Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

L





L

Lacrima, tåre. Om vin, der fremstilles ved at lade druernes egenvægt presse mosten frem. I overført betydning om vin, som kommer fra druer, der kun er blevet presset let og nænsomt.

Lacrima di Morro d’Alba, Rødvin af Lacrima-druen. Vinen, der blev DOC i 1985, stammer fra regionen Marche, og produktions-området grænser op til kommunerne Morro d’Alba (som intet har til fælles med Alba i Piemonte), Monte San Vito, San Marcello, Belvedere, Ostra og Senigallia – alle i Ancona-provinsen. DOC-vedtægterne tillader eventuel blanding med højst 15% Montepulciano eller Verdicchio.
Vinen fremstilles gerne med "governo toscano" (s.d.) og egner sig derfor til at blive nydt som ung. Farven er rubinrød, smagen er tør og meget blød for sådan en ung vin, medium krop. Minder lidt om Gamay. Visse årgange kan klare en moderat lagring.

Lacryma Christi, se Vesuv.

Lago di Caldaro eller på tysk: Kalterersee, sø beliggende i provinserne Bolzano og Trento. Vinen af samme navne fremstilles på basis af Schiava-druen, enten ren eller suppleret med højst 15% Lagrein- og/eller Pinot Nero-druer.
Vinen kan kaldes Classico, hvis druerne stammer fra én af følgende kommuner: Caldaro, Appiano, Termeno, Cortaccia, Valdena, Egna, Montagna, Ora eller Bronzolo. Og hvis Classico-vinene indeholder mindst 10,5% alkohol, kan de kaldes superiore. Med minimum 11% er betegnelsen Scelto eller på tysk Auslese.
Lago di Caldaro er fyldig og rund og har samtidig en typisk frugtrig friskhed. Nydes kølig som en fin allround-vin.

Lagrein, tysk navn for druen Vallagarina. Dyrkes i provinserne Bolzano og Trento i regionen Trentino/Alto Adige. Druen trives bedst på lave, sandholdige vinmarker og giver forholdsvis lette, men velkrydrede og frugtrige vine. Lagrein Dunkel er den traditionelle, rubinrøde vin, mens Lagrein Kretzer er den sarte, men lige så krydrede roséudgave.

Lamezia, tør rødvin af druerne Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio, Gaglioppo (lokalt kaldet Magliocco) og Greco Nero (lokalt kaldet Marsigliana), som dyrkes i Calabrien i kommunerne Lamezia Terme, Sant’Eufemia, Sambiase og Filadelfia, vest for Catanzaro. Lamezia har en kirsebærrød farve og antager med tiden et lyserødt skær.
Vinen kan også fås som rosé af druerne Nerello Mascalese og/eller Nerello Cappuccio, Gaglioppo, Greco Nero samt op til 5% andre lokale druer.
Den hvide Lamezia Bianco fremstilles på basis af Grecodruen foruden af Trebbiano og Malvasia, mens Lamezia Greco skal indeholde mindst 85% Grecodrue.

