F

Fara, DOC-rødvin fra de nordlige piemontesiske kommuner Fara og Briona i provinsen Novara. En holdbar vin af hovedsagelig Nebbiolo-druer (lokalt kaldet Spanna) sammen med små dele af de lokale sorter Bonarda og Vespolina.

Faro, DOC-vin fra Messina-provinsen på Sicilien. Af druerne Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio og Nocera. Tør og berømt rødvin, som desværre kun produceres af et fåtal af vinbønder. Dyb i farve og smag og holdbar.

Fatto, moden.

Fattoria, et ord, der på en vinetiket betyder vingård, vingods. Ellers betyder ordet blot landbrugsejendom, hvor man kan beskæftige sig med både planteavl og husdyrbrug. Bestod oprindeligt af flere ejendomme (poderi).

Falanghina, drue, formodentlig synonymt navn for Greco. Grøn drue der især dyrkes i det nedre Latium, Campanien og i dele af Molise. Spændende vine med bid og karakter.

Falerno, et af de berømteste navne i vinhistorien. Vinene fra det frodige Campanien – Campania felix – var romernes dyreste og mest efterspurgte. I dag oplever Falerno en renæssance, velbeskyttet af en generøs DOC-lov, der omfatter forskellige typer, bl.a. Falerno del Massico Bianco fremstillet af druerne Falanghina samt mindre dele lokale druer som Ciciniello og Sangiuseppe. En tør forholdsvis let, men saftig hvidvin med bid og behagelig bitterhed.
Falerno del Massico Rosso fra kommunerne Sessa Aurunca, Cellole, Mondragone, Falciano del Massico og Cariola er en spændende rødvin af 60 til 80% Aglianico suppleret med 20-40% Piedi Rosso og højst 20% Barbera og Primitivo. Granatrød farve, bred og fyldig smag, høj alkoholstyrke (13-15%) og særdeles god holdbarhed.
I de samme kommuner tillader DOC-loven fremstilling af en Falerno del Massico Primitivo af næsten udelukkende Primitivo-druer, som med sine 14-16% er noget mere alkoholrig end Rosso’en omtalt ovenfor, men stiller de samme krav til lagring for at folde sig fuldt ud.

Falerio dei Colli Ascolani, god daglig DOC-hvidvin af druerne Trebbiano, Passerina, Malvasia Toscana og Verdicchio fra kommunerne i Val di Tenna, provinsen Ascoli, Marche. Drikkes ung.

Favorita delle Langhe, hvidvins-drue, hvis genopdagelse i det altid hvidvin-størstende Piemonte blev hilst som den hstore begivenhed. Man fortalte om nogle nonner i et kloster, der brugte druerne som spisedruer til de syge, og om en heldig vinmand, der overtalte dem til at gemme nogle af druerne til ham. En historie fra de varme lande eller facts? Det er ikke godt at vide.
Favoritas rolle som drue til tørre hvidvine blev senere overtaget af Arneis. I dag fremstilles Favorita (den foretrukne) som DOC-vin i store dele af Langhe-distriktet, Cuneo-provinsen, Piemonte. Vinen har en bleg strågul farve, tør smag med moderat aromatisk tone og i de bedste eksemplarer toner af anis, banan og eksotiske frugter. En god apéritif eller sommervin.

Fermentazione, gæring. Bruges både om alkoholgæringen og om den malolaktiske gæring, dvs. æble- og mælkesyre-gæringen, en bakteriel gæring, som afløser den første alkoholgæring.

Fermentazione naturale, naturlig gæring.

Fiacco, svag, flad.

Fiano, ældgammel, grøn drue fra Campanien, formodentlig den romerske drue Apianum, "biernes drue", på grund af dens sødme.
Druen og vinens renæssance engang i 1970’erne skyldes familien Mastroberardino, der sendte hvide, lagrede vine på markedet. Det var uhørt dengang, da al italiensk hvidvin skulle være ung og gerne frizzante. Mange nyere producenter har gjort Mastroberardino kunsten efter. Vinen er tør, men har en del aromatiske toner, der går fra honning til det nøddeagtige og medicinske. Robust i sin stil, kan tåle noget lagring – op til fem-syv år for de bedste årgange, og er velegnet til stort set alle fiskeretter, især dem med krydrede saucer og ansjoser, og fremragende til unge hvidskimmeloste.

Fiasco, flaske. Betegner de tykmavede, bast-omvundne flasker fra Chianti, som i dag er blevet sjældenheder.

Filtrato dolce, om most, hvis gæring er blevet afbrudt ved filtrering og centrifugering. Giver sød vin med lav alkoholstyrke – typisk for Moscatodruen. Filtrato Dolce er teknisk set ikke vin.

