Q

QbA, forkortelse for Qualitetswein Bestimmter Anbaugebiete. Findes på vinetiketter i det tysksprogede Sydtyrol – svarer til DOC.

Quagliano, rosévin fra Cuneo-provinsen, Piemonte. Fremstilles af den lokale og forholdsvis sjældne Pelaverga-drue. Vinen er sød og velegnet til dessert. Findes også som mousserende eller let perlende.'

Quintale, hektokilo, dvs. 100 kg. Udbytte pr. ha opgives i quintale.

R

Raboso, af rabbia, affekt, druenavn, der henviser til vinens noget aggressive æble- og vinsyre-indhold. Meget udbredt blå drue og rødvin af samme navn, som findes i hele Veneto og i dele af Friuli – druen kendes således også under navnet Friularo. Mest udbredt i Venezia- og Treviso-provinsen.
I Verona-provinsen blandes den ofte med druerne Merlot og/eller Cabernet Franc. Noget rå som ung, men mildner med to-tre års lagring. Fremstilles og drikkes ofte som ungvin med en anelse sødme.
Typisk med sin friske drueduft, det høje syreindhold og den let bitre smag. I fladlands-distriktet Raboso del Piave, Piave-provinsen, er vinen violetrød som ung og granatrød som lagret.
Den markante syrlighed er en hæmsko for eksport af vinen, som dog har en personlighed, der sikkert vil behage de mere eventyrlystne vinelskere. De producenter, der giver sig tid til at udvælge druerne og lagre deres vine, opnår faktisk meget interessante resultater.

Racimolo eller racemo, "øren" på veronensisk. Betegner den øverste og mest modne del af en vindrueklase. Det samme som recia.

Raffreddato, afkølet.

Ramandolo Rosso, rødvin af druerne Cabernet og Refosco fra byen Ramandolo i Friuli-Venezia-Giulia. Fra området stammer også den mere kendte Verduzzo di Ramandolo (s.d.), en sød dessertvin.

Ravello, malerisk by på Amalfikysten i Salerno-provinsen, Campanien. Vinene herfra har ret til DOC Costa di Amalfi. Den røde og roséen fremstilles af druen Per' e Palummo (PiediRosso).
Gode fyldige rødvine med et udmærket alkoholindhold på 13% og en interessant kombination af fløjl og frugt samt et forholdsvis lavt garvesyreindhold, der betyder, at vinene skal drikkes inden tre år fra vinhøsten. De har personlighed og profil.
Rosévinen har været meget populær og forsvinder som regel i turisternes ganer.

Rebo, krydsning af druerne Merlot med Teroldego. Vinen forener de to druers kvaliteter i en indtagende næse og en fyldig og vedvarende smag. Bør som regel drikkes inden fem år fra vinhøsten.

Recia, "øren" på veronensisk. Betegner den øverste og mest modne del af en vindrueklase. Det samme som racimolo eller racemo.

Recioto, betegner kraftige, alkoholrige vine lavet af halvtørrede druer. Oftest sød, men findes også tør som fx i Amarone. Mest brugt i forbindelse med vine fra Valpolicella, Soave og Gambellara i Veneto.

Refosco, blå drue, der er meget udbredt i hele Friuli – fra sletterne i øst til bakkerne oppe mod den slovenske grænse. Druen kaldes også Refosco dal Peduncolo Rosso, dvs. Refosco med de røde stilke. Den er kendt for sin konstante og rigelige ydeevne.
Formodentlig er druen indfødt; den kan næppe dyrkes mange andre steder i Italien.
Nogle vinfolk mener, at druen også findes i Savoie under navnet Mondeuse.
Refosco kan give meget gode vine, men det kræver omhu i dyrkningen og en ferm hånd i nedskæringsfasen. Det sidste har ikke altid været lige interessant for vinbønderne. De producenter, der føjer Refoscos noget primadonna-agtige attitude, får rigtig pæne resultater. Alkoholstyrken ligger på 11-12%, farven er rødviolet, smagen tør og fyldig med en let bitter afslutning.
Ikke mange kender den, og dog er det en helt igennem italiensk vin, der fortæller en del om italienernes drikkestil. Refosco har de karakteristika, som vi forbinder med gode vine, lidt ru med masser af frugt som ung, og blidere, men karakterfuld som ældre.
Som tommelfingerregel har Refosco en levetid på fem år. Vinen er velegnet til rødt og hvidt kød og til vellagrede oste. Serveres kølig – ikke meget over 18 grader.