Lambrusco er en vin, som tilfældigvis bobler, ikke en boblende salgsgimmick. Og så er Lambrusco – ligesom portvin – rød. Den hvide findes, den fremstilles ved hurtigt at skille mosten fra de farveholdige skaller, og går især til eksport.
Lambrusco er en druesort, eller faktisk flere druesorter, under fællesnavnet Lambrusco: Lambrusco Maestri, Lambrusco d’Alessandria, Lambrusco Salamino, Lambrusco Grasparossa, Lambrusco Scorzamara og et par andre.
Druen er udbredt over hele Italien, fra Piemonte til Sicilien. Det er dog regionen Emilia Romagna, der har den ældste tradition, og her er Lambrusco-druen repræsenteret på det største dyrkede areal. Derfor er det herfra, at vi har de fleste Lambrusco-vine.
Vinen kan fremstilles på forskellige måder. Den ældste er at lade vinen gære i tæt lukket flaske og håbe, at den ikke ... eksploderer. Det er den type Lambrusco, man får tilbudt af de vinbønder, der laver den til eget brug. Proppen holdes på plads af en snor eller af en ølkapsel, vinen gærer og lagrer på sit eget bundfald, og den tåler hverken transport eller rystelser. Den skal smages på stedet – tør, saftig og kælderkold med den krop, som kun ufiltrerede vine har. Det er, om man vil, en lille champagne-metode. Vinen skal drikkes ung, efter højst to år, ellers påvirker bundfaldet vinens smag.
I dag vil ingen drømme om at sætte denne type vin på eksportlisterne, men i begyndelsen af 1970’erne var de bedste Lambrusco-vine fremstillet på denne måde.
De moderne Lambrusco fremstilles på stort set samme måde, blot erstatter man flasken med en stor, rustfri ståltank. Som regel sættes skummet i gang ved at tilsætte vinmassen 10% sød most fra de samme druer. Derved har producenten også mulighed for at styre sødmegraden.
Den lyserøde type, der blev så populær i Danmark i 1980’erne, kan kun fremstilles af de huse, der har mulighed for at nedfryse mosten for så senere at tø den op til fremstilling af bestilte mængder Lambrusco Rosa på et hvilket som helst tidspunkt året rundt.
Den røde, gode Lambrusco er i realiteten en simpel vin. Det samme sagde Giovanni Conterno om sin Barolo: ‘Vi laver en simpel vin, vi presser druerne, og når vinen er klar, aftapper vi den ligesom min far og min farfar altid har gjort det.’ Dér standser enhver sammenligning til gengæld også. Men en vellavet Lambrusco er i sin klasse lige så værdig som en vellavet Barolo.
Den mest kendte Lambrusco er nok Lambrusco di Sorbara DOC af druen af samme navn, som dyrkes i kommunen Bomporto i Modena-provinsen. Sorbara er navnet på den landsby, der er centrum for produktionen. Vinen er for det meste tør, men der findes halvtørre udgaver. Med sit syrlige strejf passer denne type meget fint til forretter og til varme retter med svinekød.
Svinekød er i det hele taget den mest udbredte fødevare i Emilia Romagna, og Lambrusco er som skabt af naturens gavmilde og forudseende hånd til at klare de fede tilberedninger af svineskanker, pølser, skinker, tortellini osv.
Omkring Modena dyrkes den lilla, skummende og som regel halvsøde/halvtørre Lambrusco di Grasparossa DOC med produktionscentrum i landsbyen Castelvetro. Vinen fås også i en naturlig lyserød udgave.
Stadig i Modena-provinsen finder vi den saftige og som regel tørre Lambrusco Salamino med produktionscentrum i landsbyen Santa Croce. Det er Modena, der har gjort Lambrusco berømt, men Reggio Emilia forsøger at gøre byen rangen stridig. Nogle gange med succes, selv om Lambrusco Reggiano DOC – tør eller sød – som regel har et lysere væsen og en friskere syrligere karakter end de tilsvarende fra Modena.
Beviset er den lyserøde type, der hærgede Danmark, og som stammede fra en producent i Reggio Emilia-provinsen. Spørger man en italiener på gaden om, hvad Lambrusco er, vil svaret i ni ud af ti tilfælde være: "En rød perlende vin fra Modena."
Lambrusco er principielt ikke en mousserende vin – en spumante – den skal blot være frizzante, let perlende. Hemmeligheden er de små perler, der i det varme klima læsker og hjælper på fordøjelsen.
Lambruscos store succes i USA i 1980’erne – over 70 millioner kasser om året – kan forklares med vinens drikbarhed; det er en vin, der skal drikkes afkølet og alle kan være med. Derfor blev Lambrusco kaldt Italiens svar på Coca-Cola.

