konsortiet.

Chiaretto, lyserød. Anvendes især i Norditalien om forskellige typer vin. I Bardolino er det fx synonymt med rosé.
På den modsatte bred af Gardasøen i Brescia-provinsen findes en lyserød Chiaretto del Garda. I Piemonte fremstilles Barbera også som mousserende Chiaretto.

Chiaro, lys, bleg.

Chilogrammo, kilo.

Chinato, tilsat kinabark. En specialitet fra Barolo-distriktet. Vinen hører til i den store piemontesiske vermouth-tradition.
Barolo-vin tilsættes sukker, alkohol og diverse krydderier, bl.a. kinabark, stjerneanis og kommen. Opskrifterne er fabrikshemmeligheder, og hver producent værner om sin.
Kinabark indeholder kinin, som er et virksomt middel mod malaria, og Barolo Chinato havde således tidligere sin faste plads i vinbondens medicinskab. I dag serveres den både som aperitif og som et folkekært fordøjelsesfremmende middel.
En god Barolo Chinato er det behageligt at stifte bekendtskab med. Bl.a. er det en af de få vine, der er velegnet til chokoladekage.

Cinqueterre, fem landsbyer, et lille vindistrikt omkring de fem kystbyer Riomaggiore, Vernazza, Manarola, Corniglia og Monterosso i La Spezia-provinsen, Ligurien.
Det maleriske distrikt er kendt for sine to vine: Cinqueterre DOC af druerne Bosco Albarola og Vermentino og den sjældne Sciacchetrà. Sidstnævnte er en dessertvin på op til 17% alkoholstyrke, der er fremstillet af tørrede Bosco-, Albarola- og Vermentino-druer.
Vinene fra Cinqueterre er indtagende, tørre, med udpræget blomsteraroma og afbalanceret syrlighed, men pga. den store lokale efterspørgsel møder man dem sjældent i udlandet. De bør drikkes inden for ét til højst to år fra vinhøsten.

Circeo, DOC, som dækker den vin, der produceres på feriestederne Sabaudia, San Felice al Circeo, Terracina og andre kommuner i provinsen Latina i det sydlige Latium.
Området bærer rent vinmæssigt præg af en stor intern indvandring fra Veneto i mellemkrigsårene. Sumpområdet omkring klippeformationen Monte Circeo blev drænet, og man fik bønder fra Norditalien til at kolonisere de nye jordlodder. Derfor optræder druen Merlot her, og når den udgør mindst 85% af vinen, er der tale om en DOC Rosso. Denne vin kan også fremstilles som frizzante, tør, halvsød og novello.
Rosato DOC fremstilles af samme Merlot-drue.
Lignende forhold gælder for Sangiovese, hvor Sangiovese DOC dog kun kan være tør. Der findes en frizzante-udgave af Trebbiano DOC og en Sangiovese Rosato DOC, som kan fremstilles både tør, halvsød og frizzante.
Blandt de hvide er Bianco DOC af Malvasia, Trebbiano og andre lokale druer den mest interessante.
Der er i distriktet en del Moscato Bianco, som ikke omfattes af DOC-vedtægterne, men som er i høj kurs hos de lokale vinbønder og fremstilles som tør hvidvin.
Der står Circeo Trebbiano DOC på etiketten, når vinen er fremstillet af mindst 85% Trebbiano.

Cirò, rød-, hvid- og rosévin fra kommunerne Cirò og Cirò Marina i Calabriens Crotone-provins. Rødvin af druen Gaglioppo for mindst 90% plus eventuelt 10% Greco Bianco eller Trebbiano Toscano.
Hvidvin af druen Greco Bianco. Rosévin af 80% Gaglioppo og 20% Greco Bianco.