Resa, udbytte. Både i kilo druer og i antal producerede liter.

Residui, restsukker efter gæring.

Ribolla eller Ribolla Gialla, lokal friulansk drue, der på lokal dialekt kaldes Rebuela.
Den giver friske og syrlige vine, som er meget værdsatte både lokalt og af italienerne i det hele taget. Det er ikke meget, man ser til dem i Danmark,

Riesling, grøn drue, pr. definition tysk, som også har fundet vej til Nordøstitalien. Her giver klimaet et andet snit til vinene med mere fedme og mindre syre, men de italienske Riesling Renano-vine fra Alto Adige/Sydtyrol og Friuli er ikke til at kimse ad.
The real thing er dog i mindretal i forhold til den mere udbredte Riesling Italico. Den sidste har intet til fælles med den tyske drue, bortset fra navnet. Tyskerne kalder den Welschriesling, dvs. fremmed Riesling, eller Weissriesling, hvid Riesling.
Riesling Italico er udbredt i stort set hele Veneto-regionen og indgår som komponent i diverse DOC, fx Breganze, Bianco di Custoza, Colli Euganei, Colli Asolani og andre.

Ripasso, traditionel vinfremstillings-teknik i Valpolicella. Den består i at lade en god Valpolicella-vin hvile nogen tid i fade, som lige er blevet tappet for Amarone. Amarone-resterne indeholder nok sukker til, at en ny gæring går i gang, og ved kontakten med de våde, pressede druerester får Valpolicella’en også tilført en del af Amaronens alkohol, farve og fylde. Vinen bliver rundere og blødere efter at have passeret Amaronefadet.
Teknikken blev genopdaget i nyere tid af vinmageren Franceschetti fra vinfirmaet Masi, og vinen Campofiorin af druerne Corvina, Molinara og Rondinella, vandt som den første kommerciel succes. I dag har stort set alle Valpolicella-producenter en ripassovin på deres liste.

Riviera del Garda, DOC der omfatter de vine, som produceres på bakkerne langs Gardasøens vestlige bredder i provinsen Brescia, Lombardiet. Bemærkelsesværdige er vinene af den lokale Groppello-drue og den udbredte anvendelse af Marzemino-druen, som lokalt også kaldes Berzamino.

Riviera Ligure di Ponente, DOC fra Ligurien mellem Genova og den franske grænse. Mange spændende vine og indfødte druer, bl.a. de hvide Pigato DOC og Vermentino DOC og de røde Rossese di Albenga DOC, Ormeasco DOC og Ormeasco Sciac-Trac DOC.

Roché eller Ruché eller Rouchét, sjælden, indfødt piemontesisk drue, der giver krydrede, frugtrige rødvine, der også kan nydes kolde til fx fiskeretter.

Roero, vindistrikt ved Alba i Cuneo-provinsen, Piemonte. I mange år har distriktet levet lidt i skyggen af Langhe-distriktet på den anden side af floden. Alligevel har mange gode Barolo-huse fået deres Nebbiolo-druer herfra. I dag er Roero et DOC-distrikt, der giver to Roero DOC-vine enten af ren Nebbiolo eller af højst 90% Nebbiolo suppleret med den lokale drue Arneis (s.d.).'
Roero Arneis DOC, en hvidvin af den grønne drue Arneis, har opnået en vis status ikke alene i Piemonte, hvor lokale hvidvine altid bliver rangeret højere end de måske fortjener, men også i resten af Italien.
Nebbiolo-vinene fra Roero er altid mere duftende og mindre strenge end de tilsvarende fra Langhe-distriktet.

Ronchi di Brescia, den største vinmark i en europæisk bykerne. Vinmarkerne er beliggende klods op ad byslottet i Brescia, Lombardien. Den røde vin, Pusterla Rosso, fremstilles af de lokale druer Invernenga, Marzemino, Uccellina, Maiolina, Merlot, Schiava, Corva, Barbera og Brugnera. Nogle af vinstokkene er mere end hundrede år gamle. Den hvide vin, Pusterla Bianco, fremstilles af druen Invernenga.

Rosato, rosé.

Rossissimi, ultrarød.

Rossese, blå drue og rødvin fra Ligurien. Rosseses oprindelse usikker - mange mener, at det er en klon af Nebbiolo. Vinen er DOC i Rossese di Dolceacqua og i Riviera di Ponente. Den er fyldig og tør, men varm og med et godt lagringspotentiale.