Forgiarin, sjælden, blå drue og vin af samme navn fra kommunen Pinzano i Pordenone-provinsen, Friuli Venezia Giulia. Vinen er en mørk rosé med et dejligt halvtørt strejf.

Forselina, blå drue udbredt i Verona-provinsen, Veneto. Den indgår i Valpolicella under de 5% lokale druer, som tillades af DOC-vedtægterne. Fremstillet solo kan den give fyldige og samtidig delikate vine på 13-14% i alkoholstyrke.

Fortana, blå drue også kendt som Uva d’Oro, fordi den i sin tid – i 1200-tallet – kom fra Côte d’Or i Frankrig. Specialitet fra Emilia Romagna, især fra Parma-provinsen – druen giver DOC-vine i Bosco Eliceo-distriktet. Vinen er tør og rubinrød. Findes i mindre omfang også i Franciacorta-området, Brescia-provinsen, Lombardiet. I Emilia Romagna blev vinstokken plantet på sandholdig jord og har derfor modstået vinluseangrebet i slutningen af 1800-tallet.

Fogarina, som de fleste italienere kender, fordi den indgik som hovedingrediens i en landeplage ‘Oh quanto, bella l’Uva fogarina’, en sang i den sælsomme folkrockstil. Vinen har dog de færreste smagt. Druen er meget aromatisk, måske i familie med Uva Fragola. Vinen er let med lav alkoholstyrke, rød og syrlig-sød. Bør drikkes ung, og det bliver den også – dog mest i Reggio Emilia-provinsen (Emilia Romagna) og næppe udenfor.

Fragrante, sprød, levende.

Franciacorta, frodigt og malerisk vindistrikt øst for byen Brescia i Lombardiet. Vinen er direkte årsag til distriktets navn, idet vingårdene, cortes, fra denne zone var fritaget, Francae, for at betale kirkeskat. De kunne nøjes med at sende prøver på deres fremragende vine.
Over halvdelen af produktionen består af mousserende vine, og Franciacorta DOCG er i dag ensbetydende med mousserende vin fremstillet efter metodo tradizionale og med de klassiske champagnedruer, Chardonnay, Pinot Bianco og Pinot Nero. Mousserende vine herfra har solidt fodfæste og overhaler ofte deres mere kendte franske fætre.
De røde fremstilles af Cabernet Franc, Barbera, Nebbiolo og Merlot. Desværre begrænser DOC-vedtægterne anvendelsen af de to franske druer til højst 15%. Det giver vine, der nok er tiltalende, men ikke særligt holdbare og ej heller komplekse nok til at gøre sig ude i den store vinverden.

Franco, om en vin der er åben, ligefrem og i god balance.

Franconia, blå drue der har en vis udbredelse i Friuli. Druen kendes i de tysktalende lande som Limberger eller Blaufränkish og kom til Friuli fra Østrig, dengang regionen var en del af det østrigske kejserdømme. Fra kommunerne Cormons, Monfalcone og Prepotto kommer de bedste eksemplarer af denne tørre og druesmagende vin.

Frappato di Vittoria, mørk rosévin – cerasuolo, dvs. kirsebærfarvet – fra byen Vittoria i provinsen Siracusa, Sicilien. Fremstilles af druen Frappato. Takket være sin markante druesmag og høje alkoholstyrke på 13-15% kan den nydes både solo og til al slags mad, også de kraftigste kødretter. Frappato er meget holdbar, og når den er vellagret, antager den hedvinsagtige karaktertræk, der gør den velegnet både som apéritif og til ostebordet.

Fragolino, rødvin af Fragola-druen og andre hybriddruer af amerikansk herkomst. Da landets vinavl i slutningen af 1800-tallet var angrebet af vinlus, forsøgte man sig alle vegne med podning med vinlus-resistente amerikanske vinstokke.
Da vin kun må fremstilles af druer af arten Vitis vinifera, er det forbudt at fremstille denne vin med salg for øje. Derfor er den så meget desto mere efterspurgt, og i november-december foregår der en livlig handel. Fragolino er meget yndet i Nordøstitalien, men den fremstilles også mange andre steder.
Fragolino er faktisk både tiltalende og halvsød med en god violetrød farve og lav alkoholstyrke. Der findes også en hvid type.
Nogle producenter gør sig den betragtning, at selv om vinen er forbudt, så er selve navnet det ikke. Derfor har de taget patent på navnet og fremstiller en drik på basis af vin, sukker og ... jordbærsaft. Denne "aromatiserede" vin har haft en vis succes.
Andre har kopieret opskriften og lagt sig tæt op ad navnet, således findes der både en Frambolino og Fra Golino.