Classico, klassisk, i betydningen historisk ældste. Tillægsordet bruges til at angive kernen i et vindistrikt. Dette blev nødvendigt efter Anden Verdenskrig, da mange vindistrikter blev udvidet af politiske og økonomiske grunde, for at flere vinproducenter kunne nyde godt af de dengang vigtige eksport- og landbrugsstøtteordninger.
I den ældste del af distriktet er de bedste vinmarker og de mest traditionsrige producenter samlet. Alt andet lige skulle classico på etiketten betyde, at flaskens indhold er en bedre – og derfor dyrere – vin. Det er ikke nødvendigvis sådan.

Clinton eller Clinto, drue af amerikansk oprindelse, der smager af jordbær og bruges til at fremstille en meget elsket ulovlig vin. Ulovlig fordi Clinton er en hybrid og ikke tilhører Vitis Vinifera-arten.

Collarino, halsetiket.

Colle, bakke. Bacchus amat colles – dvs. Bacchus elsker bakker – en sentens, der ofte ses anført på de italienske vinkort, og som tages som udtryk for, at det kuperede Italien må være det helt rigtige sted at dyrke vin. Sagnet fortæller, at da Bacchus og hans følge på deres vandring vestover fra Grækenland nåede Italien, ja så kom de simpelt hen aldrig videre.
Der er meget lidt fladt land i Italien, hvor vindyrkning er henvist til små parceller i de bakkede områder med, hvad deraf følger af gode vine i små oplag, der er svære at markedsføre, men som er himmelske at smage. Rent teknisk trives vinstokkene bedre i højdedragene, fordi de får mere sol og mere vind. Vinden holder insekter væk, og hældningen gør, at regnvandet ikke samler sig om rødderne. Vinhøsten kan ikke foregå maskinelt i bakkelandet, og den manuelle høst giver større omhu i sorteringsfasen. Alt dette er med til at højne kvaliteten.

Colli eller colline, flertal af colle og collina.

Colli Albani, bakkerne omkring kommunerne Albano, Ariccia, Ardea og Castelgandolfo i Rom-provinsen i Latium.
Bianco DOC er fremstillet af druerne Trebbiano og Malvasia i den bedste look-alike Frascati-stil, dog med større procentdele Malvasia.
Vinen kan fremstilles som tør (secco), halvtør (abboccato), halvsød (amabile) eller decideret sød (dolce).
For nemheds skyld kan den også fremstilles som frizzante eller spumante. Den er superiore, hvis alkoholstyrken overstiger 11,5%, og novello, hvis den aftappes inden den 20. december i vinhøståret.

Colli Altotiberini, bakkerne langs den øvre del af Tiberen omkring byen Perugia. Navnet dækker for det meste over dagligvine, bl.a. Rosso DOC af Sangiovese, Merlot, Malvasia, Ciliegiolo, Gamay og Barbera. Tør saftig og behagelig vin der kan holde to til fire år.
Endvidere findes Rosato DOC af samme druer og Bianco DOC af mindst 70-95% Trebbiano-drue sammen med højst 10% Malvasia del Chianti. En let, tør, saftig hvidvin, der kan holde et til to år.

Colli Amerini, bakkerne omkring byen Amelia i Terni-provinsen, Umbrien. Her findes en Bianco DOC af Trebbiano med Verdello, Garganega, Grechetto og Malvasia. En tør hvidvin i den moderne neutrale stil, som bør drikkes ung.
Endvidere findes en Malvasia DOC af mindst 85% Malvasia Toscana og Trebbiano og andre druer for resten. Malvasia DOCen er lidt mere robust end DOC-hvidvinen.
Distriktets bedste er dog Rosso DOC af druerne Sangiovese, Ciliegiolo, Canaiolo, Merlot og Barbera, som kan tåle en moderat lagring fra to til højst fem år. Smagen er tør, noget livlig som ung og lidt mere stille med alderen.

