Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

V





V

Val, dal. Mange italienske vinnavne begynder med Val. Italien er et bjergrigt land, og det er de bløde bakker oppe over dalene, der er bedst til vindyrkning. Bacchus amat colles, sagde man i antikken, dvs. "Bacchus elsker bakkerne".
Men måske er dét at gøre en dyd af nødvendigheden, for der laves bestemt også fremragende vine på den flade Salento-halvø og i Mezzocorona-højlandet i Trentino.
Og dog er det på bakkerne, at vi finder de ideelle vækstbetingelser, bl.a. med hensyn til dræning og ventilation, for de rigtigt store, italienske vine.

Valcalepio, DOC fra Bergamo-provinsen i Lombardiet. Den første DOC, der anvendte Cabernet og Merlot. Valget blev foretaget af Carlo Zadra, da han engang i 1960’erne fik som opgave at retablere den forsømte vindyrkning i det kommende DOC-område. Han valgte stabile og hårdføre druetyper fra sin føderegion, Trentino.
Tiltalende vine med markeret smagsprofil, der gerne skal drikkes unge og kan tåle en moderat lagring i fem til syv år.
Under denne DOC findes også en hvid Valcalepio på basis af Pinot Bianco og Pinot Grigio, en sprød vin med en vis konsekvent tørhed og en tiltalende fylde, men uden lagringspotentiale.

Valdadige, stor paraply-DOC for mange vintyper, der fremstilles i dalene langs floden Adige i provinserne Verona (Veneto), Trento (Trentino) og Bolzano (Alto Adige). Mest berømt er Pinot Grigio DOC, som figurerer på næsten alle Verona-husenes eksportlister, men der findes også udmærkede Chardonnay DOC og Pinot Bianco DOC. Den simple Bianco DOC er en veritabel blanding af alskens druer, bl.a. Pinot Bianco, Pinot Grigio, Riesling Italico, Müller Thurgau, Bianchetta Trevigiana, Trebbiano Toscano, Nosiola, Vernaccia, Sylvaner og Veltliner. Denne hvidvin er uden konsekvens, og det er op til producenterne, om de vælger kvalitet frem for kvantitet.
Lidt bedre går det med de røde DOC – Rosso DOC af druerne Schiava, Lambrusco, Merlot, Lagrein, Pinot Nero, Teroldego og Negrara, Rosato DOC af samme druer og med den sjældnere sete Schiava DOC af druerne Schiava Grossa, Schiava Gentile og Schiava Grigia.

Valle d’Aosta, distrikt i det nordvestlige Italien, der har navn efter hovedbyen Aosta, en gammel romersk garnisonsby. Produktionen er ikke stor, men den har relevans for landsdelen, da vinplanterne dyrkes dér, hvor det ellers ikke ville være muligt at dyrke andre afgrøder. Hele regionen betragtes som DOC-område. Det officielle sprog er fransk, og de fleste af de vintyper vi møder her, er også franske.
Af særlig interesse er Blanc de Morgex et de la Salle fra de højest beliggende vinmarker i verden (1200 m over havet). Det er en let, delikat, syrlig og noget livlig hvidvin, som også kan produceres og sælges med lovens mindste tilladte alkoholstyrke, 9%. Samme vin kan også fremstilles som mousserende med varierende sødmegrad.
Chambave er et andet interessant hoveddistrikt. Her finder vi Rosso – eller Rouge – en rødvin der fremstilles af druerne Petit Rouge, Dolcetto, Gamay og Pinot Noir. En meget fin og tør hvid Moscato, samt en Moscato Passito – eller Muscat Féltri – af tørrede druer. Den sidstnævnte vin er gyldengul til ravgul, sød og med høj alkoholstyrke på minimum 16,5%. Denne Moscato Passito hører til i den italienske elite af dessertvine.
Omkring kommunen Nus findes forskellige interessante vine, især Malvoisie af druerne Malvoisie eller Pinot Grigio. Det er en tør og forholdsvis robust hvidvin, der også fremstilles som dessertvin, Malvoisie Passito eller Malvoisie Féltri. Ikke langt fra Monte Bianco i kommunen Arvier produceres den røde Enfer d’Arvier af druerne Petit Rouge, Neyret, Dolcetto, Pinot Nero og Gamay.
Den lokale anvendelse og den i øvrigt beskedne produktion har begunstiget bevarelsen af mange af Aosta-dalens oprindelige druer og vine, fx den hvide Petite Arvine og den purpurrøde Fumin. Andre særlige Valle d’Aosta-vine er den røde Torrette af hovedsagelig Petit Rouge og den kirsebærfarvede Premetta.
Vi finder også de mere internationale Müller Thurgau, Gamay, Pinot Nero (bruges både til hvidvin og rødvin), Pinot Grigio og Chardonnay; alle er som sagt DOC-vine.
Naboskabet med Piemonte giver også Nebbiolo-druen et vist fodfæste, her kaldes den blot Picoutener. Den finder vi som hovedkomponent i den forholdsvis kendte Donnaz – eller Donnas – sammen med druerne Freisa og Neyret, og i den mindre kendte Arnad-Montjovet, evt. sammen med Dolcetto, Pinot Nero, Neyret, Vien de Nus og Freisa.
Ud over at være begrænset er produktionen også meget parcelliseret, og det, sammen med de gode afsætningsmuligheder til turisterne, der sætter pris på regionens uspolerede natur året rundt, gør det vanskeligt at finde Valle d’Aosta-vine uden for regionen.
Produktions-omkostningerne er høje, og vinene ville reelt ikke være konkurrencedygtige med vine fra andre italienske regioner. Ikke desto mindre er de spændende at smage, og regionens producenter er med på noderne med diverse eksperimenter med "nye" druer, f.eks. Grenache, Syrah og Merlot.
Det mest omfattende sortiment findes hos Institute Agricole Regional i lokaliteten La Rochere lige uden for byen Aosta.