Langhe, Tunge, dvs. lange striber af jord. Bakket distrikt i Piemonte og en geografisk DOC-afgrænsning, der omfatter diverse kommuner i Cuneo-provinsen.
Herfra kommer de kendte Barolo- og Barbaresco-vine.
Der er Rosso Langhe, som regel fremstillet på basis af Nebbiolo, Dolcetto eller Barbera, men drue-sammensætningen står det frit for hver enkelt vinproducent at fastsætte, blot der anvendes druer, som er tilladte i distriktet. Rosso Langhe er en regulær dagligvin med medium krop og begrænset gemmepotentiale.
Dolcetto Langhe og Nebbiolo Langhe afspejler stilen i de tilsvarende d’Alba DOC.
De grønne Chardonnay, Favorita og Arneis har fundet deres rette hylde og indgår i spændende frembringelser. Det samme gælder lokaldruen Freisa – vinen fås både som tør og halvtør, og som stille og frizzante.

Lancellotta, blå drue og vin af samme navn fra egnen omkring Reggio Emilia i Emilia Romagna. Efter tørring giver den en sød, forholdsvis let og behagelig dessertvin. I nyere tid er der sket forsøg med at fremstille en tør rødvin af denne ældgamle, men noget forsømte, italienske drue.

Latisana, omfattende DOC i Udineprovinsen i Friuli-Venezia Giulia. Mange vinskribenter i Italien har kritiseret Friulis overvældende mængder af druer/vine og har fundet i denne tit uoverskuelige mangfoldighed én af grundene til Friulis manglende kommercielle succes på eksportmarkederne. Der er noget ved snakken, selv om jeg personlig er tilhænger af en så nuanceret og varieret drueproduktion som mulig.
Her i Latisana får man smæk for skillingen, og følgende rødvine har ret til DOC-appelationen: Cabernet, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Franconia, Merlot, Pinot Nero og Refosco. Og følgende hvide: Chardonnay, Malvasia Istriana, Pinot Bianco, Pinot Grigio, Riesling Renano, Sauvignon, Tocai Friulano, Traminer Aromatico, Verduzzo Friulano.
Latisana-producenterne har ikke pladsproblemer på grund af deres pokaler og guldmedaljer, men distriktets vine repræsenterer sund og god valuta for pengene.

Latium (Lazio), en af Italiens 20 regioner. Der er ikke mange blandt de danske vininteresserede, der forbinder regionen Latium (Lazio) med kvalitetsvin på samme måde, som det er tilfældet med Toscana eller Piemonte. Regionen har dog gennemgået en fantastiske kvalitetsrevolution siden slutningen af 1980’erne, en revolution, som først nu begynder at bære sine smagfulde frugter i mærkbare mængder.
Det skulle gå grueligt galt, før det begyndte at skifte retning. Men forudsætningerne har hele tiden været der. Hør blot, hvad en Camillo Mancini skrev i 1888 i sin bog Druens Latium: "Den succes, der har tilsmilet få og modige vinproducenter i Latium, er i sig selv et bevis på, at Latium har en glorværdig fremtid foran sig."
På det tidspunkt kunne fx en Genzano Rosso med seks års lagring vinde guldmedalje i London i 1884, igen i Liverpool i 1886 samt høste priser og diplomer i Antwerpen i 1885 og i Bruxelles i 1888. Vinene fra huset Ostini blev eksporteret i stor stil til Tyskland, Holland og sågar Danmark.
Der er faktisk kun få andre italienske vinregioner, der er så begunstigede fra naturens hånd som Latium. Tag fx det område, man kalder Castelli Romani (s.d.), bakkerne omkring Rom, med jordbund af vulkansk oprindelse, jævn og blid hældning, 20-30 kilometer fra havet, en bjergkæde der beskytter området mod kolde norden- og vestenvinde, temperaturforhold der bedst kan udtrykkes med vejrstatistikken, der siger, at her sjældent er koldere end 3 grader og endnu sjældnere varmere end 30 grader. Derfor lyder den berømte italienske sang om Castelli Romani: "... ce fanno la cuccagna da i tempi de Noé ...", i upoetisk oversættelse: "... her har man holdt vinfest siden Noahs tid ...".
Hvorfor har distriktet ikke tiltrukket sig vinelskernes opmærksomhed noget før? Opmærksomhed har der sådan set ellers været nok af. Kun få af verdens hovedstæder mangler et tivoli, jf. Tivoli uden for Rom, eller en Frascati-restaurant, til gengæld har det været så som så med eksporten.
Det skyldes forskellige faktorer, hvor Rom og teknologi-mangel er de to væsentligste. Millionbyen har altid været et sikkert marked for Latiums vine, det lokale forbrug har været højt, og desforuden har turistmasserne hjulpet godt til. Så hvorfor interessere sig for dyr teknologi og forbedringer, når man kunne sælge det hele alligevel? Når efterspørgslen faktisk var større end udbudet?
Først i 1960’erne, da kooperativet i Marino under ledelse af Ezio Rivella, der senere førte Villa Banfi frem til berømmelse, begyndte at varmebehandle og derved stabilisere vinen, kunne man begynde at eksportere regionens vine, først til resten af Italien og så til udlandet. Marino Gotto d’Oro er stadig et veletableret mærke.
Før da smagte Frascati og de hvide Latiumvine bedst på stedet, helst under en skyggende pergola.
Den primitive fremstillingsteknik eller mangel på samme gjorde, at vinene sjældent kunne overleve det første år og endnu sjældnere kunne klare rejsen i sommervarme fra de kølige opbevaringskældre, de berømte grotte, hvoraf mange fortsat er i brug. Transportens rystelser satte den gæring i gang, som efterårets og grottens kulde havde sat en stopper for.
Bedre gik det ikke i årene efter Anden Verdenskrig, da hele Italien skulle til at producere sig ud af krigens ruiner. Årene fra 1945 til slutningen af 1960’erne er måske de mørkeste i Latiums vinhistorie, hvor mange lokale druer blev tilsidesat, fordi deres ydeevne er lav, og vinbønderne koncentrerede sig om de grønne druer Trebbiano og Malvasia del Lazio, mens mange blå druer stort set forsvandt, fordi det ikke længere var rentabelt at dyrke dem.
Dette gælder især en af Latiums gamle stoltheder – Aleatico – der først i løbet af 1990’erne igen begyndte at fange producenternes interesse. Ironisk nok er det nedgangen i det indenlandske vinforbrug, der har medført nytænkning inden for vindyrkning og -fremstilling i Latium.