Colli Berici, bakkerne i Vicenza-provinsen i Veneto. Adskillige DOC-vine, bl.a. Cabernet DOC af Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon, Merlot DOC af ren Merlot, Tocai Rosso DOC, der også er kendt under navnet Barbarano og er en lyserød-orange vin af druen Tocai Rosso, Chardonnay DOC af Chardonnay og højst 15% Pinot Bianco, Garganega DOC af den grønne drue af samme navn, Pinot Bianco DOC af druen af samme navn, Sauvignon DOC af druen af samme navn samt Tocai Italico DOC af den grønne drue af samme navn.
Området har været kendt for produktionen af gode vine siden middelalderen.
Fornylig har man genopdaget og rendyrket en række druer som Cavrara, Cenerente, Corbina, d'Alloro, Gatta og Groppella.

Colli Bolognesi, bakkerne omkring byen Bologna med Monte San Pietro som den bedste vinjord. Adskillige DOC-vine, bl.a. Bianco DOC af Pinot Bianco og Riesling, Chardonnay DOC af ren Chardonnay, Pignoletto DOC hovedsagelig af druen af samme navn samt en lille del Riesling Iitalico, Trebbiano og Montuni, Pinot Bianco DOC af den grønne drue af samme navn, Riesling Italico DOC af den grønne drue af samme navn, Sauvignon DOC af den grønne drue af samme navn, Barbera DOC af den blå drue af samme navn og Merlot DOC af den blå drue af samme navn.
Den lokale specialitet er Pignoletto af druen af samme navn – en tør, men ret krydret hvidvin med et aromatisk rustikt strejf, der ofte også fremstilles som let perlende frizzante. Vinene finder for det meste vej til forbrugere og restauranter i det nærliggende Bologna.

Colli del Trasimeno, det bakkede område omkring Trasimeno-søen i Umbrien i Perugia-provinsen. Røde DOC-vine af druerne Sangiovese, Gamay og Ciliegiolo. Hvide DOC-vine af druerne Trebbiano, Malvasia, Verdicchio og Grechetto.
Området fik god reklame, da bilfabrikanten Lamborghini gik over til landbrug og investerede betragtelige summer i jordopkøb og oprettelse af vinmarker og vingården Tenuta La Fiorita.

Colli della Sabina, bakkerne mellem Rieti- og Rom-provinserne. DOC-vinene er mange, men næppe spændende. De hvide baseres på Trebbiano Toscano, Trebbiano Giallo, Malvasia del Lazio og Malvasia di Candia. De findes som Bianco DOC, Bianco Spumante DOC og Bianco DOC Frizzante, som alle kan produceres som enten tør eller halvsød.
Rosso DOC, Rosso Frizzante DOC, Rosso Novello DOC, Rosso Spumante DOC, Rosato DOC og Rosato Frizzante DOC fremstilles alle af 40-70% Sangiovese og 15-40% Montepulciano, og de balanceres med andre lokale blå druer.
Den romerske digter Horats blev født i nabolaget og var ikke særlig imponeret af sine sabinervine. Det er 2000 år siden, og situationen har næppe ændret sig, selv om den vulkanske jord og den høje beliggenhed giver gode betingelser for vindyrkning.

Colli di Conegliano, bakkerne omkring byen af samme navn i Treviso-provinsen, Veneto. Det er nogle spændende, men absolut mindre kendte vine, der kommer fra dette distrikt, hvor druen Prosecco hersker næsten enerådigt med sin Prosecco di Conegliano DOC.
Vi starter med Torchiato di Fregona DOC af tørrede Prosecco, Verdiso, Boschera og andre druer. Vinen skal lagre i mindst 13 måneder og nå en alkoholstyrke på 16%. Det er en sød dessertvin, der kun kan fremstilles i kommunerne Fregona, Sarmede og Cappella Maggiore.
Dens røde sidestykke er Refrontolo Passito DOC af druen Marzemino for mindst 95%. Den kan kun fremstilles i kommunerne Refrontolo, Pieve di Soligo og San Pietro di Feletto, og vinen kan først frigives efter fire måneders lagring og skal have en alkoholstyrke på mindst 15%. Det er en dessertvin, som også kan fremstilles som helt tør.
Under DOC finder vi også en Colli di Conegliano Rosso af druerne Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Marzemino, Merlot samt evt. 10% af Incrocio Manzoni no. 2.15. Det er en fyldig, saftig vin med en balanceret syre, og den skal lagre i to år, før den frigives til salg, og kan holde tre til fem år efter vinhøsten.
Den hvide udgave Colli di Conegliano Bianco DOC fremstilles af druerne Incrocio Manzoni 6.0.13 (dvs. Riesling Renano krydset med Pinot Bianco), Pinot Bianco og/eller Chardonnay med evt. højst 10% Sauvignon og Riesling. Det er en tør, forholdsvis let hvidvin, der kan frigives efter mindst fire måneders lagring.

