E E, et lille "e" på etiketten angiver, at mængden af vin i flasken svarer til det, der er angivet på etiketten og dermed overholder de nøjagtighedskrav, der er fastsat af EU. Elba, ø i Middelhavet hørende under Livorno-provinsen, Toscana. Der blev dyrket druer på øen helt tilbage i antikken, og i dag oplever producenterne en efterspørgsel, der, takket være turismen, er større end udbudet. Faktisk helt op til 1970’erne var der ikke mange på øen, der beskæftigede sig med kvalitetsbegrebet, og mange vine blev importeret fra fastlandet og derefter solgt som Elba-vine. Nogle af de lokale frembringelser har været knyttet til Napoléons ophold på øen, og navne som Rosso dell’Imperatore og, Rosé della Walevska har med deres friske og hæderlige stil konstant appelleret til turisternes fantasi og pengepung. Nogle få undtagelser, som fx godset La Chiusa, har dog hele tiden holdt fanen højt og har derved banet vejen for den kvalitets-renæssance, som øens vinproduktion har oplevet siden midten af 1980’erne. Hele øen er DOC-område. Der kan fremstilles Elba Bianco DOC, en hvidvin af Trebbiano-druen og højst 20% andre lokale druer. På øen er Trebbiano kendt som Procanico; ud over at det lyder finere end Trebbiano, ser det ud, som om de hvide fra Elba kan have fordel af et til to års flaskelagring, hvilket ikke er tilfældet for de fleste Trebbiano-vine fra fastlandet. Elba Rosso DOC er som de fleste toscanske rødvine afhængige af en god portion Sangioveto – mindst 75%. Resten er andre lokale druer, der giver mulighed for et vist spillerum, men de røde fra Elba ligner til forveksling gode Chianti. Efter to års lagring og med en alkoholstyrke på mindst 12,5% har rødvinene ret til at kalde sig riserva. Af de samme druer fremstilles også en meget yndet rosé med en typisk sart rosafarve. Vinen er tør og saftig og bør absolut drikkes ung. Loven tillader også fremstilling af en hvid mousserende DOC-vin af de samme druer. Øens specialiteter er dog Ansonica og Aleatico. Ansonica er den hvide, sicilianske Inzolia-drue, der giver tørre vine med megen smag af friskpressede druer og – når druerne tørres i fri luft i mindst en uge – en dejlig, sød dessertvin, Ansonica Passito, med en alkoholstyrke på mindst 15%. Den fortjener at blive bedre kendt. Aleatico er med sin dybe kardinalrøde farve kongen over øens dessertvine. Vinen fremstilles udelukkende af Aleatico-druer. Smagen er sød, men ikke overvældende sød, og alkoholstyrken er på minimum 16%. Vinen er harmonisk og særdeles anvendelig til mange former for nydelse – solo, til frugt-is med skovbær, til jordbær, til tørkager med nødder og hældt over friske, flåede ferskner. Holdbarheden er god, men den bør ikke gemmes i mere end seks-otte år, da den kødfulde frugt så forringes. Elbas andre dessertvine er den hvide vinsanto af mindst 70% Procanico, Malvasia Bianca og andre hvide druer. Druerne skal være tørrede, og vinen skal lagre i mindst tre år, før den aftappes. Lagrer den mindst fire år, har den ret til at bære ‘Riserva’ på etiketten. Af de blå Sangiovese og Malvasia Nera samt højst 30% andre lokale druer fremstilles en sød, rosa vin, Vin Santo Occhio di Pernice (agerhøneøje). For begge vinsanto er minimum-alkoholstyrken 16%. Eloro, mindre kendt DOC-vin fra det sydlige Sicilien. Fra kommunerne Noto, Pachino, Portopalo og Rosolini i Siracusa-provinsen samt Ispica i Ragusa-provinsen. Den røde vin fremstilles af Nero d’Avola-, Frappato- og Pignatello-druer sammen med højst 10% andre lokale druer. Vinen har en mindst alkoholstyrke på 12% og er en