M Maderizzato eller Marsalato, om vine, som gennem langsom iltning har udviklet en bouquet, der minder om Madeira eller Marsala. Kan være et positivt udtryk i forbindelse med apéritif- og dessertvine. Ellers negativt. Malbo Gentile, DOC af mindst 85% af druen af samme navn. Distriktet er DOC Colli di Scandiano e di Canossa i Reggio Emilia-provinsen, Emilia Romagna. Rubinrød og tiltalende, en typisk let sommervin, som kan fremstilles efter producentens behag som tør, halvtør, halvsød, sød og sågar novello, når mindst 50% af vinen har været gæret ved hjælp af macerazione carbonica. Malbec eller Malbeck, blå druesort udbredt i Veneto-, i Treviso- og i Venezia-provinsen, men findes også i Friuli og, som et kuriosum, på godset Torre Quarto i Foggia-provinsen, Apulien, hvortil den blev bragt i begyndelsen af 1800-tallet. Malvasia, grøn drue af græsk oprindelse. Navnet er en forvanskning af Monemvasia, den havn i Grækenland, hvorfra vinen blev udskibet. Da republikken Venedig foruden sine jordbesiddelser havde tætte handelsforbindelser med Grækenland og Mellemøsten, finder vi en del Malvasia-vin i republikkens gamle territorium, dvs. Friuli, Istrien og Veneto. Det er Malvasia Istriana Isonzo DOC, Malvasia del Carso DOC, Malvasia del Collio DOC. Vinen er for det meste tør og sprød med gode aromatiske toner og forholdsvis kort levetid, højst tre-fire år. Den hvide Malvasia forbindes også med Toscana og Latium, der er forskellige typer, bl.a. Malvasia del Chianti og Malvasia di Candia. Candia er det gamle navn for øen Kreta. Begge Malvasiatyper indgår i vinens komposition. Malvasia Puntinata (punto, ‘punktum, prik’, fordi den enkelte drue har en sort prik midtpå) er også kendt som Malvasia del Lazio og er ansvarlig for de gode aromatiske træk hos de bedste Frascati. Sydpå giver Malvasia spændende dessertvine, fx Malvasia delle Lipari, Malvasia del Vulture i Basilicata, Malvasia di Bosa og Malvasia di Cagliari, de to sidstnævnte på Sardinien. I Piemonte er det den blå Malvasia, der giver to fremragende, om end lidet kendte, søde dessertvine, de mousserende Malvasia di Castelnuovo Don Bosco og Malvasia di Casorzo d’Asti. I naboregionen Valle d’Aosta Malvoisie DOC findes en tør og let, men meget elegant Malvoisie de Nus. Mindre kendte, men værd at støve frem, er Malvasia di Parma og Malvasia dei Colli Piacentini, begge fra Emilia Romagna. I Sydtyrol produceres en del Malvasiavine; det er forholdsvis lette rødvine til hverdagsbrug – ifølge loven er de DOC. Malvasia Nera dyrkes i Apulien især i Salento-området, men druen vinificeres sjældent for sig selv, den bruges til at "mildne" Negroamaro og andre blå druer. Mandrolisai, rød- og rosévin fra provinsen Nuoro på Sardinien. Fremstilles af druerne Muristeddu, Cannonau, Monica, Giró og Dolcetto. Mandrolisai kendetegnes af en fin duft og en tør næsten streng smag, der dæmpes noget af en høj alkoholstyrke. Manduria, landsby i Taranto-provinsen, Apulien og center for produktion af DOC Primitivo di Manduria (se Primitivo). I Norditalien har Manduria en bestemt klang, da vinene herfra traditionelt har været donorer af alkohol og farve til de svage årgange af norditalienske Chianti, Valpolicella osv. I Amarone-distriktet fyger ordet "Manduria …" gennem luften mange gange, når eksperterne blindsmager de nye årgange. Mantonico, grøn drue og vin fra Reggio-provinsen i