Colli di Luni, DOC-område, der spænder over to regioner, Ligurien og Toscana, ved de tilgrænsende provinser af La Spezia i Ligurien og Massa Carrara i Toscana. De mest interessante DOC'er er Colli di Luni Rosso af druerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Pollera og andre og Bianco DOC af mindst 30% V Vermentino, Malvasia og Trebbiano. Vermentino DOC af rene vermentinodruer er den mest udbredte type.
Colli di Parma - byen i regionen Emilia Romagna er verdenskendt for sin ost (Parmigiano), for sin skinke (Prosciutto di Parma) og for sin violduft (Violetta di Parma). Men den er også centrum for produktionen af en række DOC-vine, som alle har en vis frizzantino til fælles, dvs. en mere eller mindre let perlen.
Den søde Malvasia Colli di Parma DOC Amabile og dens tørre sidestykke Secco er en skattet specialitet især til den fede lokale mad.
Malvasia fremstilles af 85% Malvasia di Candia og 15% Moscato Bianco – en god aromatisk kombination.
Det samme gælder de livlige Rosso DOC af 60-75% Barbera, 25% Bonarda Piemontese og Croatina samt 15% af andre druer og den tørre Sauvignon DOC af ren Sauvignon.
Omkring Parma fremstilles der af druerne Lambrusco Maestri og Fortana også en særudgave af Lambrusco, der har en dyb violet farve og et indbydende lilla brus.

Colli di Scandiano e di Canossa, et kæmpe paraply-DOC, der omfatter tolv forskellige vine fra kommunerne Scandiano og Canossa samt andre kommuner i Reggio Emilia-provinsen, Emilia Romagna.
Bianco DOC af 40-80% Sauvignon sammen med Malvasia di Candia og/eller Trebbiano og/eller Pinot Bianco og/eller Pinot Grigio. Når der anvendes mindst 85% Sauvignon-druer – lokalt kaldet spergola eller spergolina – og vinmarkerne ligger i den centrale del af distriktet, kan vinen betegnes Classico. Det er en hvidvin, der kan fremstilles både som stille vin og frizzante. Af de samme druer kan også fremstilles en Spumante DOC.
Sauvignon-druen er basis både for en Sauvignon DOC og for en hedvinstype, Sauvignon Passito DOC, noget af en sjældenhed, men fin, harmonisk, fyldig, fløjlsagtig og sød. Minimum-alkoholstyrken er 16%.
Pinot DOC fremstilles af druerne Pinot Bianco og/eller Pinot Nero. Det er en tør hvidvin, der også kan være frizzante eller decideret spumante. Hvis mindst 85% af druerne er Chardonnay, har vi en DOC. Resten af druerne er så Pinot Bianco og/eller Pinot Grigio og/eller Pinot Nero. Også hvidvinen kan fremstilles som frizzante eller spumante. Det samme er tilfældet med druen Malvasia – alene eller ledsaget af Pinot Bianco og/eller Pinot Grigio og/eller Chardonnay. 85% er den minimale andel, der skal være til stede for, at en vin kan tage navn efter den pågældende drue. Så får vi Lambrusco Grasparossa og Lambrusco Montericco.
Den sidste kan også fremstilles som rosé. Det var denne type, der var protagonist for Lambrusco-succesen i Danmark for nogle år tilbage. Den med den lille skrå etiket og den sarte, sarte lyserøde farve.
Som frizzante findes også den gode Marzemino DOC, selv om den også fremstilles som stille vin.
Vi slutter dette lidet kendte distrikt med Malbo Gentile, en blå drue og en DOC-rødvin af samme navn – rubinrød, tør, let og med stærk duftprofil. Hvis mindst halvdelen af vinen fremstilles ved hjælp af macerazione carbonica-metoden, kan vinen sælges som novello tidligst den 6. november i vinhøstens år.