dejlig, robust, saftig og medio-garvesyreholdig rødvin. Vi er så langt væk fra den standardiserede internationale stil, som vi kan komme. Dog kan en god årgang også tiltale vinkendere med sin ægte druefriske og let bitre smag. Roséen har den farve, vi genfinder i mange roséer fra varme klimaer, en sartrosa tone som franskmændene kalder agerhøneøje. Eloro er en omfattende DOC, hvis hovedformål nok har været at beskytte de lokale druer, der kan stå nævnt ved navn på etiketten, hvis mindst 90% af vinene stammer fra den pågældende drue. Således har vi Nero d’Avola Eloro DOC, Frappato Eloro DOC og Pignatello Eloro DOC, som alle er røde. Ligeledes rød er Pachino Eloro DOC – fremstillet af mindst 80% Nero d’Avola og 20% Frappato og Pignatello. Efter to års lagring hedder den Pachino Eloro DOC Riserva. Området har altid været prima jord til dyrkning af druer og var kendt allerede i antikken for den fineste, søde vin af Moscato-druer. Emilia Romagna, Italiens "hængsel", der binder Nord- og Mellemitalien sammen. Regionen er delt midt over, hvor den nordlige del er flad og vinrig, mens den sydlige del er bjergrig og vinfattig. Store dele af produktionen består af vine, der skal drikkes unge, herunder mange frizzanti. Vi er i Lambrusco-landet – engang i 1980’erne var halvdelen af al italiensk vin, der blev importeret i USA, Lambrusco. Generelt kan man sige, at ung vin passer bedst til klimaet og især til regionens fede og overdådige madtradition. Det er her ravioli, tortellini, parmaskinke, parmesan, culatello og aceto balsamico stammer fra. Det gør spaghetti bolognese også, og nej – der skal ikke tomater i ægte bolognese-sauce. Enantio, lokal blå drue der dyrkes i Valdadige og Vallagarina mellem Veneto og Trentino. Tidligere brugt som spisedrue, i dag som vindrue. I familie med Lambruscodruen. Druen nævnes allerede af Plinius den Ældre i årene omkring vor tidsregnings begyndelse. Enologia, ønologi. Læren om vin. Enologo, ønolog. Bruges om en vinekspert. Enoteca, af græsk oinos, "vin", og teca, "æske, kasse, opbevaringssted". Skulle således være et sted, hvor man samler vine uden at tænke på at handle med dem. I realiteten dækker de fleste enoteca dog over mere eller mindre velassorterede vinhandlere. Navnet blev skabt i 1970’erne af forretninger, der ville skille sig ud fra de mere simple vinaio eller vini ed olii, dvs. vinhandlere der for det meste solgte vin i løs vægt og hovedsageligt lokale mærker. I dag har enhver større italiensk by et eller to enoteca, og da italienerne stadigvæk drikker megen lokal vin, er det her, at den danske turist skal henvende sig for at lede efter de kendte lokale mærker. Nogle enoteca sælger også vin glasvis og større eller mindre måltider til at ledsage vinen. Enoteca Italiana i Siena har nok den største samling af italienske vine. Enoteca Pinchiorri er en regulær luksusrestaurant i Firenze. Enoteca Regionale er som regel et sted, hvor man præsenterer og til tider sælger regionens eller provinsens produktion. Der er således plads til en smule forvirring, men er det et sortiment af vine, man leder efter, så er enoteca det rigtige sted. Enotecnico, den officielle titel, som opnås efter endt fire-årig uddannelse ved en af de mange landbrugshøjskoler i Italien. Oversættelsen er egentlig vintekniker, alligevel siger nogle ønolog, men en ønolog er en vinlærd person, ikke nødvendigvis en der har papir på sin titel. Et godt ord er "vinmager" om den person der forestår den praktiske vinfremstilling og har indflydelse på, hvordan vinen kommer til at smage. En indflydelse