Calabrien. Den søde vin har en alkoholstyrke mellem 15 og 17% og er meget holdbar. Lokalt er den kendt som Montonico eller Montonaco. Druen blev indført i antikken fra Grækenland, og navnet har med det græske mantis og mantikos at gøre, dvs. "den der fremmer spådomskunsten". Det sidste står sikkert i et proportionalt forhold til de indtagne mængder. Marche, en region der rent vinmæssigt altid har levet lidt skjult, isoleret fra de store modestrømninger. Det er dog ikke kvalitet, der mangler, og især hvad rødvin angår, er der mange spændende nyskabelser, som har bragt Marche frem på både den italienske og den internationale vinscene. I realiteten er det nok at kaste et blik på vinkortet for at se, at Marche-området er ideelt til vindyrkning med bjerge, der beskytter mod kølige vinde, Adriaterhavet, der med sin tempererende indflydelse aldrig er længere væk end 50 km i fugleflugtslinje, og et bakket landskab, hvis jord er som skabt til vindyrkning. For de fleste er Marche ensbetydende med Verdicchio, den sprøde tørre hvidvin i de karakteristiske amforaflasker. Verdicchio – både Verdicchio dei Castelli di Jesi DOC og Verdicchio di Matelica DOC – er fortsat nr. ét både i volumen-produktionen, og hvad angår kvalitet, men der er også andre DOC, der gør sig gældende. Fx Colli Pesaresi Rosso og Bianco DOC; Bianchello del Metauro DOC; Esino Rosso og Esino Bianco DOC; Lacrima di Morro d’Alba, Rosso CoNero DOC; Colli Maceratesi DOC; Rosso Piceno og Rosso Piceno Superiore DOC; Falerio dei Colli Ascolani DOC og den sjældne Vernaccia di Serrapetrona. Vi starter med den sidstnævnte vin, der intet har til fælles med alle de andre Vernaccia’er. I Serrapetrona er vinen rød, sød, stærk og perlende eller ligefrem mousserende. En specialitet, om man vil, men et unikum i vinverdenen, når det gælder en tyk koncentration af krydderi, moskus, skovbær og tørret frugt. Vinen bruges til festlige lejligheder som barnedåb, bryllup og konfirmation, og kan trods sit let perlende væsen overleve det meste af et årti på flaske. Blandt de mange røde er det Rosso CoNero DOC – af 85% Montepulciano suppleret med højst 15% Sangiovese – der har de bedste kort på hånden i forhold til at prøve lykken på de nordiske markeder. Rosso Piceno DOC fra den sydlige provins Ascoli Piceno fremstilles også af Sangiovese og Montepulciano tilsat små procentdele af de hvide druer Trebbiano og Passerina, som tilføjer vinen et rundt og lettere snit end Rosso CoNero. Rosso Piceno er superiore, når alkoholstyrken er mindst 12%, og vinen har lagret i mindst ét år. Blandt de hvide dyrkes Falerio dei Colli Ascolani DOC – ligeledes i Ascoli Piceno--distriktet. I kompositionen af denne vin indgår, foruden Trebbiano, Verdicchio, Malvasia og Pinot Bianco, også to lokale druer, Passerina og Pecorino. De giver vinen den typiske, behagelige syrlighed og fylde, der gør den et nummer bedre end de almindelige italienske hvidvine. En anden interessant hvidvin er Bianchello del Metauro DOC, som fremstilles af druen Bianchello, også kaldet Biancame, og af Malvasia Toscana. Det er ikke nogen specielt imponerende vin, dog er den langtfra anonym og ligegyldig, fx er den ideel til fiskesupper og som ledsager til retter med æg og grønsager. Bakkerne omkring byen Pesaro er sæde for Colli Pesaresi DOC – den røde er lavet på basis af Sangiovese, den hvide er en banal Trebbiano. Af mindst 