Colli Etruschi Viterbesi, bakkelandskabet, der dækker stort set hele Viterbo-provinsen i det nordlige Latium. En meget omfattende DOC, der sørger for at give en ramme til en stor produktion.
Bianco DOC er af Malvasia Toscana, Procanico og andre lokale druer. Den fås også som frizzante.
Rosso DOC fås både tør og halvtør af druerne Montepulciano (20-45%) og Sangiovese (50-65%), evt. sammen med andre lokale druer. Findes også som frizzante og novello.
Rosato DOC er af de samme druer som rødvinen.
Når druen Procanico udgør mindst 85% af vinen, er navnet Procanico DOC tilladt på etiketten. Også som frizzante. Det samme gælder Grechetto DOC, Rossetto DOC, en hvidvin af den grønne drue af samme navn. Rossetto DOC kan fremstilles både som tør og amabile (halvsød).
Som tør eller halvsød, frizzante og novello, fremstilles også Moscatello DOC af mindst 85% Moscato Bianco. Hvis Moscato Bianco tørres, kan der fremstilles en Moscatello Passito, en sød dessertvin på mindst 15,5% i alkoholstyrke.
Sangiovese-druen giver en tør eller halvsød Rosato DOC, som også fås som frizzante.
Noget forvirrende er navnet Greghetto DOC: Vinen er rød (mens den almindelige Grechetto med c er hvid!). Den indeholder mindst 85% af druen af samme navn, evt. suppleret med Ciliegiolo.
Druen Montepulciano hedder lokalt Violone og giver en Violone DOC, når den bidrager med mindst 85%, resten kan igen udgøres af Ciliegiolo.
En sød rødvin fremstilles af druen Canaiolo eller Cannaiola. Det er Canaiolo DOC, som er nærmest ukendt uden for distriktet, hvor den til gengæld er en foretrukken dessertvin.
Endvidere findes Merlot DOC, hvori Merlot optræder med mindst 85%, og resten evt. kan udgøres af Ciliegiolo.

Colli Euganei, bakkerne omkring byen Padova i reginonen Veneto. Landskabet er af vulkansk oprindelse og berømt både for sit kurvand og for sine vine. Specialiteten fra distriktet er Serpina- eller Serprina-druen, en klon af Prosecco. Særlig fin er Moscato Fior d'Arancio (appelsinblomst) af druen Moscato Giallo, som kan fremstilles både som ung, let og sød, og som passito med 16-17% i alkoholstyrke og dertilhørende fylde og holdbarhed.
Colli Euganei er et reservoir af gode dagligvine, der ofte finder vej som blandingsvin til de nærliggende mere berømte distrikter, fx Asti.
Der fremstilles adskillige DOC-vine, bl.a. Bianco DOC af Garganega, Serprina Tocai og Sauvignon; Cabernet DOC af Cabernet Franc og/eller Cabernet Sauvignon; Cabernet Franc DOC, når denne drue udgør mindst 90% af vinen; Cabernet Sauvignon DOC, når denne drue udgør mindst 90% af vinen; Chardonnay DOC, med mindst 90% af druen; Fior d'Arancio DOC af ren Moscato Giallo; Fior d'Arancio Passito DOC af 100% tørrede Moscato Giallo; Merlot DOC af ren Merlot; Pinello DOC af mindst 90% af de lokale grønne Pinello- (eller Pinella-) druer; Pinot Bianco DOC af 100% af druen af samme navn; Rosso DOC af Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Barbera og Raboso Veronese; Serprino DOC af mindst 90% Prosecco-/Serprinodruer og endelig Tocai Italico DOC af ren Tocai Italico.