Frascati, landsby 19 km syd for Rom og DOC-vin fra bakkerne omkring byen. Fremstillet af Malvasia, Trebbiano og andre druer fra kommunerne Frascati, Grottaferrata og Monteporzio Catone.
Står der Superiore på etiketten, er alkoholindholdet i vinen en halv procent højere (11,5%) end i den tilsvarende Frascati DOC (11%).
Frascati er pr. definition romernes vin, der bliver drukket til alt. Det er også et verdensnavn, og forbrugeren bliver sjældent skuffet, mest fordi forventningerne til vinen aldrig er højere end en god, tør, læskende hvidvin – en terrassevin, en sommervin til frokoster og skovture.
I realiteten gemmer der sig meget mere bag de buttede flasker og det muntre lette image. Bedre Frascati findes, men produktionen er endnu ikke så stor. Det er den bedre Malvasia Puntinata frem for Malvasia Toscana, der giver de gode Frascati deres aromatiske rygrad. Derudover er det meget vigtigt, at der skæres ned på udbyttet fra vinmarkerne. De bedre Frascati-producenter har da også taget gamle lokale druer i brug, som var forsømt på grund af deres lave ydeevne, fx Cacchione, Passerina, Bombino og Bellone. Andre forsøger sig – på dispensation – med druer fra andre distrikter.
Frascati har traditionelt været plaget af overproduktion, og mange flasker simpel hvidvin fra andre distrikter bliver solgt med etiketten som eneste forbindelse til Frascati. Yndet af romerne og af alle de, der har smagt den, er den halvsøde udgave, Cannellino. Navnet kommer af cannella, taphane, dvs. vin, der bliver taget fra fadet, før den er gæret helt ud. Men cannella henviser også til den måde, man drikker vinen på – direkte fra kanden, a cannella, dvs. vin der nydes i store drag.
DOC-vedtægterne tillader en mousserende Frascati, som dog kun fremstilles af få producenter.

Fratelli, brødrene, forkortes F.lli.

Freisa, blå drue fra Piemonte, især udbredt i provinserne Asti, Alessandria og Cuneo. Engang en meget almindelig bordvin fremstillet i alle sine udgaver fra meget tør til meget sød, fra stille over frizzante til decideret spumante. I dag er druen lidt på retur, selv om nogle Langhe-producenter som Aldo Vajra og Giovanni Conterno stadig yder den stor opmærksomhed og frembringer vin af klasse.
Freisa delle Langhe har et højt syreindhold, en dyb rødviolet farve og er meget tør, nærmest støvet. Vinen ‘reddes’ af sin store frugtkoncentration. Derfor skal den drikkes ung, selv om de bedste eksemplarer kan holde to-tre år. Det er en helt igennem piemontesisk specialitet, som jeg nødig så forsvinde fra den italienske vinpalet.
Andre gode producenter er Conterno Aldo med ‘La Bussianella’, Cavallotto, Gianni Voerzio, Giuseppe Rinaldi, Sylla Sebaste og Walter Musso.
I andre distrikter finder vi Freisa d’Asti DOC med lignende karaktertræk, men blidere, om end ikke mindre tør i smagen. Her er de bedste producenter Gilli i Castelnuovo Don Bosco og i særklasse Scarpas ‘La Selva di Moirano’ fra Nizza Monferrato.
Der findes også en anden DOC FReisa di Chieri, der er i stil med FReisa d’Asti, men lidt lysere. Næsten hele produktionen bliver afsat til nabobyen Torino.
Freisadruen indgår også i diverse blandinger og i Monferrato DOC-vinene.

Fresco, frisk.

Frizzante, perlende, let mousserende. Det samme som det franske petillant og det tyske spritzig. Italienerne er meget glade for de små bobler, om det så er i Lambrusco, i Prosecco eller i de mange frizzante- og frizzantino-vine, der produceres overalt i støvlelandet. Formodentlig er det klimaet, der gør de lette, forfriskende vine så attraktive. Samtidig har man kunnet gøre en dyd af nødvendigheden, idet bønderne ikke har været i stand til at styre gæringen og hvert forår måtte leve med vine, der gik i gang med at gære igen efter vinterens dvale.

Frizzantino, meget svagt mousserende med en næsten umærkelig perlen.

Friuli Annia, mega paraply-DOC for en hel række vine fra forskellige kommuner i provinsen Udine. Der er taget højde for, at der kan fremstilles vin med stort set alle de druer, der kan dyrkes i Friuli.