85% Sangiovese og højst 15% Pinot Nero fremstilles en delikat og harmonisk Focara Rosso DOC. Claudio Morelli og Fattoria Mancini er de mest stabile producenter. Pinot Nero optræder igen sammen med druen albanella i Roncaglia Bianco Colli Pesaresi DOC. Sangiovese har stor betydning for hele Marche-regionen, og vinen kan være Sangiovese Marche IGT, uanset hvor den kommer fra i regionen. En anden specialitet fra Marche er Lacrima di Morro d’Alba DOC fra byen af samme navn. En blød, harmonisk rødvin med karakteristisk frugtduft. På hvidvinsfronten er der en velsignelse af Verdicchio, som næsten alle er vellavede og prisfornuftige. Vinene frigives tre til fem år efter vinhøsten og er enormt koncentrerede og holdbare. Marchio depositato, registreret varemærke. Macerazione carbonica, kulsyregæring. Druerne kommes hele i lukkede ståltanke, hvor gæringen foregår under kulsyretryk. Resultatet er friske, frugtagtige vine. Bruges til novello-vine. Marsala, siciliansk hedvin fra byen af samme navn i provinsen Trapani. Vinen fremstilles af druerne Catarratto, Grillo, Inzolia og Damaschino. Til den røde Marsala Rubino anvendes druerne Perricone (lokalt kaldet Pignatello), Calabrese (Nero d’Avola) og Nerello Mascalese. Druen skal stamme fra egnen omkring byen Marsala. Teknikken er stadig den samme som i slutningen af 1700-tallet, idet koncentreret druemost og alkohol sættes til en god, tør basisvin på 13-14% i alkoholstyrke. Mængden af koncentreret druemost afgør farven og typen. DOC-loven klassificerer de forskellige typer Marsala efter deres farve og deres sukkerindhold. Farven betegnes Oro (guld), Ambra (rav) eller Rubino (rubin), mens smagen opdeles i Secco, Semisecco og Dolce. Skalaen går fra de mørke Marsala Fine til de helt klare Vergine (Jomfru), som ikke er tilsat koncentreret most. DOC-loven dækker Marsala Fine med mindst ét års lagring; Marsala Superiore med mindst to års lagring; Marsala Superiore Riserva med mindst fire års lagring; Marsala Vergine og/eller Soleras med mindst fem års lagring; Marsala Vergine ‘Stravecchio’ eller ‘Riserva’ med mindst ti års lagring. På gamle eksport-etiketter – fra før 1984 – ser man en del forkortelser. De blev brugt til at definere typen af Marsala: I.P. (Italia Particolare), for den mest almindelige; G.D. (Garibaldi Dolce), fordi Giuseppe Garibaldi, der befriede Sicilien, i 1862 skulle have udtalt om netop denne type, at "denne vin hjælper én med at glemme sorgerne, selv efter den hårdeste kamp’; L.P. (London Particular), for de Marsala, der var bestemt for det engelske marked; og endelig S.O.M. (Superior Old Marsala), for de lagrede typer. Det var englænderen John Woodhouse, der i 1773 sendte 60 fade a 412 liter af en vin, han tilfældigt havde smagt på et værtshus i Marsala, til England. Han tilsatte to liter akvavit pr. 100 liter vin til fadet, for at vinen ikke skulle blive ødelagt under den lange rejse. Vinen blev modtaget med stor begejstring i England, og John Woodhouse var ikke sen til at flytte til Marsala og iværksætte en livlig handel med vinen. Woodhouse var bekendt med de metoder, man brugte i Portugal og Spanien til fremstilling af portvin, sherry og madeira. Det sicilianske klima var stort set det samme som på den iberiske halvø, og basisvinen indeholdt så megen alkohol i sig selv, at den efter tilsætning af små mængder alkohol sagtens kunne sælges som