Colli Lanuvini, bakkerne omkring landsbyerne Lanuvio og Genzano under provinsen Rom i Latium. DOC-hvidvin af 70% Malvasia di Candia og Malvasia Puntinata, 20% Trebbiano Toscano og 10% andre lokale druer.
Distriktet har længe levet i skyggen af Frascati, og vinene ligner da også hinanden, selv om den større andel Malvasia giver Colli Lanuvini en mere markeret aromatisk profil.

Colli Maceratesi Bianco, DOC-hvidvin af druerne Verdicchio og Trebbiano fra diverse landsbyer i Macerata-provinsen, Marche. Let og tør lillebror til Marches hvidvin nr. 1, Verdicchio.

Colli Martani, bakkerne omkring byen Massa Martana og andre kommuner i Perugia-provinsen i Umbrien. Distriktet lapper ind over Montefalco DOC-området.
Producenterne kan fremstille vine af typiske umbriske druer som Grechetto, Sangiovese og Trebbiano under denne DOC.
Den mest interessante vin er netop Grechetto DOC af druerne Grechetto (mindst 85%) og Trebbiano, Malvasia, Garganega og Verdicchio for resten. Sangiovese DOC af druerne Sangiovese, Canaiolo, Ciliegiolo, Barbera, Merlot, Montepulciano og andre lokale grønne druer.

Colli Morenici Mantovani del Garda, DOC-vine fra moræne-bakkerne i den del af Mantova-provinsen, der støder op til Gardasøen. Et mere forbruger-uvenligt navn skal man lede længe efter, men det, der er i flasken, er faktisk betydeligt bedre en navnet måske antyder. Den hvide Bianco DOC fremstilles af Garganega, Trebbiano di Soave, Pinot Bianco, Trebbiano Giallo og andre lokale druer. Det er en let hvidvin uden videre dybde eller interesse for andre end den lokale befolkning og sommerturisterne.
Den røde Rosso DOC kan være lidt mere pirrende – den fremstilles af druerne Rossanella, Merlot, Negrara Trentina, Rondinella og andre lokale druer og er tør med et let bittert strejf. God madvin, der kan lagre højst to-tre år.
Den bedste af de tre DOC er måske den liflige rosévin Chiaretto af samme druer som rødvinen og med god og fyldig krop.

Colli Orientali del Friuli, bakket område i det nordøstlige Friuli. Herfra kommer nogle af de bedste Friuli-vine, og hvad hvidvine angår, rangerer Colli Orientali del Friuli (Friulis østlige bakkeområde) lige under mikroområdet Collio (s.d.).
Til vinskribenternes store forvirring og de lokales store glæde dyrkes der her et utal af druer, alle under DOC-paraplyen. Det gælder fx Cabernet Franc – står der blot Cabernet på etiketten, kan det være enten Franc eller Sauvignon eller både-og. Ikke mange skilter ligefrem med Cabernet Franc på etiketten. Endvidere Chardonnay, Malvasia Istriana, Merlot, Pinot Bianco, Pinot Grigio, Pinot Nero, Refosco, Ribolla Gialla, Riesling Renano, Riesling Italico, Sauvignon, Tocai Friulano, Traminer samt Picolit, Verduzzo og Schioppettino.
Selv blandt fagfolk mener mange, at alle disse druer er en hæmsko for den kommercielle promovering af dette vindistrikt, men det lader de fleste producenter upåvirkede.

