N

Naima, god rødvin på basis af ren Aglianico. En ny model for alle de, der mener, at Aglianico-druen ikke behøver lang tid på fad for at give gode vine. Produceres i Pignano, Salerno-provinsen, Campanien.

Nardò, DOC-rødvin af druerne Negramaro og Malvasia nera fra kommunerne Nardò og Porto Cesareo i Lecce-provinsen i Apulien. Violetrød farve, saftig og noget aromatisk, tør og ret blød – sin alkoholstyrke på 13,5% til trods. Rosé-udgaven indeholder også noget Montepulcianodrue.

Nasco, grøn drue fra Sardinien, primært Cagliari-provinsen. Formodentlig af spansk herkomst og formodentlig "moderdrue" til den piemontesiske Nascetta.

Nasco di Cagliari, DOC-vin af Nasco-drue produceret i Cagliari-provinsen på Sardinien. Mest anvendt til dessertvin, der findes både som tør – med sherrylignende karaktertræk – og som halvtør/halvsød. Alkoholstyrken ligger på 14-14,5%, og det peger på en vin fremstillet med let tørrede druer – når alkohol tilsættes, når styrken op på 16,5-17,5%. Riserva-typen kræver to års lagring.

Nascetta, grøn drue i Piemonte. Giver tørre, lyse vine med et fint krydderi, lidt bid og en blomstrende bouquet. Vinene bør drikkes unge.

Nebbiolo, druenavn af nebbia, dvs. tåge. Nebbiolo modner som den sidste druesort, når efterårstågen allerede har sænket sig over vinmarkerne. Denne blå drue er særdeles udbredt i Norditalien.
I Piemonte er druen basis for Nebbiolo d’Alba DOC, Roero DOC, Nebbiolo Langhe DOC, Barolo DOCG og Barbaresco DOCG, alle i Cuneo-provinsen.
Nebbiolo skifter navn i takt med, at vi flytter os mod nord og nordøst fra Langhe-distriktet, hvor Barolo og Barbaresco er topvinene. Den er kendt som Spanna omkring Novara, Picoutener i Valle d’Aosta og som Chiavennasca i Valtellina-distriktet i Lombardiet.
Nogle producenter i Piemonte forsøger sig med Nebbiolo Passito som dessertvin.
Da Sardinien engang hørte under kongeriget Piemonte, finder vi også Nebbiolo på den nordlige del af øen.
Vine af Nebbiolo-druer er som regel holdbare på grund af deres høje indhold af garvesyre. Det gælder ikke kun Barolo og Barbaresco, men også de nordlige Piemonte-vine som Gattinara, Fara, Caramino, Ghemme, Bramaterra, Lessona, Boca, Sizzano og Carema.
Før 1850 fremstilledes Nebbiolo som en ung, sød og tit perlende vin. I dag er der enkelte producenter, der fremstiller rosévin af blå Nebbiolodruer, men ellers går hele produktionen til rødvin.
På bagetiketterne og i ældre vintekster læser man stadig, at Barolo produceres af Nebbiolo i tre varianter, michet (brød – drueklasen menes at have form som et brød), lampia og rosé. Den sidste farvesvage type er på vej ud, da markedet i dag kræver større farvekoncentration.

Nebbiolato, fremstillingsteknik hvor vin af Barbera-druer lagres kort tid på pressede Nebbiolo-druer. Engang fremstilledes Barolino (af Dolcettodruer) med den samme teknik. Teknikken er i familie med den ripasso, vi kender fra Valpolicella og – til dels – fra Governo alla Toscana.

Negrara, blå drue, der er noget udbredt i Trentino og ses som supplements-drue i Valpolicella-vinene.

Negramaro eller Negroamaro, "sort og bitter". Blå drue, som er for Apulien, hvad Nebbiolo er for Piemonte. Giver vine med høj alkoholstyrke, god holdbarhed og – efter lagring – en hel del finesse. Negramaro er også en udmærket blandingsdrue, og en stor del af høsten bliver eksporteret i bulk til den norditalienske og øvrige europæiske vinindustri.

Nepente, dvs. beroligende drik. Det var den italienske digter m.v. Gabriele d’Annunzio der fandt på navnet til Cannonau-vinen fra byen d’Oliena i Nuoro-provinsen på Sardinien.

Nerello, blå drue fra Sicilien, værdsat for sit høje alkoholindhold. Giver mest bordvine til daglig brug og anvendes ellers sammen med andre druer. Findes som Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio.

Neretto, lokal drue fra Cuneo-provinsen, Piemonte. Giver ordinære, lette vine, der skal drikkes unge.

Nerbo, om en velstruktureret vin, der har krop og karakter.

