Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

John Adlum

    John Adlum (1759-1836) var en af de store pionerer i den spirende amerikanske vinindustri i første halvdel af 1800-tallet.
    Han blev født i Pennsylvania, hvor hans far var sherif. Kun 15 år gammel kæmpede han i spidsen for en gruppe lokale teenagere i den netop udbrudte amerikanske revolution. Det var startskuddet til hans militære karriere, der endte med titlen som general.
    Han blev dog også uddannet landmåler og fik masser af rive i, da nybyggeriet greb om sig i Pennsylvania efter revolutionen. Der gemte sig også lidt af en botaniker i John Adlum, og når han målte land op, tog han samtidig ivrigt noter, når han stødte på nye druesorter - om deres farver vækstbetingelser, aroma osv.
    I 1798 flyttede han til Maryland, og for den lille formue, han havde skabt sig som landmåler, købte han et stykke jord. Efter et mislykket forsøg med importerede europæiske vinplanter plantede han lokale druer, og i 1809 havde han fremstillet en rigtig god rødvin på den blå Alexander-drue. Han sendte et par flasker til præsident Thomas Jefferson, der roste vinen og sammenlignede den med en god rødvin fra appellationen Chambertin i Rhône. Præsidenten rådede ham til at fortsætte med at dyrke lokale druer og ikke - som mange andre amerikanske vinproducenter - de populære europæiske druer.
    I 1814 flyttede John Adlum sammen med sin kone Margaret og deres to døtre til Georgetown, grundlagde vingården The Vineyard og købte 80 hektar jord. Her eksperimenterede han med hele 22 forskellige lokale druer, og i 1819 begyndte han som den første i Amerika at dyrke den grønne Catawba-drue.
    Første årgang på Catawba-druen var 1820 og i de næste mange år formåede John Adlum at skabe stor interesse for denne lokale drue - blandt andet gennem sine bøger, "A Memoir on the Cultivation of the Vine in America", "Best Mode of Making Wine" - den første bog nogensinde om amerikansk vindyrkning - og "Adlum on Making Wine".
    John Adlum blev af sin samtid betragtet som en stor specialist inden for vin og vindyrkning, og nybagte vinproducenter fra både øst- og vestkysten i Amerika kom til The Vineyard for at få stiklinger af hans Catawba-vinstokke. Druen er siden blevet kaldt for den første store amerikanske hvidvinsdrue.