Colli Perugini, bakkerne omkring byen Perugia i Umbrien. DOC-vine af daglig karakter. DOC Bianco fremstilles hovedsageligt af Trebbiano Toscano sammen med Malvasia og Grechetto.
Rosso DOC fremstilles af 65-85% Sangiovese suppleret med Montepulciano, Ciliegiolo, Barbera og Merlot for de resterende 15-35%. Rosato DOC produceres af samme druer som rødvinen.

Colli Pesaresi, bakkerne omkring byerne Pesaro og Urbino i regionen Marche. DOC-vine af dagligt snit med undtagelse af Focara Rosso DOC, som fremstilles af 85% Sangiovese i en sjælden kombination med 15% Pinot Nero.
Den almindelige Rosso DOC fremstilles af mindst 85% Sangiovese suppleret med andre lokale druer. Samme vin kan også sælges som novello.
Bianco DOC fremstilles af min 85% Trebbiano (lokalt kaldet Albanella), og samme stil findes i den sjældne Roncaglia Bianco DOC af mindst 85% Trebbiano Toscano og 15% Pinot Nero.

Colli Piacentini, det bakkede område på grænsen mellem regionerne Lombardiet og Emilia Romagna. Officielt er det Emilia Romagna, vi befinder os i. Vinstilen har altid været den friske og let boblende, ofte med restsødme, både for de rødes og de hvides vedkommende.
DOC-området i dag omfatter også tidligere selvstændige DOC-områder som Gutturnio, Ortrugo og Monterosso Val d'Arda.
Andre DOC-vine er Barbera, Bonara, Malvasia, Pinot Grigio, Pinot Nero, Sauvignon og Val Nure.

Colli Tortonesi, bakkerne omkring byen Tortona i Alessandria-provinsen, Piemonte. Generøs DOC, der tillader næsten alle druetyper ved at tage konsekvensen af EU-ønsket om at forøge antallet af kontrollerede vindistrikter i Europa.
Der findes både en Rosso DOC, en Bianco DOC og en Chiaretto (dvs. rosé) DOC baseret på hoveddruerne Cortese for hvidvinene og Barbera og Dolcetto for rødvinene. For at udvide afsætningsmulighederne kan den hvide Cortese DOC også fremstilles som enten frizzante eller decideret spumante. Og de røde kan også sendes på markedet efter den 6. november i vinhøstens år som novellovine.

Colline Lucchesi, bakkerne omkring byen Lucca i Toscana. DOC-vine, der for den hvides vedkommende består af 50-70% Trebbiano Toscano, 5-15% Greco og/eller Grechetto, 5-15% Vermentino samt 5% Malvasia del Chianti.
Rødvinen består af 45-60% Sangiovese og 8-15% Canaiolo suppleret med 5-10% Vermentino og 5-10% Malvasia Toscana.
Det er vine, der egner sig bedst til at blive drukket unge, selv om den røde kan holde fra tre og for de bedste årgange op til fem år.

Colline Novaresi, bakkerne omkring byen Novara i Piemonte. Det er forskellige vine, der dækkes af denne DOC. Dels Rosso DOC af minimum 30% Nebbiolo, højst 40% Uva Rara og højst 30% Vespolina og/eller Croatina.
Hvis en af de følgende druer indgår med mindst 85%, kan vinen bære DOC-navnet på etiketten. Det drejer sig om Spanna/Nebbiolo, Uva Rara/bonarda, Barbera, Vespolina eller Croatina, alle blå.
Der findes en hvid Colline Novaresi DOC, som udelukkende fremstilles af den grønne Erbaluce-drue.

Colline Saluzzesi, bakkerne omkring Saluzzo og andre nærliggende kommuner i Cuneo-provinsen, Piemonte. DOC tildeles følgende vine: Rosso DOC af druerne Pelaverga og/eller Nebbiolo og/eller Barbera for minimum 60%, suppleret med andre lokale blå druer op til 100%.
Hvis Pelaverga anvendes ren, fås Pelaverga DOC, en rubinrød specialitet.
Derudover en Quagliano DOC af druen af samme navn og den tilsvarende mousserende Quagliano Spumante DOC, som er en rød, munter og tiltalende sød lokal begivenhed.