Lazio, se Latium.

Leggero, let, behagelig.

Lessini Durello, tør DOC-hvidvin af druen Durello, enten ren eller sammen med højst 15% af én eller flere af druerne Garganega, Trebbiano di Soave, Pinot Bianco, Pinot Nero og Chardonnay.
Durello-druen findes næsten udelukkende omkring Lessini-bakkerne mellem Verona og Vicenza. Durello modner sent og har et højt indhold af syre, hvilket gør den ideel til mousserende vine.
Traditionelt blev vinen fremstillet som en slags rustik frizzante til familiebrug, eller den blev eksporteret til Tyskland som basis for produktion af sekt.

Lessona, mini-DOC-distrikt med tre producenter i provinsen Vercelli i det nordlige Piemonte. Vinene fremstilles af Druen spanna (Nebbiolo) enten ren eller sammen med højst 25% Vespolina og Bonarda. Vinen skal lagre i to år heraf det ene på flaske.
Lessona er i lighed med mange andre Nebbiolo-vine noget streng som ung, men både farven og smagen mildner efter nogen lagring. Bouquet’en er dyb og delikat og minder om violer. Smagen er tør med behagelig garvesyre.

Lettere, let rødvin fra Sorrento-halvøen syd for Napoli i Campanien. Fremstilles af druerne Aglianico, Olivella, Per’ e palummo, Castagnara, Sorbegna Bianca og Palammina samt andre lokale druer som Cascaveglia, Jaculillo og Nucriello. Let granatrød farve, bred bouquet af jordbær og violer, tør og livlig. Sjælden og rustik allroundvin, der bør drikkes ung og kølig.

Leverano, landsby og vin fra den sydlige del af Salento-halvøen, sydvest for Lecce i Apulien. Rødvin og rosévin under Leverano DOC fremstillet på basis af mindst 65% Negroamaro samt små procentdele Sangiovese, Montepulciano og Malvasia Nera.
Den røde har medium krop og tiltalende bouquet og smag. Kan tåle en moderat lagring. Roséen er klassisk i stil med megen saft og kraft. Hvidvinen fremstilles af Malvasia Bianca, Bombino Bianco og Trebbiano og bør drikkes ung.