Val d’Arbia, hvid DOC Toscana-vin fra visse kommuner i Siena-provinsen. Ordinære hvidvine af Trebbiano Toscano, Malvasia del Chianti, Chardonnay og højst 15% andre grønne druer. DOC-vedtægterne giver mulighed for en vinsanto – enten tør, halvtør eller sød – af tørrede druer.

Val di Cornia, DOC-distrikt, der dels hører under Pisa-, dels under Livorno-provinsen, Toscana. Den hvide DOC Bianco fremstilles af Trebbiano Toscano (60-70%), Vermentino (15-30%), evt. suppleret med Malvasia, Ansonica, Biancone og/eller Clairette (højst 10%) og Pinot Bianco og Pinot Grigio (højst 20%).
Mens vedtægterne for hvidvin er mildt sagt generøse og virker som paraply for praktisk talt alle de lokale druer, er vedtægterne for Rosso DOC noget skrappere – her er Sangiovese hoveddruen sammen med højst 15% Canaiolo, Ciliegiolo, Cabernet Sauvignon og Merlot. Alkoholstyrken er mindst 11,5%. Riserva af samme druer skal lagre mindst tre år og have en alkoholstyrke på mindst 12,5%. Af samme druer fremstilles en god rosé.
I Val di Cornia DOC skal det specificeres, om vinene kommer fra Campiglia Marittima, Suvereto, San Vincenzo eller Piombino. Distriktet er ved at vokse sig kvalitativt stort.

Valdinievole, DOC-hvidvin fra Pistoia-provinsen, Toscana. Tør og let, bør drikkes ung. Fremstilles af druerne Malvasia, Canaiolo, Vermentino og andre lokale druer.
Fra distriktet også en Vin Santo DOC af Trebbiano, Malvasia, Canaiolo Bianco og Vermentino.

Valgella, et underområde af Valtellina Superiore DOCG i Sondrio-provinsen, Lombardiet. De letteste og mest elegante Nebbiolo, her kaldet Chiavennasca, kommer fra landsbyen Chiavenna.

Valle d’Itria, vinområde i Apulien, hvorfra hvidvinen DOC Locorotondo stammer.

Valnure, DOC-hvidvin af Malvasia di Candia, Trebbiano Romagnolo, Ortrugo samt andre lokale druer fra Colli Piacentini i Piacenza-provinsen, Emilia Romagna. Valnure kan fremstilles i alle mulige tænkelige smagsnuancer som tør, halvtør, halvsød og sød samt som enten frizzante eller decideret spumante.

Valpantena, en dal, der geografisk set ligger i Verona-provinsen uden for det klassiske, historiske Valpolicella-område, men rent lovmæssigt sorterer under DOC Valpolicella. Bedste kommuner er Grezzana og Romagnano.

Valpolicella, verdensberømt DOC-rødvin fra provinsen Verona, Veneto. Fremstilles af druerne Corvina, Rondinella, Molinara evt. suppleret med højst 15% Rossignola, Negrara, Barbera og Sangiovese samt evt. 5% andre lokale druer. Valpolicella er navnet på distriktet, der ligger nogle få kilometer vest for Verona.
Vinen har en tiltalende og livlig rubinrød farve, en lige så tiltalende delikat duft af kirsebær og ung vin, en behagelig, let bitter smag med undertoner af salt og mandelessens. Mindste alkoholstyrke er nu 11%.
De første Valpolicella, jeg solgte, var på 10%, men så kostede de også kun 9,50 kr., tre for 27 kr. Mærket? Orio fra det gode hus Montresor. Smagen? Tør, let og meget daglig, men jeg ville ikke være flov over at sælge dem i dag. Prisen i dag? Tja, 39 kr. – tre for 110 kr.
Dette dyk i nostalgien – det var i 1976 – for at fremhæve den store rolle, de billige Valpolicella til konsummarkedet har spillet for genopbygningen af Italiens økonomi efter krigen.
DOC-distriktet blev udvidet fra det klassiske Valpolicella-distrikt med kommunerne Negrar, Sant’Ambrogio, San Pietro in Cariano, Fumane og Marano til at gå fra bakkerne til sletten og helt ind til Veronas periferi. Kvaliteten faldt, men produktionen steg. I 1950’erne og 1960’erne var Valpolicella den vin, alle ville have, den der blev handlet – helst i 2 liters flasker – fra alle kiosker og alle supermarkeder. Nu er det sjældent, at en vin bliver populær, hvis den ikke smager godt, lige meget hvor billig den så ellers er. En god, billig Valpolicella er nok den bedste "frikadelleskubber" i verden. Eller som Ernest Hemingway skrev: "Hjertelig som hjemme hos en bror, man har det godt med."
Tiderne skifter og Valpolicella har fulgt godt med i den kvalitative udvikling. Det er lang tid siden, at man har set en 2 liters flaske. Til gengæld er der kommet mange fine producenter og ny teknik til. Vi ser flere Classico fra kerne-kommunerne (se ovenfor) og flere Superiore på mindst 12% og med et års lagring, og så bliver ripasso-teknikken (s.d.) mere og mere populær for at tilføje vinen den fylde, som moder Natur måske ikke havde bestemt, at den skulle have.
Holdbarheden burde man ikke skulle tale om, de bedste Classico Superiore-vine kan jo holde op til fem-syv år, men Valpolicella er nu altså en vin, der smager bedst ung, kølig og i spandevis.