Collio, bakket DOC-område i Friuli – oppe ved den slovenske grænse i Gorizia-provinsen – som også kaldes Collio Goriziano, og som er Italiens hvidvinsdistrikt nr. 1.
Loven omfatter mange vintyper: Chardonnay, Malvasia Istriana, Pinot Bianco, Müller Thurgau, Pinot Grigio, Ribolla Gialla, Riesling Italico, Riesling Renano, Sauvignon, Tocai Friulano og Traminer Aromatico.
Rødvinene kan også være meget gode, men som regel sælges de for unge. Det engang fattige distrikt havde tidligere ingen muligheder for lagring af rødvine. Merlot er fremtidens drue i distriktet. Det er den, som de fleste vinmagere eksperimenterer mest med. Andre røde Collio DOC omfatter Pinot Nero, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Colore, farve.

Coltura esclusiva/intensiva, dyrkning af vin som monokultur.

Coltura promiscua, vinstokkene dyrkes sammen med oliventræer og andre afgrøder.

Coltivatore, vindyrker.

Commerciante, handels-foretagende eller vinaftapper, der hovedsagelig arbejder med indkøbte druer eller vin.

Consorzio, frivillig sammenslutning af vinavlere og -producenter.

Contenuto, indhold.

Cooperativa viticola, vinproducerende andelsselskab.

Copertino, DOC-distrikt omkring byen af samme navn i Lecce-provinsen, Apulien. Oprindeligt storleverandør af blandingsvine til hele den norditalienske og nordeuropæiske vinindustri. Bulkhandelen fortsætter, men fra begyndelsen af 1980erne er distriktet blevet stabil leverandør af kvalitetsvine til særdeles fornuftige priser.
DOC-rød og -rosé fremstilles af druerne negroamaro og Malvasia Nera samt i mindre mængde Sangiovese og Montepulciano. Rødvinen er tør og saftig med god alkoholstyrke på 13-13,5% og god holdbarhed – tit op til otte-ti år. Smagen er karakteriseret af peberfrugt og brændt gummi i den unge vin, men mildner og breder sig i takt med, at vinen bliver ældre. Riserva-udgaver, som teknisk set har ét års lagring bag sig, er at foretrække, da det først er efter tre-fem år fra vinhøsten, at vinen folder sig ud.
DOC-rosé-udgaven findes, og den er værd at lede efter, men pga. den store efterspørgsel på rødvinen er det mindre rentabelt at producere roséen.

Coppa, pokallignende glas, velegnet til søde mousserende vine.

Cordone, espalierings-system, hvor vinstokkens grene opbindes i lav højde på lange snore, spændt ud mellem to stolper. Benævnes ofte spalliera.

Cori, DOCvine fra kommunen af samme navn og dele af kommunen Cisterna i Latina-provinsen, Latium. Den hvide Bianco DOC fremstilles af Malvasia di Candia, Trebbiano Toscano og Bellone.
Den røde Rosso DOC af Montepulciano, Nero Buono di Cori og Cesanese.

Corpo, krop. Vinens krop og struktur.

Corposo, fyldig krop, ekstrarig.

Costa, bakkeskråning, som vender mod solen.

Crémant, mousserende vin under lidt lavere tryk. Fransk udtryk, der undertiden også bruges i Italien.

Cristallino, glasklar farve, bruges om hvidvin.

Crosta di pane, brødskorpe, en smagsnuance som findes i aromatiske hvidvine.

Cru, enkeltvinmark med unik beliggenhed, dvs. fordelagtigt mikroklima. Fransk udtryk, som er meget anvendt i Italien, men pudsigt nok ikke officielt tilladt.