der starter allerede i vinmarken og først slutter, når vinen er nydt. Enotecnico er blevet en mere og mere central figur på den italienske vinscene. Fra midt i 1970’erne tegnede der sig efterhånden en klasse af dygtige vinteknikere, der bibragte vinproduktionen nye ideer om beplantning, vinkar, gæringstid, hygiejne, fadlagring mv. Uden at man kan tale om et decideret enotecnico-vælde, er det en kendsgerning, at nogle yderst kompetente, kreative og professionelle folk har skabt sig et navn, som smitter af på de vinproducenter, som de yder konsulentbistand. Nogle navne går igen og igen, og mange mener at kunne spore et bestemt fingeraftryk på de vine, der i forskellige regioner fremstilles under kyndig vejledning af den samme enotecnico. Et navn fortjener at blive nævnt før andre. Det er Giacomo Tachis, først ansat hos Antinori, hvor han bl.a. stod for Tignanello, Sassicaia og Solaia, senere freelance og ansvarlig for så gode vine som Falchinis Campora, Adantis Rosso di Arquata og Le Pupilles Saffredi – blot for at nævne nogle få. Andre toneangivende navne er Franco Bernabei, som arbejder for Fattoria di Felsina, Selvapiana, La Parrina m.fl. og Vittorio Fiore, som stod bag gode vine som La Zerbinas Scaccomatto, Capaccias Querciagrande og den nyere røde Carbonaione. Fra den nye generation bør nævnes Riccardo Cotarella, ansvarlig for Antinoris Castello della Salas vine, for Falescos Merlot Montiano og for de gode vine fra kooperativet i Cerveteri, Latium. Andre navne, der borger for kvalitet i kendernes ører, er Grai, Cipresso, D’Attoma, Lanati, Ciufoli og Perrucci. Severino Garofano, som har sit virke i Syditalien og især i Apulien, fortjener særlig omtale. Kendte producenter som Taurino, Candido, Vallone, Cantina S.C. di Copertino, Botromagno, Librandi og mange andre er ham stor tak skyldig. Naturligvis er der et utal af gode vinproducenter, der selv laver deres egnsvin, eller som måske har en enotecnico i familien. Vinen behøver ikke blive dårligere af det, men et kendt navn i kælderen hjælper meget, når det gælder om at tiltrække sig vinskribenternes opmærksomhed og dermed sælge vinen. Enfer d’Arvier, Arvier's Helvede, DOC i Valle d’Aosta-regionen. Hvorledes vinens dystre navn er opstået, når den mest af alt minder om en lys Bardolino, er svært at sige, men som alle de vine, der produceres i regionen, er vinen faktisk en god ledsager til friske oste. Vinen fremstilles af druerne Petit Rouge, Dolcetto, Neretto, Vien de Nous, Gamay og Pinot Nero. Drikkes ung. Enoteca, vinotek eller vinbibliotek. Finere vinudstilling, ofte med smagning og salg. Epomeo, rød- og hvidvin fra øen Ischia i Napolibugten, Campanien. Vinen stammer fra Epomeo-bjergets skråninger. Den hvide fremstilles af druerne Biancolella og Forastera. Uden at være decideret anonym er den en vin, der ikke huskes for andet end et let syrligt og tiltalende bittert strejf. Den røde er straks mere spændende. Den fremstilles af druerne Tintone og Per’ e Palummo. Farven er lys rubinrød, og smagen tør og harmonisk – trods en god portion garvesyre. Drikkes kølig. De gode årgange kan gemmes to-fire år. Eppan, tysk navn for det italienske Appiano. Oprindelsesområde for en del vine, der går under benævnelsen Santa Giustina, Sydtyrol (Alto Adige). Equilibrato, afbalanceret. Erbaceo, græsagtig. Vin med en frisk, lidt umoden smag, der kan minde om græs. Bruges ofte om vine af Cabernet Franc-druen. Erbaluce, grøn drue og hvidvin fra kommunen Caluso i provinsen Torino og i dele af provinsen Vercelli i Piemonte. Vinen er let og frisk