Limpido, klar.

Liquoroso, med højt alkoholindhold, ofte om hedvin, dvs. vin der kan være, men ikke nødvendigvs er, tilsat alkohol. Udtrykket bruges både om søde og tørre vine.

Litro, liter.

Lizzano, apulisk DOC-distrikt under kommunerne Lizzano og Faggiano i Taranto-provinsen. Den hvide DOC spiller på blandingen af Trebbiano Toscano og Chardonnay/Pinot Bianco. Det er friske, harmoniske vine med forholdsvis lav alkoholstyrke på 10,5% og intet lagringspotentiale. De kan også fremstilles som mousserende.
De røde er et forsøg på at systematisere de klassiske sydapuliske druer. Malvasia Nera er tør, blød og let aromatisk. Negroamaro er tør og harmonisk. Rosso er en interessant blanding af Negroamaro med Montepulciano, Sangiovese, Bomino Nero og Pinot Nero.
Også fine rosévine, fx Negroamaro Rosato af ren Negroamaro og Rosato af den samme drue-sammensætning som Rosso.

Ligurien, i gamle dage en del af kongedømmet Sardinien, der foruden Piemonte og Sardinien omfattede den stribe land, der har navn efter sine første bosættere, liguri-stammen. Regionen er meget bjergrig og vindyrkningen derfor henvist til små vinmarker op ad stejle skråninger.
Ligurien er ikke de store vines land, men landsdelen har udviklet et meget personligt, næsten kærligt, forhold til de unge vine, Nostrale og Nostralino ("vores vin" hhv. "vores lille vin"), der gør glæde på mange liguriske borde som ledsager til de mange grønsags- og fiskeretter. Det er som regel hvidvine og lette røde. Vi finder mange indfødte druer, der kun dyrkes og trives på stedet. Rødvine til daglig brug kunne man nemt skaffe i det nærliggende Piemonte. Som regel mod friskfanget fisk og saltede ansjoser i bytte.
Først for nylig har DOC-loven sat system i den liguriske vinproduktion. Fra den franske grænse og østpå til Albenga har vi den store Riviera Ligure di Ponente DOC (Ponente står for vest) med de hvide Pigato DOC og Vermentino DOC samt de røde Rossese, Ormeasco og den søde Sciacchetrà.
Rossese er Liguriens stolthed, en rødvin der, fremstillet af de rigtige hænder, kan spise kirsebær med de helt store. Ormeasco er en Dolcettotype, som også fremstilles som rosévin under navnet Ormesco Scic-Trac. Navnet betyder noget i retning af "kom druerne i fadet og tap vinen". Operationens korte varighed fortæller, at det er en rosévin, det drejer sig om, jævnfør den apuliske "Cacc’ e mitte".
Navnet Sciacchetrà finder vi også i Liguriens mest berømte DOC, Cinqueterre DOC, "de fem landsbyer", som er Riomaggiore, Corniglia, Vernazza, MonteRosso og Manarola (se Cinqueterre).
Ved Liguriens østgrænse mod Toscana har vi to lignende DOC. Den ene er Colli di Luni DOC-vinene, som dyrkes på bakkerne omkring den gamle etruskiske bosættelse Luni og præges af druetyperne fra naboregionen Toscana, nemlig Sangiovese, Canaiolo og Ciliegiolo for Rosso DOC og Vermentino og Trebbiano for Bianco DOC. Vermentino er druen i Ligurien, og i Colli di Luni er den DOC.
I provinsen La Spezia giver Vermentino-druen en anden DOC, nemlig Bianco DOC i Colline di Levanto DOC, når den blandes med Albarola og Bosco, de to druer som er typiske for Cinqueterre-distriktet. Colline di Levanto Rosso DOC fremstilles af Sangiovese og Ciliegiolo.