Valtellina, DOC-distrikt i det nordlige Lombardiet, nærmere betegnet Sondrio-provinsen, få kilometer fra den schweiziske grænse. Distriktet har været kendt siden antikken for sine vines holdbarhed. Hoveddruen er Nebbiolo, lokalt kaldet Chiavennasca, fra landsbyen Chiavenna. I realiteten tillader DOC-loven små tilføjelser af andre lokale druer som Pinot Nero, Merlot, Rossola, Pignola Valtellinese og Brugnola.
Valtellina-vinen kræver et par års lagring, før Nebbiolo’ens naturlige garvesyre bløder lidt op. Loven kræver dog kun minimum et års lagring og minimum 11% i alkoholstyrke. For Valtellina Superiore, som nu er DOCG, gælder lagring i mindst to år og en mindste alkoholstyrke på 12%. Riserva-typerne skal have fire års lagring.
Når vinen fremstilles med tørrede druer, der giver minimum 14,5% i alkoholstyrke, har vi en Sforzato eller på lombardisk dialekt Sfurzát. Det er samme teknik vi kender fra Amarone, men Sforzato er noget tørrere end Amarone. Når druerne kommer fra lokaliteterne Sassella, Grumello og Valgella har vi en Valtellina Superiore. Navnet Inferno (helvede) kendetegner også en Valtellina Superiore.
Fra og med årgang 1998 blev Valtellina Superiore, dvs. Sassella, Grumello, Inferno og Valgella, som nævnt ophøjet til DOCG. Sforzato forblev, ulogisk nok, DOC.

Val Tidóne, vinområde i Piacenza-provinsen, Emilia Romagna.

VdT, forkortelse for vino da tavola, bordvin.

Vecchio, gammel. Betegnelsen anvendtes i Chianti-lovgivningen fra før 1984 om vin, der havde lagret i to år.

Velletri, DOC-distrikt syd for Rom med hvidvine af Malvasia, Trebbiano, Bellone og Bonvino efter praktisk talt samme "opskrift" som Frascati. De røde er noget mere spændende, da de kan fremstilles af Sangiovese, Montepulciano og Cesanese samt Bombino Nero, Merlot og Ciliegiolo. Det giver bløde og fyldige rødvine, der er værdsat både på eksportmarkedet og lokalt i dette ellers traditionelt hvidvinsprægede område.

Veltliner della Valle Isarco, hvid DOC-vin hørende under den brede Alto Adige DOC. Tør og let sommer-allroundvin uden lagringspotentiale.

Vellutato, fløjlsagtig blød.

Vendemmia, vinhøst. Bruges også i betydningen "årgang".

Vendemmia Tardiva, dvs. sen høst. Anvendes om druer, der bliver høstet sent og derfor har et højere indhold af sukker. For det meste er det søde vine eller dessertvine, der bærer betegnelsen på etiketten. En sen høst kan dog også være en satsning fra producentens side, når han/hun skønner derved at ville kunne opnå en rigere druekvalitet. Naturligvis risikerer man at løbe ind i efterårets foranderlige klima med mulighed for storm og regnskyl og alt, hvad det betyder af tab.
I Valpolicella og Veneto forsøger man sig med senhøst for at få mere sukkerholdig frugt ud af Corvina, Raboso og andre syrlige druer. I Syditalien, hvor klimaet er mere stabilt, kombineres senhøst med en let tørring af druerne på selve vinstokken. Dette opnås ved at vride eller at skære lidt i pedicellen.

Veneto, en af Italiens 20 regioner. Landsdelen strækker sig fra foden af Alperne helt ned til floden Po i syd og floden Isonzo i øst. I vest danner Gardasø-regionen en naturlig grænse. Klimaet er også meget varieret fra det kølige, alpinske til det næsten middelhavsagtige ved Gardasøen, hvor man kan dyrke både oliven og citroner.
En fællesnævner for Venetovinene kunne være "mildhed". Den eneste undtagelse herfra er måske Amarone, men kun ved første slurk. I al sin kødelighed er også Amarone en vin, der glider nemt og kantløst, den er føjelig og mild i sin fylde. De gode Amarone er i hvert fald. Og "mild" er da også betydningen af ordet soave, selv om stedets nok stammer fra den sydtyske krigerstamme Schwabisch, der beboede der i middelalderen.
En alfabetisk oversigt ville starte med Bagnoli (s.d.), den nyeste DOC. Bardolino DOC bliver også behandlet for sig (s.d). Det samme gælder Bianco di Custoza DOC (s.d.). Breganze DOC er et spændende distrikt, hvor der eksperimenteres en del med barriquelagring af den grønne Garganega-drue. Distriktet er kendt for dessertvinen Torcolato af tørrede Vespaiolo-ruer og for en række gode DOC: Bianco DOC af mindst 85% Tocai Friulano, Rosso DOC af mindst 85% Merlot og Cabernet DOC af Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og/eller Carmenère.
Når druen optræder med mindst 85% i den færdige vin, er følgende vine DOC: Cabernet Sauvignon DOC; Pinot Nero DOC; Marzemino DOC; Pinot Bianco DOC; Pinot Grigio DOC; Vespaiolo DOC; Chardonnay DOC; Sauvignon DOC og Torcolato DOC. Hvis vinene indeholder mindst 12% alkohol, er de superiore. Torcolato og de rødvine, der har lagret i mindst to år, er riserva.
Kommunen Breganze, der giver navn til distriktet, ligger i provinsen Vicenza. Og i samme provins ligger Colli Berici DOC, som bryster sig af en ældgammel vintradition. Colli Berici DOC-hvidvinene omfatter Garganega DOC, Tocai Italico DOC, Sauvignon DOC, Pinot Bianco DOC og Chardonnay DOC.
Colli Berici DOC-rødvinene er Merlot DOC, Tocai Rosso DOC – også kaldet Barbarano eller Tocai Rosso di Barbarano DOC, som er lys rubinrød med orange skær, og Cabernet DOC. Cabernet er riserva, når den har lagret i minimum tre år. Vicenza er også velsignet med en anden god DOC, Gambellara DOC (s.d.).
Et andet bakkelandskab er Colli Euganei i Padova-provinsen, som har sine Colli Euganei DOC (s.d.).
Venetos bakker fortsætter ind i Treviso-provinsen med Colli di Conegliano DOC (s.d.). I provinsen Verona er der Lessini-bakkerne med Lessini Durello DOC, der omfatter hvidvine, som fremstilles af ren Durello, evt. sammen med Garganega, Trebbiano, Pinot Bianco, Pinot Nero og Chardonnay. De meget syreholdige vine, som Durello-druen giver, er velegnede til produktion af den mousserende Lessini Durello Spumante DOC.
I Venezias flade opland og i provinserne Treviso og Pordenone i Friuli finder vi Lison-Pramaggiore DOC-vinene. Det er en paraply-DOC dediceret til volumen-produktionen. Lison er mere kendt for sin hvidvin, mens Pramaggiore er kendt for sine Merlot og Cabernet.
Andre hvide DOC-vine fremstilles med Pinot Bianco, Chardonnay, Pinot Grigio, Riesling Italico, Sauvignon og Verduzzo. Røde DOC fremstilles af Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Refosco. Alle disse vine kan også fremstilles som mousserende.
Til Veneto hører en smule af Lugana DOC-området, men størstedelen af dette DOC-område ligger i Lombardiet (se Lugana). I Lombardiet ligger også den største del af DOC-området for San Martino della Battaglia DOC (s.d.).
De bureaukratisk bestemte DOC finder en anden værdig repræsentant i Montello e Colli Asolani DOC (s.d.) i bakkerne omkring provinsen Treviso. I provinsen Treviso finder vi også den unikke Prosecco di Conegliano DOC. Vinen kan også kaldes Prosecco di Conegliano/Valdobbiadene DOC eller Prosecco di Valdobbiadene DOC (se Prosecco).
Så er vi kommet til Soave (s.d.), der ligesom brodervinen Valpolicella (s.d.) fortjener sin egen omtale. Vi slutter med to meget "fleksible" vindistrikter, Valdadige DOC (s.d.), som dog for størstedelens vedkommende ligger i provinsen Trento (Trentino) og Piave eller Vini del Piave DOC. Dette sidstnævnte område ligger i kommunerne Treviso og Venezia, og det er Norditaliens vinreservoir og storleverandør til eksportindustrien.