madeira. Hvilket han da også gjorde i begyndelsen. Marsalato eller maderizzato, om vine, som gennem langsom iltning har udviklet en bouquet, der minder om Marsala eller Madeira. Kan være et positivt udtryk i forbindelse med apéritif- og dessertvine. Ellers negativt. Martina Franca, god, tør DOC-hvidvin af druerne Verdeca og Bianco di Alessano. Vinen, der også er kendt som blot Martina, hører til trulli-regionen mellem Alberobello, Castellana Grotte, Ceglie Messapico og Ostuni i Bari- og Taranto-provinserne, Apulien. Drikkes ung. Marzemino, blå drue og rødvin af samme navn. De mest berømte Marzemino-vine kommer fra Trentino-regionen, nærmere betegnet kommunerne Nogaredo, Volano og Isera. Vinen er rubinrød med lilla skær og tør, men blød i smagen. Drikkes ung, men kan godt tåle et-to års lagring. Den type, der bliver besunget i Mozarts opera Don Giovanni, "l’ eccellente Marzemino", var formodentlig en ung, halvtør udgave. Marzemino-vine er også meget udbredte i Veneto omkring byen Treviso, hvor de som regel fremstilles som halvsøde, mousserende. I Breganze-distriktet ved Vicenza, Veneto, er Marzemino DOC. Den findes også i Emilia Romagna og på den lombardiske side af Gardasøen. Maso, ejendom eller vingård i Trentino- eller Verona-området. Matino, DOC rød- og rosévin fra Matino og andre kommuner i provinsen Lecce, Apulien. Matino fremstilles af mindst 70% Negroamaro og højst 30% Sangiovese og/eller Malvasia Nera. Rødvinen er tør, rubinrød og harmonisk. Marino, DOC-distrikt i Romprovinsen i Latium. Tørre, let aromatiske hvidvine, fremstillet af druerne Malvasia, Trebbiano Toscano, Bonvino og Cacchione. Mattone, mursten, om den farve en vellagret rødvin typisk antager. Meditazione. Der er ikke noget åndeligt forbundet med dette ord. Eller måske er der alligevel? Vino da meditazione (meditationsvin) er et italiensk fagudtryk for alle de vine, der er velegnet til at blive nydt solo. Dvs. uden mad og uden andre menneskers selskab. Den vin, man fordyber sig i, og som man nyder i små drag. Det er for det meste dessertvine og de kraftige Amarone, der indgår i denne kategori. Jeg er sikker på, at en helt ny horisont vil åbne sig for den samvittighedsfulde mediterende. Ikke himlen, men godt på vej derop – dessertvine som meditationsvine er et stort og i Danmark næsten ukendt kapitel i den italienske vinhistorie. Melissa, røde og hvide DOC-vine fra Calabrien (s.d.). Meraner Hügel eller på italiensk: Meranese di Collina, daglig DOC-rødvin fremstillet af de tre slags Schiava-/Vernatsch-druer i diverse kommuner omkring byen Merano/Meran i provinsen Bolzano, Sydtyrol. Merlot, blå, "fransk" drue, der efterhånden må have opnået italiensk indfødsret, siden de første Merlot-vine registreredes i Friuli i 1675. Druen har vist sig i stand til at give fremragende vine, også i Italien, og er de seneste år blevet den drue, der afløser Cabernet Sauvignon i mange ægteskaber med Sangiovese. Merlot giver DOC-vine i Friuli, Piave og Trentino, og IGT-vine i Bergamo-provinsen. Men det er som VdT – bordvin – at den markerer sig bedst. Metodo charmat, metode til fremstilling af mousserende vin, hvor anden gæringsrunde foregår i en lukket tank. Metodo classico eller metodo tradizionale – italienerne er ikke blevet enige om en fællesbetegnelse for de mousserende vine, der fremstilles efter, hvad det engang var tilladt at kalde champagne-metoden. Man