uden anden forpligtelse end at mætte den hvidvinstørst, der plager Piemonte, hvor vin ellers betyder rødvin. De bedste eksemplarer af slagsen har et tiltalende strejf af rustik aroma. Vinen drikkes ung og kan også fremstilles som mousserende. Straks mere spændende bliver vinen, hvis man lader druerne tørre à la vinsanto, Erbaluce di Caluso Passito. Navnet erbaluce (erba = græs og luce = lys) stammer fra det varme lyserøde skær, som den modne, grønne drue har, nærmest som en tone af rav. Derfor kaldes druen også for Uva Rustía, den (sol)stegte drue. Erbaluce di Caluso Passito, en af de store italienske dessertvine. Farven kan variere fra guldgul til mørk rav. Smagen er sød, fyldig, meget harmonisk og fløjlsagtig. Loven kræver, at vinen lagrer i mindst fem år, og at alkoholstyrken er mindst 13,5%. Den lange lagringstid og det lille antal producenter, der er beskæftiget med fremstillingen, gør denne vin både kostbar og efterspurgt. De samme krav stiller loven til liquoroso-udgaven, hvor alkoholstyrken skal være mindst 17,5%. Passito, og især liquoroso, er meget koncentrerede og derfor udprægede solovine, der kan erstatte desserten. Visse årgange beholder basisdruens lidt stikkende snit og er derfor velegnede til at blive nydt sammen med lagrede oste og blåskimmeloste. Erbamat, praktisk talt ukendt drue, der dyrkes i Franciacorta-området i Lombardiet, og som blev berømt i danske vinhandlerkredse, fordi den indgik i et spørgsmål i den danske konkurrence om titlen ‘Gran Maestro del Vino’ ... Ingen af konkurrence-deltagerne kendte den, og samtlige vinhandlere blev kimet ned af finalisterne, der var i vildrede. Esaro, hvid-, rød- og rosévine fra flere kommuner i Cosenza-provinsen, Calabrien. Den røde fremstilles af druerne Greco Nero, Gaglioppo, Guarnaccia, Malvasia Nera og andre lokale druer. Vinens lyse farve snyder – smagen er ret kraftig, harmonisk og noget tør. Alkoholstyrken er på 12,5-13%, og vinen har gode gemmemuligheder – op til fem-otte år. Roséen fremstilles af de samme druer og har den typiske kirsebærrøde farve, som i Abruzzo netop kaldes for "cerasuolo". En god allroundvin og absolut velegnet til krydrede retter og retter med aubergine, peberfrugt, ansjos og alt godt fra havet. Den hvide har en interessant aromatisk tone, der skyldes druerne Malvasia, Greco Bianco, Moscato og Trebbiano. Den gyldengule farve indicerer også en kraftig, lidt gammeldags hvidvin. Smagen er tør og varm med meget markerede animalske toner. Sådan en drue-sammensætning fortjener større opmærksomhed både af producenterne og af forbrugerne. Esino, DOC hvis grænser er identiske med de to DOC-områder Verdicchio dei Castelli di Jesi og Verdicchio di Matelicas i Ancona- og Macerata-provinserne, Marche. Denne DOC er indført for at give vinbønderne mulighed for at anvende andre druer end dem, der tillades for de to traditionelle hvide Verdicchio-vine. Vinen kan fås som hvid af minimum 50% Verdicchio-druer og andre lokale druer for resten. En tør og meget let hvidvin på minimum 10,5% med en klar sæsonpræget anvendelse à la Galestro (s.d.) og andre sommerhvidvine. Vinen kan også produceres som frizzante, let perlende, og her er den tilladte minimum-alkoholstyrke endnu lavere, nemlig 9,5%. Den røde udgave fremstilles af Sangiovese- og Montepulciano-druer heraf minimum 60% af den sidstnævnte, og alkoholstyrken er minimum 10,5%. At den nye DOC har det klare formål at placere et eventuelt produktions-overskud, ses også af vedtægterne, der giver mulighed for en novello, fremstillet af samme druer som rødvinen. Est