Nero, sort. Ordet anvendes tit om det, som på dansk kaldes blå druer. På italiensk bruges rosse (røde) om de blå druer og bianche (hvide) om de grønne.

Nero d’Avola, måske den bedste sicilianske, blå drue. Oprindeligt fra Calabrien, hvor den også kendes under navnet calabrese. Giver robuste og holdbare vine og har i løbet af 1990’erne oplevet en sand renæssance. I lighed med Sangiovese blander Nero d’Avola godt med andre mere aromatiske druer som Merlot og Cabernet.

Nettuno, hvid bordvin fra Nettuno Kommune i Romprovinsen i Latium. Frascati-look-alike og lokalhelt af druerne Malvasia, Cacchione, Bellone, Trebbiano og Bonvino.

Neutro, neutraltsmagende, dvs. med lavt syreindhold.

Nieddera, rødvin af druen af samme navn fra Tirso-dalen og Oristano-provinsen på Sardinien. Omkring byen Cabras opnås de bedste resultater. Vinen har 12-12,5% i alkoholstyrke og en god kirsebærduft. Smagen er tør, fyldig og varm. Druen kendes ikke fra andre italienske landsdele. Moderat holdbarhed på op til fem-seks år. Der findes også en tiltalende rosé-udgave.

Non disperdere il vetro nell’ambiente, "Smid ikke den tomme flaske hvor som helst". Undgå at tilsvine miljøet.

Nosiola, grøn drue fra Trentino. God, aromatisk drue med bid i eftersmagen og behagelig bitterhed, en værdsat lokal specialitet. Hoveddrue med 70% i den hvide Sorni Bianco DOC fra Trento-provinsen, Trentino.

Novaline, Trento DOC-vin fra landsbyen af samme navn i Trentino. Halvt af druerne Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc og halvt af Merlot. Tør og balanceret med nogen elegance, hvor det "grønne" fra Cabernet Franc slår igennem.

Novello, dvs. ny. I 1975 fremstillede Angelo Gaja den første italienske nouveau-vin efter samme teknik som i Frankrig. Han døbte vinen Vinot, dvs. "ung vin", og druen var Nebbiolo. Mange fulgte i hans fodspor. I dag er Gajas Nebbiolo-druer mere rentable i produktionen af Barbaresco, og produktionen har været diskontinuert. Generelt kan man sige, at italienske novello er blødere og rundere end de tilsvarende franske nouveau. Vinen er også mere holdbar, således oplever man ofte en markant forbedring af vinen inden for de første 12-18 måneder.
Novellovine har vundet enorm udbredelse over hele Italien. Der afholdes hvert år en præsentationsmesse for novello i byen Vicenza, og salgskurven er for opadgående, hvilket især skyldes en ellers traditionelt ikke-vindrikkende kundekreds bestående af kvinder og unge.
Efter de første lidt kaotiske år har man stadfæstet en fælles frigivelsesdato, 6. november. Lidt af et paradoks, når man tager i betragtning, at Italien er 1000 kilometer langt.
I de gode år kunne syditalienske novellovine sagtens være på markedet allerede ultimo september og derved vinde nogle vigtige handelsuger.
Nogle distrikter, bl.a. Bardolino og Monferrato, har ophøjet vinen til DOC.

Nuragus, grøn drue fra Cagliari-provinsen på Sardinien. Indgår med 85-95% i vinen Nuragus di Cagliari DOC, en hvidvin af let strågul farve, tør og saftig, men samtidig noget syrlig. Lav alkoholstyrke på 11%. Nuragus-druen understøttes i denne vin af druerne Trebbiano Toscano, Trebbiano romagnolo, Vermentino, Clairette og Semidano.
Nuragus DOC-området strækker sig også til nogle kommuner i Oristano-provinsen og i Nuoro-provinsen.
Der findes også en rød variant, Nuragus Rosso, en allroundvin af druen Nuragus Nera fra Campidano, det frodige opland til Sardiniens hovedstad Cagliari.


O

Odore, lugt, duft.

Og/eller - det kan virke forvirrende, at en DOC-vin kan fremstilles både af den ene og af den anden drue og alligevel leve op til vedtægterne. Det gælder især de nyere DOC.
Forklaringen ligger i den revolution, der er sket med de internationale druers, Merlots, Cabernet Sauvignons, Pinot Noirs, Syrahs osv., fremmarch. Loven giver producenten et vist frirum til at eksperimentere og vælge, hvilken vinstil han vil arbejde med, og samtidig forsøger man at skabe plads til, at de "fremmede" druer kan blive naturaliseret i Italien.
Og/eller-valgmuligheden gælder naturligvis ikke hoveddruen, men kun de komplementære druer.

Oliena, landsby i Nuoro-provinsen på Sardinien og produktionscentrum for druen Cannonau. Vinene herfra har ret til at bære benævnelsen Nepente (s.d.).