har fundet lokale definitioner i de distrikter, der har de længste traditioner for produktion af mousserende kvalitetsvine, fx Franciacorta DOCG i Lombardiet, Trento DOC og Trento Classico DOC i Trentino og Classese i Oltrepó Pavese, Lombardiet. Reglerne er som sådan gode nok, og vinene lige så gode eller lige så dårlige som tilsvarende mousserende fra andre dele af verden. Men PR-værdien af de varierende benævnelser er uhyre ringe. Der eksisterer en seriøst arbejdende forening af producenter af mousserende vine efter metodo classico/tradizionale, der forsøger at promovere medlemmernes vine. Men lokalpatriotismen er svær at få bugt med. Tillægsordet classico bliver også – og især – brugt i forbindelse med vinens oprindelse (Chianti Classico; Soave Classico osv.), hvorfor metodo tradizionale måske er at foretrække som fællesbetegnelse. Tillad mig her at lancere forslaget metodo Italia … Metodo tradizionale, oftest brugt betegnelse om mousserende vine, fremstillet efter champagne-metoden, dvs. vine der er kommet under kulsyretryk ved flaskegæring. Millesimato, mousserende vin fra en enkelt årgang eller en enkelt vinhøst. Svarer til det engelske vintage. Mistella, druemost iblandet alkohol eller brandy med alkoholstyrke o. 16%, til fremstilling af Marsala. Molinara, blå drue, der indgår i Valpolicella, men ofte bliver fremstillet solo, hvor den giver en frisk, kirsebærfarvet rødvin, der skal drikkes ung. Molise, region beliggende syd for Abruzzo, som den engang var en integreret del af, i hvad der blev kaldt Gli Abruzzi i flertal. I dag selvstændig region med to købstæder, Isernia og Campobasso. I provinsen Isernia dyrkes Pentro DOC, og i provinsen Campobasso dyrkes Biferno DOC. Fra 1999 er der kommet endnu én til, Montepulciano del Molise DOC. Biferno Rosso DOC fremstilles af druerne Montepulciano, Trebbiano og Aglianico. Der gives mulighed for betegnelsen riserva, når vinen har lagret i mindst tre år og har nået mindst 13% i alkoholstyrke. Rosato DOC fremstilles af samme druer, mens Biferno Bianco DOC er af druerne Trebbiano Toscano, Bombino og Malvasia Bianca. Pentro Rosso DOC fremstilles ligesom Pentro Rosato DOC af Montepulciano og Sangiovese, Pentro Bianco DOC af Trebbiano Toscano og Bombino Bianco. Vinene er god valuta for pengene, især de røde. Rolige konsumvine, der følger de store eksportveje, der blev åbnet af naboregionen Abruzzo. Hele Molise-regionen er DOC med vine fremstillet af en række forskellige druer, bl.a. Tintilia på basis af druen Bovale Grande, kendt fra Sardinien. Monferrato, bred DOC, der dækker et område med flere end hundrede kommuner i det sydvestlige Piemonte i provinsen Alessandria, og som har givet officiel status til en del kvalitets-bordvine. Tænk blot på de mange Piemonte Novello og de mange gode Cortese-baserede hvidvine fra Gavi-distriktet. Bianco DOC og Rosso DOC kan fremstilles af stort set alle de piemontesiske druer, der ellers anvendes i provinserne Asti og Alessandria. Monferrato Chiaretto DOC eller Ciaret DOC af minimum 85% Barbera og/eller Bonarda Piemontese og/eller Cabernet Franc og/eller Cabernet Sauvignon og/eller Dolcetto og/eller Freisa og/eller Grignolino og/eller Pinot Nero og/eller Nebbiolo samt andre lokale druer (!). Drue-sammensætningen kan meget nemt gå hen at blive en fabrikshemmelighed ... Navnet Chiaretto henviser til vinens farve, der