Est Est, DOC-hvidvin af druerne Trebbiano Toscano, Malvasia Bianca og Rossetto fra kommunerne Montefiascone, Bolsena, S. Lorenzo, Grotte di Castro, Gradoli, Capodimonte og Marta i provinsen Viberto, Latium. Alle kender historien. Og dog hører det med til vinhandlerens lod, at der altid er én, der ikke har hørt historien om ærkebiskop Johannes Függer fra Magonza (Mainz på tysk) og hans skæbnesvangre, men ikke decideret kedelige rejse til Rom anno 1111, hvor han skulle deltage i kroningen af kejser Henrik 5. Dengang var der ikke noget med at bestille hotelværelse i forvejen. Og vejene var ikke helt banditfrie. Derfor var det god skik at sende en tjener eller to i forvejen, dels for at ordne det praktiske, dels for at højne den almindelige sikkerhed, dvs. hvis tjeneren ikke efterlod de aftalte tegn, så gjaldt det om at gøre ophold eller vælge en anden vej. Blandt tjeneren Martinus’ opgaver var også det at "anmelde" kroerne og især deres vin. Var stedet ordentligt? Var sengene rene og fri for utøj? Var maden god? Og allervigtigst: Var vinen god? Hvis ja, skulle Martinus på kroens dør skrive det latinske ord est, som betyder "er", dvs. "her findes". I Montefiascone måtte standarden have været særlig høj, eller måske var det velkomsten Martinus blev høj af. I hvert fald kom han til at skrive est hele tre gange. Det var historiens første trestjernede anbefaling. Det blev også den eneste anbefaling biskoppen De Fuk – som de lokale i Montefiascone forvandlede hans navn Függer til – nogensinde kom til at gøre brug af. Han gjorde ophold i byen. Punktum. Forstået på den måde, at han aldrig kom videre. Efter så mange strabadser og så mange ugers møjsommelig rejse gennem Alperne og Appenninerne standsede han i Montefiascone, et par sølle dagsmarcher fra Rom, der må have været en biskops drømmes mål. Han blev i Montefiascone. Det er det, der altid har fascineret ved denne sande historie. En komplet fremmed, en tysker, én af kirkens støtter dropper totalt ud og lader sig rive med af stedets magi, af vinens skønhed, smag og mængde og kommer aldrig videre. Havde han kone, børn (det var ret almindeligt – om end ikke helt god latin – blandt datidens gejstlige), jord, forpligtelser i Magonza? Hvis ja, så var de glemt eller mildest talt nedprioriteret. Han blev biskop af Montefiascone. Og døde der. Den trofaste Martinus, som ikke havde noget ærinde i Rom, så det helt naturlige i at holde sig tæt til sin herre. Det lykkedes Martinus at overleve biskoppen og at diktere følgende gravmæle: "Est est est propter nimium dominus meus mortus est", som frit oversat betyder "På grund af for meget est est est er min herre død". Graven kan besøges af alle i San Flaviano-kirken. Så vidt den sande historie. Der må være en grund til, at en vin bliver berømt. Med dette in mente er der nogen, der er begyndt at kigge lidt i vinstokkene for at se, hvad man kunne få ud af Est Est Est-historien, som er værd at drikke. Og det er faktisk ikke så lidt. For det første den kendsgerning, at den historiske Est Est Est må have været halvsød. Det kunne tyskerne lide – det kan de stadigvæk – og hvad er mere forløsende end et par flasker frisk, ung muskatelvin lige fra fadet? Formodentlig var den vin, der blev biskoppens endeligt, netop en muskatel. Hvad er så Est Est Est i dag? For det meste en tør hvidvin med en vis tendens til blødhed. Der findes turist-eksemplarer, der i bedste fald smager uskadeligt, og stilen placerer vinen i en klasse med et utal af andre dagligvine som Verdicchio, Orvieto, Soave og Frascati. Estetica, det