Verbicaro Rosso, tør og noget rustik rødvin med godt lagringspotentiale fra kommunen Verbicaro i Calabrien. Druerne er Greco Nero, Dolcetto, Gaglioppo, Zibibbo og Greco Bianco.

Verdea, grøn drue, formodentlig indfødt, der stadig findes hos nogle vinbønder.

Verdeca, grøn drue der er meget udbredt i Apulien. Den kan godt anvendes sammen med andre druer i vinproduktion, men pga. sin store frodighed dyrkes den primært til fremstilling af tørre, neutrale vine til den norditalienske vermouth-industri.

Verdello, grøn drue og vin, der er meget udbredt på Sicilien.

Verdicchio, grøn drue, der dyrkes i Macerata- og Ancona-provinserne, Marche.
Hvidvin af samme navn, hvor Verdicchio-druen udgør mindst 85%. Mindste alkoholstyrke er 11,5%. Når vinen er oppe på 12% er den superiore, og når den indeholder mindst 12,5% og har lagret mindst to år, heraf et halvt år på flaske, kan den kaldes riserva.
Verdicchio egner sig fortrinligt til at blive fremstillet som spumante, og hvis den lagres mindst ni måneder på eget bundfald, kan den kaldes Spumante Riserva. Der findes i loven også mulighed for en passito-udgave af tørrede druer.
De Verdicchio-vine, der produceres i den ældste, centrale del af distriktet, er Classico, men DOC-distriktet omfatter også Verdicchio, der produceres på bakkerne omkring byen Matelica i Macerata-provinsen.
Det er svært at undervurdere firmaet Fazi Battaglias betydning for udbredelsen af denne vin. Deres karakteristiske amfora-flaske med den lille papirrulle bundet om halsen (en indbydelse til at besøge vinfirmaet) er blevet eksporteret til alle afkroge af verden. Det er så som så med de historiske beviser for denne flasketypes autenticitet, men Marche-regionen kan faktisk bryste sig af græske aner. Det ses af mange navne på moderne Marche-vine, fx Dorico, Akronte, Komaros mv. Flasken er blevet efterlignet til bevidstløshed, så meget at der faktisk kan være gode vine i mange af efterligningerne.
Verdicchio er en tør og let bitter, men aromatisk vin, der passer meget fint til næsten alt. Den er en god tørstslukker, men også en værdig ledsager til forretter, fiskeretter og lette grønsagsretter. Forbrugeren bør skelne mellem de lette, hurtige Verdicchio og de mere komplekse af slagsen. Det er ikke nemt, men det kan betale sig.

Verdiso eller Verdisio, grøn drue og tør, let perlende vin fra Treviso.provinsen i Veneto.

Verdognolo, grønlig.

Verduno, kommune i Barolo DOCG-distriktet, Cuneo-provinsen, Piemonte. Barolo fra Verduno kendetegnes af et lysere væsen, en typisk snert af lægeurter (malurt) i duften og en hurtigere modning. Det sidste er ikke at kimse ad, og Barolo fra Verduno har da også mange tilhængere.

Verduzzo, grøn drue og vin af samme navn, der er meget udbredt i Piave-distriktet og især i Friuli. I Piave er Verduzzo en halvtør hvidvin uden konsekvens. I Friuli omkring byen Ramandolo har Verduzzo sit bedste udtryk i en sød dessertvin, der kan variere i alkoholstyrke mellem 12 og 13,5%.