kan være rosé eller lys rubinrød. Monferrato Dolcetto DOC fremstilles af mindst 85% Dolcetto. Monferrato Freisa DOC tilsvarende af mindst 85% Freisa. Disse vine kan fremstilles som stille, let perlende, tørre eller halvtørre. Monferrato Casalese Cortese DOC er af mindst 85% Cortese-drue. Denne tørre hvidvin skal stamme fra ca. 40 kommuner i Alessandria-provinsen omkring byen Casale Monferrato. Monica, blå drue af spansk oprindelse. Blander godt med andre druer og giver, fremstillet for sig selv, runde, frugtrige og bløde vine, der er velafstemte med den moderne drikkestil. Monica findes stort set kun på Sardinien, hvor den er DOC både som Monica di Sardegna DOC, hvori kan indgå op til 15% andre lokale druer, fx Bovale og Carignano, og Monica di Cagliari DOC. Sidstnævnte kan fremstilles både som tør rødvin og som sød dessertvin af varierende alkoholstyrke – fra 14% helt op til 17,5%. Moniga, lyserød, tør og saftig Riviera del Garda DOC-vin, fremstillet af druerne Groppello, Schiava og Trebbiano ved byen Moniga i provinsen Brescia, Lombardiet. Montalcino, middelalderlig fæstningsby, der er centrum i DOCG-distriktet, Brunello di Montalcino. Vinen fremstilles af Sangiovese Grosso, lokalt kaldet Brunello (den lille brune). Historisk er Brunello-navnet forbundet med familien Biondi Santi, der i 1860’erne "opfandt" denne vin, som indtil da blot havde været en af de bedre og mere holdbare Chianti. Helt op til slutningen af 1970’erne var Biondi Santi toneangivende, og de øvrige stabile, anerkendte producenter kunne tælles på to hænder. I dag er antallet oppe på over 200, og Brunello har undergået en sand kvalitets-revolution. Selv i mindre heldige år sendes der nogle gode Brunello på markedet, men omvendt sænkes prisen ikke, når elendige årgange bliver frigivet. Priserne er således generelt fulgt med kvaliteten på himmelflugten, og vinen risikerer at kvæles i sin egen succes. Men man må huske, at både DOCG-området og produktionen er begrænset, mens efterspørgslen er høj. Det er markedet, der bestemmer prisen. Overskuddet er blevet flittigt reinvesteret i bedre teknisk udstyr, i mere rationel beplantning og i sanering af gamle, forfaldne gårde. Distriktet har også tiltrukket kapital udefra, og skal man fremhæve en solstrålehistorie inden for vinbrug, så er Brunello di Montalcino et oplagt emne. Brunello er meget holdbar, og selv om vi ser bort fra huse som fx Biondi Santi og Barbi Colombini, der kan præstere drikbare flasker fra begyndelsen af 1900-tallet, så er det en kendsgerning, at ti år ingen alder er for en god Brunello. Den lovpligtige, lange lagring på fire år, fem for riserva, der i sagens natur også medvirker til den høje pris, er der forskellige meninger om nødvendigheden af – loven er nu blevet revideret, så minimums-lagringstiden på fad kun er to år. Monte Antico, gode, tykke, fyldige og holdbare Sangiovese-rødvine, der produceres i kommunen Civitella Paganico lige uden for Montalcino-distriktet på den "forkerte" side af Ombrone-floden, der løber gennem Siena-provinsen i Toscana. Montecarlo, DOC-distrikt i provinsen Lucca, Toscana. Montecarlo Bianco DOC fremstilles af druerne Trebbiano Toscano, Sémillon, Pinot Grigio, Pinot Bianco, Vermentino, Sauvignon og Rousanne! Selveste Pinocchio blev født ikke langt herfra, i Collodi, og man skulle da også tro, at det var løgn, at der bruges så mange franske