Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Gustave Niebaum

    Gustave Niebaum (1842–1908) blev født i Helsinki og startede sin karriere til søs som skibsdreng i en alder af 16 år. Ti år senere var han kaptajn på eget skib. Turene gik frem for alt til Alaska, og handelen med sælskind gjorde ham med årene til verdens førende pelshandler.
    Han grundlagde også handelsfirmaet Alaskan Commercial Company i San Francisco, og blandt andet via indtægterne herfra endte han i en ung alder som en hovedrig mand.
    Gustave Niebaum havde et brændende ønske om at prøve kræfter med vinfremstilling på fransk jord. Men i 1873 giftede hans sig med californiske Susan Shingleberger, og hun havde ikke tænkt sig at flytte til Frankrig. Så hans drøm måtte omdirigeres til Californien.
    I 1879 købte ægteparret ejendommen Inglenook i Rutherford i Napa. Her opførte Gustave Niebaum et imponerende vinslot og et tilhørende vineri, og i de følgende mange år rejste han hyppigt til Europa for at studere vinmarks- og vinfremstillingsteknikker.
    Han hjembragte også et hav af vinplanter fra Bordeaux og resten af Frankrig, og dem plantede han på den jord, der hørte til Inglenook.
    Gustave Niebaum adskilte sig på flere måder fra de mange andre vinproducenter i Napa dengang. Sammen med sine vinuddannede medarbejdere eksperimenterede han med temperaturkontrol i vinkælderen for at finde frem til den helt rette temperatur at modne vinene under. Han gik op i sortering af druerne før gæring, ligesom han var den første producent i Napa, der tappede vinen på flasker i eget vinhus i stedet for at sælge den som bulk.
    Målet var at fremstille vine, der kunne måle sig med de bedste franske, og Gustave Niebaum nåede sit mål og satte dermed for alvor Napa Valley på det vinøse verdenskort.
    Ved verdensudstillingen i Paris i 1889 vandt hans vin en guldmedalje - den første af mange.
    I dag ejes Inglenook af filmproducenten Francis Ford Coppola, der har ført vinhusets berømmelse videre med ikon-vinen Rubicon. Hvis man besøger vinhuset, vil man kunne smage dets vine i en kopi af den kahyt, som Gustave Niebaum boede i ombord på sit skib. (Opdateret 2023).