Vermentino, grøn drue. Om denne drues rejse er gået fra Spanien til Sardinien og fra Sardinien til Ligurien eller omvendt, er der mange vinlærde, der diskuterer. Sikkert er dog, at netop Sardinien og Ligurien tegner sig for den største produktion af såvel druen som vinene af samme navn. Men Toscana er ved at være godt med, da Vermentino mere og mere dyrkes på kystområderne.
Vinen er tør, medium fyldig og aromatisk. Det er en lidt krydret sommervin, der ikke behøver den store alkoholstyrke for at fremvise sin fine vifte af blomster- og miNeraldufte. Således er de fleste Vermentino, der præsenteres af vinindustrien, udstyret med fantasinavne.
Når man lader naturen bestemme, som det sker på det nordlige Sardinien i Gallura-distriktet, er Vermentino i stand til at give elegante vine selv på 13,5-14% i alkoholstyrke. Vinene har her status som Vermentino di Gallura DOCG. Hele resten af Sardinien er Vermentino DOC.
I Ligurien er Vermentino DOC i Colli di Luni og i Riviera Ligure di Ponente, den vestlige riviera set i forhold til Genova, mens Riviera di Levante er den del af rivieraen, der strækker sig fra Genova til den toscanske grænse i øst.
I Toscana er den DOC i Bolgheri, men som sagt spøger den hist og pist som en værdig og mere aromatisk afløser for Trebbiano.

Vermentino di Gallura, hvid DOCG-vin fra Sassari-provinsen på det nordlige Sardinien. Kraftig og fyldig med en vedvarende smag, der gør den velegnet til krydrede retter og lagrede oste foruden til retter med hvidt kød.

Vernaccia, almindeligt navn for forskellige italienske druer og vine. Hvorfor bærer forskellige vine fra forskellige landsdele samme navn? Formodentlig fordi Vernaccia betyder noget i retning af "lokal".
Der er tre Vernaccia DOC: Vernaccia di Serrapetrona af druen Vernaccia Nera; Vernaccia di Oristano af Vernaccia Sarda og Vernaccia di San Gimignano af Vernaccia-druen.
Derudover finder man Vernaccia både i Trentino, i Umbrien, i Ligurien og i Molise.

Vernaccia di San Gimignano, den første italienske vin, der modtog DOC-prædikatet i 1966. I dag er det en DOCG-vin, der kun fremstilles inden for de kommunale grænser omkring byen San Gimignano i Siena-provinsen, Toscana. Vinen fremstilles af druen Vernaccia, evt. suppleret med højst 10% andre grønne druer. Mindste alkoholstyrke er 11%, og når vinen har lagret mindst 18 måneder, heraf de fire på flaske, kvalificerer den sig til riserva.
Selv om vinen har været kendt siden middelalderen og er omtalt mange steder i den italienske litteratur, var den ved at forsvinde i 1950’erne, dels fordi udbyttet er lavt, og dels på grund af den store folkevandring væk fra landbruget. DOC var med til at redde vinen og til at gøre den kendt.
En sådan profylaktisk anvendelse af loven var også med til at redde den hvide Albana di Romagna, der var ved at drukne i ligegyldig masseproduktion.
Det er også ånden i de mange, tit forkætrede, paraply-DOC, der forsøger at værne om lokale produktioner ved at være så vidtfavnende som muligt, hvilket ofte går ud over mere elitære mål, men til gengæld forener de lokale traditioner med de mange nye kreative tendenser ved at forsyne dem med et fælles regelsæt.
I dag eksperimenteres med Vernaccia i kombination med højst 10% Chardonnay, ligesom der eksperimenteres med barriquelagring og opereres med lavt udbytte.
Vernaccia di San Gimignano er velegnet til en del forskellige retter, gerne med hvidt kød, ferskvandsfisk, svinekød, salami, skinke og grønsagsretter. Riserva-udgaven egner sig til visse unge og mellemlagrede oste. Vernaccia kan tåle en moderat lagring, dvs. to til højst fem år for de bedste udgaver.

Vernaccia di Serrapetrona, rød, mousserende vin af Vernaccia suppleret med små partier Sangiovese, Montepulciano og Ciliegiolo fra Serrapetrona og andre nærliggende kommuner i Macerata-provinsen, Marche. Denne Vernaccia er sød, men samtidig frisk og syrlig med en god smag af hindbær og kirsebær. Alkoholstyrken er på 12-13%. Serveres kølig som afslutning på en middag.

Vernaccia di Oristano, hedvin af druen vernaccia fra Oristano-provinsen i det sydlige Sardinien. Vinen er tør og fyldig, men kan variere fra meget rund og delikat, når den er lagret, til let bitter, når den er ung. En stor vin, der kan nå en respektabel høj alder.
Vernaccia di Oristano er en hedvin, der er mest velegnet til meditation eller som ledsager til stærke og krydrede fiskeretter og i særdeleshed til lagrede oste.

Vernatsch, tysk for de druer, der på italiensk kaldes Schiava. Schiava Grigia = Grauvernatsch; Schiava Gentile = Kleinvernatsch; og Schiava Grossa = Grossvernatsch. Druerne indgår i såvel DOC- som ikke-DOC-vine fra Sydtyrol/Alto Adige.

Verona, Italiens "vinhovedstad", hvor den årlige vinmesse Vinitaly afholdes.
Livligt trafikknudepunkt for eksport af vine og andre landbrugsvarer, især mod Nord- og Østeuropa. Navnene Verona Bianco og Verona Rosso ses undertiden på etiketter af meget simple bordvine, hvor Rosso som regel består af deklasserede Valpolicella-druer suppleret med Merlot. Bianco er fremstillet på basis af Trebbiano.
Alle følgende DOC-vine bliver produceret inden for provinsen Verona: Lugana hvid,
Lugana mousserende, Bardolino, Valpolicella, Soave, San Martino della Battaglia, Bianco di Custoza, Bianco di Custoza Spumante, Valdadige, Lessini Durello og Lessini Durello Spumante.