druer i et italiensk distrikt. I realiteten blev de bragt hertil fra Frankrig i midten af 1800-tallet. Derfor finder vi både Syrah, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot i Rosso DOC side om side med Sangiovese, Canaiolo, Ciliegiolo, Colorino og Malvasia Nera. Vinsanto DOC fremstilles af de samme grønne druer, som indgår i Bianco DOC. Vinbonden udvælger blot dem, han synes er mest velegnede til tørring. Vinsanto DOC "Occhio di Pernice" fremstilles tilsvarende af nogle af de blå druer, der indgår i Rosso DOC. Montecchie, toft, lille bakke – navnet optræder ret hyppigt i den italienske vinverden. Montecompatri Colonna, DOC-hvidvin, der produceres i kommunen Colonna ved Rom af højst 70% af druerne Malvasia di Candia og Malvasia Puntinata, suppleret med Trebbiano Toscano, Bellone og Bonvino for de resterende 30%. Igen en Frascati look-alike som er superiore, når alkoholstyrken er på 12%. Montecucco, DOC i det toscanske Maremma-område i provinsen Grosseto. Montefalco Sagrantino, se Sagrantino di Montefalco. Montefalco Rosso, DOC-rødvin fra byen af samme navn og andre kommuner i provinsen Perugia, Umbrien. Vinen fremstilles af 65-75% Sangiovese, 15-20% Trebbiano Toscano og 5-10% Sagrantino. Montello e Colli Asolani, paraply-DOC for bakkerne omkring byen Treviso i Veneto. Her findes den sædvanlige stribe af DOC, dvs. Cabernet DOC; Cabernet Sauvignon DOC; Cabernet Franc DOC; Chardonnay DOC; Merlot DOC; Pinot Bianco DOC; Pinot Grigio DOC; Prosecco DOC samt Rosso DOC af druerne Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot suppleret med 15% andre lokale druer. Montepulciano, se Vino Nobile di Montepulciano. Montepulciano d’Abruzzo, se Abruzzo. Monteregio di Massa Marittima, DOC-distrikt i provinsen Grosseto, Toscana. Rosso DOC fremstilles af mindst 80% Sangiovese. Efter to års lagring er den riserva. Rosato DOC fremstilles også af mindst 80% Sangiovese. Bianco DOC er af druerne Trebbiano Toscano, Vermentino, Malvasia og ansonica. Vermentino optræder også som selvstændig DOC i distriktet, ligesom loven regulerer produktionen af en Vinsanto DOC af grønne druer – Trebbiano Toscano og Malvasia – og af en Vinsanto DOC "Occhio di Pernice" af blå Sangiovese- og Malvasia Nera-druer. Monterosso Val d’Arda, DOC-hvidvin fra provinsen Piacenza i Emilia Romagna, fremstillet af druerne Malvasia, Trebbiano, Moscato og Ortrugo. Let og delikat, til tider let perlende. Drikkes ung. Montescudaio, DOC-distrikt i provinsen Pisa, Toscana. Hvidvinen fremstilles af druerne Trebbiano, Malvasia, Vermentino samt andre lokale druer. Den røde af Sangiovese, Trebbiano, Malvasia samt 15% andre lokale druer. Vinsanto DOC af de samme druer som Bianco DOC. Montespertoli, Chianti DOCG-distrikt beliggende nær San Casciano in Val di Pesa, cirka 20 km sydvest for Firenze. Med dette nyere distrikt omfatter Chianti nu hele otte denominationer, nemlig Classico, Rúfina, Colli Fiorentini, Colli Senesi, Colline Pisane, Montalbano, Colli Aretini og Montespertoli. Når Chianti Montespertoli frigives til salg, skal den indeholde mindst 12% alkohol. Montuni del Reno, DOC-hvidvin af mindst 85% af den helt lokale Montuni-drue. Det er en tør, let vin, der også fremstilles som frizzante og kun i provinsen Bologna samt nogle få kommuner i provinsen Modena. Morbido, blød. Anvendes om en vin, der er rund, moden og blød. Morellino di