Friuli-Venezia Giulia (Friuli), region i Nordøstitalien grænsende op til Slovenien og Østrig. For de, der kommer fra Verona, starter Friuli med blide, udstrakte sletter, hvor produktionen er intensiv og druenavnene mange. Distrikterne hedder: Aquileia, Latisana, Isonzo og Grave del Friuli – alle tillige DOC-områder, hvis vine ofte er svære at skelne fra hinanden.
Mængden af druer har altid på én gang været regionens kommercielle styrke og svaghed, for hvem kan holde rede på alle de druenavne? Friulanerne selv kan helt sikkert – de står i et uhelbredeligt kærlighedsforhold til deres vinhistorie.
Friuli har traditionelt været korsvej for både udvandringer og invasioner, og her finder vi foruden alle de lokale sorter som Ribolla, Schiopettino, Tazzelenghe, Picolit m.fl. også de klassiske italienske, Pinot Grigio, Pinot Bianco og Riesling Italico, samt et hav af udenlandske druer, f.eks. Cabernet, Merlot, Traminer, Franconia, Pinot Nero, Sauvignon og Tocai.
Friuli har ry for at være et hvidvinsland, på trods af at størstedelen af produktionen er rød med Merlot som dagligvinen og Cabernet (hvis ikke andet er specificeret, er det ensbetydende med Cabernet Franc) og Refosco som de mere værdsatte typer, dog stadig fremstillet for at blive nydt unge. Det er næsten umuligt at finde vellagrede rødvine fra Friuli. Undtagelser findes, men der er ikke mange af dem.
Distrikterne Collio og Colli Orientali har slået deres navne fast som Italiens førende hvidvins-områder.

Fruttato, frugtagtig. Smag og duft af frugt – enten frisk eller moden.

Funtanaliras, hvidvin fra kommunen Monti i provinsen Sassari, Sardinien. Fremstilles af ren Vermentino og er derfor en Vermentino di Gallura DOCG. Gallura (‘hanernes land’) betegner den centrale og nordvestlige del af Sardinien. Vinen har en del finesse og en alkoholstyrke på 14%, der gør den velegnet til mange krydrede retter og til retter med svinekød og hvidt kød i det hele taget.

Furmentin, grøn drue og vin af samme navn. Dyrkes i kommunerne Cossano Belbo, Castino og Rocchetta Belbo i Cuneo-provinsen, Piemonte. Let til medium, tør hvidvin, der skal nydes ung. En lokal kuriositet, der nævnes, fordi den menes at være af samme drue, som anvendes til den ungarske Tokajvin. Vinens veje er tit uransagelige.
Den ungarske drue Furmint menes også at stamme fra Friuli, den skal have været bragt til Ungarn som en del af medgiften for Aurora Formentini fra San Floriano al Collio. Hun giftede sig med den ungarske adelsmand Baktiany.
I dag "lugter" denne forklaring – som ellers var bredt accepteret i begyndelsen af 1970’erne – af at være en god PR-gimmick for huset Formentini.
Ligheden mellem Furmint og Formentini er ikke til at bortforklare, og rent historisk var både Friuli og Ungarn dengang i 1700-tallet en del af det østrig-ungarske kejserrige.

Fumat, Meget lokal, friulansk, blå drue. Dyrkes især i Udine- og Pordenone-provinserne og giver en rubinrød vin med høj alkoholstyrke, lidt "vild" smag og god holdbarhed. Fumat og de mange andre italienske lokaldruer er for den italienske vinverden, hvad poesi er for livet. Man kan sagtens klare sig uden, men det bliver kedeligt.
Desuden er disse druer et historisk vidnesbyrd, et link til fortiden. Hvis de forsvinder, bliver vi, allesammen, lidt fattigere.
Det forstod familien Nonino fra Percoto i Friuli, da de indstiftede prisen Risit d’Aur –Den Gyldne Vinstikling – med det formål at støtte alle, der arbejder for bevarelse af disse mindre, lokale druer, som Friuli og resten af Italien er så rig på.

Furore Divina Costiera, Rasende guddommelig kyst. Italienernes hang til storslåede og overdrevne sprogblomster er i tilfældet Amalfi fuldt berettiget. Furore hentyder til bragene fra det stormende hav, der raser ind mod klipperne på Amalfikysten.
Vi er ved landsbyen Amalfi i provinsen Salerno, Campanien – vinen er en Costa d’Amalfi DOC. Den findes både som rød og hvid. Den hvide fremstilles af druerne Biancolella og Falanghina samt andre lokale druer som Ginestra, Finile og Moschella. Den røde af druerne Aglianico og Piedi Rosso.
Det er minimale produktioner, men vinen er et besøg værd – også langt fra dens hjemmebane – med medium til høj alkoholstyrke, en del finesse og ganske god holdbarhed.

Fusto, fad. I Barolo er det på 700 liter.