Veronelli, Luigi, Italiens vinskribent nr. 1. Foregangsmand og uforlignelig mester. Den første italiener, der troede på den italienske vinproduktions enorme potentiale.
I 1961 drak "de fine" i Italien kun fransk vin, mens resten, masserne, især i de store byer, måtte nøjes med anonyme konsumvine og selvaftappede lokale fluida.
I det år skrev Luigi Veronelli sin første store, tykke bog om italienske vine, "I vini d’Italia". Bogen, der også er oversat til engelsk, satte en debat i gang om italiensk vins objektive kvalitet, længe før DOC-loven trådte i kraft.
Luigi Veronelli kæmpede for de værdier, som enhver god producent tager for givet i dag. Men i begyndelsen af 1960’erne var ingen interesserede i at skære produktionen ned, at fjerne vinplanter fra de mindre velegnede beliggenheder eller at identificere vine ved at angive vinmarkens eller underområdets navn på etiketten. Ingen kunne drømme om at plante "fremmede" druer. Ingen var interesseret i kvalitet, fordi pengene lå i kvantitet.
I dag går der ikke én time, uden at vi hører om en ny "cru2, og alle med respekt for sig selv forsøger sig i superelegante og kapitalkrævende vino da tavola. I dag, hvor forbruget er gået voldsomt ned i forhold til 1960’erne, opfattes vin i Italien ikke længere som en ren konsumvare, men som en mere eksklusiv nydelse. Og italiensk vin rangerer endelig blandt de bedste i verden. Alt dette forudså Luigi Veronelli. Vine som Sassicaia og Tignanello har haft ham som åndelig fader. Det samme gælder udbredelsen af barrique-lagring inden for visse vintyper.
Veronelli døde i 2004, men lige til det sidste herskede der en frenetisk aktivitet omkring hans person. Der var hans forfatterskab med over 150 bogtitler og utallige artikler, masser af tv-optrædender om vin, bogforlag, vinbladet Ex Vinis samt det vinvidenskabelige og vinfilosofiske Il Consenso, "Samtykket", der udgives af en institution, indstiftet af Luigi Veronelli, som bærer hans navn Seminario Luigi Veronelli. En af Italiens mest læste vinguider bærer hans navn og hans præg. Der er også blevet tid til et vinleksikon, Il Veronelli. Guiden udkommer stadig.
Veronelli var født i 1925 – han har skabt total opmærksomhed om begrebet italiensk kvalitetsvin. I sit lange virke har han altid forsvaret den lille vinbonde, og han har lagt fundamentet og skitseret profilen for en ny profession – den moderne vinskribent.
Alle de, der skriver om vin i Italien i dag, er inspireret af Luigi Veronellis lære.
Også nogen af dem der skriver i Danmark.

Vespaiolo, druenavn. Kommer af vespa, hveps, fordi denne grønne drue er så sød, at den tiltrækker hvepse. Vespaiolo-druen dyrkes i Breganze-distriktet, hvor den giver en tør, let DOC-hvidvin. I tørret tilstand lægger den most den gyldengule, fremragende, søde Torcolato-dessertvin.

Vespolina, blå drue, der har en vis udbredelse i det nordvestlige Italien. Endvidere i Oltrepó Pavese og i bakkerne omkring Novara-provinsen, Piemonte.

Vesuv eller Vesuvio, vulkan ved Napolibugten i Syditalien. Druerne, der gror på vulkanens skråninger, giver DOC Vesuvio Bianco af Coda di Volpe, Verdeca samt evt. Falanghina og Greco.
DOC Vesuvio Rosso – og Rosato – af PiediRosso, Sciascinoso samt evt. Aglianico.
Det er forholdsvis lette vine, der skal drikkes unge. Når alkoholstyrken er mindst 12%, kan vinene kaldes Lacryma Christi del Vesuvio.
Hvidvinen kan desuden fremstilles både som spumante og som liquoroso.

Vetro, glas.

VIDE, forkortelse for Vitivinicoltori Italiani Di Eccellenza. Men ordet vide kommer også af latin videre, dvs. at vide (og derfor i stand til at vælge). Frivillig EU-anerkendt forening af vinproducenter grundlagt i 1979 som reaktion på den alt for dominerende rolle negociant-husene og vinindustrien havde i Italien på daværende tidspunkt.
Medlemskab af VIDE forudsætter, at man selv dyrker de druer, man fremstiller vin af. Medlemmerne hører til eliten i den italienske vinproduktion.

Vigna, vinmark. Når markens navn fremhæves på etiketten, er det som regel en indikation af, at vinen kommer fra en bestemt vinmark. Som regel fordi markens størrelse ikke er angivet nogen steder. Hvilket medfører, at "én vinmark" i realiteten kan bestå af flere jordlodder.
At ordet vigna fremtræder oftere og oftere på etiketter, skyldes især Luigi Veronelli, som har gjort et stort arbejde for at indføre dette identitetsmærke, som på fransk angives med ordet cru, i den italienske vinproduktion og -lovgivning.

Vigna Rionda, dvs. den runde vinmark; 30 hektar historiske vinmarker i kommunen Serralunga i Cuneo-provinsen, Piemonte, hvorfra der fremstilles nogle af de fineste Barolo-vine. Lokalt også kendt som Vigna Arionda eller Riunda/Rotonda.

Vignaiolo, vindyrker.

Vignanello, DOC, der omfatter Viterbo- og noget af Rom-provinsen i Latium. Vignanello Bianco DOC er af druerne Greco, Trebbiano, Malvasia og andre lokale druer. Vignanello Greco DOC består hovedsagelig af druen Greco. Vignanello Rosato DOC er af druerne Sangiovese, Ciliegiolo og højst 20% andre lokale druer.
Vignanello Rosso DOC er af druerne Sangiovese, Pinot Nero, Aleatico og andre lokale druer. Rødvinen kan blive riserva efter to års lagring, hvis alkoholstyrken er mindst 12%.
Denne DOC er et forsøg på at give vinene fra Viterbo-provinsen, hvor der er stort kvalitetspotentiale, især hvad angår rødvin, en fælles identitet. Den har intet til fælles med Vignano-vinene fra Marcialla i Firenze-provinsen, Toscana.