Rossese Bianco, sjælden piemontesisk grøn drue. Der findes en Rossese som blå drue og som rødvin fra Ligurien.

Rosso, rød.

Rosso CóNero, rødvin fra provinsen Ancona i Marche. Vinen har navn efter CóNero-bjerget, der dominerer hele produktionsområdet. Vinen fremstilles af Montepulciano-druen suppleret med noget Sangiovese. Det er en rubinrød, saftig, mellemfyldig vin, der efter to års lagring og med en mindst alkoholstyrke på 12,5% er riserva. Tåler noget lagring, dog højst fire-seks år.
I nyere tid har Rosso CóNero i stigende grad tiltrukket sig vinelskernes opmærksomhed, men selv om prisniveauet er steget, er der dog stadig god valuta for pengene.

Rosso Piceno, DOC-vin fra provinsen Ascoli Piceno i Marche-regionens sydlige del. Fremstilles af 35-70% Montepulciano, 30-50% Sangiovese og op til 15% andre lokale druer. En robust rødvin, der tåler nogen lagring og kan kaldes superiore, når den har lagret i et år.
DOC-vedtægterne er blevet ændret, hvad tilladte drue-sammensætninger angår, og det betyder, at de grønne Passerina- og Trebbiano-druer, der tidligere indgik i denne rødvin, er blevet erstattet af det mere uspecificerede "15% andre druer", mens de blå druers samlede andel er steget. Noget i stil med dét, der er sket i Chianti. Det har medført nogle markante forbedringer, og distriktet er værd at holde øje med for det gode forhold mellem pris og kvalitet.

Rosso di Montalcino, DOC fra området omkring kommunen Montalcino i Siena-provinsen, Toscana. Selv om vinen er fra det samme geografiske område, er Rosso andenvin i forhold til Brunello. Den fremstilles af druer fra mindre gunstigt beliggende vinmarker og/eller af yngre vinstokke, men til syvende og sidst er det vinproducentens seriøsitet, der afspejler sig i Rosso di Montalcino DOC’s endelige kvalitet.
Mens loven kræver fire års lagring for DOCG Brunello, kan Rosso DOC sælges allerede året efter vinhøsten. Det giver bedre økonomi. Men det forpligter samtidig, for hvem vil ødelægge sit ry ved at sende en middelmådig vin på markedet, der kommer fra samme distrikt og bærer samme geografiske navn som den prestigegivende og meget dyrere Brunello? Derfor er kvaliteten gennemsnitligt høj, og som regel er Rosso et bedre køb for pengene end Brunello. Faktisk sker det ofte i de for Brunello ringere år, at alle druer anvendes til fremstilling af Rosso. Vinen har Sangiovese-druens (Brunellos) ungdommelige og noget rustikke frugtsmag, der ofte forsøges dæmpet med barrique-lagring. Rosso kan gemmes op til højst fem år og smager bedst inden for tre år fra vinhøsten.
Selv om der er mange penge og prestige forbundet med Rosso, og dét alt andet lige burde give en lige så høj kvalitet som for Brunello, er det ikke altid sådan.

Rosso Sorrento DOC, rødvin af mindst 40% PiediRosso samt Sciascinoso og Aglianico. Under samme DOC hører de mindre kendte vine, Lettere og Gragnano.
Lettere DOC er af Aglianico, Olivella, Per’ e Palummo, Castagnara, Sorbegna Bianca og Palammina. Sjælden rødvin – let, krydret og noget perlende.
Gragnano DOC fremstilles af Aglianico, Strepparossa, Iaculillo, Nupriello og Cascaveglia. Det er en lige så sjælden rødvin fra Napolis omegn, hvor storbyen med sin ekspansion efterhånden æder sig ind på vindyrkernes jord. En lokal myte, der drikkes til alt – let, rund i smagen, næsten halvtør.

Rotondo, rund og blød.

Rubino, rubinrød. Typisk for unge vine.

Rubino di Cantavenna, let rubinrød DOC-vin fra Alessandria-provinsen i Piemonte.
Fremstilles af druerne Barbera samt Freisa og Grignolino og skal lagre ét år, før den må frigives til salg.

Rúfina, Chianti DOCG fra det nordvestlige hjørne af Chianti-distriktet i Firenze-provinsen, Toscana. Rúfina-vine er på niveau med de bedste Chianti Classico-vine med hensyn til koncentration, finesse og i særdeleshed holdbarhed.