Liquoroso, hedvinskarakter. Ordet anvendes på etiketten for alle vine, der er blevet tilsat alkohol. Det er i og for sig en neutral indikation, men i tilfældet vinsanto står liquoroso for en hurtigere og mindre kostbar fremstillingsmåde, hvor der tit indgår druer eller most fra uspecificerede distrikter.

Lison-Pramaggiore, DOC-område, der lapper ind over både Veneto, Friuli og Venezia Giulia og dækker provinserne Pordenone, Treviso og Venezia. Ligesom i Latisana er der også her et væld af druer og vine: Cabernet af Cabernet Franc/Sauvignon, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Refosco dal Peduncolo Rosso og hvidvinene: Chardonnay, Pinot Bianco, Pinot Grigio, Riesling Italico, Sauvignon, Tocai Italico og Verduzzo. Alle dagligvine, der smager bedst som unge, og hvor pris og kvalitet stemmer godt overens.

Lombardiet, forbløffende vinregion, der rummer alt fra de blide, lyserøde Chiaretto del Garda til de dramatiske, røde Valtellina – fra de sprøde, hvide Lugana til den sammensatte Barbera fra Oltrepó Pavese – fra den overraskende, rustikke og fyrige San Colombano til de ekstremt elegante mousserende vine, Franciacorta.
Dog er regionen ikke den første, man nævner, når talen falder på kvalitetsvine.
Da er det naboregionen Piemonte og Toscana, der kommer i første række.
Det er heller ikke den første region, man tænker på i forbindelse med landskabelig skønhed. Selv om bakkerne ved Oltrepó og Franciacorta intet lader tilbage at ønske i forhold til de mere kendte toscanske.
Lombardiet står heller ikke tilbage, hvad vindyrknings-historie og -tradition angår, men det er ligesom om regionen er for stor til at blive kaperet på én gang, og så er den altid primært blevet forbundet med Milanos frenetiske aktivitet og med Podalens kvæg- og kornproduktion. Franciacorta DOCG dækker udelukkende de mousserende vine, der fremstilles efter metodo classico i DOCG-distriktet mellem provinserne Bergamo og Brescia. Franciacorta DOCG fremstilles af druerne Chardonnay og/eller Pinot Bianco og/eller Pinot Nero.
Der findes en type, Satén, udelukkende af Chardonnay og/eller Pinot Bianco, med et lidt blidere brus.
Roséen fremstilles af mindst 15% Pinot Nero

Loazzolo, Italiens mindste DOC fra byen Loazzolo ved Asti fremstillet af Moscato di Canelli og andre lokale druer. Druerne tørres, før de bliver presset. Flot passitovin af sent høstede og delvis botrytiserede druer med stor karakter. Farven er som sart, gammelt guld. Alkoholstyrken er over 15%, og det giver et udmærket lagringspotentiale. Smagen er sød, men ikke alt for sød, og krydret med klare undertoner af lime og melon.

Locorotondo, Det runde sted. Kommune og landsby i Bari-provinsen, Apulien.
Centrum for produktion af DOC-hvidvinen af samme navn. DOC-vinen fremstilles af druerne Verdeca og Bianco d’Alessano. Tør og neutral, dog ikke uden en vis elegance. Drikkes ung.
Locorotondo og hele den omkringliggende dal, Val d’Itria, har traditionelt været et reservoir af tørre, neutrale hvidvine til vermouth-produktionen. I dag går tendensen mod mere strukturerede vine, og der eksperimenteres med fadlagring.

Lugana, DOC, som regionerne Lombardiet og Veneto deles om, selv om størstedelen ligger i Lombardiet i Brescia-provinsen, nærmere betegnet kommunen Sirmione og nabokommunerne. Hoveddruen er Trebbiano di Lugana eventuelt suppleret med op til højst 10% andre, ikke-aromatiske druer. Vinen er strågul med et grønligt skær. Duften er typisk og tiltalende, smagen er frisk, blød, harmonisk og meget delikat. Drikkes ung og passer meget fint til forretter, æggeretter og retter med ferskvandsfisk.