Vigoroso, kraftig. Rig på alkohol, syre og krop.

Vin cotto, kogt vin, en tradition fra Marche og Abruzzo, hvor druemosten henkoges over en sagte ild og derved antager en tyk konsistens à la Amarone. Traditionen overlever også i Apulien.

VIDE, forkortelse af Vitivinicoltori Italiani Di Eccellenza. Sammenslutning af ca. 30 vinproducenter, fordelt over det meste af Italien, som kun producerer vin af druer fra egne marker. Hvert års vin og fad skal klare en uvildig, streng kontrol, analyse og smagning, før de må sælges under VIDE-logoet.

Vinaio, vinhandel. Mere jævn end enoteca.

Vin brulé, rødvin kogt med appelsinskal, kanel, nellike og sukker. God mod forkølelse. Minder lidt om glögg.

Vinificazione, vinifikation, dvs. vinfremstilling.

Vinindustrien. Lad os slå én ting fast med det samme: Den moderne vinkælderteknik og de krav, der stilles til vinproducenterne både af myndighederne og forbrugerne, har gjort det af med dogmet om, at kvantitet er uforenelig med kvalitet. I dag er situationen mere nuanceret.
Kendte og veldistribuerede navne som Scanavino, Fratelli Martini, Sant’Orsola, Giordano, Botter, Piccini, Caldirola og mange andre har gjort det til en levevej at levere drikkelige og teknisk set sunde dagligvine til hele den europæiske stordistribution. Pris-parameteren har den højeste prioritet, men undertiden – held i uheld fristes man til at skrive – kan der også komme gode og nydelige flasker ud af vinsamlebåndene.
Til prisen kan man ikke forlange mere, men det er ikke under de navne, vinnyderen vil finde den opløftende smagsoplevelse og det begejstrende vinøjeblik. Vinindustriens betydning for vinhandelen er indlysende – en vejviser over de jævne konsumvine ville være en god idé.

Vino da arrosto, kraftig rødvin, som egner sig særlig godt til stegt – arrosto – kød.

Vino da pasto, dagligvin.

Vino da taglio, blandningsvin. Normalt rød, kraftig, neutral og meget farveholdig.

Vino da tavola (VdT), bordvin. Laveste kategori i hierarkiet, modsvarende den franske Vin de Table og den tyske Tafelwein. En stor del af den italienske vinproduktion falder under denne kategori, og hovedparten bliver aldrig aftappet på flaske. I givet fald må kun farven angives på vinetiketten.

Vino da tavola con indicazione geografica, bordvin fra et afgrænset geografisk område. En uddøende kategori. Vinene er i dag klassificeret under IGT. Nogle af Italiens bedste vine, som ikke kunne indplaceres under DOC- og DOCG-systemet, har været placeret i denne kategori.

Vino Nobile di Montepulciano, Adelig vin fra Montepulciano. Navnet skyldes enten, at vinen var forbeholdt de rige, adelen, eller at den blev lavet af den bedste del af vinhøsten, gemmevinen.
Vino Nobile DOCG fremstilles af druer fra bakkerne omkring byen Montepulciano i Siena-provinsen. Sammenhængen med den kendte Montepulciano d’Abruzzo-vin kan enten være, at druen Montepulciano stammer fra Montepulciano i Toscana, eller, mere sandsynligt, at der er tale om et navneplagiat fra Abruzzos side for at sige: "Vores vin er lige så god som den fra Montepulciano."
Hoveddruen i Vino Nobile er Sangiovese, her kaldet Prugnolo Gentile, som skal udgøre 50-70% af vinen. Resten er 25-45% Canaiolo Nero, Malvasia del Chianti og Trebbiano samt højst 5% Grechetto Bianco og Mammolo. Lagring skal foregå i egetræsfade i mindst 2 år. Vinene er riserva, når de har lagret mindst tre år. Vino Nobile er meget holdbar, de bedste årgange i op til 10 år fra vinhøsten.

Vino Novello, fællesbetegnelse for den vin, der fremstilles efter macerazione carbonica-metoden, og som sælges som høstårets første vin. Novello kan ikke frigives før den 6. november og må ikke aftappes efter den 31. december. Italiens første novello var Angelo Gajas ‘Vinot’ fra 1975.
I dag er der mange Novello DOC-vine. Blandt de mest kendte er Bardolino, men stort set hver landsdel har sine "nye vine".
Novello er som regel rød, men der findes også hvide novello. Karakteristisk for de italienske novello er, at de som regel også kan nydes – og tit bliver bedre – i løbet af de første 24 måneder efter frigivelsen.
I byen Vicenza i Veneto afholdes der hvert år i november en messe med årets novellovine.
Når der er mange druer, er novello en god og hurtig indtægtskilde for producenterne. I de år, hvor der er få druer, eller i de distrikter, hvor der er stor efterspørgsel på regulære vine, anvendes druerne til andre mere fordelagtige DOC-vine.
Novello passer godt til den italienske drikkestil og er en vintype, som især de unge har taget til sig.

Vinoso, vinøs, med smag af friskpressede druer.

Vino Spumante di Qualitá eller Spumante DOC, mousserende vine, der opfylder højere krav end simple vino spumante, dvs. mindst seks måneders lagring, hvis de er fremstillet efter tryktank-metoden, og mindst ni måneders lagring, hvis de er fremstillet efter champagne-metoden. Vinene må bære betegnelsen VSQPRD, Vino Spumante di Qualitá Prodotto in Regioni Determinate.

Vino tipico, en kategori, der har været meget lidt anvendt, og som er forsvundet, hvorefter de fleste vine herfra er kommet under IGT-klassifikationen.