ydre. Man siger, at italienerne opfandt begrebet stil, længe før de vidste, hvad de skulle bruge den til. I takt med at vin i løbet af 1980’erne gik fra at være ren konsumvare til at repræsentere et nydelses- og samlerobjekt, begyndte man også at kæle for emballagen, udstyret og flasketyperne. Hvor fiasco og toliters flasker engang var det store hit, begyndte man at se slanke, elegante flasker, og nye navne som Elite, Futura o.a. dukkede op i glasværkernes kataloger. En umbrisk arkitekt ville sågar sende en flaske med hul i siden på markedet. Dér, i hullet, skulle etiketten anbringes rullet sammen som en papyrus. Italien har, som Frankrig, en lang og glorværdig glastradition. Italiensk vin havde brug for en ansigtsløftning. Den blev foretaget, og det skulle kommunikeres til omverdenen. Flasken og etiketten var mediet. Kendte arkitekter og stylister fik travlt med at designe vinproducenternes brevpapir, emballager og etiketter. Det siges, at den kendte, nu afdøde arkitekt Silvio Coppola modtog et honorar på 100.000 kroner for at klæde Antinoris epokegørende nyskabelse Tignanello på. Hænger flaskens og etikettens "skønhed" sammen med vinens kvalitet? Principielt nej. Mange storproducenter bruger penge på at give deres masseproducerede, ligegyldige flasker et smukt ydre. På den anden side er det sjældent, at en vinbonde, der har gjort sig umage med at fremstille en god vin, senere vil sjuske med præsentationen. Mange vine bliver købt på deres udseende, og en smuk beholder fuldender fornøjelsen. Hvad vi kan lide, og hvad vi ikke kan lide ved en vin, er ekstremt subjektivt. Nogle udtrykker det i lange udredninger, andre blot med et ansigtsudtryk. Nogle anvender en 20-skala, andre en skala fra 0-100. Den italienske vinproduktion er så stor, så nuanceret, så individualistisk, at der er plads til alle. Fra de lette Bardolino til de frizzante Prosecco til de alkoholholdige Amarone. Jeg foretrækker vine med et genkendeligt personligt træk, vine med en lille menneskelig svaghed, vine med karakter om man vil, frem for de ‘sublime’ eller de perfekte vine. Den billardkugle-perfekte vin er i mine smagsløg en kedelig vin. Ligesom man ved den japanske te-ceremoni besynger den kande, der er smuk og perfekt drejet, men som viser en mindre skønhedsfejl eller et spor af tidens tand, så foretrækker jeg den vin, hvor jeg kan mærke håndværkerens mesterlige, men menneskelige hånd. Et strejf af et eller andet udefinerbart organisk, der kan fremhæve helhedens skønhed. Etereo, æterisk, flygtig. Etichetta, etiket. Etna, siciliansk vulkan. Der dyrkes druer på skråningerne på den østlige side. Etna udgør en selvstændig DOC for hvid-, rød- og rosévine. Etna-vine har, på grund af turismen, stor lokal afsætning og finder – trods deres gode ry – sjældent vej til eksport. Især rødvinen, der fremstilles af Nerello Mascalese, Nerello Mantellato og andre lokale druer, er værd at lede efter. Vinen er blød, med godt krydderi både i næsen og smagen, og har et karakteristisk rundt, varmt væsen, der træder tydeligere frem efter to-tre års lagring. Megen Etna-vin drikkes som sagt ung, men ældre årgange er værd at samle på, da vinen har et lagringspotentiale på otte-ti år. De hvide Etna-vine har potentiale for fylde og aroma, men der er ikke mange, der giver sig tid til at udøve streng udvælgelseskontrol, når det gælder den grønne drue Caricante. Ettaro, hektar. Ettolitro, hektoliter, dvs. 100 liter. Mængden af færdig vin angives ofte i ettolitro. Det samme gælder fadstørrelser. Extra brut, meget tør og mousserende.