Scansano, DOC-rødvin af Sangiovese, lokalt kaldet Morellino (den lille sorte). I vinen kan også indgå op til 15% andre lokale blå druer, hvilket som regel betyder Alicante (Grenache). Dog er Alicante en vanskelig drue med lavt udbytte, og tendensen er, ligesom med andre toscanske vine, at bruge ren Sangiovese. Scansano ligger i Grosseto-provinsen, Toscana. Riserva bliver Morellino først efter mindst to års lagring og med en alkoholstyrke på mindst 12%. Morellino er velegnet til moderat flaskelagring, men særligt gode årgange kan holde op til ti år. Moscato d’Asti, enestående DOCG-vin fra Asti-provinsen og nogle kommuner i Cuneo-provinsen, Piemonte. Ingen andre steder i verden har man formået at kombinere Moscatos frugtsødme med den naturlige syrlighed, der stammer både fra druen og fra det pift af kulsyre, som kendetegner vinen. Derfor er Moscato d’Asti velegnet både som dessertvin og som aperitif. Ideel som tørstslukker og i kombination med krydrede, spegede retter, fra chilipølser til indonesisk rijsttafel og thaimad. Der er en afgrund mellem de kommercielle Moscato d’Asti og de bedste fra distriktet. Her gælder det om at kende sine etiketter. Moscato d’Asti bør drikkes fra år til år, dvs. ung, dog har jeg eksperimenteret lidt med at gemme nogle flasker, og til min store overraskelse har jeg oplevet perfekte vine selv fire år efter vinhøsten. Dette bliver ikke sagt for at opfordre læseren til fremover at betragte Moscato d’Asti som en gemmevin, men for at fremhæve, at kvaliteten er solid. Moscato di Pantelleria, sød hvidvin, der produceres af friske Moscato d’Alessandria-druer (de samme som Zibibbo) på øen Pantelleria i Trapani-provinsen, Sicilien. Fremstilles som Naturale, der er halvsød og indeholder 12,5% alkohol, og som Spumante Naturale, der er sød og mousserende. Se også Passito di Pantelleria. Moscato di Sorso-Sennori, DOC-hvidvin af Moscato-drue, som produceres ved byerne Sorso og Sennori i provinsen Sassari på Sardinien. Meget intens gul farve og lige så intens duft. Vinen er sød og tåler ikke lagring, medmindre det drejer sig om liquoroso-udgaven. Moscato di Trani, sød DOC-dessertvin af Moscato-drue fra egnen omkring landsbyen Trani i provinserne Bari og Foggia, Apulien. Den fremstilles både som forholdsvis let og som ret kraftig med højst 15% i alkoholstyrke. Moscato Rosa, rosévin af druen Moscato d’Alessandria. Findes både i DOC Collio og i DOC Trentino. I Trentino kaldes den også Rosenmuskateller. Sød, men med markant aromatisk/bittert strejf. Drikkes ung, men vil kunne holde op til tre år efter vinhøsten. Mosto, druemost. Mosto concentrato, koncentreret druemost. Mosto cotto, kogt druemost. Bruges i nogle Marsala-typer og til fremstilling af aceto balsamico (italiensk rødvinseddike). Mosto fiore, druesaft, løbet fra let pressede druer. Muffa nobile, ædel råddenskab som følge af mugsvampen Botrytis cinerea. Müller Thurgau, krydsning af to grønne druer, Riesling og Sylvaner. Som DOC-hvidvin finder vi den i Alto Adige/Sydtyrol i Valle d’Isarco og Terlano og i Valle d’Aosta. Det er en tør, let delikat og duftende hvidvin, saftig og af medium fylde med en alkoholstyrke på 10,5-11%. Som bordvin eller IGT finder vi Müller Thurgau i provinsen Alessandria, Piemonte, i samme område som den hvide Gavi DOC; i provinsen Pavia i Lombardiet; i Veneto; i Emilia Romagna; og i Friuli, især i Colliodistriktet.