Vinsanto eller Vin Santo, fællesbetegnelse for de vine, der fremstilles efter tørring af druerne og en forholdsvis lang lagringstid på fire op til syv år i små, lukkede vinkar.
For de fleste står vinsanto som en toscansk begivenhed, men der er flere regioner, som kræver ret til at producere denne store dessertvin.
De to navneformer bruges i flæng, men selve navnet er de lærde ikke enige om. Der er tre forklaringer: Vinen er santo, "hellig", fordi den anvendes som altervin; vinen er santo, fordi druerne presses i en hellig uge, enten lige før påske eller lige før jul; eller vinen blev udråbt af den græsk-ortodokse gejstlige Bessarione til at smage som "vor vin fra Xanto". Selv om det sidste lyder lidt søgt og finkulturelt, eksisterer der faktisk på den græske ø Santorini et kooperativ, Santo slet og ret, der længe har leveret vin til alterbrug i den græsk-ortodokse kirke.
For en sikkerheds skyld, eller til minde om begivenheden der angiveligt fandt sted i Firenze i 1349, har Antinori produceret en hedvin og kaldt den Xanto. Jeg hælder selv til den forklaring, der har med kirken at gøre.
I Umbrien kalder man vinsanto Vino dei preti, præsternes vin, og i Frankrig Vin du curé. Den "hellige" forbindelse er således ikke til at tage fejl af, også fordi præster både før og nu skal råde over en vin, der er til at drikke, og som ikke bliver sur i løbet af kort tid.
Navnet vinsanto er ikke beskyttet – alle kan lave vinsanto af alle druer eller af ... ingen druer. Og alle har også prøvet. Ved Brennerpasset og på andre turiststeder er det stadig almindeligt at se fantasifulde flasker med etiketter påtrykt "Vinsanto" eller "Lacryma Christi". Det er som regel intetanende sicilianske muskatvine, der havner som pynt hjemme hos lige så intetanende turister. Står der blot "Vinsanto Liquoroso" er det næsten sikkert, at det drejer sig om en lidet tiltalende blanding af sød vin og alkohol. Selv de store toscanske huse lader sig friste og tilbyder dette – billigere – produkt i deres sortiment. Gå i en stor bue udenom!
DOC-loven kan bruges som vejledning, da vinsanto i de fleste toscanske distrikter er en regulær DOC-vin, der skal svare til lovens forskrifter.
Lovgiverne forsøger også til en vis grad at beskytte navnet ved at brede DOC-området ud til Colli dell’Etruria Centrale, Vinsanto del Chianti Classico og Vinsanto di Montepulciano. I naboregionen Umbrien er vinsanto meget udbredt og som regel sødere end i Toscana.
Vinsanto er DOC også i Trentino og i Gambellara, Vicenza-provinsen, Veneto, hvor man bruger de samme druer som til den søde Recioto di Gambellara. Forskellen ligger i alkoholstyrken og i lagringen. For vinsanto er 14% i alkoholstyrke obligatorisk. For recioto er det 12% og mindst to års lagring.
Når vinbonden har forseglet det lille fad, caratello, med fra 25 til højst 100 liter i – og stillet det ind under husets tag, har han/hun derefter meget lidt at skulle have sagt. Det er naturen, somrenes hede og vintrenes kulde, der modner vinen og styrer dens gæring og udvikling. Processen varer ca. fem år, og det er ikke altid nemt at forudse, hvilke sødmegrader vinsanto vil opnå. Der vil altid være forskel fra fad til fad, fra år til år, nuancer måske kun, fordi den moderne teknik kan rette op på mange differencer.
For en vinbonde er det ikke særlig rentabelt at producere vinsanto. At mange huse alligevel har den på listen, er tit et spørgsmål om tradition, om ærekære følelser for arbejdet, om at have en flot visitkortvin eller om at overgå nabogården. I de seneste år oplever vinsanto en renæssance – i kølvandet på de toscanske vines eksportsucces.
Og hvad skal man så bruge vinsanto til? Fx som bydevin til den uventede gæst, der ikke skal have kaffe, i en tør udgave som apéritif, som dessertvin til cremede, mellemlagrede og lagrede oste, især blåskimmel, til marcipan, til parmesan og pærer og, ja, til at dyppe sine cantuccini, mandelkiks, i. Serverings-temperaturen bør variere med sødmegraden og anvendelsen, men må aldrig være for kold.

Vinsanto di Vigoleno, sjælden DOC-dessertvin der for mindst 60%’s vedkommende består af en eller flere af druerne Marsanne, Beverdino, Sauvignon, Ortrugo og Trebbiano Romagnolo, evt. suppleret med andre lokale druer. Stammer fra kommunen Vernasca i Picenza-provinsen, Emilia Romagna. Denne vinsanto skal lagre i mindst fem år, heraf de fire på fad. En lokal specialitet der efter sigende skal have en gyldengul eller ravagtig farve, en dyb aromatisk duft og en fyldig, harmonisk og fløjlsagtig smag. Og kast den første sten, hvo der har smagt den!

Violone, lokalt navn for druen Montepulciano i Latium.

Vite, vinstok, vinplante.

Vitigno, det samme som vite.

Viticoltore, vindyrker.

Viticoltura, vinavl.

Vitigno, vinplantesort. Monovitigno angiver, at en vin eller en grappa er fremstillet af én sort.

Vitis vinifera, botanisk navn for den kultiverede vinplante, der alene må bruges til fremstilling af vin. Der findes flere tusinde sorter Vitis vinifera.

Vitivinicoltori Italiani Di Eccellenza, se VIDE.

Vivace, livlig, levende. Det samme som frizzante, dvs. let perlende/let mousserende.

VQPRD, fælles EU-forkortelse for kvalitetsvine, produceret i afgrænsede, lovbestemte områder, dvs. franske AOC, spanske DO, portugisiske RD, tyske QbA, italienske DOC/DOCG og græske Oinos Topikós.

VSQPRD fælles EU-forkortelse for mousserende kvalitetsvine. Må i Italien bruges om Spumante DOC.