Oltrepó Pavese, "på den anden side af Po i Paviaprovinsen". Dette lombardiske distrikt er malerisk og idyllisk, har gode vine og god gastronomi, det ligger et stenkast fra Milanos lufthavn, og dog er det stadig forholdsvis ukendt i udlandet til trods for en ikke ubetydelig lokal kommerciel succes. Forklaringen kan ligge i de korte afstande dels til millionbyen Milano, der er storaftager af distriktets solide ungvine, dels til Piemonte, som traditionelt aftager mange hvidvine og druer til sin spumante- og vermouth-industri. Desuden mangler der tradition for at lagre vinene, og den syrlige, friske stil, som kendetegner de fleste af distriktets rødvine, er ikke særlig international.
DOC-loven omfatter forskellige vine, og vi starter med Barbera, som har en livlig rubinrød/granatrød farve, 12-13% i alkoholstyrke og godt lagringspotentiale. Som regel er det en rustik, altfavnende vin, der fremhæver og fremhæves af den mad, den ledsager.
Typisk for Oltrepó Pavese er Bonarda med lidt mindre alkoholstyrke end Barbera og kendetegnet af en typisk smag af bittermandel. Den kan lagre godt, men bliver mest nydt som ung vin. Blandt de bedste kan nævnes Fatila fra Vercesi di Castellazzo og Angelo Ballabios. Bonarda kan også fremstilles som vivace, livlig, dvs. let perlende. Druen blander godt og er også kendt under navnet Croatina.
Traditionelle Oltrepó-vine som Buttafuoco og Sangue di Giuda omfattes nu også af DOC-loven. Buttafuoco, "Ildspyer", fremstilles af Croatina, ofte suppleret med Barbera og Uva Rara. Det er en tør, delikat vin som på helt italiensk vis forener en høj alkoholstyrke på 12,5-13,5% med en livlig, til tider let perlende, stil. Velegnet til minestrone, nytårets zampone og cotechino (fyldte grisetæer) og hvorfor ikke også til en god medister. Drikkes som regel ung, men kan lagre i et par år.
Sangue di Giuda, Judas blod, er en mere levende udgave af samme drue-sammensætning. En frisk, rubinrød vin, der drikkes ung og har noget til fælles med Lambrusco, bl.a. det korte liv, et tiltalende skum og en let bittermandelagtig finish.
Oltrepó Pavese Rosso DOC er igen en sammensætning af druerne Barbera, Croatina og Uva Rara blandet i forskellige forhold. Det ville være synd at beskrive vinen som "anonym", men selv de bedste producenter formår ikke at give deres vine en decideret klasseprofil. Kvaliteten er dog bedre end den har været, og tendensen går mod rundere, mere klassiske vine.
Rosso DOC er – ligesom de andre ovennævnte – en god madvin og god valuta for pengene, især hvis man sætter pris på den letbidende, italienske stil. For en god ordens skyld findes der også en Rosato-udgave, hvori der ved siden af de sædvanlige druer også optræder Pinot Nero og Vespolina.
Distriktets store rigdom kommer fra engroshandel med både druer og færdige moste, bl.a. den gode Moscato som giver en strågul, let (10,5-11,5% i alkoholstyrke) og for det meste ikke-perlende vin med et tiltalende krydret anstrøg af bittermandel som dæmpende element over for vinens sødme. Den hvide Cortese af druen af samme navn ses tit som husets vin på Milanos spisesteder, mens den blå Pinot Nero og den grønne Pinot Grigio som sagt danner basis for mange italienske, mousserende vine.
I de senere år har man eksperimenteret en del med Pinot Nero, og dét med stadigt mere tiltalende resultater.
Riesling Renano og Riesling Italico giver tit meget fine hvidvine med en del karakter, noget der ellers kan savnes i distriktets vine af Pinot Grigio og Cortese.
Producenterne har gennem lang tid forsøgt at finde et fælles navn til deres mousserende vin, fremstillet efter den traditionelle metodo classico. Et konsortium blev dannet, det tog navnet Classese (af classico og pavese) og er et rosværdigt og tappert forsøg på at etablere en selvstændig markedsføringsprofil ligesom spanske Cava. Det er dog mest blevet ved snakken, men vinene fejler ikke noget, de kan konkurrere med de bedste mousserende i verden. Det gælder både de, der er fremstillet af den traditionelle drue-sammensætning, Pinot Nero, Pinot Bianco og Chardonnay, og de der består af ren Pinot Nero eller ren Chardonnay.

Opaco, uigennemsigtig. Negativt udtryk.

Ora da Re, Kongetime, hedvin à la Marsala og Sherry. Vinen stammer fra ældgamle fade, som blev opdaget ved et tilfælde under en vinkælder på Sicilien i Ragusa-provinsen. Det skete i slutningen af 1980’erne, og vinen blev genstand for megen presseomtale og en dygtig PR- og salgsoperation. I dag bliver vinen produceret efter solera-systemet, dvs. at fadene toppes med ny vin til erstatning for den, der bliver aftappet. Høj alkoholstyrke på 18%, tør smag og vedvarende eftersmag. Velegnet som aperitif og til lette, krydrede forretter.

Orcia, DOC i den toscanske Siena-provins. Rødvine af hovedsageligt Sangioveto plus andre lokale druer. Hvidvine af hovedsageligt Trebbiano plus andre lokale, grønne druer.

Ordinario, om en vin der er korrekt lavet, men fremtræder lidt anonym i sine smags-karakteristika.

Organolettico, organoleptisk. Om en analytisk vurdering, der foretages med de menneskelige sanser: syn, lugt og smag.

Ormeasco, blå lokaldrue i familie med Dolcetto. Stammer fra Ligurien, hvor den både giver rubinrøde, friske DOC-vine i Liviera Ligure di Ponente og dessertvin, Sciac-Trac (Sciacchettrà/Sciacchettrac), når druerne tørres først. Rødvinen bør drikkes ung, selv om den kan holde op til fire-seks år.

Oro, guld. Om vine der har en dyb, gul farve. Fx visse Marsala og en række andre dessertvine.

Orta Nova, DOC-rødvin og -rosévin fra Orta Nova Kommune i provinsen Foggia i Apulien. Vinen fremstilles af Sangiovese, som kan suppleres med én eller flere af følgende druer: Uva di Troia, Montepulciano, Lambrusco Maestri og/eller Trebbiano.
Roséen er let og behagelig og bør drikkes ung. Den røde er tør, harmonisk, tåler lidt lagring og er en typisk repræsentant for det væld af udmærkede vine med personlige karaktertræk, som man finder overalt i Italien.

Ortrugo, grøn drue og hvidvin af samme navn, produceret i Colli Piacentini (s.d.) i Piacenza-provinsen, Emilia Romagna. Let og delikat med en lidt bitter finish. Drikkes ung.

Orvieto, provinsby og berømt hvidvin fra Orvieto og tilstødende kommuner i Terni-provinsen, Umbrien. En del af DOC-området rækker ind i Viterbo-provinsen i Latium. Classico-typen kommer fra kernen af distriktet i Umbrien. Orvieto fremstilles af druerne Trebbiano, Procanico, Malvasia, Drupeggio og Grechetto. Smagen er tør og harmonisk med et strejf af bittersød aroma, der gør Orvieto til den ideelle allroundvin. Alkoholstyrken er som regel 11,5-12%, men der findes også eksemplarer, som når 13%.
DOC-loven tillader en Orvieto Superiore, hvor det "superiore" består i et mindre drueudbytte per hektar og i en mere nænsom presning af druerne med deraf følgende mere koncentreret most og i sidste ende bedre vin.
Før var Orvieto-vinenes kendetegn den tykke, bredmavede bastflaske, Pulcianella, som i dag kun ses i turistbutikkerne omkring domkirken. De fleste Orvieto-vine er konsumvine og ligner til forveksling mange Frascati, Est Est Est, Soave m.fl. – tørre, neutrale og teknisk velfremstillede. Naboskabet med de store Chianti-eksportører har været medvirkende årsag til Orvieto-vinens udbredelse, men også til deres "udvanding". Der findes dog nogle producenter, der arbejder seriøst for at fremhæve vinens særlige kendetegn, dens frugt og dens fylde.
Orvieto fremstilles også som abboccato og som amabile, den første er lidt tørrere end den anden. DOC-loven tillader også en sød passito fremstillet af tørrede druer og/eller af druer, der er angrebet af botrytis, den ædle råddenskab. Rødvinene fra Orvieto har en DOC, der kaldes Rosso Orvietano.

Ossidazione, iltning.

Ossigenazione, iltning af vin. Fx ved omhældning på karaffel.

Ostuni, landsby i Apulien, Brindisi-provinsen, der giver navn til en hvid og en rød DOC-vin. Ostuni Bianco fremstilles af de lokale druer Impigno, Francavilla samt Bianco di Alessano og/eller Verdeca. Det er en tør, let hvidvin i den neutrale konsumstil, der bør drikkes ung. Den røde Ostuni Ottavianello DOC fremstilles af druen Ottavianello suppleret med lidt Negroamaro, Malvasia Nera, Notardomenico og Sussumariello. Farven er lys rubinrød eller cerasuolo – en tør og harmonisk vin i den lette stil, som bør drikkes ung.